Af Christian Langballe. Tidehverv, 2004, s.214-217. (Martin A. Hansen: Kætterbreve, bd. 1-3, (udgivet af Anders Thyrring Andersen) Gyldendal 2004).

Det er jo snart 50 år siden, at Martin A. Hansen døde i en alder af kun 46 år på Bispebjerg Hospital. Det er en af de største tragedier i historien om det moderne Danmarks tilblivelse, at han skulle gå bort netop, da dansk åndsliv havde allermest brug for ham. Snart skulle en militant og moderne jesuitterorden af venstreintellektuelle erklære denne folkets søn for politisk ukorrekt og erklære krig mod alt det, som han brugte et liv på at forsvare: Historien, landet, folket, kristendommen, sproget - kort sagt fortællingen om det konkrete menneskeliv, som det nu engang blev levet i Danmark. Sådan blev Martin A. Hansen aldrig verdensborger eller for den sags skyld en rungende tom klichémager udi det nationale, fordi han kendte alt til menneskelivets begrænsning og til den afmagt, der griber mennesket, når det virkelig konfronteres med tilværelsens hårde lov. Hans forfatterskab kunne heller ikke sættes i ideologiens tjeneste og lod sig ikke styre af socialrealismens mekaniske og fantasiløse diktat. Dertil var forfatterskabet for dybt, for væsentligt og for rodfæstet, og netop derfor blev han fællesskabets store digter. Omtrent 15 år efter hans død skulle en militant venstrefløj gå den lange sejrrige march gennem statens institutioner og indtage de afgørende magtbastioner i forhold til skole, kultur- og samfundsliv. De vandt uden nævneværdig mod stand, fordi en åndløs, stivnet og defaitistisk borgerlighed alene interesserede sig for de økonomiske nøgletal, for udviklingen, den materielle fremgang og for den konforme pænhed og derfor behagesygt logrede, da de unge selvhøjtideligt proklamerede revolution og kamp mod det bestående og det gamle. Det var Marx, Engels, Lenin, Mao og Pol Pot, som angav strømpilen for dansk åndsliv, og derfor blev Martin A. Hansen ignoreret og dømt til glemsel.

Nu her de snart 50 efter er Martin A. Hansen så begyndt at dukke frem af glemslen igen. Det skyldes ikke mindst Anders Thyrring Andersen, som har været hovedkraften bag udgivelsen af Martin A. Hansens dagbøger og breve. Dagbøgerne udkom i år 2000, og turen er nu kommet til brevene, der foreligger i en meget fin udgave på to bind med et tilhørende kommentarbind. Anders Thyrring Andersen skal have en stor tak for den kraftpræstation, som det har været at indsamle brevene. Han skal også have ros for den grundighed og pertentlighed, der præger værket med hensyn til opsætning, noter og kommentarer. Midt iblandt de mange lovord vil jeg dog gerne hæfte mig ved et forhold, som ikke er helt uvæsentligt. Brevsamlingen er blevet kaldt Kætterbreve (Heretica-breve), og titlen angiver kriteriet for, hvilke breve der er kommet med i udgivelsen. Det drejer sig nemlig hovedsageligt om den korrespondance, der er foregået internt i kredsen omkring Heretica. Jeg savner f.eks. Havsteen-Mikkelsens voksne og kraftfulde røst i det drengekor af fine litterater og intellektuelle, som udgjorde Hereticakredsen (der må da foreligge nogle breve(?)). Efter min bedste overbevisning var Havsteen-Mikkelsen den eneste, der virkelig delte Martin A. Hansens syn på sammenhængen mellem kunst, historie og kristendom. Mens så mange andre sværmede for det moderigtige og viljeløst fulgte vindretningen, så havde disse to deres rod i en ældgammel og rodfæstet kulturforståelse.

Brevet som direkte meddelelsesform
Lad det være sagt med eftertryk trods forbehold: Brevsamlingen Kætterbreve er en sand guldgrube. Det er både velgørende og meget spændende læsning, der griber én fra første færd. Mest af alt på grund af den blanding af tyngde, alvor, humor og frimodighed, der var så kendetegnende for Martin A. Hansen. Mens der over hans dagbogsoptegnelser godt kan være noget kunstigt og selviscenesættende, så er han som brevskriver i sit rette element. Han er sig dette forhold pinligt bevidst og tilkendegiver et stort ubehag ved det bedrag, som dagbogsgenren kan lokke én ind i: Under foregivelse af åbenhjertig bekendelse og selvafsløring bruger den bekendende alle sine kræfter på at sløre og skjule sig selv. I et brev til Thorkild Bjørnvig fra 1946 skriver han: "… min Erfaring er den, at Dagbøger er noget af det huleste, man skriver. Jeg er for mange Aar siden ophørt med at føre den Slags bekendende Dagbog." "Bekendelsen kan derfor lige saa godt kaldes en endeløs Række Forklædninger, der bedrager en, Tilstaaelsen er blot en ny Maske." (bd. 1, side 81 og 84). Man kan i den forbindelse ikke lade være med tænke på hans store værk Løgneren og det bedrag, som Johannes Vig gennem sine dagbogsbekendelser bærer som en maske romanen igennem. Så forholder det sig straks helt anderledes med brevgenren, der forekommer ham "at være ligefrem det sundeste. Her skriver man i den allerstørste Ansvarlighed, for Modtageren kan jo saa at sige drage en til Ansvar for hvert Ord og han gør det jo, og gennem Forholdet udstrækkes Ansvarligheden ogsaa til Modtageren, som med sin Forstaaelse og Personlighed allerede paa sin Vis er nærværende i Brevet og dermed ikke er uden Ansvar for dets Eksistens, Karakter, Vilkaar." (bd. 1, s. 84). Man fornemmer tydeligt på formuleringerne, hvor meget Martin A. Hansen var præget af Søren Kierkegaard og hans tanke om meddelelsens dialektik. Det er da også et gennemgående træk i brevene, at Martin A. Hansen meget ofte optræder som den "sokratiske gjordemoder", der peger på nogle afgørende grundtræk ved det at være menneske, d.v.s. på den tilværelsens akse, hvorom al sand digtning drejer sig. Herefter træder han selv et skridt tilbage og overlader valget og afgørelsen til den enkelte, til brevets modtager og læser. For kun gennem valget og afgørelsen kan den enkelte overtage sig selv og tilegne sig sandheden. Man kunne så spørge, om ikke Søren Kierkegaards pseudonyme forfatterskab og alle hans dagbogsbekendelser må stå som masker og forklædninger, der leder læseren ind i ét stort bedrag. Hertil bemærker Martin A. Hansen: "… Pseudonymerne er Tilstaaelser, Forklædninger, er Afsløring, den ubarmhjertigste vel som er set. Her taler han [altså Kierkegaard, min tilføjelse] blot på Vegne af egen Person. Han var raffineret, det er givet, det også har moret ham, at det har haft sine fristelser, men så raffineret han er, har han aldrig ladet sig friste til en Gides drevne, men golde Raffinement: at gøre sit eget Jeg til en Maske." (bd. 1. s. 82).

Arvesyndens skønne Rose
Også i et andet forhold er Martin A. Hansen dybt præget af Kierkegaard. I et brev til Thorkild Bjørnvig fra 1947 formulerer han følgende prægnante udsagn: "Digtningen er Arvesyndens skønne Rose." (bd. 1, s. 133). Ordene kan udmærket stå som hans udtømmende bestemmelse af, hvad digtning er. For digtningen beskæftiger sig med det at være menneske og det forhold, at menneske er en synder, der lidende strider under tilværelsens hårde lov. På spørgsmålet, hvad et menneske er, svarer Martin A. Hansen med Kierkegaard: Mennesket er ånd, og "Aand er bestemt af Lidelse, stræber lidende, stræber mod det lidende, først drømmende om, det er det lykkelige, Freden, siden erfarende, at det lidende var det gode, og at Glæde ikke er Smertens, ikke Sorgens, ikke Lidelsens, men Trivialitetens Modsætning" (bd. 1, s. 127). En glæde, der ikke kender til lidelse og modgang, ender i det banale og overfladiske. Ud fra en psykologisk eller biologisk opfattelse af det normale betragtes synd og lidelse som en mangel eller en menneskelig anormalitet, hvorved også digteren kommer til at stå som en syg og perverteret menneskenatur, men "der er en uhyre Afstand mellem den Tanke, at Digteren er en syg forkrøblet eller perverteret Menneskenatur, og den Tanke, at han er en af Guderne fordømt. I Fordømmelsen er han da også kaldet, udkaaret. Alle er fordømt, men han ved det" (bd. 1 s. 130). Sådan er digtningen en tugtemester, der sandt og uden omsvøb fortæller om mennesket og om livet under lovens hårde dom, som det leves i synderes verden. Det, at mennesket er af ånd, forlener livet med en modsætningsfyldt dobbelthed: "Mennesket er hjemme i denne Tilværelse og det [er] lige saa fremmed. Det er Aandens Bestemmelse. De to Poler, Lidenskaberne er spændt ud imellem. Og naar var Digteren ikke den vilfarne Fugl, som længtes bort? Den Fremmede. Og når var han ikke den forlorne Søn, som udenlands (og udenlands er han jo tit, selv om han sidder i sit Fødehjems Stue) længtes hjem? Hjem til det jordiske, enkle nære. Det er hans Vilkaar. Og mon det ikke er enhvers Vilkaar, i hvem Sjælen vaagner? Poeten er den evigt vaagende i denne Tilstand. Den udvalgt lidende." (bd. 1. s. 132). Digtningen eller kunsten kan på den anden side ikke frelse eller forløse mennesket, uden at den bliver et religiøst erstatningsprodukt, og pseudoevangelier er der nok af - også i kun sten. I parentes bemærket har kulturradikalismen allerede på dette tids punkt indledt sit felttog mod kristendommen, samtidig med at den har gjort kunsten til den nye forsoningslære og kulturen til menneskehedens nye helligdom. Sidst og ikke mindst lagde de kulturradikale sig stort set alle sammen ind under den totalitære ideologis førerskab.

At Martin A. Hansen bestemmer digtningen som arvesyndens skønne rose, og at han samtidig tilkender digtningen en form for Johannes Døber embede med synden som fortegn, har sin grund i to forhold, hvor Kierkegaard igen spiller en afgørende rolle. For Kierkegaard er der en afgrundsdyb for skel mellem det at digte og det at eksistere som sandt menneske. Digteren forholder sig reflekterende og betragtende til det at leve, mens kravet til mennesket er at gå handlende frem og påtage sig livet i synderes verden som et ansvar og en opgave. Digteren er en af guderne fordømt, fordi han er dømt til at forholde sig til livet på afstand og netop på afstand at skrive om livet. Denne spaltning mellem liv og kunst, kristendom og digtning vedbliver indtil det sidste at være en anstødssten og dyb personlig anfægtelse for Martin A. Hansen.

Det andet forhold, der gør sig gældende, er Kierkegaards opgør med statskirkeligheden. For der er ingen tvivl om, at Martin A. Hansen opfatter samtidens kristendom som stivnet i udvendig kirkelighed. Her må digtningen tage over og bibringe den fornyede besindelse på, hvad det vil sige at være menneske, sådan som Kierkegaard havde forsøgt igennem sit forfatterskab.

Nihilismens svøbe og kulturens opløsning
Martin A. Hansen fornemmede om nogen tidsåndens nihilistiske grundstemning, og han blev på engang fascineret og frastødt af den tanke, at den gamle kultur, som han selv var runden af, nu var gået under. Fascinationen kommer af det svimlende sug af nærvær, som vågner i mennesket, når det står ansigt til ansigt med sin egen undergang og konfronteres med det totale intet. Han fortæller om en tidlig morgen, hvor han står søvndrukken i decembertåge og venter på toget, der skal føre ham mod Sverige. "Den fuldkommen øde Perron, mere øde end et nøgent Skær i Havet, tiltrak en som befrielse …, den trættes Paradis." Til sidst kommer han med toget og forstår pludselig, hvad billedet af den øde perron betyder: "Saadan et sted er Afgrunden, man drages imod, naar man har været til Midsommerfest. Den er Hjertets Nihilisme." På sin rejse i Sverige møder han "hos Enkelte af de Folk, jeg havde ventet en Del af, en Sjælesyge, en Kunstsyge, Dæmonernes Værk - og Dæmonerne kender jeg." "Mørket eksisterer, men adskillige af dem gav sig til at drive Utugt med Mørket. Det er jo en farlig Vej, der skal betrædes." (bd 1 s. 155).

Forfaldet stikker dybere end det blot at være en individuel erfaring og videre end blot at angå nihilismen. I et brev til Aksel Heltoft, som tilhørte kredsen af unge forfattere, skriver han: "Jo, Jeg er ikke blot det og det ældre, men jeg er til lige bondefødt (de der fødes på landet nu, er ikke mere bondefødt). Jeg har drukket lidt Luft - en lille bitte smule Luft - af den virkelig gamle Luft. Jeg har aandet en smule Middelalder som en Virkelighed og har egentlig i nogle hektiske Barndoms og Ungdomsaar jagende gennemløbet Aarhundrederne fra middelalderlige Bønder blev en Stand til ogsaa deres Kultur var opløst (det er derfor - af Erfaring synes jeg - at jeg kan paastaa, at vi har uhyre svært ved at forstaa de forgangne Tider - for jeg ved, hvad der er at forstaa), og denne Opløsning af Kulturen, Bondens Opløsningsproces, der naaede lige så vidt som den europæiske Borger kulturs Opløsning, oplevede jeg i Ungdommen i Mellemkrigstiden som en personlig Sjælens Opløsning - en Ørkenvandring som jeg ikke gør om igen mere end 40 dage ad gangen. Forstår du: jeg er altsaa en af de faa, der kender begge Tider - af de nulevende - og maaske den eneste, der kan ælte disse Erfaringers Ler og puste Digtningens Aand i dem, saa de lever. Og af den Grund bliver jeg vel en Overgangsfigur. I og jeg kan følges et stykke, men saa maa jeg blive staaende." (bd 1. s. 120). I lyset af dette omvendte Mosesbillede, hvor Martin A. Hansen ikke peger ind i det moderne forjættede land, men snarere bagud mod det gamle land, kan man altid diskutere, i hvor høj grad han anså det gamle for tabt. Jeg mener snarere, at der er tale om den følelse af afmagt, som under tiden kunne overmande ham fuldstændigt. Ingen tvivl om, at han ofte anså sit kald som forfatter som en åndelig ørkenvand ring og som en vej ud i mørket - "det er jo en farlig Vej, der skal betrædes." Men han ville igennem! Mens andre havde øje for den indre åndelige opløsning i dansk åndsliv og den nihilisme, der gik i svang, og virkelig forstod at diagnosticere sygdommen meget præcist (jf. Henrik Pontoppidans "De dødes Rige"), så stillede Martin A. Hansen sig ikke tilfreds med diagnosen. Stort set resten af Hereticakredsen lod sig smitte af den moderne syge - ja, gjorde den til moderigtig máner og jargon - og glemte dermed, at vist skal vejen betrædes, men det betyder ikke, at man skal drive utugt med mørket. Det barn, der fødes af denne utugt, er det selvhad, der er blevet til den vestlige kulturs varemærke. Det blev født af en nihilistisk grundstemning, næret af hadet mod kulturens historiske rødder og ender i kulturens og civilisationens selvmord. Martin A. Hansen ville igennem, selv om det kunne forekomme som en ren ørkenvandring.

Folk og Frihed
Det er med en blanding af frustration, mismod og håb, at Martin i 1950 skriver til Bente og Aksel Heltoft. Martin A. Hansen er på dette tidspunkt blevet redaktør på tidsskriftet Heretica sammen med Ole Wivel. Frustrationen går på, at der mangler stof. Bl.a. Bjørn Poulsen og Thorkild Bjørnvig har svigtet ved ikke at skrive de lovede bidrag, og det samme har de unge heriblandt Bente og Aksel Heltoft. Spørgsmålet lyder til dem, hvorfor de ikke vil benytte det ypperlige instrument, som Heretica er. Herefter tilføjer han: "Den Bestræbelse der for mig er betydningsfuld er just i en fordybet og indtrængende Debat at føre "Folk og Frihed"s syn og "Heretica" nær hinanden, som to Faser i samme Udvikling, og jeg opgiver altsaa ikke." (bd. 2, s. 661). "Folk og Frihed var jo det illegale skrift, som blev udgivet under besættelsen, og hvor Martin A. Hansen blev den drivende kraft fra 1944, efter at han havde overtaget det fra netop Aksel Heltoft. Herefter skriver han: "Det er "Folk og Frihed", det er for mig frem for alt "Dialogen om Drabet". Thi det er lige stærkt og nærværende og frygteligt for mig at man har Ansvar for nogle af dem der er stumme i Gravene, at de vil banke paa ens Dør den Dag man opgiver, inden man har gjort hvad man kunne. Bag det meste andet er det en af Drivkræfterne der ikke tillader mig at slippe Pennen eller slippe Roret ved vort lille Skrift at disse døde ogsaa har et forfærdende Krav på mig … Derfor skal I huske os, der slæber og slider og strider med disse Sager, for I har lovet at hjælpe os." (bd. 2, s. 662). Hvad er det saa, der skal huskes, og hvorfor skal der fortælles videre? Ja, mon ikke det er kampen for friheden, for folket og landet? For glemmer eftertiden, så har kampen været forgæves - og det samme har de store menneskelige omkostninger, som modstandsfolkene betalte på frihedens alter. Det er friheden, det drejer sig om! Jeg tror, at Martin A. Hansen har opfattet Heretica som tidsskrift, som kunne føre kampen for frihed videre under de ændrede vilkår, som freden og den nye tid indebar. Her skulle den nye litteratur ryste den nederlagsånd af sig, som de gamle bar på som et tyngende åg. Derfor peger Martin A. Hansen også mod det gamle, for kun ved at besinde sig på kulturens historiske rød der kan man nå igennem til det nye. Det er nihilismens ånd, som skal overvindes, og det sker kun gennem digtningen og gennem en genopdagelse af kulturens historiske rødder, hvor kristen dommen er den vigtigste.

Den moderne tragedie
Resultatet af den moderne tragedie er i dag til at forholde sig til. Den historiske bevidsthed og fælles erindring er svindende for ikke at sige næsten udslettet. Det folkelige lever en reservatlignende til værelse og er konstant under anklage fra et politisk korrekt hold af intellektuelle, som vel egentlig helst så det helt udryddet og rykket op med rode. Kulturlivet er med andre ord blevet sygeligt selvoptaget og præges nu helt ind i roden af hadet til sin egen fødekilde. I det forhold gjorde Heretica ikke den forskel, som Martin A. Hansen havde håbet på. Tanke væk kende nok refererer Martin A. Hansen i det ovennævnte brev til værket Orm og Tyr, som er under forberedelse. Han skriver: "Kirkerne er rejst af døbte Folk, der endnu tænker hedensk. Deraf, af dette mærkelige Møde, den vældige Kraft i hine Slægtled". (bd. 2, 663). Jeg mener, at Martin A. Hansen så en parallel mellem sin egen tids nihilisme og datidens døbte hedenskab - blot med om vendt fortegn. For også tidens nihilisme er døbt, men bevæger sig nu væk fra kristendommen og mod selvhadets yderste konsekvens.

Heretica blev aldrig den åndelige medicin og modgift, som kunne dæmme op for forfaldet. Meget symptomatisk gik tidsskriftet i opløsning i og med Martin A. Hansens død. Vi andre kan så glæde os over, at modgiften er at finde i Martin A. Hansens forfatterskab og nu også i hans breve. Lad mig slutte denne anmeldelse med nogle ord til frimodighed, som også giver en anvisning på, hvor "den vældige Kraft i hine Slægtsled" har sin kilde. De stammer fra forfatterens egen hånd og lyder: "Mig forekommer det at mindst Halvdelen af kristne Teologer og Prædikanter ogsaa kun har forstaaet det halve af Evangeliet. For de lærer rigtigt nok at det evangeliske er en Afsked, et Opbrud, en Afdøen fra det man hænger ved, og det er sandt. Men maaske de ikke har erfaret at denne fulde Afsked netop er et Under som genskaber og ny skaber Virkeligheden, genskaber netop det jordiske Liv som er." (bd. 2. s. 663).

Kætterbreve, bd. 1-3, (udgivet af Anders Thyrring Andersen) Gyldendal 2004.