Af Søren Krarup. Tidehverv, 1985, s.11-12. (Bent Jensen: Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle).

Fornylig blev fhv. departementschef i finansministeriet Erik Ib Schmidt gjort til æresdoktor ved Aarhus Universitet. Det skete for et forum af prominente personer og i en strøm af hædrende, hyldende ord. Universitetsavisen beretter om begivenheden. Man ser den "førhen så magtfulde departementschef" modtage beviset på den nye værdighed, og man hører ham omtalt som den "grå eminence", hvis indflydelse på landets ledelse og forvaltning har været overmåde stor og hvis dygtighed og format har været tilsvarende ubestridt.

I en netop udkommen bog kunne man også møde Erik Ib Schmidt. Det er i en periode, hvor han er ikke så lidt yngre end i 1984, og i en sammenhæng, der ikke er helt så officiel og påagtet. I sin skildring af "Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle" citerer Bent Jensen fra Clarté, april 1937, hvor stud.polit. Erik Ib Schmidt skriver om Moskvaprocesserne samme år. Som bekendt likviderede Stalin her sine gamle medarbejdere i en række retssager, der var groteske i deres uhyrlige anklager og frådende skældsord - en karikatur på lov og ret. Men student Schmidt forsvarede processerne blindt. "For den, der læser procesberetningen, bliver det helt overbevisende, at der her ikke er tale om numre eller forfalskninger. Her er tale om revolutionære marxister, som er kommet på afveje og til sidst er havnede i en bundløs sump".

Man læser unægteligt den kommende grå eminence med ikke ringe forbløffelse. Det er vanskeligt at finde kritisk sans og grundig indsigt i sådanne ord. De synes snarere at være vidnesbyrd om forhærdet fanatisme og suspension af al omtanke og intellektuel redelighed. Jo, vist var Erik Ib Schmidt kun student dengang. Vist var han ikke den eneste, der bøjede knæ for den ideologiske dæmoni. Alligevel er det en tankevækkende forbindelse, der på denne måde trækkes mellem Erik Ib Schmidt anno 1937 og Erik Ib Schmidt i statsforvaltningens centrum og på Aarhus universitet.

Og synes forbindelsen helt uforståelig, kan man øjne en sammenhæng via U 90, der udkom i 1978 under Erik Ib Schmidts ledelse og hvor formanden for det Centrale Uddannelsesråd bl.a. skrev følgende: "Her kan det blive nødvendigt med en politisk afvejning af, om ekstremt afvigende holdninger overhovedet er forenelige med den fælles forestillingsverden, som er grundlæggende for det danske demokratiske samfund".

Så skimter man li'som stalinisten i den grå eminence ...

Denne pikante detalje fortæller noget om, hvorledes Bent Jensen med sin bog har udfordret det etablerede og toneangivende Danmark ved simpelt hen at fortælle sandheden. Der er mange, som vil føle sig ubehageligt til mode. Der er mange, som har hyllet deres fortid ind i et mørke og en tavshed, som helst skulle være total. Hvad har disse beundrede og feterede samfundsstøtter ikke at skjule vedrørende deres ord og gerninger fra dengang, hvor gudebilledet i øst strålede i al sin glans og man fortrængte al kritik og forfulgte og kneblede dem, der fremførte den? Dette er de nu feteredes fortid og forudsætning. Dette er sandt. Og i sandhedens og redelighedens navn er det ikke ligegyldigt at pege på, hvad det toneangivende Danmark har som forudsætning.

Det er en meget modig bog, Bent Jensen har skrevet. Der er grund til at nære respekt for hans uforfærdede sandhedssøgen og vilje til at sige, hvad han fandt. Han må vide, at han træder mange samfundsstøtter over tæerne med sin bog og at de ikke vil tilgive ham, at han gør det, men han holder sig alligevel til den ubehagelige sandhed - stilfærdigt og usvigeligt. Det ene uhyrlige citat efter det andet bliver lagt på bordet og konfronteret med den virkelighed, det udtaler sig om. Man rystes gang på gang over opportunismen og forløjetheden. Det er en sump af usselhed og bedrag, man kommer ud i. Ikke underligt, at Mogens Fog, Eric Danielsen, Gert Petersen m.fl. har råbt op i forbitrelse og søgt at beklikke Bent Jensens motiver og person.

Det har jo altid været taktikken.

Men mens man læser bogen med stigende beundring for Bent Jensens mod, siger man til sig selv, at dette er jo også et teologisk arbejde - vigtigere og væsentligere end så meget pusleri med adjektiverne i Markusevangeliet. Ikke blot fornemmer man bag ordene den kompromisløshed vedrørende sandheden, som rækker ud over det faghistoriske og ind i en personlig ansvarlighed eller samvittighed, der virker ganske ubetinget. Det er Bent Jensens egen sag. Men man forstår tillige, at dette opgør med en moderne dæmoni gør lovens gerning derved, at det hævder sandheden og således rydder ud i de løgne, der har lagt sig over sjælene og fanget dem ind i et djævelsk kogleri, hvor der ikke længere var op og ned på tilværelsen, fordi der netop ikke var forskel på sandhed og løgn.

Hvor der er blevet løjet i vort offentlige liv! Hvor vanskeligt det har været at respektere den jævne, jordiske virkelighed, fordi der altid var taktiske hensyn at tage eller ideologiske forhold at tage i betragtning. Disse marxistiske intellektuelle har foregrebet "1984"s ny-sprog, for her hed frihed tvang, mens tvang og trældom blev kaldt for frihed. En ideologisk tankegang fordærvede sproget, og et fordærvet sprog korrumperede sindene. Da det Moderne Gennembrud i forrige århundrede lancerede realismen som litterær retning, foreslog Hørup, at man i stedet for realisme skulle døbe retningen "sig sandt", og ideen var ikke uden mening i forhold til de ideologiske efterkommere, det Moderne Gennembrud har fået i de seneste generationer. Ja, sig sandt! Men hvis sandheden siges, vil det meste af ideologien være dødsdømt. Den lever i kraft af en næsten instinktiv enighed om, at det, man så, det så man ikke, men noget helt andet i stedet. Når Kai Moltke rejste til Sovjetunionen under den hungersnød, der bevidst var skabt af Stalin for at knække ryggen på bondestanden i forbindelse med tvangskollektiviseringen i 30'erne, så Kai Moltke ikke de udhungrede, døende børn og voksne, men han så "trivelige ukrainske bondekoner i Kharkov og på stationerne langs banen (som) solgte stegte høns, franskbrød og æg til de rejsende", og han skrev hjem til den danske offentlighed for at retlede den som øjen- og sandhedsvidne. Når Elias Bredsdorff og Peter P. Rohde i midten af 30'erne tog til Sovjetunionen, var det også for at undersøge rygterne om tvang og terror, og de så intet, men meddelte hjem, at de havde set "så lykkelig tilværelsen ytrede sig ... i et frit land, hvor livet er let at leve". Og når Erik Ib Schmidt hjemme i Danmark læste de afslørende beretninger fra Moskva-processerne, ja, så så han ikke, hvad der stod i beretningerne, men kunne berolige offentligheden med, at "her ikke er tale om numre eller forfalskninger".

En kollektiv hypnose eller besættelse. En fælles og forudgiven enighed om, at man så kun, hvad der gavnede partiet og sagen. Den slags hedder jo løgn, men når man lyver for udviklingens og fremskridtets og verdenshistoriens skyld, kan løgn ligefrem blive til en god og fortjenstfuld gerning, og derfor er der utvivlsomt en slags ægte forargelse i de protester, der nu rejser sig mod Bent Jensen. Hvis løgnerne ikke var uskyldige, så var de i hvert fald retfærdige. Det er de overbeviste om. Og det gør en forskel! Og det er ondt og ukærligt at bebrejde dem deres retfærdige løgne ...

En kollektiv besættelse. Og et påkrævet notabene til dem - Møllehave, Margrete Auken, Ole Krarup - der nu rejser til Nicaragua for at retlede offentligheden.

At gøre op med denne dæmoniske besættelse af løgn og bedrag er et teologisk arbejde, for lovens grundvold er forskellen på sandhed og løgn. Det understreger Otto Møller i "En opdrager til Kristus", og det siger i grunden sig selv. Hvor løgnen hersker, er alt menneskeligt perverteret. "At indlade sig med løgnen er derfor at udlevere sig selv fra det virkelige liv og at nedsænke sig selv i løgn; lyve om sig selv og lyve for sig selv er ligefrem at føre krig mod sit eget liv, er i sandhed et åndeligt selvmord, en successiv udryddelse af alt det, som af Guds liv er skænket os som vort liv. Den rette frygt for løgnen er en dødsfrygt, begrundet deri, at det at komme til at leve i løgn er virkeligt at komme til at leve uden for livet, at dø eller opløses i livets hæslige modsætning". ("En opdrager til Kristus", p. 42-43)

Den baggrund, på hvilken Bent Jensens arbejde fremtræder i det rette lys, er de "etiske" bekymringer, som den teologiske efterkrigstid har ytret vedrørende politik og samfund - i særlig grad løgstrup-skolen. Åh, hvor man har været bekymret! Der er blevet forsket og tolket og fænomenologiseret og interpreteret for at modvirke de tendenser, som kunne true tilliden og kærligheden og godheden. Forurening, oprustning, u-lande. Alle de moderigtige bekymringer. Men sideløbende med dette meget etiske engagement udfoldede løgnen sig på det sprog og i det folk, som var etikernes, og der var ikke tale om noget så plumpt og primitivt som at undsige den falskhed, der fyldte luften med bedrag.

Det har Bent Jensen gjort, og dermed får begrebet etik et indhold, som på baggrund af løgstrup-skolens drengevidenskabelige bekymrethed er tiltrængt. Dette er at hævde loven: at der er forskel på sandhed og løgn. Dette er at træde i karakter og således undsige løgnen. Hermed bliver sproget og virkeligheden frigjort fra den ideologiske kræftsygdom, som havde bragt menneskelivet i forrådnelse.

Lovens gerning.