Af Morten Rydal, Tidehverv, årg. 84, 2010, nr. 7, september, s.136-141.

”Hvad laver de i banken efter 4?”, hedder det i den gamle sang. Efter at have snuset lidt til den nye islam-forskning kunne jeg have lyst til at spørge på samme måde: Hvad laver de på Carsten Niebuhr Instituttet, på Center for Islamisk Tænkning, og på institut for religions videnskab – både før og efter 4? Hvad i alverden laver de danske islam-forskere? Hvordan stiller de sig til deres kollegers forbløffende og revolutionerende resultater fra Tyskland? Jeg har ikke hørt det. Når man på hjemmesiderne ser, hvad der forskes i på de danske institutter og centre, er der mange spændende emner, men der er tilsyneladende ingen, der beskæftiger sig med gammeldags historisk-kritisk læsning af Koranen eller med arkæologiske undersøgelser af fund fra 600-tallet. Biblen har været i videnskabens vridemaskine gennem mere end 200 år. Den ene forskningsskole har afløst den anden gennem årene. I Danmark har vi de seneste årtier brystet os af ”Københavner-skolen” og ”den ny Paulus”. Vi er stolte af vores bibelforskning, men hvad med Koranen? Var det ikke også på tide, vi gik lidt historisk-kritisk til den? Mener de danske forskere, at Koranen virkelig er profeten Muhammeds uforfalskede åbenbaring fra engang i det 7. århundrede? Hvorfor har vi ikke en ”Carsten Niebuhr-skole”, en ”Aarhus-skole” i koranforskningen? Hvorfor hører man aldrig f.eks. en Jørgen Bæk Simonsen omtale den banebrydende forskning i Koranen og islams historie, som allerede i mange år er sket i f.eks. Tyskland? Hvorfor har de ikke på Islamisk-Kristent Studiecenter taget imod denne forskning med kyshånd? Det er da sært!

”Good Bye Muhammed”
Hvis de danske forskere ikke vil fortælle om det, så må man jo selv forsøge at orientere sig. En god og overskuelig indføring kan man finde i den lille bog, ”Good Bye Muhammed”, som udkom i Tyskland sidste år (2009). Den lidt under lige titel henviser til den populære tyske illusionskomediefilm fra 2003, ”Good Bye, Lenin”: Den unge Alex’ mor, som er stærkt troende kommunist, får kort før murens fald et hjertetilfælde og vågner først op af sin coma otte måneder senere, da verden er forandret. Da moderen fortsat er svag og ikke tåler sindsbevægelser, råder lægerne Alex til ikke at fortælle den gamle om omvæltningerne, og det meste af filmen handler nu om, hvordan Alex med stor opfindsomhed og kreativitet forvandler familiens lejlighed til en slags DDR-reservat i forsøget på at opretholde illusionen om et DDR, som slet ikke findes mere. På samme måde er det Pressburgs pointe, at hele det billede, vi har af Koranen og Islam, er en illusion, en gammel arabisk røverhistorie, som opretholdes med stor opfindsomhed ikke mindst af vestlige, såkaldte eksperter og forskere i islam. Jeg gætter på, at forfatterens navn, Norbert G. Pressburg, er et pseudonym. Jeg har ikke kunnet finde oplysninger om ham nogetsteds. Man forstår hvorfor! Bogen er ren dynamit, og jeg tror, at selv et garvet medlem af Islamkritisk Netværk vil snappe efter vejret ved læsningen. En total omvurdering af ikke bare Koranen, men også islams tilblivelseshistorie.

Koranen
De feste kender den traditionelle historie om Koranen og islams tilblivelse. I grove træk går den ud på, at Muhammed fik sine første åbenbaringer i en hule på Hira-bjerget, direkte formidlet af ærkeenglen Gabriel. Disse åbenbaringer, som ærkeenglen forkyndte på arabisk, lærte Muhammeds tilhængere senere udenad eller nedskrev på bl.a. barkstykker. Ifølge den muslimske lære er Koranen en uforandret kopi af den himmelske udgave, som opbevares i Paradis. Muhammed fik senere i Medina flere åbenbaringer, og kort efter hans død i 632 blev det hele på kaliffen Othmans (644-656) ordre samlet i en fejlfri version, som blev sendt i kopi til Medina, Damaskus, Kufa og Basra. Den Koran, som flertallet af verdens muslimer i dag benytter, den såkaldte Kairo-udgaven fra 1924, bygger på Othmans førsteudgave og er selvsagt fejlfri som originalen. Dette er, hvad man lærer i såvel koranskolerne som i danske folkeskoler, på seminarier og universiteter. Ganske vist er man måske de sidste steder lidt forbeholden over for påstanden om Koranens guddommelige herkomst, men i det store hele anfægtes historien ikke. Og det skønt man står i en vestlig, kritisk tradition, hvor man ikke bare tager ting for pålydende, men måler alt med videnskabens strenge alen.

Den nye islamforskning køber ikke denne historie. Ikke fordi, den er islamofobisk, eller hvad man nu har anklaget den for, men blot fordi den insisterer på at gøre, hvad den tidlige Bibelforskning gjorde, men som mange moderne islam-eksperter tilsyneladende har forsømt: At læse Koranen som ethvert andet skrift fra fortiden og kun regne det for sandt, som vitterligt kan bevises ud fra samtidige kilder, det være sig skriftlige eller arkæologiske. Anlægger man denne synsmåde på Koranen, falder hele den traditionelle tilblivelses historie om indsamlingen af Koran-skrifter efter Muhammeds død til jorden sammen med beretningen om kaliffen Othman og hans fejlfri førsteudgave. Othman og hans efterfølgere, såvel som omtalen af Othmans Koran, kendes kun fra ca. 200 år yngre muslimske kilder. Der findes overhovedet ingen samtidige kilder til Muhammeds liv eller til Koranens tilblivelse. De er alle uden undtagelse mindst 200 år yngre.

Hertil kommer nogle mærkværdigheder ved Koranens sprog. Koranen er jo angivelig affattet på arabisk, men det ejendommelige er, at Koran-arabisk udgør en helt særlig kategori. Det er ikke klassisk arabisk, arabija, det er heller ikke en dialekt, der kan eftervises andre steder. Det er simpelthen et sprog, som kun findes i Koranen! Dette er naturligvis ikke noget nyt. Alle, der har syslet med at oversætte Koranen, ved, at det er sådan. Pressburg citerer den tyske Koran-oversætter Rudi Paret for at sige: ”Vi har ingen grund til at antage, at så meget som et eneste vers i Koranen ikke skulle stamme fra Muhammed”. Et sådan udsagn giver ifølge Pressburg ingen mening, for selv muslimske lærde vedgår, at der findes talrige passager, såkaldte ”dunkle steder” i Koranen, dvs. steder, som ingen kan finde hoved eller hale i. Den klassiske, muslimske forklaring herpå har i århundreder lydt sådan her: De ”dunkle steder” er i virkeligheden slet ikke dunkle. Det er bare mennesker, der endnu ikke behersker Guds perfekte arabisk! Måske den forklaring kan tilfredsstille en imam eller en forsker på Karsten Niebuhr-instituttet? Pressburg er ikke imponeret. Han peger i stedet på det ligeledes velkendte faktum, at Koranen indeholder et væld af aramæiske låneord. Sammenholdt med de mange ”dunkle steder” kunne det ligne en tanke. En tysk semist og sprogforsker, professor Christoph Luxenberg, gjorde forsøget og spurgte sig selv: Hvad sker der, hvis vi læser Koranen som skrevet på aramæisk og ikke arabisk. Dette er bestemt muligt. Begge sprog er semitiske sprog, og begge er konsonant skrifter, hvor man kun skriver konsonanterne. Vokalerne angav man oprindelig ikke. Man underforstod dem. Som i hebraisk har man først senere, da der opstod tvivl om meningen, tilføjet vokaler og diakritiske tegn som prikker og streger over og under konsonanterne. Luxenberg læste Koranen med de aramæiske vokaler i stedet for de arabiske, og resultatet var forbløffende! Et par eksempler blandt en overvældende mængde: Sura 19,24 er et af de ”dunkle steder”. Her står, læst med arabiske vokaler: ”Da råbte han (Jesus) til hende, under hende: Vær ikke bedrøvet! Din Herre har skabt et kildevæld under dig!“ Det bliver for plads krævende her at gennemgå Luxenbergs mellemregninger, men læst med aramæiske vokaltegn kommer sætningen til at lyde: ”Da råbte han (Jesus) til hende efter nedkomsten: ”Vær ikke ked af det. Herren har gjort din nedkomst legitim”. En meningsløs eller dunkel sætning får pludselig mening: Jesus er ingen horeunge, for Gud legitimerer jomfrufødslen! Luxenbergs læsning får, om jeg så må sige, højeksplosive konsekvenser, hvis man læser f.eks. sura 44,54 og 38,52 om jomfruerne i Paradis. I sure 44,54 lyder det med arabiske vokaler: ”og Vi giver dem (de troende) jomfruer med store, sorte øjne til ægte”. Det er bl.a. dette berømte vers, som hundreder af muslimske terrorister er gået i døden for. Læst med aramæiske vokaltegn kommer sætningen imidlertid til at lyde: ”Vi vil gøre det behageligt for dem under pragtfulde vindruer”! Sura 38,52 lyder med arabiske vokaler: ”..mens jævnaldrende kvinder med nedslagne blikke er hos dem”. På aramæisk bliver det derimod til: ”Hos dem vil der være nedhængende, saftige frugter”. Med andre ord: Der venter selvmordsbomberne noget af en nedtur i det hinsidige. Der er ikke 72 storøjede og højbarmede jomfruer, men bare vindruer! Den bibelstærke læser vil desuden bemærke, at vi med Luxenbergs læsning får en bibelsk udlægning af forholdene i Paradis. Her er frugter og ikke mindst druer fra vintræet, livets træ. Dette er, som vi skal se, ikke tilfældigt.

Et andet eksempel med store konsekvenser er ”tørklæde- suraen”, sura 24,31, som af muslimske skriftlærde benyttes til at retfærdiggøre tørklædet. Den afgørende sætning lyder i en arabisk læsning: ”.. og de skal lægge deres hovedslør hen over deres halsudskæring”. På aramæisk forvandles ordene til: ”De skal spænde deres bælte om lænderne”. Tørklædet er med andre ord et bælte! Hvad vidner disse eksempler om? For Pressburg og for Luxenberg og de nye koranforskere er der kun én forklaring: Der er tale om et oprindeligt aramæisk skrift, som senere, da man ikke længere beherskede aramæisk, er ”oversat” til arabisk, dvs. forsynet med arabiske vokaltegn. Koranen rummer altså store dele af et yngre skrift. Men hvilket? Også det er der svar på. Luxenberg slår ned på sura 97,1-5. Her står: ”Vi sendte den ned i Bestemmelsens Nat. Hvordan kan du vide, hvad Bestemmelsens Nat er? Bestemmelsens Nat er bedre end tusind måneder. I den stiger englene og ånden ned med deres Herres tilladelse, angående hver en sag. Den er fred, indtil daggryet bryder frem”. Ifølge den traditionelle udlægning skal disse dunkle vers forstås om Koranen, der i denne nat kom ned til den underste himmel. Luxenberg demonstrerer imidlertid, hvordan Bestemmelsens Nat på aramæisk er et udtryk, der betyder ”fødsel”, ”fødselsstjerne” – eller ligefrem ”jul”. Ordet for nat, leilah, er på aramæisk det samme som nocturne, vigilie, altså vågenatten før helligdagen. Det personlige pronomin i maskulinum, ”den” går slet ikke på Koranen, men på Jesus! Luxenbergs oversættelse lyder sådan: ”Vi har ladet ham (Jesus) komme ned i den skæbnebestemmende nat (= julenat). Hvordan ved du, hvad den skæbnebestemmende nat er? Den skæbnebestemmende nat (nocturne) er nåderigere end tusind vigilier. Med tilladelse fra deres Herre bringer englene, ledsaget af Ånden, alle slags salmer ned. Den (natten) er fred indtil morgendæmringens frembrud”. Altså julenat i Koranen! Men der er mere. Sura 108 er ifølge Luxenberg en fejllæsning af den aramæiske version af 1. Petersbrev 5,8-9. Summa summarum: Ifølge den nye forskning bygger Koranen til dels på en ældre aramæisk liturgisk excerpt af Det Gamle og Det Ny Testamente. Dette skrift er af en langt senere tid, der havde mistet kendskabet til aramæisk, forsynet med arabiske vokaler og udvidet med nye tekster. Dette sker først 200 år efter, at Muhammed angivelig skulle have levet.

Muhammed
Den traditionelle muslimske historieskrivning kan fortælle helt ned i de intimeste detaljer om profeten Muhammed, hans liv og færden. Men som det gælder Koranen, gælder det også for personen Muhammed. Vi kender ham kun fra 200 år yngre kilder, hvilket ville svare til, at vi i dag var henvist til at bygge vores kendskab til Christian IV på skriftlige kilder fra omkring 1846. Der er ingen i samtiden, som kender en profet ved navn Muhammed. Ingen af kirkefædrene fra tiden nævner ham, hverken Johannes af Damaskus eller Maximos Bekenderen. De kender intet til islam, muslimer eller Muhammed, men taler alene om ”arabiske kættere”. Hvor navnet Muhammed forekommer, er det omgærdet med mystik. Man har fundet det på en del mønter fra 600-tallet, hvor konsonanterne MHMD optræder, hvilket man har tage som navnet Muhammed. Men hvorfor i alverden er der så fisk og kors og Kristus-figurer på de samme mønter? Navnet Muhammed forekommer også i den berømte, 240 meter lange frise i Klippemoskeen i Jerusalem. Klippemoskeen er ifølge en dateret indskrift fuldført af en al-Malik i året 694. Efter muslimsk forståelse som en moske. Men hvorfor er Klippemoskeen i sin grundplan næsten identisk med Karl den Stores Pfalzkapelle i Aachen fra 790, kirken i Busra i Syrien, kapellet over Peters hus i Kapernaum, Opstandelseskirken på Oliebjerget og Jomfruens Sæde-kirken, nær Jerusalem – alle opført over en ottekantet grundplan mellem det 3. og det 6. Århundrede? Det havde man ingen god forklaring på før Christoph Luxenberg med sine aramæisk kundskaber aflagde Klippemoskeen et besøg. Han læste frisen på samme måde som han læste i Koranen: Ved at anbringe aramæiske vokaltegn omkring konsonanterne. Resultatet var igen fuldstændig forbløffende. I frisen står der, læst med arabiske vokaler: ”Muhammed, søn af Abd Allah er hans udsending”. Læst på aramæisk forandres billedet totalt. Luxenberg kunne fastslå, at Muhammed på aramæisk slet ikke er et fornavn, men en gerundiv af roden MHMD, som betyder love eller prise. Ligeledes er Abd Allah ikke et navn, men en titel: Guds tjener (jf. det latinske servus Dei). Sætningen fra før lyder altså ifølge Luxenberg: ”Lovet være Guds tjener og hans udsending”. Sammenholdt med resten af den lange frise danner der sig et tydeligt billede af, hvem denne tjener er. Ifølge traditionel, muslimsk forståelse er frisen en mosaik af surer fra Koranen. Men læst på aramæisk forvandles frisen til en kristen trosbekendelse, ganske vist i en ganske særlig aftapning, men dog uden for al tvivl en kristen bekendelse. Længere fremme i frisen står der, i Luxenbergs læsning: ”Så tro på Gud og hans udsending og sig ikke tre, hold op med det, det er bedst for jer. For Gud er een, lovet være han... Herre Gud, velsign din udsending og tjener, Jesus Kristus, Marias Søn, Sandhedens Ord, om hvem I strides. Det bør sig ikke for Gud at adoptere et barn. Lovet være han: Hvis han beslutter noget, så behøver han kun at sige: Bliv til, og så er det”. Der er her tale om en monofysitisk kristen trosbekendelse. Al-Malik var arabisk kristen, men lå i strid med den byzantinske kirke om to-naturlæren. Jesus er ikke Gud og mand, men Guds tjener. Klippemoskeen blev altså færdigbygget i 694 – som en kristen kirke. Og Muhammed var oprindelig Jesus! Ordet islam forekommer også i frisen. Igen i arabisk læsning: ”Se, Allahs religion er islam”. Islam er dog på aramæisk ikke en betegnelse for en religion. Ordet betyder i aramæisk læsning ”overensstemmelse” (nemlig med Skriften). Luxenberg læser samme sætning således: ”Som det rette gælder hos Gud overensstemmelsen med Skriften”. Med Skriften menes her Biblen, ikke Koranen. Luxenbergs læsning forklarer også møntfundene: Det er slet ikke Muhammed, der er afbilledet på dem. MHMD er heller ikke på mønterne et egenavn, men en titel: Den prisede, ”den prisværdige”, nemlig Jesus Kristus.

Islams historie
Denne nye læsning får dramatiske konsekvenser også for forståelsen af islams historie. Den traditionelle udgave af islams historie er velkendt. Den er gengivet i alle standardværker om islam, f.eks. den ellers sobre Jes Asmussens ”Islam”. Efter profetens død udbredes islam med lynets hast. I løbet af bare 80 år er hele den arabiske halvø, Syrien, Irak, Persien, Kaukasus, Egypten, Nordafrika og Spanien erobret. Under ledelse af den uovervindelige hærfører Khalid ibn al-Walid erobrer muslimerne enorme landområder og slår næsten mirakuløst de ofte langt overlegne persiske og byzantinske hærstyrker. Ved Jermuk ved Jordanfloden skal Khalid i år 636 med 25.000 muslimske krigere f.eks. have besejret en byzantinsk hær på intet mindre end 200.000 mand. Og islams femte kalif, Mu’awiya (661-80) skal i løbet af ganske få år have bygget en kæmpeflåde og tilføjet selve kejser Heraklios’ hovedflåde et kæmpenederlag i 655. Dette er den traditionelle, alment accepterede historieskrivning. Men hvordan hænger det sammen med den nye islamforsknings resultater? Det hænger ikke sammen! Det har i forvejen været en gåde for historieforskerne, hvordan muslimerne kunne rykke så hurtigt frem og islam så tilsyneladende ubesværet bide sig fast i gamle kristne landområder som Syrien og Nordafrika. Alligevel har vestlige forskere trofast viderebragt historien uden at tænke på, at den bygger udelukkende på muslimske kilder fra en langt senere tid, og hvis pålidelighed er overordentlig tvivlsom. De muslimske historieskrivere kender ofte ikke det nøjagtige sted for et ”afgørende slag”. De kender heller ikke årstallet præcist. Men de kan til gengæld fortælle mange detaljer om hærstyrkernes nøjagtige størrelse og udrustning, ligesom de kan citere, hvad store krigere skal have sagt ved den og den lejlighed. De kan fortælle om vejrlig, navne på ellers ikke kendte kaliffer og hærførere, herunder også Khalid ”alle tiders største hærfører”. Alt sammen uden at angive kilder. Vi ved med andre ord ikke, hvor de har det fra. For så vidt deres beretninger kan kontrolleres ud fra arkæologiske fund eller andre skriftlige kilder, viser de sig ubekræftede eller behæftede med fejl. Benævnte kalif Mu’awiya besejrede f.eks. ikke Heraklios’ fåde i 655. Tværtimod blev han selv besejret og pålagt tributpligt på 3000 guldstykker plus det løse! Mu’awiya er i øvrigt interessant. I Hamat Gader i Israel har man fundet en tavle med hans navn, skrevet på græsk til minde om, at han restaurerede de gamle romerske termer i byen. Teksten indledes med et tydeligt kors. Ma’awiya præsenterer sig her som ”skytsherrernes forstander”, dvs. som skytsherre for helligdommen for Johannes Døber i Damaskus. Denne helligdom, der opbevarede Johannes Døbers hoved, var genstand for omfattende pilgrimsaktivitet. Men hvis Mu’aviya var muslimsk kalif, hvorfor præsenterer han sig så ikke som skytsherre for Kaba’en i Mekka? Svaret er simpelt: Fordi Mu’aviya slet ikke var hverken muslim eller kalif. Han var en kristen hersker!

Således er billedet, som tegner sig for den nye islamforskning. Der findes en del muslimske historiekilder fra omkring år 900, som fortæller om islams sejrsgang efter Muhammed død. Men samtidige arkæologiske kilder, såvel som dele af Koranen selv fortæller en helt anden historie: Det er ikke muligt at finde samtidige vidnesbyrd om Muhammed, islam, muslimer, Kaba’en eller Koranen. Det er for mærkeligt til, at det kan være et tilfælde. Kan man forestille sig Byzans, dette højtudviklede rige med sin store skriftlige kultur invaderet og næsten erobret af arabiske, muslimske ørkenkrigere under islams mærke – uden at nogen byzantiner lægger mærke til det? Uden at det efterlader sig det mindste spor? Historien må ganske enkelt skrives om, og det vil i første omgang sige, at den må renses for senere, ikke-verificerbare, muslimske fortællinger. Disse fortællinger har intet med moderne, vestlig historieforskning at gøre. De tjener et helt andet formål, hvilket vestlige forskere ifølge Pressburg for længst burde have set.

For den nye islamforskning aftegner sig følgende billede: 622 er et afgørende år. Ifølge muslimsk historie skrivning er det året for Hijra, Muhammeds udvandring til Medina. Ifølge den profane historieskrivning er 622 året, hvor kejser Heraklios udslettede den persiske hær. Ved den lejlighed mistede den persiske konge sine vestlige provinser fra Mesopotamien til Egypten. Kejser Heraklios undlod imidlertid at sikre disse nyvundne området ved en egentlig besættelse. Tvunget af indenrigspolitiske spørgsmål overlod han slet og ret de lokale arabiske (og med arabiske menes her også syriske og egyptiske) vasaller til dem selv og trak sig tilbage til Syriens nordgrænse. Der opstod med andre ord et magtvakuum i de arabiske områder, som disse vasaller ikke var sene til at udnytte. Mu’aviya taler på sin tavle om, at han restaurerede termerne i år 42 ”efter araberne”. Fordi han samtidig nævner byens grundlæggelse og det byzantinske skatteår, kan man regne ud, at det drejer sig netop om år 622. Her begynder altså den ”arabiske tid”, arabernes gyldne tid. Men hvem var nu araberne? De var ikke muslimer, men kristne, ganske vist monofysitiske kristne, men dog kristne. De betragtede sig selv som Ismaels sønner, som opretholdere af det gamle Israels tradition, i modsætning til den byzantinske kirke. De betonede den ene Gud, hvis tjener Jesus var. Således mente de at være i ”overensstemmelse” (islam) med Skriften. Dette forklarer den hurtige, arabiske ekspansion. Efter at have ligget mellem to møllesten, Byzans og Persien, bliver der efter 622 pludselig plads til araberne, så deres riger kan blomstre. De begynder sågar på de første erobringer, men selvfølgelig ikke som islamiske hære under halvmånebanneret – dette er en senere opfindelse. Der er tale om monofysitisk kristne arabere, ”de arabiske kættere”, der erobrer fortrinsvis kristne områder. Erobringen af Nordafrika og hele felttoget nordpå, som først bremses af Karl Martel i 732, er ikke uhistorisk. Uhistorisk er det derimod, at de angribende arabere var muslimer. Det var de ikke! Det var monofysitiske kristne. Dette har mange følger, ikke mindst for forståelsen af araberne i Spanien. Domkirken i Sevilla blev f.eks. ikke skabt som en moske, sådan som vi kan læse i ”Turen går til Andalusien”. Den var fra begyndelsen skabt som en arabisk kirke. Siden blev den en kort overgang til moske, før den igen blev kirke. Ja, som Pressburg skriver: Der var slet ingen muslimsk arkitektur før det 9. Århundrede. For alle såkaldte moskeer var i virkeligheden kirker!

Hvordan og hvornår opstod så islam? Pressburg svarer: Islam som selvstændig skriftreligion opstår på læreanstalterne, de lærde skoler, i Basra og Kufa i det 9. århundrede. Her kulminerer en udvikling, som vel allerede tog sin begyndelse i 622. De kristne arabere, der af alle andre kristne kirkesamfund blev anset for kættere, ønskede at have noget, der var ”deres eget”. De havde tilløb til et ”araber-evangelium”, den ekserpt af Det Nye og Det Gamle Testamente, som Koranen er bygget på, men i og med modsætningen til de øvrige kirkesamfund udvikler arabernes teologi sig i mere selvstændig retning. Dertil kommer en omfattende religionsblanding, hvor mange religionshistoriske bække løber sammen. Månekulten, som var dominerende på den arabiske halvø fik f.eks. stor indflydelse. Allat var månegudinden, Uzza var morgenstjernens gudinde (jf. halvmånen og morgenstjernen i mange muslimske landes fag). Der var hellige lunde og kilder. I ørkenen huserede de farlige åndevæsner, djinerne. Pilgrimme valfartede til Allats sorte sten i Mekka, som nu findes indmuret i den såkaldte Kaaba (måske oldsemitisk ”kauba”, livmoder). Altsammen træk, som med tiden smelter sammen med den gammelarabiske kristentro og siden finder nedslag i Koranen. Koranforskere har altid skelnet mellem de såkaldte ”mekkanske” og ”medinske” surer. De første udgøres af de oprindelig aramæiske tekster. De sidste er kommet til senere. Og navnlig her kommer påvirkning ind bl.a. fra sagn og fortællinger fra beduinsamfundene i ørkenen, gamle stammelove og bud. Endvidere vokser forskellige traditioner sammen.

I al-Hira i det sydlige Mesopotamien fandtes f.eks. en slags forbund af arabiske stammer under en fælles religion, som vel oprindelig var kristendommen. De var kendetegnet ved deres meget strenge regler. En af de vigtigste regler var forbudet mod at drikke vin. Medlemmerne af dette stammeforbund forstod sig som ”Guds tjenere”. I Koranen fortælles om et andet Hira, det bjerg eller den hule, hvor Muhammed, Allahs tjener, modtog sine åbenbaringer. De to Hira’er er formentlig smeltet sammen, og stammeforbundet er måske en slag ur-muslimer. På denne og lignende måder smelter det hele sammen i den religiøse arabiske smelteovn: Kristen gudstro, arabisk-kristne evangelieskrifter, måneguder, hellige sten, farlige åndevæsner, gamle stammelove og ørkentraditioner. Til sidst kommer også det manglende led: En profet! Jøderne havde deres profeter, de kristne deres, og ud på scenen træder MHMD, den priste gudstjener, Muhammed. Da den arabiske hersker al-Mamun (786-833) engang efter 825 i spidsen for en stor videnskabelig stab besøgte Klippemoskeen i Jerusalem (som altså ikke var en moske, men en kirke) læste han al-Maliks gamle indskrift: Muhammed adb Allah. Men han læste den ikke på aramæisk. Det kunne han ikke. Han og hans skriftlærde læste den på det arabiske sprog, som kort forinden var opstået som skriftsprog i grammatikskolerne i Mesopotamien. Al-Mamun læste til sin store tilfredshed sort på hvidt: Muhammed, søn af abd Allah. Det er fra al-Mamuns tid, vi har de første møntfund, som er utvetydig muslimsk og henviser til profeten Muhammed. Hadith’erne, de mange tusind fortællinger og vidnesbyrd om Muhammed, stammer formentlig også fra denne tid. Ligesom det formentlig også er under al-Mumin, at den første udgave af Koranen ser dagens lys. De lærde i Kufa og Basra satte sig med de gamle aramæiske skrifter, som de ikke forstod, men forsøgte at læse som var de skrevet på arabisk. De fortolkede, formodede, digtede og skrev til på det nye skriftsprog, arabisk. De føjede legender, love, sagn, overleveringer sammen og satte det hele ind i en stor tilbagevirkende omtolkning af historien: Gabriels åbenbaring for Muhammed, Koranen. En af hovedmændene, al-Tabari, anses stadig af muslimer for at være den store skriftfortolker og historiker. I virkeligheden var han ifølge Pressburg nærmere en slags arabisk eventyrfortæller.

Så hvad laver de...?
Norbert Pressburgs indføring i den nye islamforskning er klar og saglig og meget overbevisende. En del af forskningens resultater bygger på gætværk, da man ikke ligger inde med troværdige kilder. Men det er i det mindste kvalificeret gætværk. Og som han igen og igen slår fast: Hvor der er kilder, det være sig arkæologiske eller skriftlige, modsiger de konsekvent den traditionelle muslimske historieskrivning. Pressburg er selv ikke fri for at være lidt polemisk sine steder, men en forsker som Christoph Luxenberg er det bestemt ikke. Pedantisk og omhyggeligt gennemgår han sura efter sura og lader resultaterne tale for sig selv. Ingen Koran- eller islamforsker kan med æren i behold forbigå disse resultater i tavshed. Luxenbergs bog har da også afstedkommet heftig debat i forskerkredse – blot ikke i Danmark. Jeg har i al fald ikke hørt nogen fra Carsten Niebuhr-Instituttet fortælle om det i danske medier eller tidsskrifter. Men det har måske sine grunde. Det er en forskning, som må foregå i det skjulte, på aflåste afdelinger på tyske universiteter, og forskerne må arbejde under pseudonym med dødstrusler hængende over hovedet. Det gør sig ikke i dialogarbejdet med fredens og barmhjertighedens religion. Men uanset om man vil true eller tie det ihjel, tale det bort eller forsøge at hænge det ud som udtryk for ”islamofobi”, så er snebolden sat i bevægelse. Illusionen er brudt. Det er i mine øjne et fantastisk gennembrud, der er sket. Dronningen burde på stedet tilsende Christoph Luxenberg og hans kolleger elefantordenen eller storkorset. Deres forskning kaster et helt nyt lys over islams og kristendommens historie. Alle bøger om islam og dens tidlige historie må skrives om. Hvordan muslimske teologer og historikere vil tackle sagen, ved jeg af gode grunde ikke. Selvom man kan have sin tvivl, kan man vel godt have lov at håbe, at dette kunne blive stødet til en reformation af islam, fremtvunget af de hårde kendsgerninger? For den kristne kirke og dens mission er her stof til nytænkning og opmuntring. Så: Læs Pressburgs bog. Læs Luxenbergs bog. Læs og bliv rystet!

Norbert Pressburg:
Good Bye Muhammed
– wie der Islam wirklich entstand,
Books on Demand,
Norderstedt 2009

Yderligere læsning:
Christoph Luxenberg:
Die syro- aramäische Lesart des Koran,
Verlag Hans Schiler, 2007.