Af Tage Schack. Tidehverv, 1929, s.167-168. ("Religionens Människor och Dokument": VI. St. Franciskus av Assisi enligt De tre Följeslagarnas Legend. Av Lisa Lundh. - I. Olavus Petri i Tal och Skrift. Av Lydia Wahlström. Begge hos Bonnier, Stockholm).

Der er Grund til at lykønske Sverrig til Udgivelsen af denne Række Smaabøger, som ikke er moderne Levnedsbeskrivelser, men en Fremlæggelse af Dokumenter om og af de paagældende Mænd. Bedre end at faa Fortiden og dens Kristendom serveret i opbyggelig og pædagogisk Form er et Forsøg paa at møde den selv.

Man bliver glædelig overrasket ved at stifte Bekendtskab med Frans igennem denne gamle Beretning om hans Liv. Man opdager, at hele den moderne kirkelige "Salonfranciskanisme" med dens Koketteri med det enfoldige og primitive og dens hule Rørelse over "den lille fattige fra Assissi" har gjort ham stor Uret. Frans var ikke en idealiseret K. F. U. M.-Sekretær. Men han var øjensynlig en virkelig enfoldig Mand og derfor ikke uden interesse i en Tid, da det enfoldige lovprises og eftersøges, men indenfor Kirken udelukkende forefindes i Skikkelse af Dumhed og villet Stupiditet, - hvilket ikke er ganske det samme. Hans Enfoldighed var ægte. Vor er blot indskrænket og Tegn paa, at vi er Undermaalere, som gerne vil have vor manglende Garderhøjde legitimeret som det religiøst set fineste. Og hans Ydmyghed bestod, saavidt man kan skønne, deri, at for ham var hans Næste Herre og han selv Tjener; derimod bestod den ikke i "Tjenersind": dette geniale Skalkeskjul for unge, aandelige Stræbere. Oversat til vor Tid vilde hans Enfold og Ydmyghed virke højst latterlig og lidet opbyggelig; men det er kønt at læse om. Saa kønt, at man endog paatænker at oprette en protestantisk Tertiaorden i vore Dage. Det er dog næppe i den hellige Frans' Aand at tro, at Enfold kan købes for saa ringe en Pris. Er hans Aand død, og kan den ikke genopvækkes; beholder den Ret, som har sagt, at ingen Orden og ingen kristelig Institution burde bestaa længere end til Stifterens Død (et Ord for K. F. U. M. at overtænke i Ricards Dødsaar): saa bliver dog tilbage et svagt Ekko fra denne mærkelige Mand, som ikke mente, at den sønderrevne Verden skulde helbredes ved Konferencer, Resolutioner og Verdensforbund, men kun ved, at der var levende Mennesker, som gjorde sig til Grin ved at gaa ud med et saare almindeligt Budskab, som alle kendte i Forvejen, men som det ikke var faldet nogen ind at tage alvorligt. -

Den svenske Reformator, Olaus Petris Person og Skrifter staar os baade i Tid og Indhold langt nærmere. Og dog er den Tid os fjern nok, da det reformatoriske Budskab ikke var en Selvfølge, men en Forargelse, - eller rettere sagt: da det, nyt som det var, blev forstaaet som noget fremmed og underligt. Vi ser ham gennem dette Udvalg af hans Skrifter fra forskellige Sider - baade i hans ungdommelige Tillid til alle Vanskeligheders Løsning i Budskabet om Retfærdiggørelsen af Troen alene, og i hans senere mere afdæmpede Forsigtighed, da han stod overfor Menneskers Misforstaaelse og Misbrug af dette Budskab. Det er en Mands og en Bevægelses Overgang fra Løb til rolig Gang, som her kan følges. Nogle vil se paa denne Udvikling med Sympati. Andre vil spørge: Hvor langt ligger Fejlen tilbage? Eller hvornaar begyndte Budskabet at stivne? Eller har der været en Misvisning i det fra først af?

Historien kan aldrig oversættes; saa var det let at leve. Men det er ikke uden Interesse at høre disse Røster fra Grave, som i hvert Fald gemmer Mennesker, der har kæmpet. Det er ikke uden Interesse at se Nederlaget netop i deres Sejr og Fremgang.