Boganmeldelser i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

"Med ansigtet mod muren"

Af Aage Nielsen. Tidehverv, 1952, s.64-68. (Herbert S. Karlsen: Med Ansigtet mod Muren).

Nogle kommentarer til og i forbindelse med Herbert S. Karlsens bog: Med Ansigtet mod Muren - skrevet af en 29-årig medfange, der indtil dato har tilbragt 15 år under forskellige former for indespærring og forsorg, således: børnehjem, drengehjem, ungdomshjem, lærlingehjem, varetægtsfængsel, almindeligt fængsel, statsfængsel og straffelejr.

Da jeg havde læst Karlsens bog, måtte jeg uvilkårligt opstille det spørgsmål: Hvad er i grunden meningen med den? Så vidt jeg kan se og forstå er der slet ingen mening at finde i den. Med en forbavsende konsekvens og behændighed har han skjult enhver mening og stillingtagen til problemerne bag et væld af talemåder, en forvirrende sammenstilling af videnskabelige fagudtryk, akademiske ambitioner og den mest blomstrende baggårdsjargon. Jeg vil nærmest betegne bogen som en personlig bekendelse, et vidnesbyrd - ikke helt ulig dem, man kan høre indenfor visse religiøse sekter: - jeg var en stor synder, men så blev jeg frelst - halleluja!

Det er naturligvis kun glædeligt, at Karlsen nu er blevet "helbredt", ligeledes er der heller ikke noget at sige til, at han gerne vil delagtiggøre andre i sin glæde og vise den rette vej for andre socialt afsporede individer, men jeg er bange for, at han i sin ophøjede tilstand har overset een meget væsentlig faktor, nemlig spørgsmålet: Er han nu også virkelig blevet helbredt, bygget op, resocialiseret - kort sagt, blevet et bedre og mere nyttigt samfundsmedlem? - Jeg kan ikke svare på det, og lægerne vil sikkert også vægre sig derved, lige såvel som han selv burde have undladt at give et sådant svar. Man kan nemlig ikke sidde indespærret og så pludselig en dag sige: "Jeg er nu blevet helbredt - jeg er frelst, tak og lov!" Ikke engang eet eller to år efter løsladelsen kan man give et definitivt svar. Det eneste, som muligvis kan besvare spørgsmålet, er en gentagelse af de tidligere forhold, hvor han "så sig nødsaget" til at stjæle, og endda er en stillingtagen til helbredelsesmomentet i så givet tilfælde tvivlsomt, da der stadig foregår en udvikling, en modning i vort væsen og karakter - selv uden psykiaternes mellemkomst.

At skrive og udgive en bog som den foreliggende forpligter, ellers har den ingen berettigelse. Det er ikke nok at sige: "Rom blev ikke bygget på een dag," når forfatteren igen står med det ene ben i anstalten. Jeg vil påstå, at Rom aldrig blev bygget færdig - en dag blev den ødelagt - man byggede op igen - tiden gik og noget forfaldt - man byggede op og - man bygger endnu. Således er også livets gang, både Karlsens liv, andres og mit - vi bygger og genopbygger og bliver ikke færdige, før døden indhenter os, derfor synes jeg, at Karlsens erklæring er både dum og dristig. Men selvfølgelig kan det også være således, at helbredelsestanken hos ham (for han påstår jo, at han har været syg) har været så stærk, at den er kommet til at stå for ham som en ufravigelig kendsgerning, en uafvendelig følge af 4 års internering i psykopatanstalterne, at den fra et ønske er gået over til at blive et uomstødeligt resultat, et facit a la 2x2 = 4. I så fald er påstanden vel undskyldelig.

Professor Ejnar Thomsen, som har skrevet forord til bogen, siger heri bl. a. følgende: "Det er ikke svært at påvise både tilsyneladende og virkelige modsigelser i hans bog; de som vil fæste sig udelukkende herved, kan jo gerne mistænkeliggøre forfatteren - og så lad dem have den fornøjelse!" - Jeg ved ikke, om professoren dermed vil komme enhver kritik og fordømmelse i forkøbet - eller om enhver form for kritik vil blive betragtet som en mistænkeliggørelse af forfatteren? Der må jo åbenbart være gode muligheder for mistanke, siden professoren har følt sig foranlediget til at indflette en sådan bemærkning. I denne henseende kan der vist kun blive tale om to muligheder: Enten er bogens tilstedeværelse i sig selv mistænkelig, eller også er den hævet over enhver mistanke. Hvilken af disse to muligheder der er mest sandsynlig, står det jo enhver læser frit for at tage stilling til.

Bogen som helhed kan inddeles efter tre emner, som den omtaler, men ikke uddyber eller tager personlig stilling til. Disse er: 1. Erotik. 2. Fængsels- og forvaringsforhold. 3. Recidivistproblemet. Jeg vil forsøge at kommentere disse emner, dels ud fra bogens fortolkning og dels, måske hovedsagelig, ud fra mine egne synspunkter og den erfaring, jeg har høstet.

1. Erotik. Ja, det er jo et pikant emne at dvæle ved og udpensle, især når man (som da Karlsen arbejdede med bogen) er afskåret fra slige udskejelser. Dette er måske også een af grundene til, at det har fået en så uforholdsmæssig stor plads i bogen. Pladsen, i forhold til bogens andre emner, er nemlig betydelig større end betydningen i forhold til disse. Det påstås, at Karlsen er erotoman, hvilket jeg naturligvis ikke vil bestride, især ikke efter at have læst de i bogen skildrede sexuelle orgier. Derimod vil jeg tvivle om en direkte forbindelse mellem Karlsens erotomani og hans senere kriminelle afsporing - at det sidste skulle være en direkte følge af det første. Hvis denne antagelse er rigtig, er det første, som et af bogens hovedemner overflødigt, da det i så fald ingen forbindelse har med hans anbringelse og ophold i psykopatanstalterne. Er det derimod forkert, er hans "helbredelse" endnu mere tvivlsom, da han, så vidt jeg kan forstå, ikke har været underkastet noget operativt indgreb. Hans erotiske følelser og sexuelle behov kan således ikke være væsentligt forandret under hans ophold i forvaringen, måske snarere skærpet. Han står således idag på samme måde som dengang, måske blot nu med en stærkere vilje og bedre karakter - men, kan vilje og karakter, denne civilisationens blanke overflade, dette menneskenes adelsmærke, stå til måls med og besejre lidenskaben, naturens stærkeste magt? Dette må da blive spørgsmålet.

2. Fængsels- og forvaringsforhold. Således som det foregående emne i Karlsens bog enkelte steder er malet i de bedste franske farver, sådan begynder han med at skildre et oprør på en afdeling i arbejdshuset efter de bedste amerikanske mønstre. Alene disse fremragende stilarter vil fange mange læseres interesse. Forfatteren betegner arbejdshuset som en "uhyggelig og ætsende form for straf" - men hvem har da sagt, at den skal være hyggelig og overfladisk? Mig bekendt ingen! Hvis den skal være det, hvad dækker så selve begrebet straf? - Jeg ved udmærket godt, at forholdene i arbejdshuset og måske andre steder ikke er de bedste, men der er dog ingen, som har lovet lovovertræderen paradisiske tilstande i hans eksil. Det er efterhånden blevet en mere og mere udbredt opfattelse, at de indtil dato sete og nu gældende straffebestemmelser tilnærmelsesvis er barbariske. Det er i høj grad en fejlagtig opfattelse, thi hvad er egentlig straf, om ikke en gengældelsesakt, det gammeltestamentlige øje for øje og tand for tand-princip, blot i en lidt mere modereret form, en bod og lidelse man må underkaste sig, fordi man har forsyndet sig mod det samfund, hvis love man også før forsyndelsen anerkendte. Skulle lovene da forandres, fordi du eller jeg overtræder dem - er din eller min synd mindre forkastelig idag end den, der blev begået og dømt igår, sidste år eller for 10 år siden - skal din eller min lidelse ikke stå i forhold til lovovertrædelserne, blot fordi det nu tilfældigvis er dig eller mig - og ikke de andre? Således kunne opstilles mange spørgsmål, og svaret vil stadig blive det samme, i hvert fald sålænge der er tale om straf. Er naturen måske barmhjertig? Er det menneskenes egentlige væsen at være humane? Også her vil svaret blive et "Nej". Naturen er hensynsløs, og menneskene - læs blot avisen, der ser man dem i al deres nøgenhed, i deres egoisme, magtbegær, had og hensynsløshed.

Hvor kommer da disse ideer fra, at vore straffemetoder er inhumane? Svaret giver hr. Karlsen, måske som det eneste tydelige i hans bog: De kommer fra videnskaben, nærmere præciseret fra psykiaterne. Og hvad kan grunden være? (Dette beskæftiger Karlsen sig ikke med). For det første sikkert den, at psykiatrien i forbindelse med retsvidenskaben er noget forholdsvis nyt og uprøvet. Psykiatrien er jo en videnskab, alene dette giver på forhånd ideen gode vækstmuligheder. For det andet er det vel ingen hemmelighed, at der eksisterer en slags kapløb bl. a. mellem Danmark og Sverrig, hvem der kan opvise den mest humane behandling af lovovertrædere - og her tror jeg, psykiatrien har fået sin store chance til at gøre sine ideer og metoder gældende, idet den jo ikke betragter forbryderen som forbryder, men som en syg, der nok skal spærres inde (eller isoleres, for at bruge et humant udtryk), men ellers derudover have sin fulde "frihed" til at gøre akkurat hvad han har lyst til. Straffen skal ikke mere være straf, men hjælp og vejledning. Hvori denne egentlig består, har Karlsen ikke følt sig foranlediget til at røbe - men måske er det en hemmelighed - eller er den så uvæsentlig, at den ikke er omtale værd? For det tredie: De sidste 25 års stærkt stigende kriminalitet og de mange recidivister har vel vakt en mistanke om straffemetodernes ueffektivitet, og da tidsånden har ført med sig, at metoderne ikke må skærpes, har man lavet så meget om på dem, at de snart ikke har meget tilfælles med straf som straf betragtet, som bod og advarsel; men efterhånden er blevet noget, selv agtværdige borgere trækker foragteligt på smilebåndet af. Efter min mening og erfaring bør en straf være kort og hård; jeg tror, det vil skabe en betydelig større respekt for lovene og sikkert også medvirke til at opbygge og bevare de nødvendige hemninger, som efter psykiaternes opfattelse er det ene fornødne. Således som forholdene er i dag, bygger psykopatanstalterne udelukkende på ruinerne af de andre anstalters fejlslåede beregninger og fallitter, - det kan derfor være et spørgsmål, hvorvidt de resultater, psykiaterne har opnået (?), ikke også kunne være opnået under andre forhold og andre steder, lige såvel som det kan være tidens modning af lovovertræderen fremfor lægens mellemkomst, der har bragt ham den fornødne erkendelse af en sådan livsførelses uholdbarhed. Det er jo hovedsagelig flere gange straffede, der idømmes forvaring, og før eller senere kommer der en dag for os, hvor vi selv indser, at nu må det være slut. Jeg er naturligvis ikke i stand til at bedømme psykopatanstalternes effektivitet (og Karlsen åbenbart heller ikke - udover hans egen "lille Hassan med de skæve ben"), men endnu, 19 år efter oprettelsen, foreligger der ingen statistik, som giver bevis for, at den er bedre end de øvrige anstalters, at mulighederne for resocialisering er større der end i fængslerne.

Det er muligt, at psykopatinstitutionen vil blive problemernes og tidens løsen, at den kan udrette det, andre ikke har formået, men chancerne herfor er vist minimale, hvis de forhold, som i dag præger dette spørgsmål - hvor det hele tilsyneladende udmunder i en kompetencestrid mellem læger og kriminologer - vedvarende skal bestå. Som et eksempel herpå skal nævnes en reservelæge ved et sindssygehospital, som ved et møde mellem læger, jurister og kriminologer bl. a. udtalte følgende: "Vi (d. v. s. sindssygehospitalet, hvor han er ansat) anbefaler alle kriminelle lovovertrædere, som er indlagt til mental observation hos os, til anbringelse i forvaringsanstalterne for psykopater, fordi efterforsorgen derfra er bedre end fra fængslerne." Heraf fremgår klart og tydeligt, at det egentlig ikke er spørgsmålet, hvorvidt lovovertræderen er psykopat (dette er i sig selv et abstrakt begreb) eller ikke. Det, det tilsyneladende drejer sig om, er, hvilket systems efterforsorg der er den bedste. - Hvor er vi så henne?

3. Recidivistproblemet. Hr. Karlsen retter i sin bog en appel til samfundet om at møde den løsladte med forståelse og hjælpsomhed, således at han får en virkelig chance for at indrette sig på en normal levevis efter løsladelsen. - Dette kan måske i og for sig være rigtigt nok og vel også til en vis grad påkrævet, men samtidig med et sådant krav rejser sig en mængde andre spørgsmål, som man tillige må tage stilling til. Først og fremmest dette: Er det nu også samfundets skyld, eller måske rettere, har samfundet hovedskylden for de mange recidivister? Karlsen mener vist både ja og nej, måske mest ja. Min mening er et afgjort "Nej". Hvorfor? Fordi samfundet aldrig har tvunget mig til at stjæle, og jeg tror heller ikke, det kan være tilfældet, hverken for hr. Karlsens eller andres vedkommende. Jeg har dog aldrig stjålet af lyst, eller fordi jeg ikke kunne lade være, men mon sagen ikke er den, at de fleste af os, som blot een gang har stjålet, og det ikke er blevet opdaget, er mere eller mindre tilbøjelige til at gøre det igen, hvis økonomiske vanskeligheder melder sig og en lejlighed dertil opstår? Dette er også at recidivere. Jeg ved udmærket godt, hvor vanskeligt det er at "komme i gang igen" efter et fængselsophold, men mange, ja jeg tror, langt den overvejende del af de løsladte, selv bærer skylden for disse vanskeligheder. Jeg skal nævne et enkelt, men ret typisk eksempel: En mand bliver efter 1½ års indespærring løsladt. Han får 350 kr. udbetalt - det er, hvad han har tjent og sparet sammen i den forløbne tid. Hans første tanke, når han får fri, er måske: 8-14 dages ferie - den næste tanke: god mad - den tredie: spiritus - den fjerde: kvinder - den femte: gamle kammerater og tilholdssteder - den sjette: at finde noget arbejde (denne tanke melder sig som regel ikke før, pengene er ved at være opbrugte) - den syvende: der er kun 50 øre tilbage - den ottende: jeg laver lige et lille "nummer", så jeg kan få penge til arbejdstøj, så vil jeg tage på skovarbejde i Sverrig, el. lign. ideer - den niende tanke: det går nok godt, bare denne sidste gang, så vil jeg aldrig stjæle mere - den tiende tanke (som tænkes i arresten): det er samfundets skyld. Dette gælder naturligvis ikke alle, men en stor del. - Nogle vil kun have arbejde inden for et bestemt fag, måske er der arbejdsløshed inden for dette fag; tiden går, og fristelsen bliver større og større, eftersom kapitalen bliver mindre og mindre, og en dag viser der sig måske ganske tilfældigt en lejlighed til et lille "uskyldigt tyveri". Lavinen er begyndt at rulle, og en dag går det galt. Atter en recidivist. Andre har måske endelig fået arbejde, og alt tegner godt. Pludselig får man så på arbejdsstedet på een eller anden måde færten af, at "han har vist været i spjældet"; de fleste steder sker der som regel intet, udover at man måske et stykke tid tager ham med et vist forbehold. Han bliver fornærmet og går sin vej (netop på et tidspunkt, hvor han skulle vise vilje og karakterstyrke og overbevise samfundet om, at han nu er på vej til at blive resocialiseret) - han går altså sin vej og bilder sig selv og andre ind, at "der var ikke til at være". Atter andre, dog kun en meget lille del, forlader fængslet med de tanker, at nu skal der tages revance for det savn og de lidelser og ydmygelser, de har måttet udstå. De vender ret hurtigt tilbage til anstalten, - men selv disse sidste undser sig ikke for at give samfundet skylden.

Et andet problem, som melder sig i forbindelse med den løsladte, er konkurrencespørgsmålet ude i erhvervslivet. Er der brug for den løsladtes arbejdskraft, og er han i stand til at optage konkurrencen med de øvrige af samfundets arbejdere? Det første spørgsmål afhænger udelukkende af arbejdsløshedssituationen. Her må han underkaste sig de samme vilkår som de andre arbejdssøgende, hvis ikke forsorgen, værge el. lign. kan skaffe ham noget. Det andet spørgsmål må jeg i hovedsagen besvare med et "Nej". Den løsladtes fysiske tilstand er som regel i en sørgelig forfatning, hvad kræfter og udholdenhed angår, efter selv et kortere fængselsophold, p. g. af arbejdets beskaffenhed inden for murene (hovedsageligt stillesiddende arbejde). Med hensyn til dette spørgsmål er en revision i høj grad ønskelig, for ikke at sige påkrævet. Det vil sikkert ikke være forbundet med uoverkommelige vanskeligheder at give fangen et "kursus" i at arbejde et par måneder før og indtil hans løsladelse. Jeg tror, det vil have en gavnlig indflydelse. -

Dette er blot enkelte af de mange spørgsmål og problemer, som melder sig for den løsladte, når han skal tilbage til samfundet. -

Efter min mening er lang tids indespærring hverken i fængsel eller forvaring gavnlig eller hensigtsmæssig, tværtimod. Hvor så mange socialt mislykkede individer, repræsentanter for samtlige kriminologiens afskygninger og kombinationer, er samlede, vil det være vanskeligt at etablere grobund for socialt ansvar og fremelske de gode sider, som findes i ethvert, selv det sletteste, menneskes natur. Når fangerne er samlede, enten det nu er på gårdture eller i opholdsstuer, går snakken livligt. Hvis man vil sætte sig for at lytte til og tænke over, hvad de taler sammen om, vil man i 90 af 100 tilfælde kunne føre den tilbage til tre-fire udgangspunkter, som med hensyn til variationer behandles med en forbavsende virtuositet. Disse stadigt tilbagevendende emner er: løsladelse, forbrydelser, spiritus og kvinder. Hvad den ene ikke ved, det ved den anden, og noget vil altid, måske mange gange ubevidst, bundfælde sig og - kan hænde - senere dukke op og i en "snæver vending" bringes til udførelse - selv hos skolede karakterer, som f. eks. Karlsens. Det være ikke hermed sagt, at det gør det, men muligheden foreligger dog, trods alt. Jeg har i hvert fald ikke stor tiltro til et system, som vil hævde, at asociale elementer kan resocialiseres i asociale omgivelser, og endnu mindre når samme system samtidig påstår (hvad der sikkert er rigtigt), at karakter er et produkt af arv og milieu. Det milieu, som fremkommer ved at samle et sådant publikum, som disse anstalter repræsenterer, er vist ikke det bedste for en positiv karakterdannelse. Derfor mener jeg, at en kort og hård straf er mere hensigtsmæssig end en lang og sødsuppehumaniseret internering på bestemt eller ubestemt tid, hvis resultat i høj grad er tvivlsomt (hvilket jo fremgår af reservelæge Jan Sachs' efterskrift i Karlsens bog).

Spørgsmålet er i dag: Straf eller helbredelse? Hvis straffen blev indrettet således, at den virkelig var en straf, er der en mulighed for, at den ville skabe respekt, hvilket igen ville føre til forebyggelse, og - det er jo en gammel, selv af læger anerkendt, sandhed, at: Det er bedre at forebygge end at helbrede.