Af T. S. Tidehverv, 1927, s.207-208. (Morten Larsen: I Skumringen. (Schønberg. 1927. 141 S.)).

Det er med Undren man midt i Jule- og Opbyggelseslitteraturen træffer paa denne dybt ærlige Bog med dens Bud fra en helt anden Verden end den, der nu kalder sig kristelig. Her lyder den gamle, kendte Klang fra Evangeliet igennem alt det menneskelige, som ogsaa findes, og som ved en ringe Ombøjning saa let kan opfattes sentimentalistisk. Enkelt og enstonigt - som Evangeliet selv - vil det virke paa mange, der er vant til ganske anderledes krydret og varieret Kost. Maaske er Røsten blevet svagere end den har været, men den er ikke mindre tydelig.

"I Skumringen" hedder Bogen, og i Skumringen i mere end een Betydning er den skrevet. Men Talen er ikke om en blid, vemodig Aften, men om den virkelige Nat, som er ved at sænke sig ikke blot over Forfatteren, men over os alle: Nedgangens Nat, Dødens Nat. Skjult under Livets Gebærder er Døden virksom, den, som trænger ind fra alle Sider og stivner alt levende i os og om os. Heroverfor hjælper ingen noksaa begejstret Forsikring om, at Jesus een Gang for alle har vundet Sejren over Døden, som om vi kunde komme udenom denne Strid. Kampen med Døden og Gudsforladtheden udkæmpes stadig paany i den, der tror paa ham. "I deres Indre, i deres Sjæle og Kroppe kæmper han i Ordet og Aanden Kampen om igen Slægt efter Slægt." Hvert Slægtled staar paa bar Bund og maa begynde forfra. Derfor bliver det ikke et Spørgsmaal paa Skrømt, men i Alvor, om der nu i denne Nedgangstime findes "det forsvindende Faatal", der ikke blot "regner sig for troende og mener noget alvorligt dermed", men som "virkelig er i levende Forbindelse med Gud Fader i Jesus Kristus, saa hans Aand og Liv gennem dem kan finde Vej og komme til at virke paa Livet i det Folk, de tilhører". Findes der et saadant Faatal? -

Bogens Motto er det Vers, der slutter med Linjerne: "Men immer det dages dog paany, hvor Hjerterne Morgen vente". Men hvorledes kan Hjerterne vente Morgen, naar de tror, at det er midt paa den lyse Dag?

Hvad der adskiller disse Prædikener fra de fleste andre, er, at de er gennemlysnet af Troen paa Helligaandens Skabergerning. Skulde det ikke paa en mere raffineret Maade gælde os, hvad Grundtvig sagde om sin Samtid 2. Pinsedag 1814: "Endnu langt færre tro rettelig paa den Hellig-Aands Udgydelse over Apostlene og paa hans Naadevirkning i alle troende Hjerter. De vil mene, at de ved deres egen Styrke og Fornuft kan tro paa Kristum og komme til Kristum; det gudelige Sindelag, som den Hellig-Aand virker, det kalder de den hellige Aand, og glemmer Skaberen over Skabningen".