Af Katrine Winkel Holm, Tidehverv, 2001, s.63-65. (Eline Boisens Erindringer 1-4, udgivet af Anna-Bojsen-Møller, Gyldendal 1999).

Sidste vinter udkom Eline Boisens erindringer fjorten år efter førsteudgivelsen i en ny og uforkortet udgave. Der er tale om et mammutværk på tre tykke bind, der fik en overordentlig stor og positiv modtagelse i pressen.

Umiddelbart kan man undre sig over den modtagelse, præstekonens erindringer fik, ikke mindst sammenlignet med modtagelsen af den anden store kirkehistoriske udgivelse for nylig, brevvekslingen mellem Otto Møller og Thomas Skat Rørdam i fire bind. Er det mon tilfældigt, at brevvekslingen mellem to teologiske sværvægtere udkom på Odense Universitetsforlag, mens Eline Boisen fik æren af at udkomme på Gyldendal, og at omtalen af brevvekslingen i pressen har været tilsvarende mindre og mildt sagt overskuelig?

Jeg tror det ikke, omend der kunne være god grund til at undre sig. Den nye, uforkortede udgave af Elines erindringer kaster nemlig først og fremmest nyt lys over den private del af hendes historie, mens der ikke tilføjes meget af almen, kirkehistorisk betydning. Men det er lige præcis den private del af hendes historie - beskrivelsen af det ulykkelige forhold til hendes mand F. E. (Fritz) Boisen - der har tiltrukket sig opmærksomhed. Elines trængsler og trakasserier med sin mere eller mindre håbløse ægtemand giver hende nemlig status af en tidlig kvindesagsmartyr, der måtte gå så grueligt meget igennem pga. datidens formørkede syn på kvinden, men nu, 150 år efter, får oprejsning ved at blive læst af en anderledes forstående nutid. Det er det billede, udgiveren, Anna Bojsen-Møller, giver af hende i efterskriftet og det er det billede, de fleste af anmelderne har hæftet sig ved.

Man kan overveje, om interessen for Elines historie havde været ligeså stor, hvis hun havde givet et loyalt og kærligt billede af sin mand - på trods af erindringernes andre kvaliteter. For hvilken interesse ville historien om en tilfreds præstekone, der uproblematisk affandt sig med datidens "kvinderolle", have? Den ville i hvert fald ikke kaste nogen himmelsk belysning ned over de sidste hundrede års fremskridt inden for kvindefrigørelsen, men tværtimod sætte spørgsmålstegn ved det vedtagne dogme, at kvinder før emancipationen levede et hundeliv som trælle for mænd og børn. Jeg vil næsten vædde på, at en sådan historie ikke ville udkomme i tre bind på Gyldendal.

Eline Boisens historie er altså først og fremmest en historie om et ulykkeligt og forbitret kvindeliv. Gennem hende, der levede i perioden 1813-71, får læseren et levende indtryk af en kirkelig brydningstid og først og fremmest indtryk af den første generation af grundtvigianere. Og det er netop forbitrelsen og den deraf følgende troldsplint i øjet, der giver det dets kirke og kulturhistoriske kvaliteter. for det udstyrer Eline med et skarpt blik for grundtvigianernes svagheder i almindelighed og hendes mands i særdeleshed. Hendes nøgternhed og ædruelighed svigter hende aldrig, ligemeget om det drejer sig om beskrivelsen af de selvretfærdige vakte i Boisens første sogn, Skørpinge, om den næsegruse dyrkelse af Grundtvig, eller om Boisens og andres politiske sværmeri for bondevennerne.

Denne side af hendes erindringer er der her i bladet tidligere blevet gjort grundigt rede for af Majken Frost - (Tidehverv, årg. 61, 1987, s.71-79: Eline Boisen - loven og vækkelsen) - i forbindelse med førsteudgivelsen af hendes erindringer. Med genudgivelsen og alle dens personalhistoriske suppleringer er det mere oplagt at se kritisk på fremstilling af Eline som undertrykt martyr.

Det første spørgsmål, der i den forbindelse må stilles, er om det overhovedet er berettiget at udgive erindringerne i deres helhed. Ifølge Eline Boisen selv er de skrevet til hendes børn, og disse børn besluttede i 1920'erne at originalmanuskriptet ikke burde udgives overhovedet, hvorfor de satte den historie i omløb, at det var brændt. Originalmanuskriptet var ikke brændt, det var bare gemt væk på Rødkilde Højskole, hvor det blev fundet i 1985. Børnene lavede en redigeret udgave af deres mors erindringer, der blev påhæftet den klausul, at den ikke måtte benyttes til nogen som helst skildring af forældrenes indbyrdes forhold, fordi Elines erindringer gav en "i det væsentlige misvisende opfattelse af deres forældres indbyrdes forhold".

Nyudgivelsen med dens flom af ægteskabelige udfald mod Fritz Boisen er altså på enhver måde i strid med børnenes ønsker, og man kan overveje, om de ikke havde gjort bedre i at brænde den uforkortede udgave, for man skal åbenbart ikke regne med, at eftertiden vil efterkomme sådanne ønsker om pietet.

Erindringerne er altså først og fremmest et ensidigt partsindlæg i en ulykkelig ægteskabssag, hvad børnene mere end nogen andre var klar over, og det er derfor man gang på gang sidder med et vist ubehag over at skulle indvies i Fritz Boisens talløse svagheder og viderværdigheder, uden at manden, der har ligget i jorden siden 1882, har en chance for at løfte en flig af den anden siden af sagen.

Der er én stor forbedring ved den nye udgave af Elines erindringer, og det er titlen. Førsteudgavens titel "- men størst er kærligheden", var uheldig, medmindre som en anmelder vittigt skrev, den skulle signalere, at der i den bog er en del, der får kærligheden at føle. Det er jo netop Elines beskhed og skarphed, der gør erindringerne interessante.

Den nye udgave er med titlen "Eline Boisens erindringer" befriet fra fortolkninger, den fyldige efterskrift fortolker til gengæld Eline som offer pga. af datidens snævre normsæt. Hovedforklaringen på det ulykkelige ægteskab tilskriver Anna Boisen-Møller datidens kvindeopfattelse. "Den indordning under manden, som datidens kvindeideal forudsatte, blev en spændetrøje for Eline. Hun led under mangel på kærlighed og hensyn fra sin mands side", skriver hun i efterskriftet (s. 1068).

At hun led under mangel på kærlighed og hensyn fra sin mands side er der ikke tvivl om, men at det er en naturlig følge af datidens kvindeideal er til gengæld tvivlsomt.

Selv om det på baggrund af erindringerne er meget svært at få et klart og nuanceret billede af Fritz Boisen, fremgår det dog, at der i ægteskabet var tale om to vidt forskellige gemytter. Som Eline skriver efter et opgør med sin mand: "Boisen tror nok sligt let kan glemmes, men min natur er anderledes" (870). Boisenerne som let påvirkelige og begejstrede følelsesmennesker, der er hensynsløse og forfængelige, men til gengæld uden anlæg for at bære nag, er netop det billede Eline selv giver af dem. I modsætning til sig selv og hendes slægt, der beskrives som udholdende og grundige, men til gengæld er lette at støde og sene til at glemme fornærmelser. Når dertil føjes, at Fritz Boisen tilsyneladende havde maniodepressive træk, mens Eline måske havde arvet en snert af sin mors paranoiske tendenser, får man fornemmelsen af, at problemerne i ægteskabet kunne have deres rod i andet end hæmmende kønsrollemønstre.

Det skal medgives, at opgavefordelingen mellem kønnene spiller ind. Den charmerende og overfladiske Boisen fejrer triumfer som folketaler på udebanen, mens den mindst lige så begavede Eline står med det store slid med børn, præstegård, ansættelse af kapellan på hjemmebanen uden at det bliver tilstrækkeligt værdsat af hendes mand, der ikke har begreb skabt om praktiske ting. Helt fantastisk er beskrivelsen af den ældste datters bryllup, et kolossalt stort arrangement, som har lagt beslag på alle Elines organisationsevner, men som er ved at gå op i kaos, da Boisen under selve vielsen får den pludselige indskydelse at invitere alle tilstedeværende i kirken til brylluppet, dvs. ca. 400 gæster mere. Alt er gået godt, skriver Eline, indtil "Boisen tog kommandoen og naturligviis bragte forvirring overalt". Hans formløshed og manglende respekt for praktisk arbejde og almindelig slid får hende til at skumme af vrede. Brylluppet er kun ét eksempel.

Erindringerne er en præstekones erindringer. Eline lever på det, hendes mand forkynder og det er en af grundene til, at hun er så stejl i sin kritik af ham, f.eks. når han viser sig svag overfor donatistiske tendenser hos nogle af grundtvigianerne. For hende er spørgsmålet om dåbens gyldighed alvor og ikke bare leddeløs teologisk disput, så hun bliver fortvivlet over, at hendes mand og præst ikke ved, hvilket ben han skal stå på i dette spørgsmål. Karakteristisk nok er det en anden præstekone, Agnes Helweg, der bliver hendes sjælesørger og reder trådene ud for hende.

Eline skriver selv, at hun lærte "i det mindste til Tider, at lade al sin Sorg beroe på Jesu søde nåde". I den forstand er erindringerne opbyggelige, for det er tydeligt, at det er troen på syndernes forladelse, der gør hende i stand til at komme igennem det til tider barske liv. Bl.a. mister hun tre små børn, og beskrivelsen af deres død er oprivende læsning.

Man kan ikke undre sig over, at Eline endte som et meget bittert menneske. Men den fortolkning, som udgiveren lægger op til, at hendes bitterhed forløses af kristentro, virker ikke helt overbevisende. Er der ikke snarere tale om en akkumuleret bitterhed, der går over alle grænser i sidste bind - og som resulterer i, at hun, selv om hun på dødslejet angiveligt tilgiver F. E. Boisen alt og giver ham håndslag på, at deres uenighed ikke er af betydning, lader bomben i form af de afslørende og forbitrede erindringer være detoneret? Datteren Nannas bemærkning om "faders fortvivlede ansigt og moders resignerede, omgivet af den store martyrkrone, som hun selv trykker længere og længere ned i panden", peger i den retning, så måske skulle titlen have være "Men størst er bitterheden".

Udgiveren Nanna Boisen-Møllers fremstilling af Eline som en tidlig kvindesagsmartyr, hvis ulykke består i, at hun ikke kan bøje sig under sin mands opfattelse af tingene, sådan "som tidens kvindeideal påbød", holder altså efter min mening ikke. Eline er tydeligvis - i modsætning til sin datter Jutta -overhovedet ikke noget der ligner kvindesagsforkæmper. Hun er i det hele taget, i modsætning til sin mand, ikke spor "progressiv". Bitterheden mod Fritz Boisen skyldes ikke, at han undertrykker hende, men snarere at han ikke lever op til de traditionelle pligter, der tilfaldt et familieoverhoved. Hun finder det "unaturligt" at hun skal stå for økonomien, fordi han slet ikke magter det, og irriteres af, at han geskæftigt blander sig i børneopdragelsen og forholdet til tyendet, noget der burde rangere under husmoderen. Fritz Boisen er ikke nogen brutal patriark, men en på nogen måder moderne mand, der ikke kunne, og måske heller ikke ville, leve op til sin rolle som familiens overhoved, sådan som Eline opfatter den.

Forstået på den måde er ægteskabshistorien ikke en tidsbunden historie om kvindeundertrykkelse, men en arketypisk konflikt, som man kan møde mange steder i litteraturen. Parallellen til ægteskabshistorien i Sigrid Undsets "Kristin Lavransdatter" er f.eks. helt slående.

Her består gemytternes forskellighed også i Kristin på den ene side, der er bitter og har svært ved at glemme fornærmelser, og det ukloge følelsesmenneske Erlend, der til gengæld ikke bærer nag. Den samvittighedsfulde og arbejdsomme Kristin, som på mange måder har retten på sin side, udvikler sig alligevel til en selvretfærdig martyr, der ikke, trods sin store fromhed, er i stand til at tilgive sin fejlbarlige ægtefælle. Kun i glimt erkender hun, at i modsætning til ham, var hendes tanker om ham ofte "beskere end ormeedder".

Eline kan sagtens konkurrere med Kristin i graden af beskhed. Glimtene af selverkendelse og deraf følgende forsoning har hun også haft - som da hun tager afsked med sin mand på dødslejet - men det er det andet, der står tilbage.

Når børnene gjorde alt for at skjule den mere private del af erindringerne var det måske fordi de vidste, at Elines udlevering af manden også var en udlevering af de værste sider af hende selv. Det var måske ikke kun af forfængeligheds grunde på familiens vegne, at de fingerede, at den private del af erindringerne var brændt, men måske fordi de vidste at erindringerne giver et forvrænget billede af begge forældre, fordi Eline har skrevet dem i affekt og for at få luft.

Præstekonens jammersminde, der stilistisk slet ikke kan måle sig med kongedatterens (hvad der i øvrigt er få beskåret), adskiller sig også på andre måder fra hendes. Som Eline Boisen var Leonora Christina Ulfeldts skildring af sit kummerlige liv også henvendt til børnene, men i modsætning til Eline løj Leonora Christina så vandet drev i loyalitet mod sin mand. Det er altid uholdbart at lyve, men engang imellem kan man godt savne den form for løgnagtighed.