Boganmeldelser i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

Eurokirkeligheden og forfatningen

Af Majken Frost, Tidehverv nr. 4, 79. Årgang - April 2005, s.87-89. (Helge Rørtoft-Madsen: Ved korsvejen - det kirkelige JA eller NEJ til EU-forfatningen, Vindrose 2005).

Helge Rørtoft-Madsen (HR-M) og andre har i de sidste ti år udført et beundringsværdigt og uhyre nødvendigt arbejde for at gøre opmærksom på økumeniske kirkeorganisationers intense lobbyisme i forbindelse med EU's vej mod stadig øget europæisk integration.

I 1992 efterlyste den europæiske kommissionsformand Jacques Delors som bekendt "en sjæl til Europa", og det satte gang i mange kirkelige bestræbelser og førte til møder, hvor europapolitikerne (Delors' efterfølger Jacques Santers fulgte sin forgængers initiativ op) og kirkefolket gjorde reverens for hinanden. De første havde brug for en slags åndelig finish til deres projekt, og de sidste - de organiserede økumenikere - vejrede mulighed for det, som kirkelige organisationer altid har haft en svaghed for, og som vel dybest set er den egentlige grund til deres organiseren sig: Magt.

Det er alt dette, der er blevet afsløret igennem udgivelser af en række bøger, - nu sidst HR-Ms "Ved korsvejen - det kirkelige ja eller nej til EU-forfatningen". Han afdækker heri, hvorledes organisationernes søgen indflydelse i de senere år er blevet stadig mere hektisk og skamløs, efterhånden som formuleringen og en evt. vedtagelse af en EU-forfatning har nærmet sig.

"Vi må ikke forpasse den åbne chance", lød det i KEK-rapporten "Kirkerne i den europæiske integrationsproces" 2001, som jeg skal vende tilbage til.

Jo, der var travlhed. Således var de økumeniske organisationer stærkt involveret i forarbejdet til det Charter for grundlæggende Rettigheder, som blev udarbejdet i forbindelse med topmødet i Nice i år 2000, og som nu er forfatningsfæstet i konventets forfatningstekst. Chartret omhandler principper og rettigheder under overskrifterne værdighed, frihed, ligestilling, borgerrettigheder og retfærdighed i retssystemet, og i den nævnte omfattende rapport anbefaler man sig som en fortsat uundværlig medarbejder i drøftelsen af disse områder og i EUs integrationsarbejde, som man varmt støtter. For kirkerne har erfaring med alle kulturer og alle sociale forhold, og de har et budskab, som fremmer bæredygtighed og solidaritet og menneskerettigheder, og er som EU optaget af en kommende fælles identitet.

Og, fremhæver rapporten, "den europæiske integrationsproces kan kun fuldføres, hvis den økonomiske dimension ledsages af den spirituelle dimension", hvorfor de politisk ansvarlige bør tage alvorligt hensyn til "kirkernes og de religiøse trossamfunds rolle og andre værdibaserede grupper".

Ved fyldige citater, det ene mere grotesk og afslørende end det andet, fra de økumeniske organisationers udgivelser får man i HR-Ms lille bog indblik i en eurokirkelighed, der ublufærdigt som en bordelmutter tilbyder sine varer udadtil og indadtil kræver streng disciplineret optræden. "Kirkerne skal stå sammen i Europa og tale med én stemme. Hvis vi ikke taler med én stemme, bliver vi ikke hørt. Det kræver EU". Med disse ord blev deltagerne i en økumenisk konference i 2001 budt velkomne i Bruxelles, og eurokirkeligheden har været mere end villig til at rette ind. Ikke mindst fordi Bruxellesordren er ganske overensstemmende med kirkelighedens egne intentioner. HR-M ser ordene som en slags motto for eurokirkelighedens selvforståelse og handlemåde, hvad man ved nærmere bekendtskab med de citerede rapporter og chartrer blankt må give ham ret i.

I utallige sammenhænge er eurokirkeligheden på færde, i KEK, i Leuenbergfællesskabet, i CCEE og i det danske Mellemkirkelige Råd, hvis årbøger i artikel efter artikel taler varmt for den synlige kirkelige enhed og om de stadig større opgaver i verden, som kirkerne har. "Så enten lærer de at arbejde mere sammen og respektere hinanden med de forskelle der er, eller også bliver kirkerne mere og mere marginaliseret i Europas multikulturelle virkelighed". (D. mell.k. Råds årbog 2002-03).

Til orientering: Bag KEK står 12 medlemskirker og økumeniske organisationer, lutherske og reformerte, anglikanske og ortodokse. Den danske folkekirke har været fuldgyldigt medlem siden oprettelsen af KEK i 1959. Medlemsskabet blev - efter sigende med nogen betænkelighed - godkendt af de da siddende biskopper, og siden 1990 har Det mellemkirkelige Råd varetaget det.

I 2001 udsendte KEK sammen med "De katolske Bispekonferencer" (CCEE) fællesskrivelsen "Charta Oecumenica". Et udkast havde et par år tidligere været rundsendt til høring i de forskellige kirkesamfund, og debatten og den udbredte kritiske holdning over for udkastet affødte en lidt mere diplomatisk tekst i den endelige udformning, men hovedsigtet er det samme:

"Mangfoldige former for økumenisk arbejde har allerede stået deres prøve. Kristi bøn lyder "at de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig, at de også må være ét i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig." (Joh. 17.21). Hvis vi skal være tro mod denne bøn, kan vi ikke slå os til tåls med den nuværende situation. I stedet må vi, i erkendelse af vores skyld og villige til at angre, stræbe efter at overvinde de splittelser, der stadig eksisterer mellem os, så vi sammen troværdigt kan forkynde evangeliet blandt alle folkeslag".

Det hæslige hykleriske sprog gør det til en lidelse at læse de økumeniske tekster, men kvintessensen i alle udgivelserne er umiskendelig, således som det da også nedenunder fremhæves i chartret: at sigtet er forsoning mellem folkeslag og kulturer og skabelse af samarbejdskultur på alle niveauer af det kirkelige arbejde og af bindende rammer for dette.

En strengt styret europæisk kirke med trit og fodslag er betingelsen for troværdig evangelieforkyndelse! I KEK-rapporten udtrykkes det lidt mere kontant gennem rapportens stadige gentagelse af, at det at tale med én stemme giver den ultimative indflydelse i integrationsprocessen.

Folkekirken har afvist at godkende Charta Oecumenica, men HR- M anfører med rette, at folkekirken gennem sit medlemskab af KEK er medansvarlig for dokumentet.

Leuenbergfællesskabet, et europæisk fællesskab mellem lutherske, reformerte og unerede kirker, blev stiftet i 1973. Folkekirken blev medlem i 2001, fordi, som Det mellemkirkelige Råd skriver i ovennævnte årbog, folkekirken i hele forløbet havde været mindst lige så aktiv i fællesskabets studiegrupper og ledelse som mange af medlemskirkerne, og en beslutning om at skrive under på konkordien bag fællesskabet derfor var "en naturlig følge af engagementet".

En i sandhed vægtig begrundelse, men også lidt diskutabel - idet fællesskabet if. Leuenbergkonkordien bygger på, at de involverede kirkefællesskaber er enige om den fælles reformatoriske forståelse af evangeliet: Retfærdiggørelse i Kristus uden fortjeneste, men samtidig må fastholde, at selv om man tager fædrenes læreafgørelser alvorligt, "ser man sig ikke i stand til at gentage reformatorernes fordømmelser". Tiderne har, siger konkordien, ændret sig, og "bl.a. den økumeniske horisont og erfaringen af et broderligt fællesskab i trængselstider har foranlediget kirkerne til at gøre det bibelske vidnesbyrd og de reformatoriske bekendelser gældende på en ny måde for samtiden".

Reformatorernes fordømmelser af f.eks. kætteri og gendøberi og fornægtelse af arvesynden står bl.a. at læse i Augustana, som er bekendelsesskrift for vor evangelisk-lutherske kirke, så rent bortset fra, at borttagelsen af dem selvfølgelig tager al mening og alvor ud af bekendelsen, må man konstatere, at den danske folkekirke er medlem af en organisation, som undsiger denne kirkes bekendelsesgrundlag.

Leuenbergkonkordien er i øvrigt enig med KEK og Charta Oecumenica i, at kirkernes forkyndelse vinder i troværdighed, når de "i endrægtighed vidner om evangeliet, og at indsatsen for retfærdighed og fred i stigende grad kræver af kirkerne, at de påtager sig et fælles ansvar", og et møde mellem KEK og Leuenbergfællesskabet i 2002 tog udgangspunkt i, at Europas voksende integration kræver styrkelse af kirkernes fælles vidnesbyrd og fælles tjeneste.

Jo, det er et uhyre nødvendigt arbejde, HR-M nu har gjort ved at afdække, hvad det er, folkekirken er blevet involveret i. En dybt ukristelig politisering og en prostitueren sig over for EU-magten, som kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på ethvert folkekirkemedlem. Og HR-M gør opmærksom på, at emsigheden ikke kun er på kirkelighedens side. EU stod således bag KEKs opfor- dring i 2002 til kirkerne om at engagere sig i debatten om den europæiske fremtid og udnævne kontaktfolk til at koordinere infomations- og debatarbejde. I opfordringen opsummerede KEK samtidig sine hovedsynspunkter om Europas fremtid.

1) at Europa udvikles til et værdifællesskab snarere end til en mere effektiv måde at gennemføre bestemte politikker på -
2) at bestræbelserne imod fred og retfærdighed, bæredygtighed og solidaritet i Europa og globalt understreges, idet "det er nødvendigt at oversætte de væsentlige principper, der har grundlag i evangeliets budskab, til politikker, der giver mening for borgerne" -
3) at de kirkelige organisationer får ret til at ytre sig over for EU-in- stitutionerne om politiske spørgsmål - og
4) at mens forholdet mellem kirke og stat bør forblive et anliggende for medlemsstaterne, bør de kirkelige og religiøse fællesskaber have mulighed for en struktureret konsultation med Den europæiske Union om politiske emner - i lighed med det organiserede civile samfund.

Som man ser, er den tidligere antydning af, at den kirkelige iver efter at organisere sig bunder sig i et ønske om magt, ikke grebet ud af luften. Det bevidnes utvetydigt af organisationerne selv. Bag det klistrede fromme sprog, bag alle de fede ord om solidaritet og hvad man ellers har på spisesedlen, gemmer sig en så skamløs magtsyge, at man gang på gang forbløffes. Og folkekirken er med i det hele.

Hvordan er det kommet dertil? Svaret er, at den samme magtsyge er dybt forankret rundt omkring i folkekirken selv og nyder godt af en katastrofal uvidenhed og overfladiskhed i ikke mindst folketinget. Bevidstløst har man i årevis afsat penge på finansloven til mellemkirkeligt arbejde. Bevidstløst har man accepteret først biskoppernes og siden Det mellemkirkelige Råds indmelding af folkekirken i europæiske organisationer, til trods for, at en evangelisk-luthersk kirke alene er ensbetydende med, at evangeliet prædikes i det enkelte sogn, og derfor ikke har nogen form for instans, der kan tale og handle på kirkens vegne. Bevidstløst har man overset, at just uvidenheden om og ligegladheden med, hvad evangelisk-luthersk betyder, og hvad det er at være kirke, uvægerligt fører til, at kirkefolk står i kø for at repræsentere og udtale sig og mere end det.

"Ved korsvejen …" burde være pligtlæsning for ethvert medlem af folkekirken og især for de politikere, som ved lovgivning har gjort den politiserende kirke legitim, og som derved har sat selve folkekirkens grundlovsfæstede ordning på spil.

I et afsluttende kapitel gør HR-M rede for, at dette vitterligt er konsekvensen af eurokirkelighedens indflydelse på EU-forfatningens tekst, i og med at de europæiske kirkers forhold nu er blevet et EU-anliggende i forfatningsfæstede paragraffer.

I forfatningens art. II-52, stk.1 hedder det besnærende, at "Unionen respekterer og anfægter ikke den status, som kirker og religiøse sammenslutninger eller samfund har i medlemsstaterne i henhold til gældende lovgivning". Og i art. II- 70, at "enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed...

Det var art. II-52 stk.1, kirkeministeren henviste til, da hun i folketinget i 2003 blev bedt om at bekræfte, at EU-forfatningen ikke ville indebære en trussel mod folkekirken. Men over for disse artikler står artiklen om forbud mod diskrimi- nering (art II-81) og - ikke mindst - art. I-6, som fastslår, at "Forfatningen og den ret, der er vedtaget af Unionens institutioner …., har forrang frem for medlemsstaternes ret".

De nævnte artikler er ikke nye, men det nye er, at de ved en vedtagelse af forfatningen vil gå fra at være traktatfæstede til at være forfatningsfæstede, d.v.s. fra at være mellemstatslige til at være overstatslige. Med HR-Ms ord: Grundloven kan underkendes af EU-retten, Højesterets afgørelser kan tilsidesættes.

Hvad har nu eurokirkelighedens virksomhed med dette at gøre? Dels har dens intense arbejde utvivlsomt bevirket en øget opmærksomhed i EU på kirkernes forhold, således at disse er blevet draget med ind i de overstatslige anliggender, og dels har eurokirkeligheden sikret sig den herlige position, som KEK eftersøgte. Ny er nemlig art. I-52, stk.3, ifølge hvilken "Unionen opretholder en åben, gennemsigtig og regelmæssig dialog med …. kirker og organisationer i anerkendelse af deres identitet og specifikke bidrag".

Artiklen er blevet til på især katolsk opfordring, men alle kirkelige og ikke-kirkelige organisationer gnider sig i hænderne: En forfatningsfæstet adgang til på højeste EU-sted at "sidde med ved bordet", når værdier og identitet og alt muligt andet fint skal besluttes. Eller når f.eks. folkekirkens status, bekendelser og ordning skal drøftes.

Jo, det er en yderst nødvendig bog, HR-M har skrevet - og den burde være pligtlæsning for menighedsråd og stiftsudvalg og biskopper og det samlede danske folketing.

Helge Rørtoft-Madsen:
Ved korsvejen - det kirkelige JA eller NEJ til EU-forfatningen
Vindrose 2005
kr. 50,-