Af Henrik Frost, Tidehverv, 2007, s.62-64. (Mikael og Klaus Rothstein, "Bomben i turbanen", Tiderne Skifter, 2006).

Hvis man i de seneste år har fulgt lidt med i den offentlige debat i Danmark, vil man uden tvivl vide, at brødrene Mikael og Klaus Rothstein bestemt ikke lider af en svag jeg-dannelse, et lavt selvværd eller en falsk beskedenhed - og man vil vide, at begge brødre derfor overordentligt gerne taler med om alt mellem himmel og jord, når bare mikrofon og lejlighed byder sig til.

Rothstein'erne optræder nærmest dagligt som eksperter og professionelle meningstilkendegivere i diverse nyhedsmedier, der tilsyneladende gang på gang står og mangler den slags hurtige, meningsløse meninger, som Rothstein'erne er leveringsdygtige i.

Det var derfor nok også kun de færreste, der for alvor blev overraskede, da det under Muhammedkrisen viste sig, at de to brødre også i denne sag fandt det rigtigst at give deres besyv med i form af bogen: "Bomben i turbanen - Profeten, provokationen, protesten, pressen, perspektivet".

Rothstein'ernes pixi-bog om Muhammedkrisen er, som det fremgår af både dens overfladiskhed og dens forord, skrevet på 4 uger og består af 8 småsnakkende fristile - fordelt med 3 til Mikael og 5 til Klaus - plus et forord, en indledning og en opsamling.

De to brødre har fordelt arbejdet imellem sig, så de mest småpludrende afsnit om løst og fast er skrevet af Klaus Rothstein - der på omslaget præsenteres som litteraturkritiker - mens de fristile, der vist skulle gøre det ud for en dybdegående gennemgang og analyse af islam, er skrevet af Mikael Rothstein - der på samme omslag præsenteres som universitetsansat religionshistoriker, altså en rigtig videnskabsmand med religiøse ekspertkompetencer.

For fuldstændighedens skyld skal det her tilføjes, at eksperten og videnskabsmanden Mikael Rothstein er identisk med den intrigante og magtbegærlige Mikael Rothstein, som Carsten Breengaard i sin tid omtalte i sit tankevækkende essay om "Det følsomme universitet" (Tidehverv, 2005, november, s.178ff.), og at den intrigante og magtbegærlige Mikael Rothstein igen er identisk med religionsforskeren Mikael Rothstein, der er drevet af et udtalt had til kristendommen, og derfor bl.a. har fundet det passende at sammenfatte Martin Luthers gerning og betydning med ordene: Den misogyne antisemit Martin Luther.

Brødrenes bog: "Bomben i turbanen" er som nævnt skrevet i al hast, og den hæver sig da heller ikke på noget tidspunkt over flosklernes og de flotte ords - ofte stærkt selvmodsigende - univers.

Men inden jeg kommer til bogens mange selvmodsigende udsagn - ikke mindst om ytringsfriheden - vil jeg indledningsvis pege på en anden selvmodsigelse, som man med et rothstein'sk ord måske kunne kalde "den publicistiske selvmodsigelse", og som hænger sammen med den forhistorie, som bogen har.

Igennem bogen citerer Klaus Rothstein meget gerne sig selv, og man møder derfor på s.20f. et citat fra Weekendavisen, hvor Klaus - som han har for vane - den 23. september 2005 udviste et endog særdeles stort mod - dog ikke på egne, men andres vegne. I forbindelse med Kåre Bluitgens problemer med at finde en illustrator til sin bog om Muhammed og hans ugerninger skrev Klaus Rothstein, at de tilbageholdende tegnere ikke burde give efter for deres frygt for at lide samme skæbne som hollandske Theo van Gogh, og han opfordrede tillige bogforlagene til at udvise "publicistisk mod og ikke bøje af". For som han skriver: "Det er i sidste ende ytringsfriheden, der står på spil".

Senere - 30. september 2005, samme dag, som JP trykte Muhammedtegningerne - udviste Klaus igen et fantastisk mod i Weekendavisen - denne gang på komikeren Frank Hvams vegne, der havde afsløret i et interview, at han ikke turde gøre grin med islam og koranen. På baggrund af Frank Hvams udtalelse skrev Rothstein revsende: "Ytringsfriheden beskytter vi kun ved at byde truslerne trods og sige og skrive det, vi mener. Frank Hvam skal derfor bare tage sig sammen og lave et satirisk comedyshow, der handler om islam".

Og endelig et år senere (15. september 2006) stillede samme Rothstein i samme avis det modige spørgsmål: "Vi må spørge os selv, hvor meget af det demokratiske samfunds traditionelle frihed vi er parat til at afgive for at øge vores sikkerhed. Det er sikkert ikke så lidt endda."

De flotte udmeldinger fra Rothsteins side og de store krav til andres civilcourage og publicistiske mod blegner dog noget, efterhånden som man læser sig igennem "Bomben i turbanen". Det viser sig nemlig ved et nærmere eftersyn, at bogen, der handler om Muhammedtegningerne og krisen, der fulgte i kølvandet på tegningerne, ikke indeholder en eneste af Muhammedtegningerne. Den modige Rothstein og hans videnskabelige bror har altså valgt ikke at trykke en eneste af Muhammedtegningerne i deres bog om Muhammedtegningerne - heller ikke den tegning af Kurt Westergaard, som har givet bogen dens titel.

Men da en læserbrevsskribent, Uwe Max Jensen, i Weekendavisen den 22. september påpeger Rothsteins hykleri, idet han gør Rothstein opmærksom på, at han ved ikke at trykke Muhammedtegningerne i sin bog om Muhammedtegningerne allerede selv har besvaret sit revsende spørgsmål fra den 15. september, svarer Rothstein nu (29. september 2006), at de - Klaus og Mikael - selvfølgelig ikke har haft deres egen sikkerhed i tankerne, men tegnernes, og så tilføjer han, vel i desperation: "Jeg vil gerne lige oplyse, at vi naturligvis bringer adressen på, hvor tegningerne kan ses på nettet".

Virkeligheden er som bekendt altings prøve, og målt på virkeligheden viste det sig, at Rothstein'ernes megen tale om "publicistisk mod" var det rene hykleri.

Men det er ikke kun Rothstein'ernes mange ord og få gerninger, der stemmer meget dårligt over-ens. Bogen igennem møder man selvmodsigelse på selvmodsigelse. I det følgende kommer det kun til at handle om Rothstein'ernes usammenhængende tale i forbindelse med ytringsfriheden, men den sammen uklarhed og inkonsekvens i tankegangen gør sig gældende på alle andre områder, som bogen berører.

Det kan være svært at anskueliggøre størrelsen og rækkevidden af uklarheden i bogen. På den ene side er forfatterne meget store fortalere for bramfriheden og ytringsfriheden, mens de på den næste side gør sig til talsmænd for selvcensur, tilbageholdenhed og den kun alt for pæne og korrekte tale, der ikke må støde, krænke eller fornærme nogen.

Nogle illustrative eksempler fra bogen giver måske det klareste billede af uklarheden:
"Der er derfor ingen vej uden om en debat, der respekterer modparten" (s.136), men "de danske medier skal ikke bukke sig for religiøs hypersentivitet" (s.113).

På en og samme side hedder det: "Vi er i dag nødt til at spørge os selv, om retten til frie ytringer kan kombineres med en veludviklet sans for, hvad det er fair at udtrykke … Samtidig er det altafgørende, at ytringsfrihed ikke bliver fortolket som en frihed til kun at sige det kloge, det fornuftige, det tolerante, det korrekte. Ytringsfriheden gælder også for idioterne, ignoranterne, de uvidende og de tankeløse" (s.132).

Et andet sted lyder det: "De kulturelle forudsætninger på dette (ikonografiske) punkt er helt enkelt for forskellige til, at man kan finde et fælles grundlag … Tilbage er kun én mulighed, nemlig at mødes på midten i en billedbrug, som mange muslimer principielt ikke bryder sig om, men som de kan acceptere, når bare ikke billedtraditionen bruges til at latterliggøre og forhåne deres højt skattede profet" (s.92f.) - mens det længere fremme lyder: "Vi i vores verden kan ikke underlægge os et muslimsk billedforbud" (s.135).

Midt i bogen står der: "Den benhårde danske kulturdebat efter regeringsskiftet havde slet og ret tømt os for kulturel tolerance og religiøs empati. I vores insisteren på ytringsfrihedens overherredømme, forsømte vi i gentagne eksempler at forvalte det frie ord med omtanke" (s.112) - men på samme side hedder det også: "Det er naturligvis bydende nødvendigt, at vi har en levende og offensiv religionskritik og kulturkritik, der ikke mindst skal fokusere på de antidemokratiske og antimoderne tendenser i den arabiske verden, hvor f.eks. pressecensur, kvindeundertrykkelse og intolerant religiøs jura er dagens orden" (s.112f.).

I slutningen af bogen står der: "Spørgsmålet er, om pressen er rede til at afveje frihed med ansvar, eller om den vil insistere på at presse- og ytringsfriheden er absolut" (s.168) - mens det tidligere lød: "Det var naturligvis komplet udelukket, at JP skulle sige undskyld" (s.42).

I begyndelsen af bogen hedder det: "Vi er nødt til at acceptere - og til en vis grad tage højde for - at Vestens muslimske medborgere også har krav på at føle sig trygge … Vi ved notorisk, at den religiøse sensitivitet er sprængfarlig … Med den viden kan vi selv bestemme om vi vil opsøge konflikt eller undgå konflikt. Uden at gå på kompromis med ytringsfriheden, bør vi tillade os selv at blive klogere" (s.16) - mens det senere hedder, at der "dog ingen tvivl er, om hvad der er det altafgørende for et samfunds demokratiske kvalitet: Ytringsfriheden. Det frie ord må derfor altid gå forud for blasfemibeskyttelsen af religionerne" (s.138).

Midt i bogen hedder det, at JP's tegninger var "på den rette side af loven, javist - men på den gale side af hensynet. Det var ufølsomt og provokerende at krænke muslimerne og deres profet" (s.136) - mens det i begyndelsen af bogen hed: "Tænk, at et dusin tegninger i en lille avis i en afkrog af Danmark i en afkrog af verden kan blive udskreget som "intellektuel terrorisme" og forårsage demonstrationer, diplomati, trusler, generalstrejke og voldelige protester" (s.40f.).

"Vi hverken kan eller skal værne alle mennesker mod sår på sjælen … Men vi må spørge os selv, om vi synes det er hensigtsmæssigt at provokere for provokationens skyld, at såre bare for at såre" (s.67). Men senere: "Anders Fogh Rasmussen erklærede at han personligt havde "dyb respekt" for alle religioner … Vi andre kan tillade os at være langt mindre respektfulde" (s.156).

"Men hvis vi skal sikre et godt fundament for "det store kulturmøde", nytter det ikke, at vi lader religion spille en toneangivende rolle i samfundet, bare fordi det er tilfældet i mange islamiske lande" (s.100). Men senere: "Hvis man fokuserer ensidigt på JP's ubetvivlede ret til at ytre sig nedsættende eller karikerende, overser man nemt den ansvarsfølelse, som kvalificerer reglerne om ytringsfrihed" (s.131).

Eksemplerne er, som det fremgår, legio - og man kan ikke just beskylde forfatterne for nogen klar eller meningsgivende tale om ytringsfriheden. Bogen er på alle områder usammenhængende og inkonsistent, forfatternes misforståelser mange og endelig er deres uvidenhed om kristendommen og islam afgrundsdyb.

Den videnskabelige religionsekspert Mikael Rothstein udlægger f.eks. (s.102) missionsbefalingens ord om Kristi "magt i Himmelen og på jorden" som om den magt, der tales om her, er en verdslig-politisk magt. At Hans rige ikke er af denne verden, har religionseksperten tilsyneladende aldrig hørt om.

Og den videnskabelige religionsekspert mener ikke (s.81), at hhv. bibelens og koranens ord og indhold har nogen betydning for, hvad kristendom og islam er: "Teksten bestemmer ingenting. Det gør fortolkeren til gengæld".

Dog mener han 2 sider længere fremme (s.83), at teksternes ord og indhold alligevel ikke er helt ligegyldige.

Efter endt læsning kan man få lyst til at citere Martin Luther fra hans skrift imod Latomus: "Men jeg er træt. Bort med denne ubegavede rænkesmed, som hverken forstår … sig selv, fædrene eller Skriften bare antydningsvis - eller hvis han forstår dem, ikke ønsker at forstå dem. Intet er gjort rigtigt i hele denne bog".

Mikael og Klaus Rothstein,
"Bomben i turbanen",
Tiderne Skifter,
2006.