Af Christian Lindskrog, Tidehverv, 1927, nr. 7, s.110-112.

Vækkelsesmøderne i Garnisons Kirke. O. Lohse 1927.
Vækkelsesmøder er noget udmærket noget; ja, ret beset er det maaske den eneste form for møder, vi mennesker med udbytte kan holde for hinanden. Der er ganske vist ogsaa helliggørelsesmøder; men det ord kan umuligt tages helt alvorligt. Det er nok muligt, at nogle kan opdage et og andet hos sig selv dér og tage beslutning om en forbedring paa visse punkter - en beslutning, som vel ogsaa undertiden virkelig søges gennemført i en ærlig kamp. Men vi kan da ikke for alvor mene, at det, at vi lapper lidt paa os selv, skulde gøre os mere virkeligt hellige, d.e.: mere hellige i Guds øjne. - Vækkelsesmøderne maa vel netop have deres mulighed deri, at vi ikke søger at forandre os selv eller andre, men "kun" prøver paa at gøre os den stilling klar, hvori vi som mennesker staar over for Gud, prøver paa at faa det til at gaa op for mennesker, at de har med Gud at gøre, det er ham, de staar overfor. Det maa vel være det, der er vækkelsen. - Det er tilsyneladende en meget beskeden opgave; for den, der bliver vakt, er dermed hverken blevet bedre eller kommet Gud "nærmere". Han har kun set, hvordan sagen staar. Men hvis et menneske virkeligt erkender sandheden, saa er der mulighed for at tro, at det er Gud, der har bevirket dette, at det er Gud selv, der har talt - maaske ganske paa tværs af forkyndelsen. Og hvad saa det vil føre til, hvad Gud vil gøre og sige, og hvilke sjælelige processer der skal gennemgaas, det bliver en sag for sig; det véd vi ingenting om paa forhaand. - Det ser, som sagt, meget beskedent ud, det vækkelsesmøderne saadan skal bevirke; men det forekommer mig, at det spørgsmaal i det mindste maa stilles, om vi overhovedet kan gøre andet og "mere", naar vi forkynder - hvis vi da skal være nogenlunde paa vagt imod, at vi laver omvendelser o. 1., altsaa hvis det er vor opfattelse, at det her først og fremmest kommer an paa virkeligheden, ægtheden i det, der "sker".

Det er tydeligt, at vækkelsesmøderne i Garnisons Kirke ikke har villet nøjes med dette, som i sig selv ingenting er. Det har været meningen, at de skulde naa langt videre - eller skal man maaske snarere sige, at det er noget helt andet, de vilde, noget i en helt anden retning? - De tager netop sigte paa en forandring i mennesket, en "afgørende" forandring. Mennesket skal tage et skridt, det skal "i denne stund knytte sin skæbne til Jesus fra nu af og indtil evig tid" (s. 78). Det er talernes maal at faa mennesker drevet til det. D. v. s. det er naturligvis ikke deres mening, at de ved deres ord skal bevirke dette; men Guds aand skal virke det gennem deres ord. Ja, men hvor kan de vide, at Guds aand vil? Er det ikke den eneste lov, vi kender for aandens virkemaade, at "vinden blæser, hvorhen den vil"? Nej, der er i hvert fald nogle, som véd mere; der er nogle, som gaar ud fra, at naar et saadant stort møde er stillet paa benene, forberedt lang tid i forvejen ved bøn o. s. v" ment som et stort fremstød for Guds riges arbejde i København, set hen til med troende forventning, brændende ønsket af mennesker - saa vil Gud ogsaa. Derfor taler Gud i Garnisons Kirke disse aftener - det siges udtrykkeligt: "Saa lyder hans røst - ogsaa nu i denne stund herinde: Adam, hvor er du?" (s. 41). "Adam, hvor er du? Det er Gud, der spørger!" (s. 44). Gud er dem særligt nær disse aftener (s. 114). - Mon Gud dog ikke stadigt er lige saa langt borte, som han altid har været - eller lige saa nær? Mon vinden dog ikke stadigt blæser, hvorhen den vil? Mon vi paa nogen som helst maade kan tvinge eller forpligte Gud til at tage del i det, vi laver? Mon vi kan andet end bede og vente, at Gud skal virke, hvis han vil, naar og som han vil? - Og hvem véd! Det var jo muligt, at Gud trak sig tilbage fra al vor iver, at Gud virkede helt andre steder og frembragte noget helt andet end det, vi arbejder paa. Ja, hvem kan vide det? Det er maaske endog gaaet saadan, at Gud har talt sit ord i Garnisons Kirke i de aftener og har virket dér efter sin vilje! Men naar et menneske staar og taler og saa siger: Nu taler Gud!, saa lyder det som en anmasselse, selv om det kaldes for tro. Og det er meget muligt, at der har været en særlig aandelig "luft" derinde (s. 43), hvori der har kunnet ske mange mærkelige ting. Men om Gud giver sig af med at skabe atmosfære, og om det er hans gerning, der sker dér, det er et helt nyt spørgsmaal. - For at sige det ganske kort: Mon vi ikke trænger til at faa Gud lidt paa afstand, saa at vi - foreløbigt i hvert fald - ikke længere er saa sikre paa ham og hans medarbejderskab?

Det er altsaa maalet, at mennesket skal tage det afgørende skridt; det skal talerne føre dem til. Og det første paa den vej maa jo være gudserkendelse og selverkendelse, som talerne altsaa skal søge at frembringe. Men her maa i hvert fald undertegnede bekende, at han har svært ved at tro paa, at det skulde kunne naas ved disse taler. Hvorfor? Af en meget enkel og plausibel grund: Jeg forstaar ikke alt det, der siges, eller hvad det angaar mig. Og jeg vilde mene, at det gaar paa samme maade med de allerfleste, der prøver paa at se og tage rent praktisk, konkret paa tilværelsen, i hvert fald de unge af dem. Det beror ikke i første række paa, at sproget til tider er uforstaaeligt - man kan f. ex. ikke forlange, at vi skal kunne finde nogen jævn, praktisk mening i en sætning som den: "at faa sig gemt bag ved Jesu Kristi blod" (s. 81). - Det er i og for sig heller ikke det, at det hele undertiden tager sig temmelig indviklet ud; vi faar besked om saa mange ting (se blot indholdsfortegnelsen) og skal gøre saa meget. Hvad skal man f. ex. stille op med følgende passus: "Og se, nu, - gør man det, jeg her har nævnt, eller forsøger man ærlig at gøre det, - lyder man, naar Mesteren kalder, betror man Gud, hvad der fylder ens sjæl, hviler man i den forvisning: Du er Kristus, Guds søn, og holder man, paa trods af alt, fast ved Jesu ord, - saa tror man." Saa "sker livets under derinde" (s. 15). - Kunde man endda bare huske alt det, som skal til for at tro! Og hvad vil forresten det sige: "eller forsøger man ærlig at gøre det"? Som bekendt er der mange ærlige forsøg, der totalt mislykkes; hvis nu ogsaa det ærlige forsøg her totalt mislykkes, mon man saa tror alligevel? - Ja, det er sandelig temmelig indviklet. Og saa skal man endda bagefter til at undersøge, om nu dette livets under virkelig er sket med en (her møder vi en form for bibelanvendelse, som man maa undre sig meget over at finde hos denne taler. Se navnlig s. 16 nederst. Den er mildest talt ikke sober).

Men det er altsaa ikke først og fremmest det. Nej, der er to punkter, som er meget mere væsentlige. Det første er det, at vi møder egentlig ikke nogen forkyndelse om Gud. Det er os selv, der er tale om hele tiden - hvis det da ikke til en afveksling er den onde. Det er os selv. Endog den aften, da Jesus er "emnet", faar vi at høre om os selv, om hvad og hvordan vi ser eller bør se paa Jesus, hvordan vi skal stille os til ham og bruge ham - i alt væsentligt er det de toner. Det hænger sammen med, at det, alt kommer an paa, er mit forhold til Jesus og Gud, hvad jeg tror, gør, siger, mener o. s. v. Det er mig, det hele afhænger af. Kan det siges stærkere end i denne sætning: "Saa knyt i denne stund din skæbne til Jesus fra nu af og indtil evig tid. Gaa ikke herfra i aften, før dit forhold til Jesus er afgjort og klart" (s. 78). Indtil evig tid! Ja, hvorfor ikke! Et vakt menneske er i sandhed en saare mægtig skabning, der udstrækker sit scepter helt ind i evigheden. -

Men sæt Vorherre pludselig skulde finde paa at gøre oprør og sige. "Nej holdt, tre skridt fra livet!" Vi har en mistanke om, at det ikke gaar slet saa glat med at række over i evigheden - og om vi kommer der, saa maa det være Gud, der af en eller anden komplet ubegribelig grund vil have det saaledes. Vi har en fornemmelse af, at hvis Gud siger ja, saa har det en del mere at sige, end naar vi siger det (og Guds Ja i Kristus siger en del mere, end vi aner!; og vi tror - ikke at det ingenting har at sige, om vi siger ja eller nej - men at vort ja højst gælder i 14 dage, og ikke "indtil evig tid".

Det andet punkt er dette: Det er altsaa i det væsentlige ikke Gud, men os selv, vi hører om. Men - vi vil ikke kendes ved, at det er os, der er tale om her. Jeg hører om et væsen, der er udstyret med en mængde fromme, religiøse ting, som jeg ikke kender noget til: tvivl, anfægtelser, syndenød, længsel efter et eller andet, angst for helvede, den onde, døden o. s. v. Det er ikke mig. Jeg er et jævnt, skikkeligt menneske, der lader den ene dag rulle forbi mig efter den anden, mange gange ikke særlig interesseret i det hele; men jeg passer mit arbejde, sørger for min familie, tager, hvad der frembyder sig af lyspunkter, og kommer da i reglen ogsaa nogenlunde helskindet over de stød, verden giver. Saadan er jeg - undtagen maaske, naar jeg har været til vækkelsesmøde; men hvis Gud vil mig noget, maa han vist helst prøve paa at træffe mig hjemme. - Og hvis Gud er Gud, saa træffer han mig derhjemme, d.e.: som jeg staar og gaar, uden at der er frembragt noget som helst religiøst i mig i retning af angst, syndsfølelse o. s. v., uden at jeg først skal have gennemgaaet en psykologisk proces, som jeg maaske - psykologisk set - slet ikke har nogen mulighed for at gennemgaa. Jeg tænker ogsaa, han uden mange ord overbeviser mig om, at jeg er en synder, med eller uden syndsfølelse. - Som sagt, jeg kender ikke dette menneske, og jeg har mine tvivl om, hvis Gud finder ham, at det saa virkeligt er mig.

Vi kommer nu til det sidste punkt. Det er menneskets frelse, det hele drejer sig om. Men hvad vil frelse sige? Er frelse virkelig det at "faa sig gemt bag Jesu blod" og saaledes undgaa straf for sine synder? Er Guds maal saa naaet? For frelsen maa da først og fremmest være Guds maal! - Efter den foreliggende bog bestaar frelsen deri, at jeg, idet jeg søger mit eget vel (s. 78), giver afkald paa visse ting - dog selvfølgelig ikke uden at faa noget bedre i stedet (s. 112), derefter vælger jeg Jesus og bliver en "ny skabning", d. v. s. jeg børster det værste skidt af mit jeg og lapper paa det hist og her (anden mening kan jeg - desværre - ikke faa ud af s. 22 f). Saa er vi i sandhed paa den grønne gren; saa er det f. ex. saadan, at Gud aander evighedsindhold i den glæde, jeg betror ham (s. 13). - Dette er maaske groft trukket op; men det er det, der siges. - Frelse, det er, at jeg bliver udødelig, dybest set saadan, som jeg er; jeg kommer i himmelen i stedet for i helvede. Syndsforladelse er fritagelse for straf. Svarende hertil er "syndsbekendelse" det at fortælle Herren alle de ubehagelige følger, synden har haft for mig (s. 42). - Det er i sandhed ikke til at indse, hvorfor Gud skulde have denne særdeles behag i de udvalgte, blot fordi deres egoisme yttrer sig mere haandnakket og fordringsfuldt end de fortabtes! Man kan ikke vise det spørgsmaal fra sig: Er omvendelsen, saadan som den skildres her, andet end en manøvre bort fra Guds vrede, en omgaaende bevægelse, hvorved man undgaar at blive stillet ind under Guds dom (jeg taler ikke om de omvendte, men udelukkende om forkyndelsen)? Har den noget som helst med frelse, frelse fra det onde, fra synd, fra mig selv at gøre? Har den det mindste at gøre med det, som er Guds maal med os? Og hvis man herimod indvender, at der er erfaringer for, at denne omvendelse virkelig har givet mennesker fred og glæde o. s. v., hvad de andre religioner, som søger det samme, ikke kan give, saa maa vi spørge: Skal vi i højere grad bøje os for en umoralsk virkelighed end for en umoralsk uvirkelighed? Saa er kristendommen jo blot blevet den mest anvendelige af jeg'ets religioner. Men har det noget med Guds maal, Guds frelse at gøre?

Der er vel ingen tvivl om, at vi i denne bog har noget af det bedste af, hvad der kan præsteres her hjemme i den art af forkyndelse. Desto mere paakrævet er det at søge efter den nye forkyndelse, som taler til os med myndighed. - Denne kritik maa ikke opfattes saadan, at den skulde komme fra et sted, hvor det nye fandtes; nej, vi maa vist alle søge efter denne forkyndelse. Og nogle er der i hvert fald, som er klare over, at uden den kommer der ingen virkelig vækkelse.

Christian Lindskrog.