Af N. I. Heje. Tidehverv 1929, s.135-136&151-152. (Professor Geismar: Kristendommen og Vor Tids Kultur).

Tidehverv 1929, s.135-136.
Geismar har skrevet en ny Bog, borgerligt ganske blændende, vi under den al mulig økonomisk Succes, men for os er dens Indhold om muligt endnu mer ligegyldigt, end hvad Geismar tidligere har skrevet. Hvorfor det er saadan, kan siges i faa Ord: Det er os mindre væsentligt, hvad Kristendommen kan og skal bruges til, al den Stund vi aldeles ikke har nogensomhelst Raadighed over Kristendommen. Havde Geismar betænkt dette, ikke mindst med sine Kierkegaardstudier in mente, havde han maaske været i det heldige Tilfælde at kunne spare os for i det mindste hele Professorens Produktion. Et karakteristisk Citat fra foreliggende Bogs sidste Sider vil være oplysende: "Jeg gad vide, om der saa ikke skulde udvikle sig en Forstaaelse af, at Forholdet mellem videnskabelig Metode og Virkeligheden bør ikke være det, at en snæver Metode beskærer Virkeligheden for dens egentlige Indhold, men omvendt bør Forholdet være det, at Metoden retter sig efter Virkeligheden, der skal erkendes, saa at ligesom en Tid, der levede ud af de to naturlige Grunddrifter, Sult og Kærlighed, fik en naturalistisk Metode, saaledes vil en Tid, der stadig dømmes og fornyes ud fra Kristi Kors, faa en Metode, der er i Stand til at erkende dette Indhold af Livet".

Der er derfor for os ingen særlig Grund til en indgaaende Anmeldelse; de, der ønsker en saadan, henvises under Engbergs Fraværelse til Professor E. Lehmanns Anmeldelse i Dagens Nyheder. Men vi finder til Gengæld i høj Grad Lejlighed til at knytte et Par meget personlige Bemærkninger til dens Udsendelse.

Naar man engang har staaet overfor Sognepræst Geismar, ikke beundrende, men virkelig lyttende og tørstende efter et Budskab.

Naar man engang har staaet og følt, ikke just, at man fik Løsningen paa sine Spørgsmaal, men følt, at det Geismar sagde, taalte man i Modsætning til saa meget andet, der sagdes indenfor Kirken, at høre.

Naar man engang har deltaget i Studentermøder med mange Hundrede Deltagere, hvoraf de 90 % sagdes ikke at have forstaaet noget af Geismars Tale, og dog følt sig overbevist om dette: Geismar skal, saavidt du kan gøre noget for det, tale næste Aar igen.

Da spørger man sig selv med Undren: Hvorfor er du nu led ved Geismars Forfatterskab? Den Gang han prædikede og kun en enkelt Gang skrev en Afhandling i Theologisk Tidsskrift, den Gang han talte i Gaader for mange, følte du dig forpligtet til at høre ham, fordi du anede Solidariteten bag hans Ord. Men efter at han er bleven Professor i Kristendomslære, anerkendt Kierkegaardsforsker, stor Retsstatsmand, hyldet og doctoreret i Tyskland, føler du Tomheden vokse om dig, naar du læser hans Bøger. Jo klarere og sikrere hans Meninger er blevet, jo mere Kedsomhed og Lede fylder dig ved Læsningen af hans Bøger.

Det begyndte den Dag, da du opdagede, at du ikke kunde holde ud at læse hans Etik og Religionsfilosofi. Det gik over til Fjendskab, kirkeligt udtrykt Sorg, den Dag du syntes at forstaa: Geismars Kierkegaard-Bog er et Forræderi uden Mage mod den Mand, hvis Fortolker han vil være. Har mange følt dette, har de i alt Fald skjult det godt. Geismar er kommen til Højbords, og som den dekorerede Ridder af St. Søren sidder han med Ordenens Insignier i Diamanter paa sit Bryst. Man spørger sig selv: Har den Orden krævet Geismars Liv, tiltrods for, at han har kæmpet for den for Livets Skyld?

Det er rigtigt, at man i vor Tid selv maa tage de Ordener, man vil have, selv maa overbevise andre om, at man har gjort sig fortjent til dem. Næstekærligheden er ikke stor, og de unge er ikke alle tilbøjelige til at hjælpe de gamle med at yde den Tribut til deres Personlighed, de gamle selv mener at burde yde den. Dette behøver strengt taget ikke at være fældende. Man kan jo godt have set et Menneske i en ren Paroksysme af Forfængelighed, som jeg har set Geismar, uden at tillægge dette nogen Betydning, ikke mindst, naar Forfængeligheden tillige var forbundet med ganske utvivlsom Begavelse. Et Menneskes hele Forfatterskab kan jo godt være gennemtrukket af en naturlig Forfængelighed, uden at man behøver at føle sig generet heraf.

Vi dømmer jo heller ikke et Menneskes Kristendom udfra hans mer eller mindre store Evner til at skjule sine Synder og udfra hans egen Tro paa sin borgerlige Idealitet. Vi lader vel det gamle Ord om Toldere og Syndere staa.

Men den Dag, da et Menneskes Redning fra Undergangen bliver hans kristelige Fortjeneste, den Dag, da han positivt og negativt bliver frelst ind i den lille Flok, den Dag, da det kristelige Borgerværn bliver mobiliseret, da han bliver omgivet af Broderkærlighedens Forsvar, som ikke taaler Plet eller Rynke omtalt, den Dag opgiver vi ham ikke, men vi erkender, at vi har mistet Interessen for hans rent øjeblikkelige Gerning; vi synes, der er blevet et tomt Rum, hvor før et kæmpende Menneske stod. Og dernæst lytter vi igen og beder ham atter tale, fordi vi engang har hørt ham, engang har lyttet.

N. I. Heje.

Et Spørgsmaal.

Tidehverv 1929, s.151. Kære Pastor Heje!
I sidste Nummer af "Tidehverv" skriver De, at De I har sét Professor Geismar "i en ren Paroksysme af Forfængelighed". - De kommer til at forklare, hvad De dermed sigter til. Er det til noget offentligt foreliggende eller til noget privat?

Udtryksmaaden: "som jeg har sét Geismar" - kunde tyde paa det sidste. Men Deres Behandling af Geismar - som i alle Tilfælde er styg - vilde i saa Fald være rentud lumpen. Og det vil vi dog nødigt tro om Dem.

Deres, Johs. Nordentoft.

Provst Nordentofts Nidkærhed i dette Tilfælde forstaar jeg ikke. Provsten har privat spurgt mig og privat faaet det Svar, at jeg har udtrykt mig uklart. Jeg kan derfor kun henvise til Geismars Indlæg i "Tidehverv", Aarg. 2 (1928) Nr. 8, til hele hans Kierkegaardværk og øvrige offentlige Optræden.

N. I. Heje.

En AnholdeIse*.

*) Personlige Bekendelser optages ogsaa i Bladet. Red.

Tidehverv 1929, s.151-152.
Naar "Tidehverv" anmelder en Bog, venter man retskaffent Arbejde. Saglighed. Pastor Heje har udtalt sig i Anledning af Professor Edv. Geismars sidste Bog. Imidlertid, om Bogen faar vi intet at vide. Noget om Prof. Geismar. Men mest om Pastor Heje. - Med Blikket heftet paa Professoren fortæller Præsten, hvad han har set, hvad han nu ser, og endelig - hvad han haaber at faa at se endnu engang. Nu vel, det kan være meget godt, men kommer ikke Sagen ved. En privat Oplysning om alt dette kunde muligvis have glædet Edv. Geismar. Men en officiel Meddelelse derom kan næppe være nogen til Fornøjelse.

Hvorfor ikke holde sig til Sagen? Eller, hvis der ikke er nogen Sag, hvis Bogen ikke er Omtale værd, da kunde det vel gaa an at tie derom! Havde Pastor Heje intet sagt om Prof. Geismars sidste Bog, vilde vi vel alle have tænkt, at han naturligvis havde læst den. Med omtalte Anmeldelse in mente kan man nok komme til at tvivle derpaa.

Det er muligt, Pastor Heje og jeg kunde blive enige i en Vurdering af Prof. Geismars Bog: "Kristendommen og vor Tids Kultur". Jeg sætter den i hvert Fald ikke særlig højt. Men vi bliver næppe enige om Metoden, som Anmelderen her har ladet passere. Anmeldelsen er - med Forlov - og ligefrem sagt: Sjuskeri. Løs og usaglig fra Ende til anden. Lige til "Kristelig Dagblad".

Det gælder i det gamle Regime, at der sættes "Bogen" paa Plads. Den anbringes af Miljøet. Anmelderen opfatter det som sin fornemste Opgave. - Jeg troede, "Tidehverv" havde Mod til at lade Bogen tale for (eller imod) sig selv. Og at man der (i "Tidehverv") kunde holde de fordømte Pegepinde borte fra Læsernes Øjne.

Jeg troede, "Tidehverv" var et Sted, hvor man vidste sig sikker mod "det eneste saliggørende". Hvor man var ganske uden Nidkærhed for Medmenneskers indre Ve og Vel og uden hellig Overbevisning om Dit og Dat. Et Sted, hvor man simpelthen talte og lod andre tale uden at ænse Maal og Miljø. Og dog ivres der nu efter at faa Læserne ind paa det rette Spor. Skal vi atter køres fast? -L'ancien regime?

Aagaard d. 16. Oktbr. 29.

Karl Nielsen.