Af Monica Papazu, Tidehverv, 2010, nr. 1, s.5-6.

"Verden går under!" Ak, hvor ofte har man ikke hørt det i historiens løb! "Verden går under!" græd Romerrigets borgere med jævne mellemrum. Det kan man f.eks. se hos digterne. Hos Vergil: "Impiaque aeternam timuerunt saecula noctem" (Den gudløse slægt frygtede, at det evige mørke er kommet). Eller hos Ovid, som endda bebudede en global opvarmning: "Luften, jorden, havene, selv himlene vil blive fortæret af ild" (Metamorfoser, I, 256).

Selv den mest magtfulde civilisation får sommetider bange anelser, selv den kan indse, at den ikke kan vare evigt. For evighed, det er, hvad de alle sammen kræver. Rom: "Urbs aeterna" (den evige stad). Og der kom en dag, da Rom hørte op med at være evig. Barbarerne hærgede. Rom gik under - og dog ikke helt. Menneskene gik ikke under - ikke alle i hvert fald. Og ud af Roms aske og sumpe (for de superbe dæmninger og akvædukter forfaldt) opstod en ny civilisation.

"Verden går under!" skreg man i år 1000, det skæbnesvangre år. Der var ikke ende på de ulykker, man forudsagde: Skaberværkets elementer vil komme i oprør, naturen vil bryde sammen, årstidernes love vil blive brudt, og alt vil vende tilbage til det oprindelige kaos. Og der var tegn nok: For der var jordskælv og tørke og hungersnød og kometer på himlen.

"Verden går under!" jamrede man igen et årtusind efter - jo højere, jo tættere man kom på 2000. Og nu havde man fået de verdensomspændende massemedier. Nytårsnat, da det nye årtusind indtræffer, vil kaoset sænke sig over jorden. Verdens computersystem vil kollapse. Fly vil falde ned fra himlen; produktionen vil gå i stå. "The day the world crashes", skrev Newsweek. "Countdown to Y2K meltdown", skrev Chicago Daily Herald. "Year 2000 - a ticket to disaster", skrev San Francisco Chronicle. Se den engelske journalist Nick Davies' bog Flat Earth News fra 2008 - det er vidunderlig læsning. Og man kan ikke lade være med at spørge sig selv: Hvor går alle de nyheder, som i månedsvis har optaget sindene og fremkaldt panik, hen, når du forsvinder? Først er de på alles læber, aldrig har der været en smukkere konsensus - og så står man op en dag og opdager, at alt er glemt.

"Verden går under! Atomvåbnet er over os!" råbte man sig hæs fra 50'erne til stort set 1989. Og man rykkede sammen i protestmanifestationer og i fredsbevægelser og gik med lys i hænderne og sendte fredsduer op mod himlen for at formilde historiens guder. Man fik våbenkapløbet, og verden gik ikke under. Tværtimod. Våbenkapløbet og den atomare balance holdt kommunismen i skak, og til sidst bukkede kommunismen under, og millioner af mennesker genvandt deres frihed.

"Verden går under!" vræler man i København i disse dage. Vi må gøre noget! Vi må udtænke en verdensplan. Havene stiger. Det bliver varmere. Vi kan ikke tåle mere varme. Vi kan heller ikke tåle flere mennesker på denne jord - derfor foreslår udviklingsminister Ulla Tørnes, at der skal indføres en form for fødselskontrol. En smule racehygiejne kan ikke gøre en flue fortræd, og jo færre mennesker til at forpeste jorden og genere fluesværmene, jo bedre - bedre for jorden, for fluerne og for os andre, som jo allerede er født.

Eller for at være på den sikre side: Man skal i hvert fald straffe miljøsvinene. Her kan man slå to fluer med ét smæk (undskyld det uøkologiske udtryk, som sikkert snart vil blive forbudt): Man slår et slag for naturens renhed og styrker samtidig statsreguleringen og overstatsreguleringen, hvilket er endnu finere. Så lad os da beskatte CO2-udslippet!

Det kan jeg virkelig lide. Endelig noget, som har en ærværdig tradition bag sig. Vore progressive er hoppet så langt frem, at de er vendt tilbage til fortiden: De har genopdaget en form for skat, som blev praktiseret århundreder før. Der er ikke ét skolebarn i Rumænien, som ikke har hørt om det. I 1600-tallet indførte man i de rumænske fyrstendømmer noget, der hed "fumarit", dvs. "røgskat" ("fumarit" kommer fra "fumare", at ryge, på latin). Det betyder, at man skulle betale skat for den røg, der kom ud af husets skorsten. Røgbeskatningen var en vidunderlig opfindelse - hvert hus havde jo en skorsten, og der kom røg ud af den. Selv den fattigste bonde kunne finde en tør gren eller en gennemgnavet majskolbe at smide i ovnen. Røg kom der ud af skorstenen både om vinteren, for man skulle få varmen, og om sommeren, for man skulle forberede maden, og skatteopkræveren brugte både sin næse og sine øjne (det er nu ikke let at skjule en skorsten).

At skatten i virkeligheden ikke gik til fyrsten, men til tyrken, det er en anden historie. Eller hvem ved - måske går CO2-skatten stadig til "tyrken" eller en anden slags "tyrkere".