I efteråret 1958 havde jeg været soldat i 15 måneder og stod foran hjemsendelse og påbegyndelse af et studium, og for at komme lidt ind i studentermiljøet gik jeg på en lørdag-søndagsorlov med en kammerat i Studenterforeningen i København til den såkaldte statsministeraften. Det var en tradition, forstod jeg, som gik ud på, at den siddende statsminister skulle tale til studenterne fra Studenterforeningens talerstol - efter sigende landets vanskeligste - for at komme på en slags talefod med landets akademiske ungdom. Det var socialdemokraten H. C. Hansen, der var statsminister dengang, og jeg havde ikke forhåndssympati for socialdemokrater. Men jeg fik megen sympati for H. C. Hansen den aften. Han virkede lødig og reel, uden politikerfraser og -attituder. Og uden at fedte for landets kommende elite.

Jeg fulgte ham siden med sympati, indtil han døde i februar 1960, og denne sympati for en troværdig socialdemokrat med en ikke-ideologisk profil kom også til at omfatte hans afdøde forgænger Hans Hedtoft, om hvem jeg vidste, at han sammen med H. C. Hansen var blevet tvunget ud af politik af den tyske besættelsesmagt i 1941, fordi de to havde været kritiske over for den alt for imødekommende samarbejdspolitik. Tillige vidste jeg, at de i den sidste halvdel af 1930'erne havde fået vendt socialdemokratiets hidtidige pacifisme til en positiv holdning over for et dansk forsvar, ligesom de havde understreget, at socialdemokratiet skulle være et folkeparti, ikke et socialistisk parti, og jeg satte mig til at læse lidt om disse to tiltalende og folkeligt ansvarlige socialdemokrater. Bl.a. anskaffede jeg bogen om Hans Hedtoft, udgivet af H. C. Hansen og Julius Bomholt i 1955, samme år som Hans Hedtoft døde, og her kunne jeg læse en meget lang og grundig artikel om hans "manddomsgerning", skrevet af Jens Otto Krag. Det var tydeligt, at denne Krag havde kendt Hedtoft godt og næret stor sympati for ham. Men min sympati for Hedtoft blev mindre, efterhånden som jeg læste Jens Otto Krags fremstilling af ham, og da jeg kom til side 104, hvor Krag skildrer Hans Hedtofts og socialdemokratiets holdning til det sydslesvigske spørgsmål, der jo var påtrængende aktuelt i årene efter 1945, var sympatien ganske borte. Her fortæller Krag, hvordan socialdemokratiet og altså også Hans Hedtoft måtte afvise sydslesvigerne. Han skriver: "En national politik, der ikke direkte sigter på et forsvar for demokratiet og de sociale goder, kan vanskeligt få mening set med socialdemokratiske øjne. Pligten og ansvaret over for nationen er at varetage befolkningens velfærd".

Især sidste sætning syntes mig afslørende. Hvor valget står imellem velfærden og nationen, mellem maven og selvstændigheden, vælger en socialdemokrat ufortøvet maven. Skrev Jens Otto Krag. Men jeg syntes, at både Hans Hedtoft og H. C. Hansen havde forholdt sig anderledes. Jeg syntes ikke, at Jens Otto Krags udlægning svarede til den holdning, jeg havde fundet hos dem. Og da jeg siden læste Birgit Tengroths erindringer, Jens Otto Krags første kone, som sammen med sin daværende mand rejste til USA i 1950 for at redde ægteskabet, og fandt Hans Hedtofts afskedsbemærkning til hende, da han efter at have holdt en afskedsmiddag for parret fulgte hende ud til den ventende bil og hjalp hende til rette i bilen, idet han venligt og alvorligt sagde til hende: "Husk, at du gør Danmark ære" - da fornemmede jeg en tydelig forskel på den biograferede og hans biograf. Dette kunne Jens Otto Krag aldrig have sagt. Dette sind - lad mig blot sige: dette hjerte havde Krag ikke. Han var ganske anderledes.

Og han forekommer mig at være et lille og banalt menneske, uanset hvor dygtig han teknisk og taktisk var som politiker og minister.

Jeg begriber derfor heller ikke, hvorfor Bo Lidegaard har skrevet sin kæmpebiografi om Jens Otto Krag. Naturligvis, det er også Danmarkshistorie, for Jens Otto Krag var som bekendt dansk minister i mange år, fra 1947 til 1972, de sidste ti år som statsminister, og Bo Lidegaard har også haft det held at kunne bruge Jens Otto Krags udførlige dagbøger og dermed berette om hans inderste tanker og følelser. Men så meget tydeligere bliver det, hvor ligegyldige og småtskårne disse tanker og følelser er, og hvor ligegyldig den person i grunden er, der rummer dem. Jens Otto Krag vil aldrig kunne blive et eksempel til efterfølgelse for sit folk, men er det egentlig ikke herpå, at man skal måle en statsminister - for ikke at sige en statsmand? Hans Hedtoft vil kunne blive et sådant forbillede for nogle, H. C. Hansen også. Der var substans i dem som mennesker. Der var noget, de holdt af og var bundet til. Hvad var Jens Otto Krag? En velbegavet cand.polit, en dygtig politiker og taktiker, en mand, der forstod at holde sig ved magten og få gennemført sine mål. Men som menneske holdningsløs, troløs, amoralsk. Et dybest set uengageret og derfor ligegyldigt menneske, optaget kun af at føre sig effektfuldt frem - både hvad angår magten og æren og damerne.

Hvorfor har Bo Lidegaard gidet skrive denne biografi om denne mand?

Det er det spørgsmål, som læsningen har rejst hos mig, og svaret ligger naturligvis i den mand, der skriver biografien. Også om hans holdning vidner bogen. Det er tydeligvis en forfatter, der vil være beslægtet med sin hovedperson. Hans holdning røber sig i stilen, ikke mindst i kapitlerne om besættelsestiden - også den periode, hvor Jens Otto Krag tydeligst afslører sig selv og sin mangel på vægtfylde. Da Stauning 1. januar 1940 havde holdt sin berygtede nytårstale, hvor den fuldstændige defaitisme kom til udtryk på en måde, som chokerede mange danskere og fik dem til at protestere, så omtaler Bo Lidegaard reaktionen således: "Enkelte konservative pippede op: Skulle statsministeren forstås sådan, at Danmark ikke ville forsvare sig mod et angreb?" Ikke sandt, at protestere imod den nationale selvopgivelse, det er at "pippe op".

På samme måde er samarbejdspolitikken med tyskerne det eneste rigtige, som forfatteren accepterer uden betænkelighed, og han gengiver dens indhold således: "Derimod viste det sig meget hurtigt, at det fæstningsværk, der var bygget op omkring det danske demokrati og hele samfundssystem, holdt til chokket og trods anslag og rystelser viste sig forbløffende modstandsdygtigt". For at Danmark er andet end demokratiet og samfundssystemet, kommer ikke inden for forfatterens horisont. Man mindes Jens Otto Krags sætning om nationen og velfærden. Og det giver på denne baggrund sig selv, at Bo Lidegaard er uden sans for frihedskamp og modstandsbevægelse - som vi skal se: i lighed med sin hovedperson.

Jens Otto Krag kom nemlig i besættelsens første år med i det, der kaldes Globus-kredsen efter navnet på det tidsskrift, Globus, som kredsen begyndte at udgive i sommeren 1941, og hvis interesse var den planøkonomiske - et tema, som også nazisterne dyrkede. Det var unge socialdemokrater, som øjnede økonomiske muligheder i det såkaldte stortyske rum, der åbnede sig i øst efter Tysklands angreb på Sovjetunionen i sommeren 1941, og de planøkonomiske visioner gjorde det hos mange af med eventuelle betænkeligheder ved at alliere sig med de tyske krigsmål. Lederen af Globus-kredsen var økonomen Niels Lindberg, et oldebarn af Jakob Kristian Lindberg, og hans naivitet fremgik af en bemærkning i et foredrag i november 1941 om et økonomisk samarbejde med Hitler-Tyskland og tilpasning til det nye storrum: "Den næste Hitler bliver måske en bornholmer". Her var Jens Otto Krag med. Han talte på det omtalte møde november 1941, men han havde også en mere præcis fingerspidsfølelse end den naive Lindberg og trak sig ud af Globus-kredsen så betids, at han ikke blev afgørende kompromitteret. Det var klogt af ham, for Globuskredsen udviklede sig efterhånden i tydeligt nazistisk retning, flere af medlemmerne blev nazistiske partimedlemmer og Jens Otto Krags nære ven Vikelsøe Jensen blev senere likvideret af modstandsbevægelsen.

Jens Otto Krag havde trukket fingrene til sig i tide, men han havde tydeligvis ingen umiddelbar eller instinktiv modvilje mod projektet på grund af det tyske sigte. Han var uden for Danmarks ulykke. Eller den var ikke en ulykke for Jens Otto Krag, for vigtigere end landet og dets frihed og eksistens var den politisk korrekte ideologi om socialisme eller socialdemokratisme - i Jens Otto Krags tilfælde forbundet med en ambition om at gøre skønlitterær karriere og skrive en rigtig roman samt et stort forbrug af unge damer, som han aldrig knyttede sig til, men nøjedes med at gøre gravide, så at de måtte igennem rædselsfulde kvaksalver-aborter hjemme på hans køkkenbord. Modstandsbevægelsen tog han afstand fra. I forbindelse med valget i marts 1943 skrev han: "Situationen nu, hvor store dele af befolkningen får deres politiske information fra den illegale, duplikerede presse, er ikke ufarlig. Meget af, hvad der skrives i disse blade er all right - men man må ikke glemme, at de skrives af fanatiske og hadefulde og ansvarsløse personer og - hvad der er værre, at mange af disse blade skrives og udgives af supernationale kredse, med hvem vi ikke har andet til fælles end den temporært fælles fjende". Nej, vi var for Jens Otto Krag ikke danskerne, heller ikke under Danmarks besættelse. Det var socialdemokraterne. Det socialistiske projekt var alt. Hans land og folk var meget lidt.

Denne æstetiske holdning eller denne ideologiske holdningsløshed søger Bo Lidegaard at forsvare i ord, der karakteriserer også ham og fortæller, hvorfor han gider skrive en bog om Jens Otto Krag. "Engagementet", hedder det om den uengagerede cand.polit. under besættelsen, "var i egentlig forstand socialt. Ikke forstået som personlig deltagelse i den enkeltes nød og elendighed eller som den barmhjertige samaritan. Men som et menneske, der følte et personligt ansvar for tingenes tilstand og derfor en forpligtelse til at sætte sit talent og sin viden i en højere, og det ville for ham sige socialdemokratisk, sags tjeneste".

Sætningerne formelig stritter af usandfærdighed og mangel på mening. Et personligt ansvar i en sags tjeneste. Ikke forstået som personlig deltagelse i noget konkret, men alligevel "deltagelse" i den abstrakte sag. Sætningerne røber deres ophavsmand samtidig med, at de afslører Jens Otto Krag, og bedre bliver det ikke i en senere sætning, hvor det hedder: "Jens Otto Krags personlige engagement lå til syvende og sidst et andet sted, der havde at gøre med almenvellet og det store samfundsmaskineri". Mere præcist kan den uengagerede æstets og ideologs afstumpethed i forhold til livet og næsten ikke udtrykkes. Jens Otto Krag, hvis livs mening hedder almenvellet, og hvor denne mening så kaldes et personligt engagement - mens han for resten sjofler de piger, han ustandseligt indlader sig med, og holder sig på foragtende afstand af de modstandsfolk, der sætter livet ind på at befri landet.

Eller som Bo Lidegaard konkluderer i sætninger, der kan lyde som skærende ironi, men ikke er det: "Det betød ikke, at disse unge økonomer og samfundsdebattører var holdningsløse. Tværtimod var de sprængfyldt af holdninger, ideer og planer - for fremtiden. Vel at mærke en socialdemokratisk fremtid, med eftertryk på social, socialisering, socialistisk".

Hvad er det, Bibelen kalder det: Et rungende malm eller en klingende bjælde.

Jens Otto Krag var født i Randers i 1914 og voksede op i et hjem, hvor faderen søgte at etablere sig via forskellige forretningsprojekter, men hvor det hver gang gik galt og efterlod familien i trykkende økonomiske omstændigheder, som prægede hjemmet og forholdet mellem forældrene. En projektmager, der ikke kunne klare sig. Og en moder, der var stærkere og dygtigere - også af mere velhavende og selvbevidst familie - og som omfattede sin søn med ubegrænset hengivenhed og måske også forkælede ham noget. Han blev i hvert fald det derangerede hjems håb, som skulle overgå faderens præliminæreksamen og blive student og komme frem i verden, og Jens Otto Krag levede op til familiens forventninger og tog studentereksamen fra Randers Statsskole i 1933. Han havde somme tider følt det belastende i gymnasietiden at være omgivet af klassekammerater fra bedrestillede borgerhjem, men så havde han fundet trøst i en udstrakt læsning. Der var to linier, som optog ham. Dels en spekulation over forholdet mellem rig og fattig, hvor han fandt forskellen "uretfærdig", dels et medlemskab af den kristelige gymnasiastbevægelse, hvor kristendommen blev opfattet i forlængelse af den sociale spekulation. I det af KFUM udgivne gymnasiastblad skriver Jens Otto Krag i november 1931 en artikel, hvor det hedder i slutningen: "Gud og tiden kræver det samme af os. En afvikling af de på jorden herskende uretfærdighedstilstande til fordel for de af Jesus for første gang fremsatte kærligheds- og retfærdighedsbegreber".

Så blev han student og forlod Randers for i København at blive stud.polit., og ikke blot de bevægede politiske forhold i forbindelse med den økonomiske krise i 30'ernes begyndelse, men også hans egne overvejelser førte ham i retning af socialisme. Han havde i slutningen af sin gymnasietid været formand for DsU i Randers, og i København tilhører han den socialdemokratiske venstrefløj og koketterer med en indvandret russisk professor Tschachotin, der ville skabe en kampduelig modbevægelse til fascisme og nazisme. Jens Otto Krag søger at give denne indpas i DsU på landsplan, men bliver håndfast standset og sat på plads af formanden H. C. Hansen, og i nogle år holder stud.politten sig ude af det politiske liv.

Til gengæld er han så meget mere optaget af det kulturelle og selskabelige. De kommunistiske signaler og profeter, Brecht, Gelsted og fra scenen Lulu Ziegler dominerede studenterlivet, i hvert fald Jens Otto Krags, og da han i 1936 får kommunitetet og flytter ind på Regensen, bliver han opslugt af det kulturradikale miljø. Provinsstudenten er nu meget langt fra Randers. De velbjergede, velhavende, velformulerede studenterkammerater løber alle erindringer om barndomshjemmet og -byen over ende, og 5. januar 1937 går han fra Regensen over til kordegnen i Trinitatis kirke og melder sig ud af folkekirken. Han begynder ugenert at tage for sig af de søde piger. Og han skriver i Kulturkampen, det af Poul Henningsen og Otto Gelsted dominerede tidsskrift, hvor Jens Otto Krag er i stand til at tage tonen lige så godt som de andre kulturradikale akademikere. En moderne livsnyder og boheme. Samt en kulturradikal ideolog og intellektuel, som taler og tænker i marxistiske baner og omgås en Erik Ib Schmidt og de øvrige studiefæller på lige fod, med hvem han også bliver kollega, da han i 1940 bliver kandidat og får ansættelse i Valutacentralen. Den tyske besættelse anfægter ham som nævnt begrænset. Og året efter er han med i den Globus-kreds, der vil udnytte de planøkonomiske muligheder i det tyske storrum mod øst, men som han altså bjerger sig ud af i sidste øjeblik. Jens Otto Krag overvejer fremtiden. Hvad skal han satse på? Mens han distancerer sig fra den spirende modstandsbevægelse og finder trøst og tidsfordriv i diverse pigearme.

Men hans fortsatte artikelskriveri i den socialdemokratiske presse holder hans navn varmt i partiet, og da socialdemokratiet i 1944 begynder at tænke på efterkrigstiden og nedsætter et socialiseringsudvalg, som skal forberede fremtidens Danmark, bliver Jens Otto Krag udvalgets sekretær, og dermed er hans lykke gjort. Dette baner ham vejen til magt og karriere. Han sidder til bords med Vilh. Buhl, Alsing Andersen, Hans Hedtoft og H. C. Hansen, og som udvalgssekretær har han samtidig den formulerende og samlende mulighed. Partitoppen har fået øje på ham, og det afsluttende program, "Fremtidens Danmark", har Jens Otto Krag som sin hovedkraft og -forfatter. Han er kommet ind i varmen, og den kulturradikale cand.polit. bliver handelsminister i regeringen Hedtoft i 1947.

Indtil 1961 er Jens Otto Krag en underordnet person i det socialdemokratiske hierarki. Han har måttet forlade landet i 1950 for at være tilknyttet den danske ambassade i Washington i nogle år på grund af sit problematiske ægteskab med Birgit Tengroth, men kommer tilbage til Danmark i 1952 og bliver i 1953 minister i regeringen Hedtoft og siden udenrigsøkonomiminister i 1957 i Trekantregeringen under H. C. Hansens ledelse for i 1958 at blive udenrigsminister med direkte henblik på de europæiske samlingsbestræbelser. Dygtig og kvalificeret i alle henseender. For så vidt en rigtig teknokrat. Den afmålte, korrekte minister om dagen og den kulturradikale boheme og livsnyder om natten.

I 1960 dør H. C. Hansen, og han følges af Viggo Kampmann som statsminister, den eminente hjerne og økonom, som ikke har helbred til den anstrengende post, hvorefter Jens Otto Krag i 1962 først konstitueres som statsminister og siden i 1963, da Kampmann må give endeligt op, bliver statsminister i den socialdemokratiske-radikale mindretalsregering. Socialdemokratiet skifter leder, Danmark skifter statsminister, og efterkrigstiden skifter retning.

Det sker i 1960, da H. C. Hansen dør, og jeg husker selv denne fornemmelse af at stå foran noget nyt, der rummede uvished og muligheder. Jeg udgav min første bog i 1960, og jeg blev om efteråret inviteret med til den konference på Louisiana, hvor alt, hvad der havde navn og magt og indflydelse i Danmark, skulle mødes for at drøfte forholdet mellem åndsliv og politik og om muligt finde frem til en syntese. Det var Ole Wivel, Bjørn Poulsen og den omkringfarende journalist Ejvind Larsen, der var initiativtagere og indbydere, og jeg havde i de år en del med Bjørn Poulsen at gøre og husker hans ord om 60'erne, det nye årti, der lå så jomfrueligt og ubeskrevet foran os, og som vi skulle give form og indhold. Viggo Kampmann havde bedt kulturlivet om at rådgive sig kærligt og nænsomt og tilføjet - halvt truende - at regeret bliver der alligevel, og nu skulle regeringen og tiåret rådgives på Louisiana. Ja godmorgen! Som om vi befandt os på en ny klode, som vi skulle forme. Som om de foregående tiår ikke netop havde lært os, at vi hører hjemme i en given historisk og national sammenhæng, vi ikke kan hæve os over, men som vi tværtimod må gå ud fra som det uundgåelige. Dette havde besættelsen jo betydet for Danmark. Dette havde også været indholdet af Martin A. Hansens tidstypiske forfatterskab. Efterkrigstiden havde indtil 1960 været et barn af besættelsestiden. Men med 1960 brækker sammenhængen, og den store sammenhængsløshed holder sit indtog.

Og denne æstetiserende, ideologisk bevidste sammenhængsløshed har Jens Otto Krag som sin politiske forgrundsfigur - den troløse, amoralske, der siger vi om sit parti og ikke om sit folk. Hvad kan han stille op over for den ny-marxistiske sot, der nu holder sit indtog i landet sammen med velstanden og den økonomiske højkonjunktur - og hvad vil han stille op? Havde H. C. Hansen, der dør som 53-årig i 1960, været statsminister igennem 1960'erne, havde den ideologiske bølge og studenteroprøret af 1968 mødt modstand og myndighed. I Jens Otto Krag, den kulturradikale ven og meningsfælle af Poul Henningsen, finder den ny-marxistiske ideologisering en forstående sympatisør, der bidrager til at ødelægge det Danmark, som ideologien sigter efter at ombringe. Befolkningen, den menige dansker, må nu gennem de stedse mere dominerende medier opleve, at alt, hvad den har bygget sit liv på af troskab mod ægtefællen, familien, folket, landet, arbejdet, bliver forhånet og nedgjort som "reaktionært" og "småborgerligt". I kulturrevolutionen ligger den kulturpolitik, der hænger nøje sammen med EF-politikken og som baner vejen for den efterfølgende indvandringspolitik - og det konkrete resultat af konferencen på Louisiana i 1960 blev også oprettelsen af kulturministeriet. Tingene hænger nu sammen i 1960'erne, for sammenhængsløsheden og den folkelige opløsning er sammenhængen.

Som Bo Lidegaard beskriver 68-bølgen i lyriske vendinger, der røber hans begejstring for Jens Otto Krags projekt: "Den stillestående, vadmelsklædte verden præget af snæversyn, sagogrød og selvgodhed, som Lykke-Per planlagde at åbne med vandveje og vældige industrianlæg, ville Jens Otto Krag angribe med økonomiske reformer og planøkonomi", hedder det i Lidegaards sammenstillen af Henrik Pontoppidan og Jens Otto Krag, de to Randersdrenge. "Her skulle vinduerne åbnes, lys tages ind. Tankegangen var Lykke-Pers, ingeniørens, men nu fyrre år senere lå troen på fremskridtet og alt, det ville føre med sig, ikke længere bundet i geometriske figurer og dristige nivelleringer, men i den samfundsingeniørkunst, der blev Krags livsprojekt. Den herskende tingenes tilstand skulle ikke tages for givet. Samfundet, ja landet selv skulle omskabes og blive anderledes. Fremskridtet var en mulighed, som skulle udnyttes, en nødvendighed. Hvad der stod i vejen i form af indgroet vanetænkning, hæderkronede traditioner, overtro og kirkelig pietet eller svulstighed, kunne gerne skylles ud med badevandet, nu hvor selv den lille mand havde udsigt til træk-og-slip og eget bad".

Ikke sandt: samfundsingeniørkunst - dette samfundshersende, modbydelige begreb bliver med rette brugt om Jens Otto Krags politiske holdning af hans beundrende biograf. Det kunne ikke være sagt værre i Sovjetunionen. Den systematiske menneskeforagt, camoufleret som menneskekærlighed. Ikke underligt, at en sådan Jens Otto Krag hele tiden var i et modsætningsforhold til H.C. Hansen.

"Kontroversen mellem Krag og H.C. handlede således mere om magt og personlig stil end om politik", skriver Bo Lidegaard og synes uvidende om, at personlig stil og dermed personlighed måske er det egentlige indhold af politik. "Synspunkterne var de næppe voldsomt uenige om, selv om H.C. fik ord for at være mere atlantisk og midt-søgende. Problemet var, at Krag med sin ekspertise i økonomi og sin frigjorte livsførelse så H.C. som repræsentant for et gammeldags, stift og autoritært socialdemokrati, der ikke ville kunne overleve den moderne verdens krav til omstilling, dynamik og international forankring". Nej, H. C. Hansen var ikke blot forankret i et socialdemokrati, der mere var en folkebevægelse end et ideologisk bestemt parti, men han var efter besættelsen også forankret i nationen, ikke i en internationalisme. Som han jo sluttede sin første nytårstale som statsminister:

Danmark er et lidet land,
Strakt fra nord til sønder,
Har dog brød til alle mand,
Købstedsfolk som bønder.

Sådan taler en kulturradikal 68'er ikke. Dette var ganske rigtigt ikke den tone, en Jens Otto Krag med hans "frigjorte livsførelse" ville anslå. Hos ham var der anderledes "progressive" signaler i retning af tro på fremskridtet og fornuften. Som han skriver i sin dagbog 10. august 1958, da han er blevet fader til en dreng, Peter, hvis moder er en kusine til Poul Henningsens kone, men hvor faderen ønsker at holde moderen på afstand samtidig med, at han er glad for den lille dreng: "Drengen længes efter sin far. Jeg vil have den ordning, at mine højtidsbesøg holder op, at hun ikke opelsker et faderkomplex hos Peter (for at bruge det som middel over for mig - for at hun kan se mig m.v.) men at han så snart, han er blevet stor nok til det, kommer og bor hos mig, eventuelt rejser med mig. Med fornuft behøver Peters forhold til mig ikke at blive noget problem. Anderledes hvis man ønsker at gøre det til et problem".

Ak, hvilken bekvem og behagelig "fornuft" for den, der vil have frihed til at distancere sig fra enhver forpligtelse i forhold til næsten. Med en sådan kulturradikal fornuft var Jens Otto Krag i stand til at flagre frit fra den ene kvinde til den anden og reservere sig fornøjelserne. Her var der ingen belastende ansvar og skyld - med efterfølgende barneskrål og blevask.

Det taler til H. C. Hansens ære, at han ikke kunne døje en sådan fornuftig Jens Otto Krag, hvis boligindretning under Poul Henningsens ledelse han også fandt afskyelig. "Der har formentlig i den stramme mand med den i bund og grund pæne livsførelse været en dybt rodfæstet mistro til levemanden Krags moralske og etiske habitus - og til hans politiske dømmekraft", skriver Bo Lidegaard. For at være et forpligtet, ansvarligt menneske er for en Bo Lidegaard det samme som at være en "stram mand", og Bo Lidegaard dokumenterer overbevisende, at en sådan stram mand var Jens Otto Krag såvist ikke. Han var i enhver forstand en troløs og løsagtig mand.

Derfor var det sørgeligt for landet og befolkningen, at det var Jens Otto Krag, der var statsminister i de år, hvor Danmark blev oversvømmet af en kulturrevolution, der i troen på fornuften og fremskridtet ville omskabe danskerne og rive dem løs fra deres historie, kultur og tradition.

For det var jo det, der skete i 1960'erne. Dette med forventning hilste og imødesete tiår er efter min mening det mest katastrofale i 20. århundredes Danmark, og mest katastrofalt var det, at den voksne generation lod sig løbe over ende af den politisk-ideologiske syge uden for alvor at sætte sig til modværge og forsvare den danske virkelighed, som man dog under den tyske besættelse havde lært at skønne på og derfor at hævde. Men jeg fristes unægtelig til at spørge: Havde man nu også det? Havde modstandsbevægelsen været andet end en meget lille del af folket, som i kraft af krigens udvikling og Tysklands nederlag fik flertallet med sig? Det er sikkert rigtigt, at samarbejdspolitikken i virkeligheden havde haft befolkningens opbakning, indtil tyskerne åbenlyst for alle havde tabt krigen, og at den folkelige selvbesindelse, som modstandsbevægelsen udtrykte og som også kom til orde i Martin A. Hansen, var et mindretals holdning, som på grund af de politiske konjunkturer overtrumfede flertallet. Men hvorfor var så det mindretal, der var gået til modstand mod besættelsesmagten i bundethed til en folkelig og national arv, ikke til stede i 1960'erne? Hvorfor kapitulerede den ældre generation så øjeblikkeligt og totalt over for kulturrevolutionen af 68?

Det er spørgsmålet, som nok finder en slags svar deri, at den ideologiske cand.polit. og kulturradikale socialdemokrat Jens Otto Krag var meget mere repræsentativ for det toneangivende Danmark end man i 40'erne og 50'erne havde troet. Da kulturradikalismen fra 30'erne, nu kraftigt suppleret med en mondæn ny-marxisme, holder sit indtog omkring 1960, vækker det i virkeligheden genklang i den herskende offentlige mening, og med det samme bliver disse markskrigeriske, slagordsprægede unge mennesker, der går atommarch og afsværger kapitalismen og laver Vietnam-demonstrationer og hengiver sig til de forskellige projekter, som 60'ernes politiske korrekthed fabrikerer så mange af, gjort til noget ubetinget ædelt og godt. Det er det tankevækkende for den, der var samtidig med begivenhederne: at denne ny-marxistiske besættelse mødte ingen virkelig modstand. Der var kun bøjede hoveder og krummede rygge.

På trods af, at den var en udfordring til alt, hvad det danske folk havde levet og bygget på.

Og her forekommer det mig klart, at med Jens Otto Krag i spidsen for det største danske parti, som stadigvæk havde karakter af en slags folkebevægelse, var en naturlig bastion i. forsvaret imod 68-besættelsen opløst indefra. Det var jo den menige socialdemokrat og dermed den almindelige dansker, der var 68'ernes angrebsmål. Det ville H. C. Hansen have vidst. Det vidste også stadigvæk mange socialdemokrater. Men med Jens Otto Krag i spidsen for partiet var et forsvar for det almindelige folks verden og virkelighed ikke muligt, for hans sympati lå hos folkets foragtere.

Landets statsminister havde naturligvis også andet at lave end at føre kulturkamp. Bo Lidegaard fortæller i bind 2 detaljeret om Jens Otto Krags politiske færd op igennem 1960'erne, hvor han søgte at strikke politiske forlig sammen i forskellige mønstre, og hvor han i stigende grad blev presset af den nye venstrefløj i SF. Men netop denne voksende venstrefløj var jo udtryk for den strømning, der resulterede i 1968, og uden direkte at føre kulturkamp vil en statsministers og partiformands holdning og personlighed altid sætte sig spor. Jeg husker f.eks. den konservative finansminister Poul Møller, der spontant kaldte de første hashrygende blomsterbørn for "skvadderhoveder", som man ikke skulle dyrke for meget. Vild opstandelse i medierne. Dyb forargelse i den såkaldt offentlige mening, der var enig om, at sådan kunne man sandelig ikke tillade sig at omtale eksperimenterende og kreative unge. Poul Møller stak også snart piben ind. Men dette enkle udsagn havde jo sagt en enfoldig sandhed om de ideologiske tåger, der nu svøbte sig om befolkningen, og havde landets statsminister kunnet sige en sådan uforblommet besked om 68-bølgen, ville befolkningen måske have fattet mod til at turde forsvare sig selv.

Men intet var Jens Otto Krag fjernere. Han stillede villigt op, når 68'erne krævede hans medvirken. Som Bo Lidegaard indforstået skriver: "For de unge drejer revolutionen sig om den enkeltes ret til det gode liv, både forstået som friheden til at leve og udfolde sig i overensstemmelse med egne idealer og som den økonomiske og materielle frihed for tvang og pligt. Opgøret med den indskrænkede småborgerlighed var helt i Krags ånd, og han var den sidste til at forarges over eksperimenterende livsformer eller jagten på en meningsfuld tilværelse".

Ja, han gjorde meget for at falde ind i 68'ernes stil. Som da han ved en radiodiskussion meddelte blomsterbarnet Ole Grünbaum, at han så med dyb sympati på hans grænse-nedbrydende udfoldelser, bl.a. fordi han var nær ven af Poul Henningsen. Eller som da unge kunstnere indkalder statsministeren til en happening i kunstakademiets have, hvor han optræder på deres betingelser, da de vil lave "et portræt, en filmbuste". Bo Lidegaard skriver om situationen: "De fatter næppe, at manden, der kommer til Kunstakademiets have i magtens skikkelse, ja, som selve dens personificering, kunne opfatte dem, de unge kreative kunstnere, som de egentlige magthavere. At han ikke kommer som den, der vil i clinch, men som en, der vil i kontakt. At det er et møde, ikke mandjævning, han kommer efter. At de har noget, han længes efter ..... At han vil være dem, langt hellere end de ham. At han ikke kæmper for at bevare facaden, men tværtimod for at bryde den."

Nej, Jens Otto Krag var ingen "stram mand", som havde en virkelighed, et folk, et land at forsvare imod en grænseløs og grænsenedbrydende ideologi, men han var selv den ideologiske modstander af alt, hvad der hed grænser og konkretion og forskelligartethed. Derfor ser den fortravlede danske statsminister også med en vis misundelse over Sundet til Sverige, hvor den ekscentriske ideolog Olof Palme præker om "jämlikhetens princip" og - skriver Krag - har "en helt usædvanlig føling med ungdommen, og han har en utrolig fornemmelse for det ideologiske behov i et velfærdssamfund". Derfor er han langt mere på linie med den ideologiske jämlikhets fortalere end med det folk, disse fortalere foragter og vil omskabe. Og derfor er han den ledende politiker og talsmand for Danmarks medlemskab af et EF, der vil nedlægge landegrænserne for at skabe en politisk union, der i henhold til Romtraktatens præambel skal "uden ophør gøres stadigt snævrere".

Medlemskabet af EF er jo nemlig i snæver overensstemmelse med den ideologiske drift, der hersker i 60'erne og som kom tydeligst til udtryk i 68. Det kunne i den datidige situation fortones af, at mange folkesocialister og venstresocialister var modstandere af EF som et "kapitalens Europa". Jens Otto Krag måtte i socialdemokratiet kæmpe med unge ideologer som Svend Auken og Ritt Bjerregaard, der erklærede sig som modstandere af EF. Men et EF, der vil nedlægge nationerne i fredens og fremskridtets navn er naturligvis et ideologisk og i virkeligheden et socialistisk projekt, hvad begivenhederne og de omtalte politikeres udvikling også bekræfter.

Jens Otto Krag er ubetinget tilhænger af dette jämlikhetens Europa. I alle store og smukke ideers navn arbejder han på at indlemme Danmark i den politiske union. Han er EF-politikkens arkitekt og strateg. Og da Danmark 2. oktober 1972 stemmer ja til EF-medlemsskabet, er det Jens Otto Krags skyld. Med Bo Lidegaards ord: "Jens Otto Krag havde vundet sit politiske livs største sejr. Og den vigtigste".

Dagen efter, 3. oktober, går han af som statsminister og overlader posten til Anker Jørgensen.

Resten af hans liv er tragedie, opløsning, forsumpning.

Han bliver skilt fra Helle Virkner på grund af ustandselig og accellererende utroskab. Han bliver EF-ambassadør i USA, men er uden interesse og energi og synker ned i en alkoholisme, som til sidst gør hans tilstedeværelse direkte pinlig. Han kommer tilbage til Danmark og sidder ensom og fordrukken i en lejlighed i Skodsborg, hvor han fra tid til anden forfatter artikler og kommentarer, som han søger at afsætte til en dagspresse (læs Politiken), som betragter ham med træt overbærenhed og søger at holde ham på afstand med tomme, smigrende ord: "Hvis du vil have mig undskyldt et øjeblik. Men vi var vel også nærmest færdige, ikke? Må snart se at få en ordentlig aftale, så vi rigtig kan få snakket. En god frokost ude i byen. Vi finder ud af noget! Du ringer. Glem det ikke! So long.

Fra vinduet kan man se ham sjoske over Rådhuspladsen, hen for at finde kystbanen hjem".

En tragisk skildring af en statsminister i menneskelig opløsning, men for en magtfuld og indflydelsesrig statsminister også skildringen af en opløsning, som ikke kan undgå at inddrage det folk, han har styret igennem et afgørende tiår. Åndelig tomhed. En æstetikers opløsthed, som har avlet en officiel foragt for en etisk eksistens. Folkets kærlighed til sit hjem og sin familie blev i denne statsministers tid kaldt for småborgerlighed og rindalisme. Folkets kærlighed til sit fædreland blev i forlængelse af Jens Otto Krags kulturradikalisme kaldt for nationalisme og provinsialisme. Og folkets frygt for i en folkevandringstid at blive fremmedgjort i sit eget land, blev af denne rent æstetiske og ideologiske holdning stemplet som racisme og fremmedhad.

Sådan blev den åndelige tomhed og den æstetiske indifferentisme legaliseret i Danmark i efterkrigstiden, og smerten sidder danskerne med i dag, hvor de sent - måske forsent - er ved at samle sig til et selvforsvar. Dødvægten hedder kulturradikalismen. En skæbnesvangerhovedperson er den Jens Otto Krag, der som kulturradikalismens ægtefødte barn brugte sin magt til at fremme landets og folkets opløsning.