Af Morten Rydal, Tidehverv, 2011, nr. 3, s.70-72. (Matt.11, 2-10, 3.s. i advent).

 

Forestil jer, at I går ind for at købe en bil. Der står den, skinnende ny og ubrugt i præsentationslokalet og dufter forjættende af ny bil, rene dæk, ren olie. Lakken stråler, vinduerne er klare som krystal. Ikke en ridse er der, propfyldt med elektroniske lækkerier, urkranse, gearstang og pedaler i aluminium, gps, servo, airbags og det hele! Et herligt syn er den! Så kommer sælgeren, men i stedet for at tale om bilen og give en lidt salgsgas og fortælle om alt det, den kan, giver fjolset sig til at tale om noget så ligegyldigt som leveringen. Jo, siger han, der er en måneds leveringstid, først skal den køres fra Tyskland, og så skal den omlastes i Kolding, der skal udfyldes en masse papir, og så først kommer den til værkstedet, hvor den skal klargøres og eftergås. Mekanikerne skal have beskyttelsesfolien af og tjekke motor og det elektriske system for at sikre sig, at der ingen fejl er, før udleveringen til kunden. Sådan taler sælgeren. Men alt det snak rager jo ikke en det mindste. Man siger: Hør, jeg er ret ligeglad med leveringen. Det er bilen, jeg vil høre om. Fortæl mig om den - ikke om alt det udenoms, levering og emballage og papir - hvad rager det mig!

At være sognepræst og stå på prædikestolen og tale om troen i stedet for om Kristus - det er omtrent som at være bilsælger og tale om levering i stedet for om bilen! Det er jo ikke troen, man skal høre om i kirken - det er Jesus Kristus. Troen er egentlig noget uvedkommende, noget ganske ligegyldigt eller noget, der slet ikke er noget i sig selv - det er Gud, jeg skal høre om - ikke troen! Men det kan nu en gang imellem blive nødvendigt at sige noget om tro alligevel. Mest fordi der siges så usandsynlig meget sludder om den. Det er ligesom med en træls sang, man hører i radioen og får på hjernen. Den er torskedum og irriterende, men den er ikke til at få ud af hovedet igen. Sådan er det med meget af det vrøvl, der siges om troen. Det bliver hængende og forvirrer tankerne, så man helt glemmer, hvad det egentlig drejer sig om.

Der er især to fordomme om troen, som vi skal have aflivet. For det første er der den forestilling, at tro er noget, nogen har, mens andre kan leve udmærket uden: Derovre står de troende, og herovre er alle vi andre, de normale, de ikke-troende. "Jeg tror kun på det, der kan måles og vejes, og dem, der tror, gør det kun fordi de ikke har viden nok!" Den slags kan folk finde på at sige i fuldt alvor - uden at ane, at de dèr kun har sagt det rene skære vrøvl. Alle mennesker tror, selvfølgelig. Ingen kan leve blot et øjeblik uden at tro. Heller ikke ateister eller folk, der tror benhårdt på videnskab. Tænk jer engang at skulle leve sådan og kun ville tro på det, man selv har set og målt og vejet! Tag nu sådan en videns-fanatiker. Han sidder en kold vinterdag derhjemme i sin stue og læser Illustreret Videnskab. Så ringer telefonen, det er hans fætter i USA, der fortæller ham, at ovre i Californien, hvor han lige nu sidder på terrassen med et glas kølig californisk hvidvin, dèr skinner solen og temperaturen har sneget sig op på 27 grader. Vil vores måle-og-veje-mand så sige: Nej, det tror jeg ikke på! Vent lige! Jeg må lige over til dig at banke på dit termometer og måle luftfugtighed og solindfald, før jeg tror dig? Nej, selvfølgelig ikke. For manden tror da sin fætter! Som han tror så meget andet. Hvad vil han f.eks. gøre, når de i fjernsynet eller radioen fortæller ham, at der nu igen er store demonstrationer mod Danmark i Damaskus på grund af Muhammed- tegningerne? Så tror han det da blindt - også selvom han ikke er til stede og står midt mellem de vrede muslimer. Jo, han ser måske billederne på tv, men billeder kan man snyde noget så skrækkelig med. Hvad der ser ud som en kolossal menneskemængde, er måske i virkeligheden en lille forkølet flok på 15 mand - det er bare kameravinklen, der gør, at de ser ud til at være flere. Men hemmeligheden er, at manden har tillid til det, han hører og det, som billederne tilsyneladende fortæller. Han tror, kort sagt. Akkurat som han tror på sin søn, når han fortæller, at hans lærer har givet ham stil for i dansk. Han ringer ikke først og tjekker det hos læreren. Han stoler på det, han hører. Og så videre. Ingen mennesker lever uden tro. Det er simpelthen ikke rigtigt, når nogen påstår det. Det kan ikke lade sig gøre. Vi forholder os hele tiden i tro eller mistro til omverdenen. Den tro, vi taler om i kirken, er ganske den samme, som vi taler om, når vi taler om at tro f.eks. på en vens tilsagn eller løfte, en piges ja, eller en brugtvognsforhandlers lovord om hans gamle sminkede Toyota. Det er den ene fordom om tro.

Den anden fordom er mindst lige så slem. Den går ud på, at tro er en slags indre oplevelse eller indre sikkerhed, som nogen har. En særlig indstilling til verden eller et særligt menneskesyn, som kun de troende har adgang til, mens alle andre mener noget andet. Troen som en slags indre frekvens. Lidt ligesom de gamle radioer, hvor man på Kalundborg langbølge kunne sidde og søge med drejeknap, og se den lille hvide viser flytte sig mellem Luxembourg, Oslo, Moskva, Bratislava og Budapest, mens en lillebitte grøn skærm angav signalets styrke. Fordommen går ud på, at troen er sådan en slags åndelig programvælger, der skal indstilles på den rigtige indre frekvens og så holdes der. Man må ikke komme i tvivl, for så mister man forbindelsen, så flimrer og knitrer det på troens lille grønne skærm, og det hele er tabt på gulvet. Det er den forestilling om tro, som får fjollede videnskabsmænd til at lægge kristne i hjernescannere for at finde troens sted i hjernen. Det er også den tanke, der får folk til at sige sådan: "Jeg ville så gerne tro, men jeg kan desværre ikke!" Ja, det er i virkeligheden det, der afholder mange fra at gå i kirke eller overhovedet beskæftige sig med kristendom, fordi de mener, de på forhånd er udelukket, da de jo ikke rigtig kan finde den særlige bølgelængde indeni, ikke rigtig kan føle nogen tro i hjerte og nyrer. "Jeg skulle mærke troens sikkerhed eller varme eller kærlighed indeni, men jeg mærker bare min gamle tvivl og forvirring". Altså er kirke og kristendom for de andre.

Jeg er i tvivl om, hvilken af de to fordomme, der er den værste, men jeg er helt sikker på, de begge må være opfundet i Helvede. For de fjerner fokus fra Kristus, fra den treenige Gud, akkurat ligesom den tåbelige bilsælger fjernede fokus fra bilen til fordel for leveringen. Læg mærke til, hvor ofte vi taler om tro i stedet for om Gud. Hvor tit hele vægten lægges på denne her særlige følelse, vi tror, vi skal have indeni, troen - og ikke på Kristus. Det er Djævlens lille trick til at skille os fra Gud.

Mattæus giver os en glimrende anledning til at vise, hvad tro er. Johannes Døber sidder i sin celle dybt under kong Herodes Antipas' borg. Et lillebitte hul dybt nede i borgens fundament, et fugtigt, buldermørkt, klamt og usundt sted. Intet lys er der, måske med undtagelse af den smule, som en gang imellem trænger ind under døren, når vagten går forbi med en lygte. Sorte mure, muggent halm på gulvet, rotter, snegle, edderkopper og mus, en stank af urin og afføring. Det er Johannes' celle. Og der i mørket sidder Johannes alene med sine tanker og gør status. Hvad har han virket for? Hvad har han sagt og gjort? Hvad har hans liv været? Mest af alt samler hans tanker sig om den dag, da han stod ved vadestedet ved Jordan-floden og pludselig så Jesus og med det samme udpegede ham som den udvalgte, Guds salvede. Dengang mente han sig sikker, men hvad nu? Er Jesus den, han troede, han var? Johannes vakler frem og tilbage. I ham, den store profet - ifølge Jesus den største profet - er der ikke andet end tvivl og usikkerhed. Da beslutter han at sende bud til Jesus selv. Og læg mærke til det: Han er ikke interesseret i at få et foredrag om troen. Han beder ikke om at høre, om han har troen eller måske har mistet den. Han spørger direkte: Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden? Det er det samme spørgsmål, som går igen på hver side i Det Ny Testamente: Er du Kristus? Er du Jødernes konge? Er du Guds udsendte? Johannes kan ikke selv spørge, men han kan sende to trofaste og særligt betroede disciple, som formentlig har besøgt ham dagligt i cellen. Da de to kommer tilbage, er svaret ikke et simpelt ja eller nej, men et helt andet svar: "Gå at fortælle Johannes, hvad I hører og ser: blinde ser, lamme går omkring, spedalske bliver rene og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige". De to disciple fortæller, hvad de selv har set og hørt, altså en øjenvidneberetning. Vi så det selv! Og længere er den ikke. Det er en tale til tro. Til afgørelse. Se igen Johannes for jer. Han sidder der fanget i sin mørke celle. I sig selv, i sit eget hjerte og i sine egne mavefornemmelser har han ikke andet end tvivl og usikkerhed, vaklen og spekuleren. Men han får der i sin celle et vidneudsagn udefra, et ord ude fra verden: Hør, hvad vi siger! Dèr har vi et billede på, hvad tro er. At høre et ord udefra, talt af andre direkte og med myndighed til en om Kristus. Ikke om troen. Slet ikke! Men om Kristus. Det hjælper ikke Johannes ud af fængslet eller over i en eller anden indre sikkerhed. Men der i mørket har han nu noget at klamre sig til og veje op imod alle de andre tanker: tvivlen, usikkerheden - alt det, der er i ham selv. Er det i grunden så forskelligt fra det, der sker hver søndag? Her kommer jeg som en anden Johannes i sin celle med alt mit mørke, min tvivl og indre usikkerhed og får her i kirken et ord at høre uden for mig selv, talt af en anden med myndighed: Sandelig, han er Kristus, den levende Guds søn. Er det anderledes end at sidde ved en kiste og høre ordene: Kristus er opstanden, af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå? Eller er det anderledes end at høre det sagt ved nadveren: Den korsfæstede og opstandne har nu gjort fyldest for alle dine synder, dvs. fyldt dit målebæger op med alt det, du burde have gjort!? Hvad er forskellen? Hør det, tag det til dig! Vær glad! Det er, hvad du hører mig sige lige nu! Ikke andet. Fanden komme anstigende med sit vrøvl om troen, som man skal have først eller føle i sit indre. Væk med det! Det er netop det salige: Dette står lige åbent for alle. Min egen tvivl og forvirring kan ikke lave om på det sagte. Det er, som jeg har hørt det. Tør du tro det, eller tør du ikke?

Amen.

Morten Rydal.