Af Monica Papazu, Tidehverv, 1994, s.9. (Torben Bramming: Tidehvervs Historie, ANIS, 1993, 122 s.).

Torben Brammings bog om Tidehverv er en bemærkelsesværdig bedrift: At tale om et fænomen udenom den primære hermeneutiske forpligtelse, som er læsning af fænomenet på dets egne præmisser, og uden om det grundlæggende princip i forståelses-processen, som ligger i den indre sammenhæng mellem fænomenet og kritikken.

Under "objektivitetens" skin bedømmer T.B. Tidehverv med en målestok, som er væsensforskellig, ja modsat Tidehvervs, den målestok, hvis krav på at udgøre en absolut, uomtvistelig sandhed, Tidehverv gennem tiderne har sat sig imod: Verdens målestok, de politiske kategorier. Højre og venstre, konservatisme - progressisme (disse begreber har nemlig kun mening parvist), sager og politiske anliggender danner det mentale skema hvorigennem Tidehvervs opgør med konformitet, ideologi og politisering aflæses. Ikke én gang på disse sider gives definitionen på "Tidehverv" (Hvor det er Alvor med den Enkeltes og med Slægtens Liv, er man altid "imellem Tider". Og dybest set mellem to Tider: vor egen og Guds" - 1. årg., nr. 1, 1926).

Ikke én gang træder fænomenet frem i sin specificitet: enestående for både Danmark og Europa i det hele taget, sådan som alvoren, hjertets protest altid er. Protesten, som simpelthen betyder, at sandheden skal siges! Protesten mod konformiteten, som vil gøre Evangeliets tale konform med verden. Sandhedens lidenskab, der i troen gør en i stand til at stå verden imod. For Evangeliets tale er ikke konservatisme, men eksplosionen under det bestående i alle dets skikkelser - fra den konforme kirke til den terroristiske konforme fromhed i tidens ideologier, som danner det moderne bestående.

Ved T. B. ikke, at totalitarismen har eksisteret, med en løgnens magt, som ikke kun knuste menneskelegemer i Øst, men også holdt sindene fangne i Vesteuropa, og at sandheden skulle siges, den sandhed, som netop ikke er politisk, men er livets brutale virkelighed?

Opgøret, sådan som jeg selv har udtrykt det, handler ikke om politik, men derimod om, at der findes noget uden for politik, et område i menneskets hjerte, som ikke er kejserens, men Guds alene, brechen, hvor tidehverv finder sted, således at ikke kun "et område", men alting tilhører Ham.

Når T. B.s bog udmærker sig gennem manglende forståelse og mangel på selvstændig tanke, så ligger grunden dertil ikke i intellektet alene. Den ligger dybere: i skribentens lunkenhed - for tanken udgår fra hjertet. Den lunkenhed, som afslører sig fuldt ud i det perfide angreb, med hvilket bogen afsluttes. I konklusionen gøres det kritiske ståsted, som er ukompatibelt med Tidehverv, endelig åbenbart.

Uden en dyb åndshorisont og uden mandigt mod kan bogen om Tidehverv ikke skrives.

Og dette mod grunder i det andet mod, som hele tiden har været forudsætningen for Tidehvervs bekendelse.

Som den rumænske forfatter Fader Nikolaj Steinhardt skriver: "Frygten skal besejres. Der er én ting, der bliver til sidst, én ting, der gælder: Modet … Kristendommen er modets religion. … Modet er menneskekarakterens hovedegenskab. … Hvem er de første på listen af mennesker, hvis "plads er i søen, som brænder af ild og svovl" (Åb. 21,8)? Det er de feje!"

Det er med sådan en alvorens tale til sig selv, man kunne begynde at skrive bogen om Tidehverv …