Af Michael Pihl. Tidehverv, 2003, s.53-54. (Peter Heller Lützen: Danskfagets danskhed - en bog om danskfaget mellem metode og nationalitet, Dansklærerforeningen oktober 2002, 148 sider).

- politisk programskrift fra Dansklærerforeningen

"... Danskfagets formål er derfor, at undergrave danskheden. Selvom det er en anelse forvirrende, at der stadig står "dansk" på skoleskemaet ..."

Da Peter Lützen skulle forsvare sin stærkt politiserende definition af danskfagets formål i DR-programmet "Deadline" (d.14/1-03), kastede den studentikose p.h.d.-stipendiat fra Institut for nordisk filologi sig ud i en vild flugt fra sine egne synspunkter. Det var skam ikke sådan ment, bedyrede han, og formuleringen havde kun været tænkt som en provokation.

Men man skal ikke tage fejl af bogens hensigt. Den støtter de kræfter i undervisningssektoren, som ønsker at bryde med kulturarven og begrænse fagets indhold af dansk litteratur og kultur. Dansk skal simpelthen ændres til et "internationalt kulturfag".

Som sådan illustrerer bogen, hvordan multikulturalismen som ideologi søges omsat til folkeskolen og gymnasiet.

"Danskfagets danskhed" af Peter Lützen udkom i oktober 2002 på Dansklærerforeningens forlag og er skrevet for at påvirke en ny fagbekendtgørelse for faget dansk i forbindelse med forhandlingerne om den kommende gymnasiereform.

Lützen ønsker at ændre danskfaget til et "internationalt kulturfag" (forord side 7), der ikke længere har som opgave at formidle en fælles dansk kulturarv.

Hele bogens formål er dybt politisk - således f.eks. i konklusionen side 148:

"Der er politisk efterspørgsel efter national identitet i danskfaget, men vi kan kun levere ... en opløsning af det nationale … Danskfaget bør stå ved, at dets faglighed sættes ind på en svækkelse af nationalismens politiske kraft". (min kursivering)

Lützen vil altså spænde danskfaget for en politisk vogn, der er kørt i stilling til kamp for dét multikulturelle samfund, som det danske folk afviste ved folketingsvalget i 2001.

På side 7 formulerer Lützen, hvad han mener bør være danskfagets formål:

"Danskfaget er ved at blive et internationalt kulturfag. Og det er godt. Kun ved at underminere forestillingen om, at der findes en fælles kultur for indbyggere i Danmark, kan man … efterhånden afskaffe begrebet danskhed som pædagogisk og dannelsesmæssigt ideal.
… Danskfagets formål er derfor at undergrave danskheden ".(min kursivering)

- Man tror; det er løgn, men det står der faktisk.

Han begrunder sit ønske om at afskaffe formidling af en fælles dansk kulturarv med det forhold, at der "... er stadig dele af befolkningen, der af sociale eller etniske grunde oplever skolen som fremmedgørende", og han føler sig derfor kaldet til "udvikling af en plural tekstlæsningsmetodik, der kan tage højde for den mangfoldighed af forudsætninger, som faget i dag mødes med", (min kursivering)

Jeg ved ganske vist ikke, hvad "plural tekstlæsning" betyder, men Lützen mener vel "multikulturel".

Desuden mener han, at nykritisk tekstlæsningsmetode skulle indebære, at man læser tekster løsrevet fra enhver historisk og kulturel sammenhæng, og at kulturarven derfor er ligegyldig (Side 7). Det er nok ikke mange dansklærere i gymnasiet, der ville tilslutte sig så vidtgående en fortolkning af nykritikkens konsekvenser.

Det er også afslørende at læse Lützens redegørelse for modsætningen imellem de officielle (og lovbefalede) politiske forventninger til fagets indhold på den ene side og dansklærernes praksis på den anden side:

"Faget befinder sig i den forstand i en dobbeltposition, hvor det på den ene side er defineret nationalt og på den anden side praktiserer en opløsning af det nationale … Man kan mene, at det ikke er noget problem, for så længe læreren har metodefrihed, kan han gøre, hvad han vil, uagtet at de politikere og den nationale stat, der har ansat ham, siger, at han skal formidle den nationale, kulturarv, (min kursivering) Men kløften mellem den politiske forventning og den faglige udøvelse af faget afstedkommer en vis politisk berøringsangst: der er ingen, der offentligt siger, at det nationale er ligegyldigt ...".(side 33-34)

Metodefriheden gør det altså muligt for læreren "at gøre, hvad han vil", selvom staten, "der har ansat ham", siger, at han skal formidle en national kulturarv.

For det første er det jo bekymrende, hvis Lützens beskrivelse af dansklærernes undervisningspraksis er korrekt. For det andet rejser det spørgsmålet om nødvendigheden af en mere demokratisk kontrol med fagets indhold.

For, hvis lærerne vil "undergrave danskheden" uanset, hvad der står i fagbekendtgørelsen, og selvom de er ansat til at forvalte og videregive en dansk kulturarv, så måtte man fra politisk hold stille mere præcise krav om bedre kontrol med, hvad der rent faktisk foregår i klasseværelset. F.eks. ved at genoptage Bertel Haarders idé fra Sorø-mødet i 1992 om en fælles kanon for danskfagets klassikere.

Selvom Dansklærerforeningen udgiver Peter Lützens bog, er hans synspunkter næppe repræsentative for alle i foreningen. I universitetsverdenen og i uddannelsesstyrelsens arbejdsgruppe for "Fremtidens Danskfag" (hvori der meget betegnende ikke sidder en eneste dansklærer fra hverken folke- eller gymnasieskolen), finder hans hårrejsende meninger utvivlsomt genklang hos dem, der ønsker at reducere fagets litterære dimension til fordel for sprog- og medielære.

Da RUC-historikeren Henrik Jensen skulle anmelde Lützens fjernsynsoptræden i Kristelig Dagblad d. 16/1, lod han således skinne igennem, at han delte forfatterens syn på danskfaget, men alene forholdt sig kritisk af taktiske grunde: "To ting måtte undre ... mest ud fra hans egen taktiske synsvinkel - at han overhovedet griber til en provokation, når den af ham ønskede udvikling af faget allerede er i fuld gang, og han dermed bare opnår at vække Holger Danske".

Lad os håbe, at Dansklærerforeningens græsselige bog netop får vakt Holger Danske til kamp mod åndløse akademikere, der ikke er forpligtede over for deres egen kulturarv.

Næppe mange almindelige danskere vil kunne tilslutte sig Lützens synspunkter.

Peter Heller Lützen, "Danskfagets danskhed - en bog om danskfaget mellem metode og nationalitet",
Dansklærerforeningen oktober 2002, 148 sider.