Af Elisabeth Krarup Jensen, tidehverv 2025, nr. 4, s. 41-43

Jeg ved ikke noget mere trist, end når jeg i mit provsti erfarer, at endnu et lille sogn bliver lukket ned. I 18 år har jeg været vidne til, hvorledes det ene mindre, selvstændige sogn efter det andet er blevet lagt sammen med nabosognet, fordi man fra stiftet og provstiets side har ment, at arbejdsopgaverne var for få til en fuldtidssognepræst. Denne sære måde at afgøre et sogns ret til selvstændighed på har jeg skrevet om tidligere, og det er derfor ikke det, der er mit ærinde i denne artikel. Nej, grunden til, at jeg indleder med denne konstatering, er, at det er gået op for mig, at der i den kirkelige lovgivning tildeles medlemmerne af folkekirken en ret til illoyalitet over for deres sogn, som er lige så stor en trussel mod de små sogne som affolkningen og djøf'ernes excelark.

*

Jeg har indtil for et år siden gået i den vildfarelse, at mit sogns grænser tydeligt udstak, hvem jeg i mit embede var forpligtet på at betjene som præst og derfor også, hvem jeg ikke var forpligtet på. Jeg har indtil for et år siden gået i den vildfarelse, at mine sognebørn var en konkret defineret størrelse afstukket af sognets grænser med den undtagelse, at folk udensogns fra kunne anmode om sognebåndsløsning, hvis de af forkyndelsesmæssige årsager – dvs. for deres samvittigheds freds skyld – fandt sig bedre til rette under min prædikestol end under deres stedlige præsts. En anmodning, jeg selv skulle vurdere. Men den vildfarelse er jeg nu kommet ud af, for jeg er blevet klar over, at i princippet er mit embedsområde uden en fast grænse. Den afstikker i princippet min biskop. Men det skal hun nu ikke klandres for, for hun følger såmænd blot den lov fra 1991, der ændrede reglerne for retten til at løse sognebånd. Og det er en ændring, som er ret fatal, hvorfor det er loven, der skal klandres og ændres, hvilket følgende sag gjorde mig opmærksom på. I mit bysogn ligger der en kommuneskole, som underviser ikke bare mine sognebørn men også en stor del af mine nabosognes, fordi de små landsbyskoler, som bekendt, er en saga blot. Og derfor sker det ikke så sjældent, at jeg af vordende konfirmandforældre fra omegnens sogne bliver spurgt, om ikke deres datter eller søn kan få lov at blive konfirmeret sammen med vennen eller veninden i Augustenborg Slotskirke. Det vil, lader de mig forstå, betyde så umådelig meget for barnet på den store dag. Dertil har jeg altid svaret, at jeg ikke vil være med til at tømme mine små nabosogne for konfirmander, for de kæmper i forvejen en urimelig kamp for at få lov til at bestå som selvstændige sogne. Og tillader jeg, at konfirmanderne frit selv kan vælge, hvilken kirke de skal konfirmeres i, så er jeg ret overbevist om, at konfirmanderne vil samles i Augustenborg.

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2025, nr. 3, s. 25-26

”Vin gør de levende glade”, siger Prædikeren, men sådan er det ikke ganske for Mads Davidsen, biskop over Fyns stift. Altervin gør ham faktisk lidt ærgerlig, når nu folkekirken forsøger at være et inkluderende fællesskab, og der er en del mennesker, som ikke drikker alkohol. ”Der burde være hvid januar i folkekirken året rundt”, lød overskriften på det indlæg i Jyllands-Posten, hvor den fynske højærværdighed i begyndelsen af året opfordrede til diskussion, om det er nødvendigt at servere alkohol i kirkerne, og hvorvidt man kunne ”nøjes med en enkelt kande med god druesaft”.

Diskussionen om altervin versus druesaft er jo velkendt, men jeg mindes ikke, at jeg før har hørt en biskop spørge, om det overhovedet er nødvendigt at servere alkohol i kirkerne? Man kunne ellers tro, at det høje embede ville mane indehaveren til en vis ærbødighed og veneration over for gammel kirkeskik. Ja, måske endog en fornemmelse for, at der ikke bare er vane, men også teologi i altervinen. Nuvel, det er ikke alle illusioner, man får lov at beholde.

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2025, nr. 1, s. 1-4

”Teologi er ingen præsteskole, men et frit studium!” gentog vi jævnligt med en vis akademisk selvtilfredshed, da jeg i sin tid læste teologi på Aarhus Universitet. Med dette udsagn distancerede vi os dels fra vore fædres udsagn om, at der skal bedrives teologi, fordi der skal prædikes på søndag, men især fra det Menighedsfakultet, der fra begyndelsen af halvfjerdserne i bekymring over virkningerne af universitets bibelkritiske undervisning udbød en undervisning der angiveligt byggede på tillid til Bibelen. Igennem årene er jeg blevet lidt træt af vort skråsikre mantra, at teologi på universitetet ikke er en præsteskole. Formelt var det selvfølgelig rigtigt, eftersom lærerne ved teologi siden 1920’erne ikke har været forpligtede på folkekirkens symboler. Men dermed blev spørgsmålet om teologiens anliggende i grunden ikke mindre presserende. Spørgsmålet om, hvori det særligt teologiske ved det såkaldt teologiske studium på universitetet består. 

De fleste af os blev jo i øvrigt præster, hvorfor også det spørgsmål måtte melde sig, om der alligevel ikke, og i givet fald hvorledes, bestod et forhold mellem det frie studium, der ikke ville være en præsteskole, og den forkyndelse, vi som ordets tjenere med vort præsteløfte var forpligtede på. I dette efterår er en diskussion heraf blusset op, hvilket man kun kan byde velkommen. 

Baggrunden, som der allerede er skrevet meget om i dagspressen, var, at to kvindelige teologistuderende ved Københavns Universitet i november 2024 i et indlæg i Uni-avisen klagede over deres underviser i nytestamentlig eksegese. Bemeldte underviser havde i forbindelse med gennemgangen af 1. Timoteusbrev, hvor Paulus skriver, at kvinder ikke må være lærere i menigheden, givet tilkende, at han var modstander af kvinders mulighed for at være præster. Dette var faldet de to kvindelige studerende for brystet; de følte sig dehumaniserede og var ængstelige for, at underviserens holdning skulle give dem problemer ved eksamensbordet. Men først og fremmest problematiserede de, at en sådan underviser kan få ansættelse ved det teologiske fakultet i 2024, året før 150-året for kvinders adgang til universitetet skal fejres; et år, der – skriver de to – iflg. Københavns Universitet giver anledning til at reflektere over kvinders og andre minoriteters forhold på universitetet. 

Af Morten Brøgger, tidehverv nr. 10, s. 197-199

I en tid, hvor muslimer i Danmark hylder Hamasledere og støtter den palæstinensiske kamp mod Israel, kan det være tankevækkende at deltage i en sangaften med højskolesange. Det er dog ikke just altid opmuntrende tanker, der vækkes. 

På en sådan sangaften kan man støde på den særegne alliance, der findes i Højskolesangbogen, mellem kristentro og kulturradikalisme. Jeg kalder det en alliance, fordi der ikke blot står kristne salmer side om side med kulturradikale, ateistiske viser, men denne blanding findes stundom også i en og samme sang. Vi kan finde den uafkortede bekendelse til skaberen i en salme som Vi pløjed’ og vi så’de (”Han er jo den, hvis vilje opholder alle ting”; ”Alle gode gaver, de kommer oven ned”) og den klare, utvetydige bekendelse til frelseren i en salme som Hil dig frelser og forsoner (”Du, jeg tror, kan det så mage, at jeg døden ej skal smage, du betalte syndens sold”). Men vi kan også finde visen af Poul Henningsen med titlen I dit korte liv. Heri besynger han det korte liv mellem fødsel og død, og med et nik til Shakespeares Stormen skriver han: ”Vores lille liv sluttes inde af en søvn.” En søvn som visen slutter med at erklære for drømmeløs. Den ateistiske bekendelse lyder i andet vers: ”Alle som påstår, der findes mer, gir os veksler uden underskrift. Mennesket har dyrket en hob ideer som erstatning for naturlig drift.” Denne naturlige drift er med en vitalistisk klingende formulering: ”Hvert atom forlanger du skal leve.” Visen er fra 1941, hvor tyskerne jo udfoldede deres livsappetit i et orgie af had og udslettelse. Heroverfor sætter Poul Henningsen ”den jordiske kærlighed”, som har ”våben mod et ragnarok”. Og det er, som om han mener, at denne kærlighed er menneskets bestemmelse, når han anfører, at vi blev til kærlighed: ”gjort i elskov”. Det er den kærlighed, som han året forinden havde bestemt som en vild blomst, der ville gå ud i gartnerhænder: ”Du må ikke eje mig, jeg ejer ikke dig … De ord, vi svor med hånd og mund, de gælder kun den korte stund, det netop er kysset fra dig, jeg ka li.” 

Men vi kan også i Højskolesangbogen finde eksempler på, at denne alliance mellem kristentro og kulturradikalisme i nogle sange bliver, hvad man kunne betegne som en fusion. Det sker for eksempel i Jens Rosendals Forelskelsessang, som handler om forelskelse, der slår benene væk under den forelskede: ”Alting råbte: lev det!” Kærligheden, forelskelsen tolkes som en gave fra Gud: ”Vorherre selv bød ind til fest … i kærlighedens sale.” Og om de to forelskede siges det, at de: ”slugte livets tale”. Livet og Vorherre smelter her sammen. ” Talen lyder: ”Kærligheden er og bliver og hvad end hele verden sir, så har den vore hjerter.” Vi har altså i kærligheden/forelskelsen med en livskraft at gøre, der bemægtiger sig menneskene. Som man derfor må give efter for, hvad end verden siger, altså selvom der kunne gøres indvendinger eller tages andre hensyn. ”Lev det” – eller som Poul Henningsen skrev: hvert atom forlanger det. Hvad der hos sidstnævnte var en ren naturlig drift, tolkes af Rosendal som en ytring af netop det gudskabte liv.