Af Poul Olesen. Tidehverv, 1941, s.21-22. (P. Engberg: Romantikken og den danske folkehøjskole).

Hvis nogen vil mene, at der er skrevet tilstrækkeligt om denne bog, og at den ikke er al den blæst værd, som har staaet om den, saa vil jeg ikke sige dem imod. Ogsaa efter min mening er bogen af ringe værdi. I sproglig henseende er den ikke tiltalende. Man skulde tro, den var skrevet af en latinskoledreng, der endnu befinder sig paa det stadium, hvor han mener at kunne give sine danske stile kraft og egenart ved at fylde dem med mange tillægsord. Hvis P. E. var i Stand til med lidt kritisk opmærksomhed at læse Ingemanns salmer, vilde han se, i hvor høj grad saadanne tillægsord kan fordærve et sprog. Selv disse salmer vilde til nød kunne bruges, naar overflødige epiteta ornantia blev fjernet. Men det skyldes for P. E.'s vedkommende maaske ikke ungdommelighed, at han drukner det, han vil sige, i tomme ord. Man frygter, at det snarere skyldes mangel paa præcision i tanken og paa forstaaelse af egne oplevelser. Men hvad der betyder mere end sproget er, at bogen ikke er en undersøgelse af emnet, ikke et forsøg paa forstaaelse og erkendelse, men bare et stykke dogmatik - tænk, at dogmatikken efter at have forladt kirken skulde havne i Askov - bare et advokatorisk indlæg. Og man kan ikke undertrykke en stille tak over, at dansk retspleje er blevet denne advokat fattigere. I hvor høj grad P. E.'s billede af Grundtvig og dennes efterfølgere er fortegnet in maiorem dei gloriam, har jeg hverken tid eller lyst til at undersøge, men hvis sansen for det egentlige hos disse mænd er lige saa svigtende som i omtalen af "Tidehverv", rangerer bogen som historie paa linie med "Egelykke".

Naar bogen alligevel skal omtales, er det ikke for at anmelde den, heller ikke for at kritisere den, endnu mindre i haab om at faa en drøftelse i gang (i saa henseende skræmmer sporene fra "Kristeligt Dagblad"), men fordi sagen, for hvilken P. E. plæderer, vistnok ikke blot er hans egen lille private kanon, men er symptomatisk for noget, der rører sig i tiden, og over for dette skal det igen siges, at her er ingen forstaaelse og intet samarbejde muligt.

P. E. synes at nære en ulykkelig kærlighed til poesien. Den har hele hans hjerte, gid den ogsaa var i stand til at føre hans pen. Poesien er for ham det samme som evighedslængslen. Den skal gribe et menneske og føre det gennem store lidelser, afgrunde af gys og salighed, himmel og helvede (man føler sig under læsningen noget beklemt ved disse skrækkelige udsigter, men har man arbejdet sig blot nogle faa sider ind i bogen, vænnes man til katastroferne, der efterhaanden endog bliver lidt trivielle), indtil man er ført til det sted, hvor der er opstandelse for det menneskeliv, man drømte om. Denne genopstandelse af menneskelivet kalder P. E. for kristendom. Nuvel, denne tale er ikke ny, man har mødt den nogle gange før, udsat for forskellige instrumenter, men melodien (undskyld, tonen) var ret egentlig den samme. I K. F. U. M. i Indre-Mission i den sidste menneskealder, og havde mit kendskab til højskole og Grundtvigianisme været lidt større, vilde jeg sikkert ogsaa have hørt den der før P. E.'s tid. Men der er et par steder, hvor jeg ikke har hørt den, hos Grundtvig og Jakob Knudsen (hvilket maaske er min fejl, da jeg nu ser, at den skal findes hos begge, men ogsaa her gælder det jo, at "solche werke sind spiegel, wenn ein apostel hineinguckt, kann kein affe hinaussehen"). For baade Grundtvig og Jakob Knudsen vidste, at naar der om et menneske i forholdet til gud var sagt, at det var en synder, saa var dermed alt sagt, der var ikke noget at føje til senere, der var ingen opstandelse af drømmene og menneskelivet. Der var et liv fra synd og til synd, men med ordet om guds tilgivelse over sig.

Pudsigt virker det at se P. E.'s vrede over de mennesker, der taler om "lære" i stedet for at tale om "liv". I og for sig har han min velsignelse til denne vrede, men han er bare ikke manden til at gaa med den. Han ved jo slet ikke, hvad de ord dækker over, som han bruger. Han kunde med samme ret og samme harme fare ud mod mennesker, der holder af leverpostej, hvor P. E. foretrækker grisesylte. Vist er den lære og det liv, som han taler om modsætninger, som f. ex. modsætningen mellem rationalisten og romantikeren, men dybere gaar modsætningen heller ikke. Nogen absolut modsætning er det ikke. Desuden kan jeg ikke forstaa, hvem disse mennesker egentlig er, som han farer saa strengt ud imod. Mon det ikke skulde være nogle hjemmekonstruerede størrelser. Det kan næppe være Indre-Mission, der jo kun rider den rene læres ganger, naar de andre travere staar paa stald. Endnu mindre kan det da være "Tidehverv". I det ordskifte, som i sin tid fandt sted med Morten Larsen, var det ikke spørgsmaalet om lære og liv, der var parterne imellem, men spørgsmaalet om oplevelse og tro. Her repræsenterede Morten Larsen sin samtids - og altsaa ogsaa eftertids - opfattelse af troen som en oplevelse, et stykke menneskeliv, mens "Tidehverv" prøvede at fastholde troens egenart. Og dette sidste er ikke et spørgsmaal om lære, men - for at tale luthersk - et spørgsmaal om vished.

For P. E. er aand og sjæl identiske begreber - i hvert fald synes han kun at kende aand gennem dens virkninger i sjælen. Kan eller vil han da ikke forstaa, at der er forskel mellem tingen i sig selv og min fornemmelse af den, og at der ingen berettigelse er til at gøre disse identiske, eller kristeligt udtrykt, at der er forskel paa, hvad der er guds, og hvad der er menneskets? Kun gennem ordet fra gud stilles mennesket over for det evige, over for aanden, men at gøre aand og evighed til sjælelige oplevelser er en metabasis eis allo genos. Det er denne elementære forstaaelse, man har ret til at forudsætte hos enhver, der vil tale og skrive om disse ting, og indrømmes denne forskel ikke, er enhver kommen-til-forstaaelse paa forhaand udelukket. Saa snart aand gøres til sjælelige oplevelser - disse være af nok saa himmelsk salig og helvedsk gruelig art - er det ikke aand længer, men i bedste fald dens virkninger paa et menneske.

Følgerne af denne forveksling er de sædvanlige. Det menneske, der ejer "livet", er i særklasse, ved det, føler det og forsømmer ikke nogen lejlighed til at vise det frem. For pietisten udtrykkes det ved forskellen mellem verdsligt og helligt, for P. E. viser det sig som forskellen mellem den stupide almue og den oplyste og levende højskoleungdom. Igen kun en smagsforskel, og bevares vel, ogsaa jeg mener, at P. E.'s grisesylte er bedre end Missionens leverpostej, uden at jeg dog af den grund vil kalde mine smagsløg for bedre end andres. Men al saadan tale burde være langt fjernet fra forkyndelsen af det rige, der ikke var for folk i særklasse, men for de fattige i aanden.

En af deltagerne i skriverierne i "Kristeligt Dagblad" i anledning af denne bog skrev, at P. E. skulde have sin højskole. Det synes jeg ogsaa, han skal. Det vil nok blive et interessant sted at komme, en enkelt gang, et sted, hvor der ikke forkyndes, men hvor der drives propaganda for at føre ungdommen ikke til det sted, hvor de smaa hulker, naar de stirrer paa de skygger, der ligner livet bedst, men til det sted, som er al romantiks egentlige maal: "Ein chaos von erhabenen harmonien und interessanten genüssen" (F. v. Schlegel).