Af K. Olesen Larsen. Tidehverv 1928, s.122-24. (Oscar Geismar: Jesus, Guds Søn. Aschehong & Co. København 1928).

Denne Bog udmærker sig ikke ved Klarhed i Begreberne; dette bør man imidlertid ikke bebrejde en grundtvigsk Forfatter - er ikke Livet mere end Begreberne? Enkelte Begreber har faaet et ganske uoverskueligt Indhold; saaledes kaldes alt det, Forfatteren ikke synes om, Metafysik og er dermed tilintetgjort. At der ogsaa Gang paa Gang siges strenge Ord om Hellenismens Indflydelse paa Kristendommen, beror aabenbart kun paa Forfatterens manglende Kendskab til Grækerne, da han ellers vilde have vidst, at hans eget Standpunkt, naar der ses bort fra visse ligegyldige Forskelle i Udtrykkene, ganske falder sammen med den græske Filosofi og Mysteriefromhed.

Man noterer med Glæde, at en Del af det oldnordiske Asasprog, som i saa høj Grad skæmmer Forfatterens tidligere Bøger, er forsvundet. Men der er endnu mere end nok tilbage; det er ikke blot ilde anbragt, men meget daarlig Lyrik at tale om Kong Jesus, kalde ham Lykkemand o. s. v., ligesom det vidner om et upassende sikkert Tilskuerstandpunkt, at skrive, at paa Golgathas Bakke ser vi Gud og Satan i fuld Funktion. Man kan virkelig godt ad anden Vej paavise, at man er ung og frisk end ved at bruge friskfyragtige Udtryk.

Efter bedste græske Forbilleder skildrer Geismar, hvorledes Mennesket er Aanden, der er blevet bundet af Timeligheden; den ydre Verden har knægtet den indre, Aanden; "men kan man undres over denne Menneskets Vanskæbne? Snarere er der Grund til at undre sig over, at Timeligheden ikke helt har gjort det af med Evigheden, det ydre med det indre, Stoffet med Aanden. Det timeliges Magt ligger først og fremmest i dets Unægtelighed. Naar Jordens Afguder marscherer op paa Rad i deres Magt og Vælde: Rigdom og Guld, Yndest og Gunst, kødelig Lyst, synes det ubegribeligt, at det som er af Aand og altsaa ligger i det usynlige, indtil denne Dag dog har formaaet at hævde sig …

For at gøre Gud stor, har man villet kue Mennesket ned til et Intet, en Stok og en Sten, en Fordærvelsens Masse. Men Virkeligheden fører et andet Sprog. Heltemodigt og tilsyneladende stik mod sin egen Interesse har dette arme Menneske bespændt, som han var, under Timelighedens Tryk, selv Stof og delende Stoffets forsmædelige Skæbne, dog ført Aandens og dermed Guds Sag saa nidkært, at den i al Fald aldrig helt blev opgivet" . . . aldrig lod han Gud dø i sit Hjerte" (S.15 flg.). Ja, Gud kan sagtens, naar han har saadanne Hjælpere - eller ogsaa maa Fjenderne være meget standhaftige.

Men hele denne Tale om Aanden, der er lænket til Støvet, og som her kæmper for sin Frihed, er af græsk og ikke af kristen Oprindelse. Kristendommen véd intet om, at Mennesket er en Fange her i Verden, men mener, at det er sin egen Fange, at det med andre Ord slet ikke vilde være saa farligt med de mange jordiske Afguder, hvis ikke det var Selvet, der var vor egentlige Afgud.

Efter Geismar var det Jesu Frihed, at han var løst fra Stoffet, og derfor ser Menneskene i ham "alt det, som de selv burde have været, men aldrig ved egen Kraft skal naa at blive." Maaske kunde der dog være Grund til at betvivle, at Jesus har haft en saadan Frihed. Snarere har han dog mere end nogen anden været bundet til Jordens og Stoffets "forsmædelige Skæbne."

I god Sammenhæng hermed og af samme Oprindelse er ogsaa Tanken om de to Lag i Mennesket: det ydre, nærmest tilfældige som f. Eks. Synden og "det inderste Jeg", der ikke hører til det, der maa gaa med i Løbet (S.36). Ja, Geismar siger endog udtrykkelig, at et Menneske ikke blot er eet Menneske, men saa underligt det lyder, to (ib.) - men naturligvis er det inderste Jeg Menneskets egentlige Jeg, det andet kan man kaste fra sig. Den samme Tanke udtrykkes ogsaa ved Ordene Syndens Menneske og Gudsmennesket. Dette sidste, som ikke er Kristus, men os selv, er det, der skal oprejses til fuld og evig Herlighed. Man forstaar godt, at Gud, der jo kender dette vort "adelige Væsen" (jvfr. S. 73) kan retfærdiggøre den ugudelige - han véd jo bedre Besked end vi, og ud fra denne sin Bedreviden har han da ogsaa fra Korset erklæret Menneskene sin Tro (jvfr. S.68)!

Naar Mennesket saaledes har sit bedre Jeg i Behold, - følger det af sig selv, at Dommen er vort eget Værk (S.70), og vi har de uendelige Muligheder tilbage (S.34, jvfr. S.76), at vi kan forvente Gud vil kunne bringe noget ud af os. Man fristes til at sige: det manglede da ogsaa bare, saadan et Stof han har at arbejde med! - Jøderne troede, han kunde skabe af intet, og nu leverer vi ham det allerfineste, guddommelige Stof, man kan tænke sig!

Selvfølgelig er Mennesket Kilde til al Gudserkendelse (S. 53); men naturligvis ikke det dødelige, forgængelige, syndige Menneske, men det ideale Menneske. Selv om vi ogsaa kender Keruben med det evige Flammesværd, kan han dog ikke "hindre os i at opleve vor Hjemhørighed i det evige Livs Verden" (S. 60). Kun for en Fuldstændigheds Skyld skal vi endnu tilføje, at Geismar meget stærkt fremhæver Underet, men det underfulde er grundfæstet i vort eget Væsen (jvfr. S.62); det fremvælder af vor Menneskelighed (jvfr. S. 63).

Troens Grund er trods alle tilsyneladende Forbehold udelukkende Gudsbilledet i Mennesket (jvfr. S. 74), det guddommelige ligger i Forlængelse af det menneskelige (jvfr. S.48), og vi véd, at vi er Frelse værd (S. 69). Altsammen véd vi det fra Kristus. - Selvfølgelig, kan man næsten sige, Bogen foregiver jo at handle om Jesus, Guds Søn. - Men Kristus er for Geismar kun et Ord, en Form, hvori Mennesket kommer dét af sit eget, som det sætter størst Pris paa. Han er vort Ideal (S. 75), hos ham lærer vi, hvad det er at være Menneske; Billedet af ham bærer Menneskene i deres Hjerte, og kan derfor godt snakke med om, hvordan han maa være. Det, der gør Jesus til det, han er, er hans fulde og stærke Menneskelighed (S. 25), eller, som det et andet Sted (jvfr. S. 39) hedder: hans ydmyge Menneskelighed. Med en tiltalende Frimodighed benytter Geismar sig af de mest hedenske Udtryk: Kristus kaldes for Menneskeguden (S. 77); der tales om hans guddommelige Menneskeherlighed (S. 85). "Det var Jesu Menneskelighed, som blev godtgjort at være eet med Guds Væsen ved Opstandelsen af døde" (S. 64).

Naar man læser saadanne Udtalelser, mindes man uvilkaarlig Dostojevski; tydeligere end det er sagt af Geismar kan det ikke siges, at det Kristusbillede, Menneskene gemmer i deres Hjerter, er Billedet af Menneskeguden, den Gud, hvori vi Mennesker har samlet al vor Modstand mod den virkelige Gud.

Ikke alt for tungsindig, siger Geismar, bare tale menneskeligt om Gud, stole paa, at vi er af hans Slægt (S.49 ff.), Jesu Værk bestaar ikke i nogen Slags Tilintetgørelse (jvfr. S. 35); han havde Tro og Haab til Menneskene; ernærede sig aabenbart af Menneskenes Anger og Skam (S. ib.).

Men heller ikke alt for letsindig: det er Sjælen, det kommer an paa (jvfr. S. 44), den er det, som er saa meget værd, og ikke vort tilfældige, timelige Selv med dets ønsker.

Den Gud, Jesus skænkede os, skabte han af det Stof, som udgør Menneskelivets højeste Værdier (S. 56). Det Billede af Gud, som han selv har tegnet i Kød og Blod, kender vi, "det ligner baade Mennesket og Gud" (S. 57). Man forstaar saa godt, at Geismar kan komme til at sige, at i hans Hænder er det altid velsignet at falde (S. 81), og, at Mennesket herligt kan bestaa for Gud (S. 100). Fra Gud kommer aldrig andet end Naade (S. 81), skulde Mennesket ved Møde med Jesus blive altfor nedslaaet ved Forskellen, udsletter han i samme Sekund Skellet ved sit Ord om Syndernes Forladelse og Forløsning fra Synd (S. 55). Geismars "Trosbekendelse" retter sig da ogsaa mod Mennesket og ikke mod Gud: "Menneskelighed i sig selv er sejrrig over Synd og Død, thi Mennesket er skabt i Guds Billede og bestemt til at dele hans Lod og Lykke" (S.64).

Det skal Geismar selvfølgelig have Lov til at mene, men naar Kierkegaard drages ind med, og al denne ligeliniede og uforfalskede Menneskeforgudelse skal kaldes paradoksal, saa maa det maaske i denne Forbindelse være tilladt at henvise til Kierkegaards Tale om, at det er Forstandens Arbejde at opløse alle uegentlige Paradokser. Der behøves nemlig kun en lille Smule sund Fornuft for at indse, at alt dette ikke har det bitterste med et Paradoks at gøre. Eller skulde det være et Paradoks, at Gud kan meddele sig til det Menneske, som i Kraft af sin guddommelige Oprindelse hører hjemme hos Gud? Er det et Paradoks, at Gud blev Menneske, naar Meningen i Virkeligheden er den, at Mennesket blev Gud - blev til Menneskeguden? Er det et Paradoks, at Gud kan tilgive Synderen, erklære den uretfærdige for retfærdig (jvfr. S. 74), naar han gør det i Kraft af, at Mennesket slet ikke er uretfærdig, men inderst inde har et Jeg, der herligt kan bestaa for Gud (S. 100)?

Er det et Paradoks, at Mennesket kommer derhen, hvor det vil? Paulus Tale er paradoksal, men han siger ogsaa, at Gud blev fundet af dem, som ikke søgte ham.

Og endelig: er det et Paradoks, at Gud lader den døde, som slet ikke er død, men sejrrig over Synd og Død, opstaa til nyt Liv, forløser den, som selv har Forløsningsmulighederne i sig?

Der er trods Geismar Forskel paa Paradokset og Lyrik, paa Hedenskab og Kristendom, og det vil der ogsaa blive ved med at være.