Af Søren Krarup. Tidehverv, 1986, s.99-100. (Steen Steensen: Den økologiske Krigsførelse. Abildgaards og Brødgaards Forlag. Forhandles i bogladerne via DBK. 153 sider. 98,- kr).

Steen Steensens første bog, "Den sociale Komedie", var en analyse af - som undertitlen lød - de intellektuelles vej til magten. Med megen styrke anvendte han marxismens klassekampsmodel imod marxismen selv og viste, hvorledes det for uddannelsesmagten drejede sig om at fortrænge kapitalmagten og gøre sig selv til den herskende klasse. 68-generationen fik sin tiltrængte bekomst. Med konsekvens og originalitet tegnede Steen Steensen billedet af den bevægelse, der i øjeblikket foregår i de vestlige samfund.

Somme tider kunne det dog virke, som om han var lidt for fascineret af klassekampsteorien. Der kunne komme noget deterministisk i hans fremstilling. Det var ikke altid til at få øje på det ironiske eller drillende i hans anvendelse af dette marxistiske skema mod marxisterne.

I hans nye bog, "Den økologiske Krigsførelse", er der ingen tvivl. Det er et lidenskabeligt kampskrift, og lidenskaben fortrænger enhver tendens til determinisme. Til gengæld er klassekampen stadig brugbar til at illustrere det egentlige indhold i det kæmpemæssige bedrag, der hedder nutidens miljøbevægelser og som i sit sigte er en trussel mod folkestyret og friheden. Steen Steensen gennemgår først forureningsspørgsmålet i historisk perspektiv og påviser, hvorledes skidt og møg og lort hobede sig op i fortidens samfund med deraf følgende epidemier og misdannelser af menneskene, medens nutidens samfund er rent og nutidens menneske er sundt i en grad, der er hidtil ukendt. Det skyldes liberalismen og kapitalismen. Fra forrige århundredes sidste halvdel begyndte lys og luft og rent drikkevand og sunde boliger at holde deres indtog i den bemøgede menneskeverden i takt med det private initiativs og det frie erhvervslivs sejrsgang, og nu lever vi en tilværelse, der i forhold til fortiden skinner af renhed og materiel og fysisk sundhed.

Hvorfor så miljøkampagnen? Den skyldes den i 60'erne og 70'erne hastigt voksende uddannelses-klasses ønske om magt til sig og sine. Ejendomsretten står embedsretten imod, siger Steen Steensen, og derfor udgør den private ejendomsret og det frie erhvervsliv den store fjende for de horder af 68-intellektuelle, der er strømmet og strømmer ud i samfundet og skal sikre deres fremtid og embeder. Hertil kan bekymringen for naturen tjene. Man kan lave utallige rapporter, der "beviser", at jorden står foran sin undergang i røg, møg og støj, og at fiskere, dambrugere og landmænd er undergangsmagternes onde allierede, hvorfor der må oprettes utallige embeder og miljøplatforme til at kue og kontrollere de livsfarlige. Det er, hvad der er sket. Miljøministerium og miljøstyrelse og miljølovgivning og miljøpolitik og - især - miljøhysteri. Jens Kampmann, "en typisk repræsentant for intellektualismens frontkæmpere, standsbevidst, ærgerrig og målrettet"; Ritt Bjerregaard, "rollen som socialt indigneret spilles til perfektion. Efterhånden kan aktivisten ikke sondre mellem teater og virkelighed. Vedkommende tror selv på sit eget hykleri. Skellet mellem ret og uret slettes ud"; Chr. Christensen, "den svageste minister i mands minde til at lede det farligste af alle ministerier ... Svaghed parret med ærgerrighed og kristelighed er en frygtelig blanding".

Sådanne karakteristikker viser, at Steen Steensens kritik er konkret og navngivet som al ordentlig kritik skal være. Tillige røber de den lidenskab, der bærer bogen. Han er med rette oprørt over det massive, magtfulde og altid "videnskabeligt beviste" felttog, der føres mod de små og selverhvervende i landet, husmænd, fiskere, håndværksmestre, og han gør opmærksom på, hvorledes dette felttog bærer folkestyrets afskaffelse i sit skød. Naturligvis, når eksperterne og de "videnskabelige" rapporter og de magt griske miljøfanatikere skal skrive lovene og bestemme de samfundsmæssige vilkår, betyder det frihedens undergang. Bogen er en solidaritetserklæring med det menige, mishandlede folk og et forsvar for retten til at tænke selv og se med sine egne øjne og have sin mening og sin stemmeret i frihed. "Den, der ikke stoler på sit eget hoved, har allerede bortforpagtet retten til at dømme. Således må det gentages: Brug dit eget hoved! I miljøsagen forekommer ingen sætning mere presserende. Selvsyn er det vigtigste af alt. Miljørapporter er en bestemt klasses frembringelser. Brug dit eget hoved! Du skuer ingen nød forårsaget af forurening, ingen døde. Ej heller ser du trusler mod naturens eksistens eller menneskers velfærd. Nøden findes kun i rapporter".

Det er en ny frihedskamp eller en anden slags modstandsbevægelse, Steen Steensen tager til orde for, hævdelsen af en nødvendig respekt for den menige mand, hvis eksistens og mening skal kules ned (jvf. parallellen til flygtningedebatten, som er beskrevet andet steds i dette blad), og bogen munder derfor ud i en appel til handling. Gå til modstand! Hvis folket fortsat tier og bøjer nakken, bliver det gjort til trælle under rapportskrivernes og miljøpolitikkens tyranni. Den herskende klasse af intellektuelle er skånselsløs - som Ritt Bjerregaard: miljøforanstaltninger kan "tvinge landmænd fra hus og hjem! Det er der ikke noget at gøre ved". (Jyllands-Posten 16.10.1985) Kun aktiv og koordineret og beslutsom modstand kan standse tyrannerne.

Bogen vrimler af originale iagttagelser og selvstændige betragtninger. F.eks. skelner Steen Steensen mellem "den offentlige og den offentliggjorte mening", hvilket ganske rigtigt ikke er det samme i dagens mediekujonerede Danmark. Den er en modig mands undsigelse af en af tidens farligste trusler og kan som sådan ikke anbefales nok. Det er indlysende, at den herskende klasse vil søge at tie den ihjel. Om det skal lykkes - ja, det afhænger af Dem.

Steen Steensen: Den økologiske Krigsførelse. Abildgaards og Brødgaards Forlag. Forhandles i bogladerne via DBK. 153 sider. 98,- kr.