Af Nina Bjørneboe, Tidehverv, årg. 82, 2008, nr. 1, januar, s.12-14. (Kristina Aamand og Asif Uddin: Mødom på mode. Beretninger om skik og brug blandt indvandrere).

Bogens titel ”Mødom på mode” er mere smart end dækkende for indholdet. Mødom er såvist ingen mode, men dybt rodfæstet i historien som et klenodie, der vogtes af den ærbare jomfrus forældre, indtil hun indgår ægteskab og ægtemanden på bryllupsnatten sprænger mødomshinden. Sådan var traditionen i den europæiske, kristne kultur indtil nyere tid, og sådan er den i visse fremmede kulturer endnu i vore dage.

Går vi videre til bogens undertitel: ”Beretninger om skik og brug blandt indvandrere” bliver den helt gal i forhold til begrebet mode. For den sags skyld også i forhold til sig selv. Indvandrere er jo et vidt begreb, men her er der udelukkende tale om muslimske indvandrere, og hvorfor så ikke skrive det? I hovedsagen handler bogen om indvandrere fra Pakistan, hvor mødom er et ældgammelt, ufravigeligt must for pigerne og håndhæves den dag i dag med en jernhård strenghed, som ikke har sin lige i Danmarkshistorien, selv i puritanske tider. 

Det var med nogen skepsis og irritation, jeg åbnede bogen, men lad mig slå fast, at læsningen var en glædelig overraskelse. Bogen er velskreven, veldisponeret og særdeles oplysende, og trods sit dystre emne er den beriget af en kærlig humor, som rykker personerne og deres tilværelse under traditionernes åg nær til én.

Forfatterægteparret Kristina Aamand og Asin Uddin er selv efterkommere af fremmedarbejdere fra Mellemøsten, med rødder i henholdsvis Palæstina og Pakistan. De har dermed langt lettere end nogen dansker ved at opnå muslimske indvandreres fortrolighed og har vel også kunnet bygge på deres egne familiers erindringer. Bogen er blevet til efter mange års forarbejde, og den har form af seks beretninger fortalt af enkeltpersoner med hver sin hjerteskærende historie. Der er ulmende oprør mod undertrykkelsen hos én, føjelig resignation hos en anden, knugende angst for bryllupsnatten hos en tredje – hun er som 14-15 årig blevet voldtaget af sin onkel og har aldrig turdet fortælle det til nogen, og det er vanskeligt og uhyre kostbart at få syet den ødelagte mødom på igen. Og så fremdeles. Historierne fortælles lige ud ad landevejen, uden sentimentalitet, og netop derfor går de én til hjerte.

Kvinden Zafari’s historie er den, der har gjort størst indtryk på mig. Hun gengiver lyslevende sine erindringer om en lykkelig barndom og ungdom i Rawalpindi og Islamabad i en talrig, velhavende familie, hvor de gamle traditioner er en selvfølge, som hun loyalt har efterlevet.

Nu bor hun i Danmark og er gift med sin jævnaldrende fætter Irafaz, hvis forældre flyttede hertil, inden han blev født. Zafaris og Irafaz’ ægteskab blev bestemt, allerede før de kom til verden, af deres nu for længst afdøde fælles mormor, og Zafari er vokset op med den stolte forventning om, at hun en dag skulle giftes med Irafaz og flytte til Danmark – det sidste betragtes som en chance på linie med at vinde i lotteriet, og Zafari blev misundt af sine veninder, hvoraf flere ville gifte sig med en abe for at komme til Danmark!

Som barn legede hun og Irafaz sammen, når mosteren med familie en gang om året kom til Pakistan, hvor de ejer et hus lidt uden for Islamabad. Der blev også taget fotos af de kommende ægtefæller sammen. Men da børnene blev halvvoksne, kom Irafaz ikke længere med, og derefter gik der fem år, inden de genså hinanden ved brylluppet.

Zafaris forældre havde sparet op til hendes bryllup, fra hun blev født. I betragtning af det udstyr og de festligheder, de skulle præstere, var det heller ikke for tidligt at komme i gang. Hendes udstyr bestod i alt, simpelt hen alt, hvad der kan rummes i en 3-værelsers lejlighed med køkken og bad, inkl. vaskemaskine, køleskab, tv og video, plus alt til skuffer og skabe. Desuden guldsmykker og masser af tøj 30 sæt til hverdag og fest, i prægtige stoffer og håndsyet hos byens bedste skrædder. Brudens forældre giver også gaver til brudgommens familie: Guldure eller mobiltelefoner med kamera, samt tøj til hele hans familie. Festerne begyndte flere uger før brylluppet med kvindekomsammener næsten hver aften. Selve brylluppet varede i fire dage; med vielse, familiefest og en kæmpefest i et af byens fineste hoteller. Og der var limousiner og hornorkester, da brudeparret forlod festen. Og i kulissen ventede Zafaris lillesøster, der skulle giftes et år eller to senere med udfoldelse af et lige så bekoseligt udstyr og tam-tam.

Indgifte i familien har mange fordele, mener Zafari. Der opstår ikke så let gnidninger med svigerfamilien, når den er ens egen familie. Også alt andet bliver i familien: Ejendom og formue, guld og andet løsøre. Hendes fine brudeudstyr kom ikke med til Danmark, for dér skulle de bo i et værelse hos svigerforældrene, som skik er. Møblerne og det øvrige boligudstyr blev anbragt i svigerfamiliens hus i Islamabad, og så kan de jo glæde sig over det, når de kommer hjem på ferie.

De danske myndigheder bryder sig ikke om fætter-kusine ægteskaber i familiesammenføringssager. Men hvad de ikke véd, har de ikke ondt af. Zafari havde fået nøje instrukser pr. telefon af sin moster i København om, hvad hun skulle sige på den danske ambassade i Islamabad, når hun inden brylluppet kom med sin ansøgning. Så hun nævnte ikke familieskabet, men fortalte, at hun og Irafaz elskede hinanden, og at de havde set hinanden jævnligt i de sidste to år. Ambassadefunktionæren, en ældre pakistansk mand, smilede medvidende: ”Ja, de forstår ikke vores traditioner,” og satte et kryds i hendes ansøgning, som dermed var godkendt.

Nu bor Zafari og Irafaz i et 15 m2 værelse på førstesalen i hans forældres hus i København. Dobbeltsengen fylder det meste, men i hjørnet står Irafaz’ computerbord, og dér sidder han for det meste, når han er hjemme. Han læser til læge, og om dagen går han til forelæsninger og øvelser og er sammen med sine venner. Zafari hjælper sin svigermor med husarbejdet, går på indkøb sammen med hende og hendes døtre. Hun kommer aldrig uden for den pakistanske cirkel, får aldrig andre indtryk end fra pakistansk tv, pakistansk musik, pakistanske leveregler osv., og hun hører aldrig andet sprog end urdu. Hun finder standarden i Danmark skuffende, og forandringen fra en stolt pakistansk kvinde til indvandrerkvinde føles som et fald i hendes status. Men at være flyttet til Danmark er ikke noget problem, selv om hun synes, her er farveløst og kedeligt, og at klimaet er ubehageligt. Når hun trækker sine røde kærlighedsgardiner for, ser hun det ikke, og oplever ikke nogen særlig forskel fra livet i Pakistan.

Men ægteskabet er et problem. Irafaz er en udpræget rygvendt ægtefælle. På bryllupsnatten hjemme i Pakistan fik de dog fuldbyrdet ægteskabet det tog lige fem minutter mellem to fodboldkampe i tv. Der kom en plet på brudelagnet, som der skulle, og som alle kunne bese næste dag, da det blev hængt til tørre.

Efterhånden har de været gift i tre år, de er stadig barnløse, og ægteskabet går dårligt. De sover hver for sig, og de taler næsten ikke sammen. Hun vil have børn og nægter at bruge prævention, og hun frygter Allahs straf, hvis de ingen får. Han vil ikke have børn, i hvert fald ikke med hende. Han har samme mening som de danske myndigheder om fætter og kusine ægteskaber. Han henviser til, at der ofte fødes børn med fysiske eller psykiske ”konstruktionsfejl” i ægteskaber mellem nærbeslægtede. Hvis det stod til ham, var de aldrig blevet gift. Jamen, hvorfor stod det ikke til ham, en voksen mand på 25 år? Fordi, forstår man, han har ladet sig styre ind i ægteskabet af forældrene som en slags gengæld for, at han fik lov at læse til læge. Det skal vel udlægges sådan, at han har gratis kost og logi hos forældrene. Havde han valgt at tage hænderne op af lommerne og få sig et job sideløbende med studierne ja, så havde han været en fri mand. Men der har formentlig også hvilet et konventionelt forventningspres på ham, som har fået ham til at makke ret. Han er ikke sød over for Zafari, men håner hende og kritiserer hende sønder og sammen. Hun har stedse været loyal, men til sidst vidste hun ingen anden udvej end at betro sig til sin svigermor. Det resulterede i et kæmpeskænderi mellem mor og søn, hvor Irafaz forsvarede sig med at henvise til risikoen ved indavl. I den nærmeste familie er der faktisk en del børn med medfødte fysiske og psykiske handicap: halvtomme hjerner, klumpfødder, mongolisme, svage ryg- og benknogler. Men moderen affærdigede hans ”danske propaganda” som vrøvl: ”Vi har altid giftet os ind i familien!”

Hvad skal Zafari dog gøre? Hun véd hverken ud eller ind. Den der rejser ud, som hendes navn siger, kan umuligt rejse tilbage. Hun klamrer sig til troen på, at mormoderens velsignelse ved hendes fødsel vil beskytte hende.

I slutningen af bogen har forfatterne tilføjet en krølle til hver historie. Om Zafari og Irafaz får vi at vide, at der senere blev foretaget en mægling mellem ægtefællerne. Irafaz krævede dels af Zafari, at hun skulle få en uddannelse og senere tage et arbejde, dels af sine forældre, at de skulle bøje sig for de unges ønske om at bo for sig selv et ønske, der i sig selv er et oprør mod den pakistanske familiekodex. Der blev købt en ejerlejlighed til dem dvs. det må være hans forældre, der har betalt indskuddet. I mellemtiden har de fået en lille dreng, som er fuldstændig sund og rask, og når barselen er forbi, skal Zafari begynde på danskundervisning.

Efter at have læst den historie sidder jeg tilbage med det brændende spørgsmål: Hvad vil de dog her? Spørgsmålet er naturligvis ikke møntet på Zafari og Irafaz, men på de familieoverhoveder, som gør deres unge mennesker til ofre i en, som jeg ser det, meningsløs higen efter at leve i Danmark.

Jeg er ikke alene om at undre mig. Forleden så jeg en engelsk kommentator nævne de pakistanske indvandrere i England, som ”af mystiske grunde hellere vil bo her end hjemme hos sig selv”.

Mystiske grunde, just præcis. Spørgsmålet går på, hvorfor så mange velstående pakistanere spreder sig ud over Europa i stedet for at blive hjemme i Pakistan, hvor de har en udmærket levestandard, og hvor de nyder en ganske anderledes anseelse i overensstemmelse med deres sociale status og hævdelse af deres kulturelle traditioner, end de kan opnå som indvandrere i vores del af verden.

Ifølge Zafari hører hendes familie til middelstanden. Efter beskrivelsen må det svare til Danmarks ”højere middelstand”, dvs. betroede embedsmænd og selvstændige forretningsfolk med en relativt høj indkomst, fast ejendom og arvet formue. Forældrene kunne med lethed have fundet en passende ægtemand til den forvænte Zafari inden for deres privilegerede pakistanske middelklasse. Det ville have givet hende en langt mere ukompliceret, afvekslende og glad tilværelse, end den hun fik ved at blive ekspederet op til det fjerne Danmark, væk fra forældrene og den store familiekreds, veninderne og den atmosfære, hun var fortrolig med.

I videre perspektiv: Hvorfor foregøgler man forkælede unge pakistanske piger, at Danmark er et strålende paradis, som de ligefrem er parate til at gifte sig med en abe for at komme op til? Danmark er jo farveløst og kedeligt, vores påklædning er fantasiløs, vores vejr er gråt i gråt, halvkoldt og blæsende en stor del af året, og vores leveomkostninger og skatter er skyhøje, hvorimod starthjælpen og SU hverken er til at leve eller dø af. Hvortil kommer danskernes afskyelige promiskuøse livsstil, som udgør en alvorlig smittefare for unge muslimer, så tøndebåndene må strammes langt fastere end i hjemlandet for at bevare den pakistanske sammenhængskraft i udlændigheden. De tusinder af pakistanere, som har boet i Danmark i årevis, har erfaret alt dette. De véd, at Danmark ikke tåler sammenligning med det eksotiske, farvestrålende, skarpt krydrede og guldglimtende Pakistan, hvor klimaet er dejlig varmt, og hvor Koranens ord er lov. Deres hjemlængsel driver dem hvert år tilbage til det kære fædreland på ferie i hobetal – hvorfor benytter de ikke anledningen til at kolportere deres viden om det virkelige Danmark til de hjemmeboende landsmænd?

Jeg savner en opklaring af mystiken, men det må ikke opfattes som en kritik af bogen, som er koncentreret om ofrene for det autoritære muslimske familiemønster. Forfatterne udtrykker i forordet håb om, at bogen vil vække debat, først og fremmest i de muslimske miljøer, for det er dér, og især blandt kvinderne, opgøret med de undertrykkende traditioner skal foregå.

De har ret i, at det er kvinderne, der er ”kulturens tovholdere”. Men bag kvinderne står mændene, fædrene og, ja hele det maskuline netværk. I Zafaris historie er det mormoderen og hendes to døtre, der styrer begivenhederne. Hendes og Irafaz´ fædre nævnes akkurat, men er ellers usynlige i historien. Heller ikke i de andre historier har overhovederne for de familiære magtsystemer fået stemmer – de er sikkert nærmest umulige at komme på talefod med for et par nysgerrige, progressive forfattere, der er ude på at befri kvinderne. Men vi har jo set, hvad der sker, når husets unge datter ikke vil makke ret. Så strammer det maskuline netværk til og udløser sin frygtindgydende dæmoni. I ekstreme tilfælde er det endt med mord, som vi véd.

Man må håbe, at de to forfattere vil være i stand til at gennembryde den maskuline lydmur og har mod på at skrive endnu en bog, så vi i det mindste kan få at vide af hestens egen mund, hvad der egentlig er formålet med det livlige pakistanske flytteri til Danmark og resten af Europa.

Kristina Aamand og Asif Uddin.
Mødom på mode. Beretninger om skik og brug blandt indvandrere.
184 sider.
199 kr.
Gyldendal.