Af Søren Krarup. Tidehverv, 1985, s.124. (P. G. Lindhardt's Kirkehistoriske Samlinger).

Som forbryderen om åstedet kredser P.G. Lindhardt om det Tidehverv, der er hans pæl i kødet, fordi han har villet overtage dets arbejde uden at vedgå sin afhængighed, og hans stadige bestræbelse i det kirkehistoriske forfatterskab har derfor været at tilsladre og bagtale Tidehverv for således at markere en teologisk selvstændighed. Intet middel har i den forbindelse været for tarveligt til at han jo ville benytte det. Personlig, ja privat mistænkeliggørelse og rygtesmederi har blot været eet af hans våben - hvad man kan forvisse sig om i hans mange enslydende fremstillinger af nyere dansk kirkehistorie. Et andet har været direkte usandhed. Her i bladet blev et eksempel på dette dokumenteret i 1981, nr. 8-9, hvor den rette sammenhæng vedrørende Tage Schacks begravelse blev meddelt og ganske tog livet af fremstillingen i "Vækkelser og kirkelige retninger" 1951. Afsløringen fremkaldte en vævende og for forudsætningsløse sært umotiveret artikel i Fønix 1982. Og i de lige udgivne "Kirkehistoriske Samlinger 1985" er professoren atter på åstedet.

Denne gang drejer det sig om den såkaldte Adamsen-sag i 1934. Lindhardt har allerede frådset i den i alle tidligere fremstillinger som sit trumfkort i forsøget på at påvise en "partidannelse" i Tidehverv - det faste slagord og anklagepunkt - og nu fremlægger han nogle private breve fra Adamsen, som skal - ja, hvad skal de? Noget nyt om sagen fra 1934 fortæller de ikke, for de er begge skrevet i 1956 og er såmænd en bøn fra den stakkels plagede Adamsen til Lindhardt himself om ikke at hænge ham ud med navns nævnelse og således pine ham i hans nuværende tilbagetrukne og anonyme tilværelse som antikvar. Han har een gang været igennem offentlighedens skærsild, fortæller han. Det var den menneskealder tidligere, hvor hans homoseksuelle forhold førte til hans afsked som præst og hvor Tage Schack i februar 1934 derefter inviterede ham til at prædike i sin kirke på Amager; biskoppen nedlagde forbud, men da Tage Schack kendte Adamsen som en mand, der kunne og ville forkynde evangeliet, trodsede og angreb han biskop Ostenfeld og blev så suspenderet; der var lagt op til en principiel strid om betingelsen for at forkynde evangeliet, da nogle nye oplysninger om Adamsens private forhold fik Schack til at frafalde sin linie og slå hånden af Adamsen, hvorefter striden blev bilagt. Siden har man gisnet om årsagen til Tage Schacks pludselige kursændring. Var Adamsen måske ikke lige egnet til at forkynde evangeliet? har Lindhardt triumferende spurgt. Af ham og flere andre er der kogt mange liter suppe på det ben.

Men der er ikke flere ben i gryden i den just publicerede artikel i "Kirkehistoriske Samlinger". Dens mening og hensigt er dunkel for så vidt som hverken Adamsens eller K. S. F. Wilhjelms anførte breve bringer ukendte ting for dagen. Hvad skal det hele til for? Jo, det kan gavne Lindhardt i hans stadige strid med pælen i kødet, for Adamsen, der så gerne vil gøre indtryk på og vække medlidenhed hos den ubarmhjertigt skrivende professor, taler ham indsmigrende til og taler i konsekvens heraf kritisk om især Heje og Olesen Larsen og antyder, at de var mere interesseret i at "lave ballade end i at få evangeliet forkyndt", og sligt kan Lindhardt ikke lade ligge ubrugt. Han finder i den forbindelse lejlighed til at fremdrage N. J. Ralds ord om, at "Hejes diktatur var stærkere end Schacks kultur". Den gode, gamle sladder, som Lindhardt elsker så inderligt. "Partiet", der "svigtede" Adamsen, som kirkehistorikeren endnu en gang får lejlighed til at meddele en undrende offentlighed.

Jeg vil vædde dyre på, at i sådanne udtalelser af de pågældende ligger hele artiklens anledning og årsag. Men man kan så benytte den til at udtale sin forbavselse over, at kildekritikeren og kirkehistorikeren aldrig fandt anledning til at gå til de primære kilder - Heje og Olesen Larsen selv. Hvorfor har Lindhardt mon aldrig interviewet dem om sagen? Derom kan man også gisne, og min gisning taler ikke til gunst for professorens vederhæftighed. Ikke sandt, det reale er ubekvemt for den, der er ude i taktisk og kirkepolitisk ærinde. Det kan ligefrem aflive en god historie, der gavner rygtesmeden. Men som en, der har hørt Heje fortælle om begivenhederne i 1934 kan jeg hjælpe kirkehistorien. "Gamle Skak", som Heje kaldte Tage Schack, var i visse henseender et naivt menneske. Han troede for ukritisk på Adamsens forsikringer om sine forhold. Heje var som fængselspræst på Vridsløse vant til at tage højtidelige løfter med et betydeligt gran salt og havde været skeptisk over for Adamsen fra begyndelsen. Da sagen var principiel, støttede han imidlertid Schack. Og da Schack opdagede, at Adamsen havde løjet for ham, var Heje uvillig til at lade sagen falde af den grund. Evangeliet var jo lige væsentligt. Men Tage Schack følte sig personligt bedraget af en, han havde skænket tillid, og så ville han ikke stå fast. Det ramte ham for hårdt, at han var ført bag lyset af en ven. Så opgav han sagen.
Og det er den sag.