Af Knud Lundbek Hansen, Tidehverv, årg. 82, 2008, nr. 5-6, maj-juni, s.104-107. (Carsten Breengaard: Paradis-sekten).

Overskriftens ord har jeg fra Carsten Breengaards bog, idet han skriver, at det resultat, han når frem til efter sin læsning af de 2 første århundredes kristne skrifter, er kontroversielt. Det vil jeg give ham ret i. Men jeg vil forstå det således, at hvad han efter sin undersøgelse er kommet frem til, virker som et råb fra de to første århundredes kristendom hen mod vor tid, eller det kan siges således, at han lader disse århundredes forståelse af kristendommen råbe et ikke fordømmende ord, for han vil ikke advokere for, som han selv siger, at kristendommen ophørte med at eksistere omkring år 200, men så dog et memento til den senere vesterlandske udformning af den teologiske tænkning og dermed forståelsen af det at være kristen. At høre et sådant råb kan i sig selv være gavnligt, for det tvinger jo en til igen at gå til kilderne for igen at læse, hvad der står skrevet.

I alle tilfælde fik det mig til at tænke på Søren Kierkegaard, specielt i hans senere værker, specielt i ”Øjeblikket”, hvor han kan tale om, at Det nye Testamentes kristendom ikke er til mere.

Kierkegaard taler også om Det nye Testamentes kristendom, der ikke er til, men udfra det synspunkt, at man har aldeles glemt alvoren i kristendommen, for alle er sådan kristne. Derfor er der slet ingen forbindelse mellem den kristendom, der forkyndes i kirkerne, og Det nye Testamentes kristendom, således som dette kommer til udtryk i Jesu ord, som de er gengivet i evangelierne og således som kristendommen senere kom til orde i og ved apostlenes liv og ord.

Som sagt, en sådan opkvikker kunne man se i forbindelse med Breengaards bog, men han skriver nu ikke udfra en forargelse på nutidens ualvorlige prædikener, dette ligger ikke inden for hans opfattelse af sig selv som historiker. Nej, derimod er det ud fra en nøgtern historisk undersøgelse af navnlig de to første århundreder, hvor kristendommen slog rod, og kilderne er naturligvis først og fremmes Det nye Testamente. Det er ikke sigtet med dette at finde frem til den historiske Jesus, men derimod at fremstille, hvorledes de første kristne forstod sig selv i lyset, af hvad de havde set og hørt, læse deres gengivelser af dette og derved få fast grund under fødderne, når man ud fra disse første kristne skal kunne gengive, hvad det for dem betød, dette at blive og være en kristen. Dette betyder da at læse sig ind i NT, evangelierne og måske først og fremmest Paulus’ breve, desuden de apostolske fædre, og som et spring og en kontrast til dette at læse Augustin, hvor det afgørende skel fremstår i forståelsen af, hvad det er at være en kristen.

Vi finder, hvad jeg mener er Breengaards vigtigste anliggende, en påpegning af en distinktion, som er afgørende, nemlig distinktionen mellem at blive kristen og at være kristen. Ja så afgørende er den distinktion, at er man først en gang blevet kristen, da gives der ingen vej tilbage. Går man vejen tilbage, altså tilbage til hvad der kan kaldes syndefaldstilstanden, så kan man ikke igen blive kristen, man kan ikke en gang mere gå over det, man kunne kalde en bro fra det gamle liv til det nye liv.

Således kan da tiden deles op set under den frelseshistoriske synsvinkel som er forfatterens og de første kristne, at mennesket befandt sig i syndefaldstilstanden, men ved Jesu forsoningsdød kom det ved troen over i en skabelsestilstand, en paradistilstand, hvorfra bogens titel stammer, nemlig Paradis-sekten. Sekt står her for det afgrænsende i forhold til alle andre.

Når man skelner så skarpt mellem det gamle og det nye liv, således at der også udadtil kan skelnes mellem dette at være kristen og ikke at være kristen, eller mellem skabelsestilstanden og syndefaldstilstanden, må det betyde, at man har en bestemt lov og levemåde, der kan angive adskillelsen og forskellen. Det har man da også. I syndefaldstilstanden, og det gjaldt alle mennesker indtil Jesu komme og hans stedfortrædende død, har man Moseloven, som ikke kunne retfærdiggøre menneskene, men alene skulle tjene til, at det forhold til Gud, der stadig bestod, ikke blev værre, og at menneskene ikke ødelagde hinandens liv samtidig med, at mennesket, ved at opdage sin fortabthed, blev henvist til Kristus. I skabelsestilstanden derimod hersker skabelsesloven, som er de kristnes lov, lov for dem, der om end de kunne fristes, dog kunne lade være med at synde. Denne sidste lov finder sit bedste udtryk i bjergprædikenen, hvorfor hvad der senere i de forskellige skrifter siges om loven, blandt andet i Paulus’ breve gennem lastekataloger og formaninger, alene er en udlægning af, hvad der allerede ligger i bjergprædikenen, som den er gengivet i Matthæusevangeliet.

Når Breengaard skelner så skarpt mellem dette før og efter i forhold til at være kristen, da bliver hovedresultatet et opgør, i alle tilfælde set fra de første århundreder, med den lutherske retfærdiggørelsestanke og også den lutherske sætning, Simul Justus et Peccator. Det er nu ikke blot Luthers skyld alene, for denne fejllæsning af Paulus sker helt tilbage hos Augustin. Såvel han som Luther læste Paulus forkert.

Breengaard kan da tale om, at den første og ældste kristne tanke gennemgår en transformation, hvilket sidste udtryk Breengaard bruger som et mere neutralt ord for bedrageri.

Jeg vil ikke her gennemgå de forskellige analyser fra de forskellige skrifter, men nøjes med at antyde opfattelsen af Paulus’ ”teologi”, således som Breengaard skildrer den. Paulus er så at sige den hermeneutiske nøgle til læsningen af de andre skrifter efter min mening.

I forbindelse med læsningen af Paulus’ breve stiller Breengaard tre problemkredse op, 1. hans frelseshistoriske anskuelse, 2. Hans syn på Moseloven og 3. Hans antropologi.

Til grund for Paulus’ syn ligger hans egen kaldelse, som er bundet helt og aldeles til troen på Kristi opstandelse fra de døde, således som han blandt andet mest udtalt skriver om det til menigheden i Korinth. Kristi opstandelse fra de døde ser Paulus som historisk begivenhed; han fremfører vidner til den. Når opstandelsen er uomgængelig, da skyldes det, at kun således kan Paulus helt og aldeles knytte til skabelses- og syndefaldsberetningen. Sagen var jo denne, at Kristus bliver forkyndt som den, der ved sin forsonergerning nyskaber livet, gør det så at sige til et Paradisliv igen. Hvad var da mennesket skæbne inden Kristi komme og gerning. Ja det var, at mennesket levede under syndefaldets konsekvens eller straf, om man vil, således som det var sagt til Adam og Eva ved deres uddrivelse af Paradisets have, at de skulle dø, at de skulle slide sig ihjel så at sige, og at kvinden skulle føde børn med smerte samtidig med, at også kvindens begær og mandens herskertrang bliver nævnt. Derfor ser han da Kristi død og opstandelse som forsoning og genoprettelse af tilstanden før syndefaldet, og dette er netop Kristi tjeneste for menneskene. Dette er det frelseshistoriske perspektiv, således at forsoningen ikke som for jøderne lå engang langt ud i fremtiden, men fandt sted her og nu. Eller rettere i Breengaards ordbrug har fundet sted en gang for alle. For den, der modtager dette budskab i tro. Derfor hans skarpe skrivelse om de dødes opstandelse. ”Hvis Kristus kun er død, da er i stadig i Jeres synder”, og ifølge Breengaard er dette tænkt ganske bogstaveligt, at så er I stadig i syndefaldets verden. Men i troen på Kristi opstandelse, da har I syndsforladelse. Og dette igen ganske bestemt og konkret, at så er i genskabte til nyt liv, Paradisliv. Tanken føres altså helt tæt på denne typologi, som han kalder det, at Kristus er så at sige den anden Adam, men denne anden Adam viser sig som den syndfri, da han står op af døde.

Det er da tydeligt, at B her må se dette som en anfægtelse, når man netop holder fast i denne ene omvendelse så at sige, at når denne skulle betyde at være fri for syndens straf, ja da bliver det en anstødssten, at netop nogle kristne dør eller blot ligger for døden. Derfor denne kraftige forkyndelsen af, at Kristus er den første af de hensovede.

Hvilke lovbud, der da skal følges, ja dette giver sig med Paulus’ lastekataloger og formaninger, som har sit tilhold i bjergprædikenen.

Det afgørende synspunkt i forbindelse med Paulus findes i spørgsmålet om, hvorledes man skal forstå kap. 7 i Romerbrevet.

Breengaard skriver s. 43 ”Der foreligger imidlertid – især i kap. 7 – en række formuleringer, som i kristendommens lange historie er blevet forstået på en måde, der ligger langt uden for den paulinske forestillingsverden, ja, hvor fejltolkninger oven i købet er blevet norm for forståelsen af Paulus kristendomsopfattelse”. Dette har, som vi vil se, en tydelig adresse til navnlig den lutherske forståelse.

For hvad så med kap.7,7-24, dette lange stykke, hvor Paulus bruger ordet ”Jeg”. Ja, vigtigt er dette, fordi B ser en fejllæsning af dette stykke, en fejllæsning, som har haft betydning for forståelsen af Paulus og dermed også for forståelsen af også den lutherske retfærdiggørelses teologi. f. eks 7,18-19.

Man har her gjort den fejl, at man har læst dette som en udtalelse af Paulus på det øjeblikkelige affattelsestidspunkt af brevet, altså om hans situation nu og dermed også alle menneskers universelle og almengyldige situation nu, også de, der som ham er kristne. Men dette er forkert, siger altså Breengaard, for hvad han skriver, altså Paulus i kap.7, det er alles med ham selv som eksempel, det er alles situation som syndefaldsmennesker i forhold til syndefaldsloven, Moseloven. Dette ”Jeg” forstår da B som en retorisk figur, der skal give farve og liv til selve skildringen.

Altså: Rom kap.7 synliggør livet før Kristus, det vil sige under den første Adam i syndefaldssituationen; Rom. kap.8 synliggør livet efter Kristus, åndens liv. I retfærdiggørelsen er den kristne gået over fra syndens og dødens rige til retfærdighedens og livets rige. Og derfor skal man ikke blive i synden, men leve et helt nyt liv. Rom 6,4.

Syndere kan ikke være kristne, men kristne kan godt synde, de kan blive fristet ligesom Adam, derfor formaningerne. Men falder de i fristelse, ja da er det slut.

Hvad der altså er Breengaard om at gøre her er at understrege, at dette i kap.7 ikke er en almindelig forståelse af mennesket, en almen forståelse af mennesket, men det er mennesket set under den frelseshistoriske synsvinkel, således at der er tale om mennesket før og efter frelsen, under moseloven og efter at moseloven har afsløret sig som lov, for dem, der skal dø.

Ganske konsekvent er det, at Breengaard tolker enhver fortælling og ethvert ord ud fra denne frelseshistoriske indledning eller fra sine egne teser. Det vil sige, tales der om mennesket som skabelsens menneske eller syndefaldets menneske alt efter deres forbliven i det nye liv, eller deres tilbagefald til det gamle liv.

Men i alle tilfælde får Breengaard igen fastslået, at Paulus, og dermed på linie med hans forståelse af Matt. eller bjergprædikenen, at den væsentlige pointe i Paulus’ kristendomsopfattelse ville bryde sammen, hvis man åbnede for muligheden af, at kristne kunne synde og derefter vedblive at være kristne. For Paulus er man enten synder eller kristen.

Derfor må Breengaard afvise den tolkning, at bjergprædikenens bud skulle være uopfyldelige, nej hans horisont er virkelig, at de kan opfyldes af de kristne.

På baggrund af dette og på baggrund af denne tese, at var man engang blevet kristen og var faldet tilbage til moseloven, syndens og dødens lov, da gaves der ingen vej tilbage til at blive kristen, kunne man stille det spørgsmål, hvorledes apostlen Peters situation da var, efter hans optræden i Antiokia, således som Paulus skriver det i Gal. Brevet. kap.2. ”Men da Kefas kom til Antiokia, trådte jeg op mod ham ansigt til ansigt, for han havde dømt sig selv” og senere ”Sammen med ham hyklede også de andre jøder”. Jeg mener, at Paulus taler skarpt om Peters frafald fra evangeliet, og er han så sparket ud af paradissekten? Peter, der er vendt tilbage til moseloven ved sine spisevaner, og dermed tilsyneladende demonstrerer, at Kristus er død til ingen nytte.

Men det meget afgjorte skel dominerer Breengaards bog, f. eks s.119., hvor der i en bestemmelse af det frelseshistoriske perspektiv bliver fremhævet modsætningerne Adam – Kristus, med Kristus som den anden Adam, død – liv, ulydighed – lydighed.

Endvidere ”Paulus er faktisk særdeles optaget af både positivt og negativt at præcisere indholdet af det kristne liv i øvrigt. Som vi har set, er dette element i Paulus’ kristendomsopfattelse blevet kraftigt underbetonet i Luthersk teologi i det 20 århundrede”. Breengaard mener da at kunne sige, at den læsning, som kommer frem luthersk af Paulus, betyder, at man, fordi man overser, at det er moselovsgerninger, som Paulus polemiserer imod, at man da har opfattet det således, at det er gerninger i det hele taget, der bliver polemiseret imod som det modsatte af retfærdighed ved troen alene.

”Genoprettelse/forsoning forudsætter, at begge er aktive.” Denne sætning viser, mener jeg, at Breengaard glemmer, at forsoning samtidig er indgivelse af Guds Ånd, og det er i Ånden, at Mennesket råber Abba Fader. Man kan sige, at tanken om, at Gud giver mennesket at tro, fordi han skænker det Helligånden, at den er borte. Det kan da ikke selv ikke efter Paulus være en viljesbeslutning at sige ja til forsoningen. Fordi der hos Breengaard bliver dette med viljen, der skal tilslutte sig forsoningen, udenom Helligåndens virke så at sige, et virke som altså Paulus også omtaler, ja da bliver der mening i, bestandig at holde menigheden sammen med lovbud, nye lovbud, hvor bjergprædikenen kommer til at virke som den ny skabelseslov, som de kristne skal opfylde og også kan, hvis de vil, og derfor må han da konsekvent nok afvise enhver tale om, at bjergprædikenen er en tugtemester til Kristus, for det ville jo betyde, at den kristne kunne synde og stadig være kristen. Moseloven derimod ses om den lov, der viser hen til forsoneren, fordi moseloven er syndefaldets lov, hvorefter når den har vist hen til Kristus, dens embede er forbi. Og hvad der kommer af lov derefter, ja det er skabelsens lov for den, der er kristen. Medens den anden er loven for den, der vil blive kristen. Loven er altså tugtemester for dem, der endnu ikke er blevet kristne. s.164.

I kapitlet, Paradiset atter tabt, tager B fat på Augustin, om hvem det siges, at han er den, der så at sige bringer eller begynder den nytolkning af Paulus, der bringer ham i forbindelse med virkeligheden, som jo altså er, at den kristne synder, hvad der naturligvis kan ses af, at også den kristne må bære og finde sig i syndefaldets straf, død, sygdom, arbejde, fødselssmerte.

Det er da Augustin, der først formulerer og hævder, at det Jeg, Paulus taler om i kap.7 Romerbrevet, at det er Paulus’ erfaring som kristen, der tilsiger ham at bruge dette Jeg. Men i alle tilfælde sker dette, at den kristne eksistensforståelse ændres, siger altså fra syndfrihed til syndsbevidsthed.

Med Augustin kommer Breengaard ind på det skifte, der er sket i kirken, fra den paulinske forkyndelses konsekvente holdning, til den afbrydelse, der sker med indførelsen af boden.

Man havde da opdaget også de døbtes svaghed, og hvad der sker, er da først og fremmest, at man nu tolker Paulus’ ord i Rom. kap.7 som en beskrivelse, ikke af Paulus’ tilstand og liv før han blev en kristen, men nu som en beskrivelse af det liv, også den kristne har efter at være blevet døbt.

Det er ikke blot opdagelsen af, at de døbte var svage mennesker, men også den erfaring, at de døbte stadig blev udsat for syndefaldets straf. Det er ved død, sygdomme, hårdt arbejde og kvindens fødselssmerte, således som det jo netop udlægges som den straf, Adam og Eva skal komme ud for, det er denne erfaring, der giver mennesket også at ville se Paulus, som den, der i sig selv var en synder, alene i Kristus retfærdig.

Der kan da gås over til Luther. At Luther helt grundlæggende går galt af Paulus, behøver man ikke at bruge mange ord på; det er en banalitet. s.183 og på side 187 kommer da den endelige afsløring af Luther, når han ses ud fra Paulus’ frelseshistoriske aspekt, som altså var, at Kristi handling var en engangshandling, som ikke gentages, men som man kunne få del i ved troen, hvorefter man gik over fra syndens tilstand til syndfrihedstilstanden, man gik fra at blive kristen til at være kristen, som denne engangshandling, der netop ikke kunne gentages.

Man kunne dog indvende, at hvor Gud da har givet sin Helligånd i mennesket, kan mennesket da sætte dette ud af kraft, uden i netop vantroen, men ikke sætte det ud af kraft ved sine gerninger, om end de ikke ser kristelige ud, med andre ord, kan mennesket sætte Guds handling ud af kraft ved sine gerninger. Således læser jeg f. eks Rom. br.8,37-39.

Det viser sig jo også i Paulus’ ”levnedsbeskrivelse”, at paradislivet var ikke et ”oplevet liv”, et liv med erfaring, heller ikke for Paulus, som alene kunne skildre dette Paradisliv i håbet, forventningen og tilliden. Han lever i et endnu ikke, og så længe han gør det, ja da lever han så at sige i to verdener, den ene, som han kender i håbet og troen alene til Kristus, den anden verden er den, hvor han må se alle syndefaldsstraffe falde over sig, død, lidelse møje og besvær.

Jeg vil da mene, at også den oprindelige kristendom, således som vi finder den hos Paulus, bestemt også forholdt sig til et bredt spektrum af menneskelivets eksistentielle problemer, og at det ikke var forbeholdt en senere kirkelig kristendom, således som Breengaard sluttet sin bog med at konstatere. Ja, måske kunne man endog sige, at erfaringen af menneskelivets lidelser som syndefaldsstraf og ikke alene i dag som en form for uheldige omstændigheder, at dette måtte bestemt være den tugtemester til Kristus, som vi finder i Paulus’ kraftige og vedholdende pegen hen på håbet, der alene står til Kristus. Kan man da ikke sige, at syndsbevidstheden er udtryk for lige så stærk en tro, som bevidsthed om syndfrihed kunne være det.

Carsten Breengaard.
Paradis-sekten.
Museum Tusculanums Forlag
Københavns universitet 2007.