Boganmeldelser i Tidehverv - Ordnet alfabetisk efter Forfatterne

To kloge koner

Af Majken Frost. Tidehverv, 1985, s.31-32. (Germaine Greer: Køn og skæbne; Anna Wahlgren: De kære Børn).

"Familien er stadig væk den fattige mands sidste tilflugtssted: Den kan give ham magt og autoritet, når ingen anden vil. Den kan række ham sejrens palmer, når han fra andre sider end ikke møder almindelig agtelse. Kun Familien kan gøre alderdommen rimelig: Kun Familien kan give alle menneskelivets stadier form og sammenhæng. Til gengæld for disse fordele kræver Familien en vis pris, en pris som nogle betaler med glæde, og andre ærgrer sig over hver time på dagen. I Familien er både det herligste had og den mest trofaste kærlighed blevet udklækket".

Ordene er fra kvindesagsforkæmperen Germaine Greers sidste bog, "Køn og skæbne", og er mildt sagt tankevækkende i netop hendes mund. Kvindesagen, som jo har set som sin fornemmeste opgave at undsige det familieliv, der underkuede den enkelte kvindes frihed og gjorde hende til led i en sammenhæng, hvor personlige ønsker og intentioner sjældent kom til deres ret, må nu høre sit nok mest berømte medlem hylde netop Familien.

Og det er en tankevækkende bog, som G.G. har udsendt. Ganske vist forsøger hun at redde stumperne af tidligere positioner ved at hævde at Familien med stort F, fordi det er i betydningen slægten, storfamilien, hun taler om den, langt mere end alle andre forhold kommer kvindernes natur og behov imøde - hvad hun ganske givet har ret i - men det er ved læsningen af bogen klart, at hun har anet og forstået langt dybere sammenhænge end det blot og bart kvindetilfredsstillende.

I et vældigt opgør med hele den vestlige kultur fremhæver hun at de traditioner, som et langt stykke endnu findes i de sydeuropæiske lande og stort set er urørte i asiatiske og afrikanske lande, rummer elementer og mening, som Vesten i sin primitive tal- og pengedyrkelse er ude afstand til at fatte; hvorfor Vesten da også i de fjernere lande gør alt for at udrydde disse traditioner gennem storstilede familieplanlægnings- og steriliseringsprogrammer.

G.G. er ikke storfamilieromantiker af den slags, vi herhjemme så eksempler på i 70-erne, hvor sindrige bo-konstruktioner med folk af samme mening om de samme ting opstod som alternativ til den virkelige families påståede snæverhed og fordummelse, - men hun er klar over at der er sammenhæng i tingene, og at man ikke ustraffet skærer sine rødder over. Hun sammenligner Vestens sunde og velklædte teenager, som er hjælpeløs i et samvær med personer på den forkerte side af halvtreds, uvant som teenageren er med at omgås andre end jævnaldrende, med den af arbejdet udmagrede inderdrengs selvfølgelige ærbødighed og fortrolighed overfor de gamle, som han kender fra barnsben og som han ved der engang skal være plads til i hans hus. Og sammenligningen falder ikke ud til den vestlige verdens fordel.

Pengebegær og det deraf følgende institutionsvanvid bevirkede at den selvfølgelige opdragelse, som de forskellige generationer i en Familie giver hinanden, her blev en saga blott, - og som erstatning fik den hvide mand og hans efterkommere den personlige uafhængigheds ensomhed og lighedens rethaveriskhed, begge dele tilpas krydret med sex og forbrugsgoder og retfærdiggjort af ideologiens konstruerede menneskesyn. "Tanken er jo enkel og uigendrivelig: Hvis alle mennesker skal være brødre, kan den enkelte jo ikke være bror til én bestemt. Det gælder såvel for Vesteuropa og Amerika, som det gælder for de dele af Sovjetunionen, hvor familien er opløst... Men alle utopister lige siden Thomas Moore, der har villet gøre os til en stor lykkelig familie, har været for godtroende til at kunne tænke den ubehagelige tanke, at mennesker ikke kan udholde ret megen harmoni. Vi kan ikke alle sammen skvulpe rundt i en suppe af gensidig ønskeopfyldelse, men vi kan godt overtales til at koncentrere os om vor egen tilfredsstillelse, mens andre afgør, hvad der er bedst for os alle".

Jo, tiden har gjort den før så sikre dame eftertænksom - og med et mod og en selverkendelse, som fortjener lydhørhed, råber hun vagt i gevær og forsøger at advare mod det stormløb, som nu rettes mod de såkaldt primitive. Hvor hun før hånlo af de italienske bondekoner, som truede hendes frigjorte optræden og udfordrende attituder, fornemmer den nu modne G.G. at der ligger andet end blot antikveret bondemoral bag de knyttede hænder. For den frigjorte er begyndt at opdage, hvad frigjortheden kostede og bragte.

Som sagt, en tankevækkende bog, som røber opbrud i tiden. I Sverige har forfatterinden Anna Wahlgren vakt furore ved at undsige den sociale velfærdsstat, og som mor til ni børn taler hun med en vægt, som er vanskelig at overhøre. Til den emsige adfærdsvidenskab og de veldædige socialpolitikere lyder det snusfornuftigt: "Jamen I har jo ingenting på".

Tiltrængte og befriende ord fra to kloge koner.