Af H. J. Hansen, Løjt. Tidehverv, 1934, s.36-43. Foredrag holdt paa Hindsgavl, Sommeren 1933.

Luther siger i Begyndelsen af sin Kommentar til Romerbrevet, at det var Paulus' Hensigt med Romerbrevet, at "gøre Synden stor". Naar Syndens Omfang og Vægt undervurderes, afkortes, saa vil det jo sige, at der tillægges noget menneskeligt, d.v.s. noget syndigt guddommelig Kvalitet. Mennesket forguder sig selv. Og det har atter til Følge, at Evangeliet bliver sat overstyr. Det er derfor altid paa sin Plads, at "gøre Synden stor". Det er ogsaa, og navnlig i Øjeblikket, paa sin Plads overfor en Mand som Bultmann.

Lad mig sige det straks: jeg er bunduenig med Bultmann i hans Opfattelse af den menneskelige Eksistens og af Evangeliet.

Bultmann er Videnskabsmand og Forkynder. Jeg er ikke i Stand til at bedømme hans videnskabelige, tekstkritiske Resultater. Derimod kan jeg ikke fraskrive mig Retten og Evnen til at bedømme det Resultat, han kommer til, hans Teologi som Helhed, hvorvidt det, han forkynder, er Evangeliet eller ikke.

Bultmann føler sig i den skarpeste Modsætning til den idealistiske Kristendom, og jeg tænker mig, at det er dette Forhold, som har forledt selv udmærkede Mænd og Kvinder til at tro, at hans egen Fremstilling af Kristendommen er væsentlig forskellig fra den idealistiske. Det mener jeg ikke. Jeg kan ikke se andet, end at de to er Brødre i Aanden. Eller for at bruge en Passus fra Tidehverv: de er konkurrerende Firmaer, de handler begge med den samme Vare. I det afgørende gaar de sammen.

De mener begge, at Evangeliets Hensigt er den, at faa Mennesket til at leve fromt. De mener begge, at Dommen over det naturlige Menneskes Selvforgudelse sker derigennem, at der i Forløsningsaabenbaringen afsløres for Mennesket en dybere Maade at eksistere paa. Naar Bultmann bekæmper det idealistiske Fromhedsliv saa ihærdig som han gør, saa sker det, for at skaffe Plads for et Fromhedsliv, der efter hans Mening er uden Sammenligning alvorligere, sandere. Bultmann's troende forstaar sig som én, der bestandig staar, eller rettere sagt bliver stillet overfor Guds Ansigt. I alt, hvad han gør, er det Gud, han har med at gøre, Gud er der hele Tiden. Og Spørgsmaalet er da bestandig dette, om han vil anerkende, at det er Gud, han staar overfor eller om han vender ham Ryggen, m. a. Ord: om han vil leve fromt eller ikke. Og Evangeliet, saadan som Bultmann forstaar det, gaar ud paa, at Muligheden for at leve fromt nu er givet. Og det, det gælder om for et Menneske, er da dette, i hvert Øjeblik at gribe denne Mulighed for at leve fromt. Troen er efter Bultmann ikke en Besiddelse, men stadig en Beslutning. Den er en Viljessag. Jesus appellerer til Menneskets Vilje. Men altsaa: det, det kommer an paa, er dette, at jeg i hvert Øjeblik faar realiseret den Mulighed for at forholde mig fromt, som Mødet med Gud giver mig.

Ja, Bultmann er lige ved at falde for den Fristelse, at give en Beskrivelse af det kristne Fromhedsliv. Han véd ikke saa lidt om, hvordan et kristeligt fromt Liv former sig. Han ved i hvert Fald, hvad det gælder om at vogte sig for, naar man vil leve fromt. Han siger i sit Foredrag, "Die Krisis des Glaubens": "Troen paa Gud overdøves bestandig af den daglige Bekymring, der lænkebinder Mennesket, af Ønsker og Planer, af Lidenskaberne, som driver ud i Lysten og fra Lyst til Lyst, af Samværet med de andre, som altid er i Fare for at miste sin Karakter af Samvær mellem frie og ensomme Personer og at blive til en Larm af Stemmer, som river os med og som bedragerisk skjuler vor Ensomhed for os, som vi adspreder og taber os i og som vi selv stemmer med i. Arbejdet og Værket tager stedse Mennesket til Fange, Mennesket bliver til "Fagmanden" til Slave af Arbejdet, hvis Pauser ikke betyder Samling, men Adspredelse." Jo det gælder om at tage Livet alvorligt, det gælder om at leve virkelig fromt. Og, lad mig gentage det, Evangeliet efter Bultmann gaar ud paa, at Livet kan nu leves fromt.

Lad os høre lidt mere om, hvordan den fromme har det efter Bultmann: "For Troen mister den omtumlende Bekymring sin Angst, fordi Mennesket i Troen vinder en ejendommelig Distance fra den trods al dets Bekymrethed. For Troen mister Længselen sin Pine, thi netop i Længselen gør Mennesket sig fri fra den Illusion, at dette her nogensinde kunde bringe det Tilfredsstillelse, og Længselen forstaar sig som en Længsel, der gaar ud over Tiden mod Evigheden. For denne Tro bryder ud af Ensomhedens Mørke Glædeslyset frem:

"Sollt ich mit Gott nicht können sein,
so wie ich möchte, Mein und Dein?
Was hielte mich, dass ich's nicht heute werde?"

For denne Tro kommer det ikke an paa, at dens Viden og dens Virken føres til Ende, nej, den takker for, at den har Kraft til at forske og virke; og for den gælder det: "Du skal!" og Samvittighedens Røst er den Røst, som, idet den begrænser og dømmer, bringer den til sig selv." Saavidt Bultmann.

Spørger man saa: hvor kan det være, at Bekymringen mister sin Angst, at Længselen mister sin Pine for Troen, hvor kan det være, at den troende kan finde sig i, at hans Viden og Virken ikke kan føres til Ende? saa svarer Bultm., at den troende forstaar, at den gaadefulde Magt, som driver og begrænser Mennesket er Gud. Eksistensens Substans er Gud. Bultm. siger: "Det er Gud, som sætter en Grænse for Mennesket, som gør dets Bekymring til et komisk Spil, som lader dets Længsel lide Skibbrud, som kaster det ud i Ensomheden, som sætter en Grænse for dets Viden og Virken, som kalder det til Pligten og som overgir den skyldige til Pinen. Og dog er det tillige Gud som tvinger Mennesket ind i Livet og driver det ind i Bekymringen, det er Gud, som lægger Mennesket Længselen i Hjertet og faar det til at søge efter Kærlighed. Det er Gud, som giver Mennesket Tanker og Kraft til Værket og som stiller det i den evige Kamp mellem Vilkaarlighed og Pligt. Gud er den gaadefulde Magt hinsides Tiden og mægtig over Tiden, hinsides Tilværelsen og virkende i Tilværelsen."

Altsaa den Magt, som sætter mit Liv i Gang og som begrænser det, er Gud, siger Bultm. Overalt, hvor jeg løber imod Grænsen, der er det Gud jeg løber imod, Grænsen er Gud og hvad saa, naar jeg løber imod Grænsen, som er Gud? Hvad skal der saa ske? saa skal jeg forholde mig fromt! Hvornaar gør jeg det? Naar jeg giver Afkald paa at sætte mig selv igennem, naar jeg underkaster mig denne Magt, naar jeg i Ærefrygt bøjer mig for den, naar jeg siger ja til den. Bultmann udbryder saa: "Men naar Mennesket nu, idet det opdager Grænsen, bøjer sig, er da ikke Grænsen inderligt overvunden?! Har Mennesket saa ikke Gud?!" Bultmann fortsætter: "Jo naar denne Bøjning er ægte og radikal. Men at denne Bøjning ikke er mulig uden Syndsbekendelse og ikke uden Syndernes Forladelse det paastaar den kristne Tro."

Altsaa: der bliver igen Brug for Fromhed. Naar jeg f. Eks. har opført mig som den rige Bonde, og saa gør den kedelige Opdagelse, at jeg dog ikke kan sikre min Fremtid, saa er det ikke nok, at jeg afstaar fra dette Forehavende. Helt fromt, kristelig fromt forholder jeg mig først, naar jeg tillige bekender, at jeg var paa syndige Veje, og saa beder Gud om Tilgivelse. Jo, for det var jo Egenviljen, som drev mig saa vidt. Jeg er bleven skyldig og min Skyld kan kun udslettes ved et Tilgivelsens Ord.

Dog, vi vil ikke endnu tale om Tilgivelsen, vi vil først høre lidt mere om Grænser og om Synden. Bultmann siger: "Hin Løben imod Grænsen er derfor den Mennesket kvalificerede Skyld, fordi dette Menneske derved paadrog sig Skyld overfor sit Medmenneske. Næsten, Du'et, som Mennesket er forbundet med, det er givet Mennesket som den egentlige Grænse for dets Jeg. Hin Superbia er Mangel paa Kærlighed. Og den kristelige Opfattelse af Synden er karakteriseret derved, at den ved Budet, som staar over Livet, ved Guds Krav, som stedse paany lyder i Øjeblikket, forstaar Kærlighedsbudet. Hin Given sig hen til Kravet i Øjeblikket skal være den positive Erkendelse af Du'ets Krav som min Grænse, og Opfyldelsen af dette Krav, Kærligheden."

Altsaa: dette "Du skal", som Mennesket i dets Eksistens er inde under, eller som Bultmann siger: Budet, som staar over Livet, det tyder Bultmann som Guds Krav. Det er Gud, jeg møder i Kravet. Det er Gud, der aabenbarer sig i Loven. Det vil vi mærke os.

Og Guds Krav i Øjeblikket lyder paa Kærlighed eller ubetinget Lydighed.

Her rejser der sig nu to Spørgsmaal. For det første: Kan Mennesket vide, hvad det er: at elske, nu, dette Menneske, i denne konkrete Situation, altsaa Spørgsmaalet om Kravets Forstaaelighed.

Og for det andet: er Mennesket i Stand til at præstere denne ubetingede Lydighed?

Paa det første Spørgsmaal, Spørgsmaalet om Kravets Forstaaelighed, svarer Bultmann, ved at henvise til, at Jesus aabenbart har ment, at Kravet var forstaaeligt, vel at mærke naturligvis kun for det Menneske, der er rede til at vise sig lydig i Øjeblikket.

Bultmann siger i sin Jesusbog: "Den, der ser Mennesket som staaende i Afgørelsen, og den der just anser dette for at være den rette Opfattelse af den menneskelige Eksistens, han baade forlanger af Mennesket at det skal og tiltror det, at det kan vide, hvad der nu er godt og ondt." Og videre: "Nu gælder det om at vide, hvad der skal gøres eller ikke gøres, og der findes ingensomhelst Maalestok udfra Fortiden eller udfra det almene. Det betyder Afgørelse." Videre siger Bultmann: "Fordringen udspringer ganske simpelt af Afgørelsens Situation overfor Gud, i hvilken Mennesket er stillet. Dette Svar betyder, at Afgørelsens Moment indeholder alt det, der er nødvendigt for Afgørelsen, forsaavidt hele Eksistensen staar paa Spil i dette Øjeblik, og forsaavidt det dog er et isoleret Moment uden Kontinuitet med alt forbigangent."

Altsaa: Afgørelsens Øjeblik indeholder alt det, der er nødvendigt for at kunne træffe den absolut rette Afgørelse. Kravet i Øjeblikket siger ikke bare, at jeg skal blive ubetinget lydig, det siger ogsaa, hvori denne Lydighed bestaar. Jo, for det er jo Gud som aabenbarer sig i Kravet.

Og saa det næste Spørgsmaal: Kan jeg, Synderen, overhovedet præstere denne ubetingede Lydighed?

Herpaa svarer Bultmann ved at henvise dels til Jesu eskatologiske Forkyndelse, dels til Guds Tilgivelse.

Først lidt om Bultmann's Opfattelse af Jesu eskatologiske Forkyndelse, altsaa Jesu Tale om Guds Rige, eller som Bultmann siger "Gudsherredømmet". Hvad menes der med "Gudsherredømmet?" Bultmann svarer: "Gudsherredømmet er for Mennesket Frelsen, nemlig den eskatologiske Frelse, som gør en Ende paa alt jordisk Væsen, den eneste Frelse, man kan tale om, som derfor træder Mennesket imøde som et Enten-Eller. Det er en overnaturlig, overhistorisk Størrelse, det underfulde slet og ret, det "Ganz andere", det himmelske. Det er alene Guds Handlen, der konstituerer det."

Saavidt kan man vist godt følge Bultmann. Man kommer til at tænke paa, at Jesus har sagt, at Himmel og Jord skal forgaa, at ligesom Lynet farer afsted og lyser fra den ene Ende af Himlen til den anden, saaledes skal det være med Menneskesønnen paa hans Dag; man kommer til at tænke paa, at Jesus har sagt, at i Opstandelsen tager de hverken til Ægte eller bortgiftes, men de er ligesom Guds Engle i Himlen, altsaa en helt ny Tingenes Tilstand, en ny Himmel og en ny Jord, hvor hver Taare aftørres, hvor Døden ikke er mere, ej heller Sorg, ej heller Skrig, ej heller Pine.

Dog, lad os standse! Vi er efter Bultmanns Mening inde paa en gal Vej. Ganske vist, Bultmann siger selv: "Der kan ikke være Tvivl om, at Jesus ligesom hans samtidige har forventet et vældigt eskatologisk Drama. Saa skal Menneskesønnen komme; saa bliver der holdt Dom, saa bliver den himmelske Herlighed nogle til Del, medens de andre bliver forvist ned i Helvedes Ild." Men dette mener Bultmann at kunne se bort fra. Han erklærer, at Forventningen af en i Tiden forestaaende Verdens Ende, ligesom Forestillingen om Gudsherredømmet som en Tilstand hører til den tidshistoriske Mytologi. Og dermed er Bultmann færdig med det.

Man synes maaske, at saa bliver der ikke ret meget tilbage af Jesu Tale om Guds Rige! Jo, der bliver efter Bultmanns Mening netop det tilbage, som Bultmann har Brug for i sin Teologi.

Hvad er saa det?

Jo, det er Retten til at paastaa, at det er Gud, som i hvert Øjeblik kommer henimod Mennesket, at det er Gud, der er "das auf den Menschen zukommende", Menneskets Zukunft, og at han i Øjeblikket skaber Betingelsen for, at Mennesket kan gøre det absolut gode.

Bultmann siger: "Gudsherredømmet er ikke en Begivenhed, som sker ved Tidens Udløb, men das auf den Menschen zukommende, Guds Handlen, som kommer henimod Mennesket og stiller det i den absolutte Afgørelse, og Gudsherredømmet er det underfulde slet og ret; det "ganz andere", det himmelske som gør en Ende paa alt jordisk Væsen. Derved faar Afgørelsens Øjeblik Karakteren af "et isoleret Moment uden Kontinuitet med alt forbigangent." Og dermed er én af Betingelserne for at det absolut gode kan ske, skabt.

Den anden Betingelse skabes ved Guds Tilgivelse. Bultmann siger om Tilgivelsen: "Ved Tilgivelsen er Fortiden, som Mennesket kommer fra, udslettet. Mennesket kommer netop ud af Tilgivelsen ind i sit Nu og er derfor frit til Fremtiden, fri fra sig selv, fri til at gøre det, det skal gøre, fri til Lydigheden, til Kærligheden." Og videre: "Kærlighedsbudet er i sig selv ikke noget nyt. Nyt derimod er Budet i den Forstand, at det nu er bleven til Mulighed for Mennesket, nemlig derved, at Gud har elsket os i Kristus og vi saaledes som elskede kommer ind i vort Nu med Friheden til at elske."

Altsaa: Tilgivelsen gør mig fri fra mig selv. Men samtidig taler Bultmann om "ganske at renoncere paa egne Krav, om at kue den naturlige Vilje med dens Fordringer, om Troen som den konstante Kamp mellem Hadet og Kærligheden i Mennesket, om at Mennesket i Lydigheden skal vinde sin Frihed fra Verden, fra Bundetheden til Verden i Angst og Letsindighed, i Selvbedrag og Forfængelighed." Altsaa: naar bare du gir dig helt over til Jesus, saa gir han dig Kraften til at leve det nye Liv!

Vi staar her overfor den gamle Vranglære, at Evangeliet er dette, at Gud i Troen gir mig Muligheden for at opfylde Loven, den Vranglære, som Luther var lige ved at gaa til Grunde paa. Denne Sammenblanding af, hvad jeg skal gøre og hvad Gud gør, slaar baade Loven og Evangeliet ihjel og fører derfor enten til Hovmod eller til Fortvivlelse.

Til Fortvivlelse! Jo, for denne ubetingede Lydighed skal jo virkelig præsteres. Det evige Liv afhænger af, at jeg yder den. Efter Bultmann vinder eller mister jeg mit egentlige Liv, Frelsen, eftersom jeg blir fuldstændig lydig i Afgørelsens Øjeblik eller ikke. Han siger: "Mennesket lærer sig i Forløsningsaabenbaringens Lys at forstaa som Guds Skabning, d.v.s. som begrænset af Gud og staaende under Guds Krav, som aabner for det Vejen til Døden eller til Livet." "Livet er den Mulighed som kan gribes, men som ogsaa altid skal gribes." Altsaa: den ubetingede Lydighed mod Guds Krav i Øjeblikket d.v.s. Kærligheden er Vejen til Livet. Og naar jeg er i denne Kærlighed, saa er jeg i min Virkelighed og kun der.

Jeg vil paastaa, at det var just denne Opfattelse af Forholdet mellem Kærligheden og Troen, mellem Loven og Evangeliet, som bragte Luther til Fortvivlelse. Han fandt først Evangeliet, da han blev klar over, hvad "Guds Retfærdighed" betyder.

Bultmann kommer ogsaa et Sted ind paa at tale om "Guds-Retfærdigheden". Ogsaa her kommer Modsætningsforholdet mellem ham og Luther frem. Han sir: "Guds Retfærdighed betyder den af Gud tilsagte (zugesprochene) Retfærdighed, Menneskets Frikendelse fra Synden."

Vi lægger Mærke til, at Guds Retfærdighed for Bultmann kun er det rent negative, at Mennesket frikendes fra Synden, d.v.s. gøres fri fra sin Fortid, for at det saa kan præstere den fuldkomne Lydighed. Og fordi Guds Retfærdighed for Bultmann kun betyder dette rent negative, Syndstilgivelse, derfor taler han heller ikke som Luther om den tilregnede Retfærdighed, men om den tilsagte Retfærdighed. Der er nemlig hos Bultmann ikke noget, der kan tilregnes det i Synden fortabte Menneske. Bultmann kender ikke Kristus, og derfor maa han nødvendigvis afkorte Synden, d.v.s. gøre Menneskets Stilling mindre fortvivlet end den i Virkeligheden er.

Men tilbage til Bultmanns Tale om "Guds Retfærdighed". Han sir: "Guds Retf. betyder den af Gud tilsagte Retfærdighed, Menneskets Frikendelse fra Synden," og fortsætter: "For at forstaa dette, maa man gøre sig klart, hvad Synd betyder. Er den nye Væremaade efter Paulus karakteriseret ved Troen, saa er den gamle det ved Loven. Men Loven førte til Synden. Hvorledes? Loven, som kræver Lydighed, er af Jøderne bleven misbrugt som Middel til Selvforherligelse."

Vi lægger her Mærke til, at ikke Loven som saadan opfattes som førende til Synd, men kun den misbrugte Lov. Dette er af absolut afgørende Betydning, naar det skal afgøres, hvornaar Mennesket kan siges at være i sin Egentlighed, sin Virkelighed. I skarp Modsætning til Bultmann vil jeg hævde, at Loven som saadan, ikke bare dens Misbrug, fører til det som Bibelen kalder Synd. Loven, Kravet har hjemme ikke i Virkelighedens, men i Uvirkelighedens, ikke i Livets, men i Dødens Rige. Hvor Loven hersker, der lever Mennesket ikke, der forgaar det. Vi skal senere vende tilbage til dette betydningsfulde Punkt.

Først vil vi høre lidt mere om Bultmann's Opfattelse af det paulinske "Guds Retfærdighed". Han sir: "Guds-Retfærdigheden bestaar deri, at det oprindelige Skabningsforhold genoprettes og at Syndens Sammenhæng, som jeg altid allerede staar i, afbrydes. Den, som tror paa Jesus som den af Gud sendte, hører ikke mere til "Verden", men er gaaet over fra Døden til Livet. Men "Livet" er altid kun givet i Haabet. Derfor staar det nye Liv under Imperativet (en Paastand, som jeg, i Parantes bemærket, vil protestere imod paa det kraftigste; det er ikke det nye Liv, men det gamle Liv, der staar under Imperativet. Ogsaa her er Evangeliet ofret paa Fromhedens Alter.) Bultmann fortsætter: "Ved "Evangeliet" er Loven ikke slet og ret afskaffet; det er den som den Lov, der kræver Ydelse, men som den egentlige Guds Vilje er den netop sat i Kraft. Gud kræver Menneskets Lydighed og Forskellen mellem før og nu er den, at Lydighedens Mulighed nu er givet."

Hertil er at sige, at lige det modsatte er Sandheden. Evangeliet sætter netop Loven ud af Kraft som den egentlige Gudsvilje. Eller rettere sagt: Loven har aldrig været den egentlige Gudsvilje. Hvor Evangeliet er, der er ingen Lov, der kræves ikke Lydighed og ikke Kærlighed, der bare skænkes, nemlig "Guds Retfærdighed" eller, hvad der er det samme: "Kristus", som den der er død og opstanden for mig og nu lever for Guds Ansigt for mig, i hvem jeg ogsaa elsker Gud af hele mit Hjerte og min Næste som mig selv. Og Guds Vilje er nu at jeg skal tro paa Kristus, d.v.s. tro, at det er sandt, at han er gaaet i mit Sted.

Hvor Evangeliet er, der er ingen Lov, der kræves ikke. Ja, hvor er saa Evangeliet? Hvor skal det være? Luther svarer: I Samvittigheden d.v.s. dér, hvor det drejer sig om at vinde eller at miste Livet, som Bultmann sir, dér, hvor det drejer sig om at være i sin Egentlighed, i sin Virkelighed eller ikke, dér har Kravet, ogsaa Kravet i Øjeblikket, intet at gøre. Og vil det trænge sig ind dér, saa skal det smides ud. Troen smider det ud. For Troen vil leve og den kan kun leve, hvor der intet kræves, men kun gives. Derfor kan Troen ikke leve, hvor Kravet og Gaven blandes sammen. Derfor kræver Troen, at Loven og Evangeliet skal holdes skarpt adskilte. Luther sir i sin Kommentar til Galaterbrevet: Disse to Stykker, nemlig Loven og Evangeliet skal være skilt fra hinanden paa det allerfjerneste og hver af dem blive paa sin særlige Plads, hvor den hører hjemme. Loven har at blive udenfor Himlen d.v.s. den skal blive udenfor Hjertet og Samvittigheden. Derimod skal ogsaa Evangeliets Frihed blive udenfor Verden, d.v.s. udenfor Legemet og dets Lemmer.

Jeg kan formulere min Indvending imod Bultmann saaledes (sml. til det følgende: G. Kuhlmann: Theologia naturalis bei Philon und bei Paulus): Dér, hvor Bultmann peger hen og sir: dér aabenbarer Gud sig, dér er Gud slet ikke, dér er i Virkeligheden Mennesket selv. Og derfor er det haabløs Gerning, at vente Frelse fra den Kant, saasandt som Mennesket ikke kan frelse sig selv.

Hvor opfordrer Bultmann da Mennesket at søge Gud d.v.s. Frelsen? Ja, paa dette Spørgsmaal vil han selv uden Tvivl svare: i Prædikenen, i Ordet. Men det passer bare ikke. I Virkeligheden henviser han det Menneske, der spørger efter Frelsen, efter den frelsende Aabenbaring, til Kosmos, til Skabningen; det er dér, det foregaar. Det er dér, i Mødet med Skabningen, med Grænsen og Kravet, at Mennesket vinder eller mister sit egentlige Liv.

I Forordet til den danske Udgave af Bultmanns Bog om Jesus sir Udgiverne: "Mens vi ellers er vant til, at det alvorlige kommer bagefter, naar vi skal til at opfylde Ordene, saa er det her Ordene, der sidder inde med Alvoren." Dertil ønsker jeg at bemærke, at saadan skulde det være, men hos Bultmann er det ikke saadan. Det er hos ham ikke Ordene, der sidder inde med Alvoren, men det er de mange Afgørelsens Situationer, som Livet bestaar af. Og det er ikke det samme.

Forholdet er dette, at Bultmann lader sin "troende" foretage det Kunststykke, at hale Forkyndelsen ind i den konkrete Afgørelsens Situation. Han sir, at den troende forstaar altid sit Nu, Øjeblikket, som et, der er kvalificeret af Forkyndelsen. Paa den Maade lykkes det ham at skjule over det Faktum, at Gud hos ham ikke aabenbarer sig i Ordet, men i Skabningen.

I Forkyndelsen, i Forløsningsaabenbaringen sker der efter Bultmann ikke andet, end at den gamle Aabenbaring, i Skabningen og Loven, igen kommer tilsyne. I sit Foredrag: "Der Begriff der Offenbarung im neuen Testament" sir han: "Der har ikke vist sig et andet Lys i Jesus end det, som allerede altid lyste i Skabningen." Vi er derfor berettigede til at sige, at Bultmann opfordrer Mennesket til at søge Gud i Skabningen, i Kosmos. Bultmann forstaar Aabenbaringen udfra Skabningstanken. Han sir: "Mennesket lærer sig i Lyset fra Forløsningsaabenbaringen ikke at forstaa anderledes end som det allerede altid skulde forstaa sig overfor Aabenbaringen i Skabningen og Loven." (I Parentes bemærket: Karakteristisk for Bultmann er det, at han mener, at det i Forløsningsaabenbaringen drejer sig om at forstaa sig selv og Verden paa en ny Maade. Det er en Vildfarelse. Det drejer sig om virkelig Forløsning. Men der er ikke Forløsning i nogensomhelst tænkelig Selvforstaaelse. Jeg kan til enhver Tid tænke Skabningstanken, d.v.s. forstaa mig selv som Guds Skabning, d.v.s. som begrænset af Gud og staaende under Guds Krav, det forandrer bare intet ved min faktiske Eksistens, som er og blir radikal syndig).

Men altsaa: Bultmann forstaar Aabenbaringen i Virkeligheden udfra Skabningstanken. Og derfor maa han nødvendigvis misforstaa den. Hvorfor? Fordi Gud ikke mere aabenbarer sig i Skabningen. Ganske vist, Mennesket skulde have erkendt ham dér, og denne Erkendelse af Gud i Skabningen var Menneskets Virkelighed, dets eneste Virkelighed. Men Mennesket har holdt Guds Aabenbaring i Skabningen, det, som Paulus i Romerbrevet kalder "Guds Sandhed", nede og er dermed faldet ud af sin eneste Virkelighed.

Dette, at Mennesket har stødt "Guds Sandhed", dets eneste Virkelighed, fra sig, er en absolut Afgørelse; det er nu ikke, som Bultmann mener, bestandig den sidste Time, men bestandig "Vredens Dag". Den menneskelige Eksistens's Sandhed er nu ikke "Guds Sandhed", men udelukkende "Guds Vrede". Mennesket er faldet ud af Guds Skabning. Gud har overladt det til sig selv. Menneskets individuelle Eksistens er dets eget Værk. I Skabningen, i Kosmos, hvortil jo Mennesket ogsaa selv hører, er den virkelige Gud ikke mere at finde.

Ganske vist, der forekommer stadig i Kosmos saadan noget som en Gud, men denne Gud er ikke den virkelige Gud. Hvor forekommer der stadig i Skabningen saadan noget som en Gud? Ja, netop dér, hvor Bultmann mener at finde den virkelige Gud; i den menneskelige Eksistens's Problematik, som Grænse og som Krav. Bultmann sir i sit Foredrag: "Die Krisis des Glaubens": "Mennesket er behersket af Tanken om dets Pligt, af Bevidstheden om dette: "Du kan, thi du skal." Men Mennesket ved godt, at Livet under dette "Du skal" er en Kamp, i hvilken det gælder om at overvinde sig selv. Det kender Samvittighedens Røst, som kalder til at gøre, hvad Pligten kræver, som kalder Mennesket tilbage fra Letsindigheden og naar det var blevet borte i Hverdagen, som udtaler et "skyldigt!" over bortødslet Tid og forsømt Lejlighed, over urene Tanker og gemene Handlinger. Røsten, som lyder i dette "Du skal", som unddrager det dets Vilkaarlighed, Samvittighedens Røst, som viser Mennesket dets egen Ringhed, Halvhed og Ynkelighed er Gud." Saavidt Bultmann.

Her har vi jo en Skildring af den menneskelige Eksistens's Problematik. Det for Bultmanns Opfattelse af Kristendommen afgørende er nu, at han tyder denne Problematik som et metaphysisk Fænomen, d.v.s. han paastaar, at det, der bevæger og foruroliger Mennesket her er Gud. Naar Mennesket føler sig begrænset og staaende under et Krav, saa er det, fordi Gud er der. Samvittighedens Røst, som sir "Du skal" og som dømmer Mennesket, som viser det dets Halvhed og Ynkelighed, er i Virkeligheden Guds Røst. Men Mennesket overhører bestandig Guds Røst eller gør endog Oprør imod den. Og Mennesket kommer ifølge Bultmann til sin Egentlighed, d.v.s. det forløses, naar det i Afgørelsens Øjeblik forstaar, at det er Gud, det staar overfor og saa lader sig begrænse af ham, opgir at sætte sig selv igennem, blir lydigt imod Kravet.

I skarp Modsætning til denne Opfattelse vil jeg hævde, at den virkelige Gud forekommer overhovedet ikke i noget af dette. Og mener Mennesket at finde Gud her, i Samvittighedsfænomenet, og forholder det sig tilsvarende, saa sker der intet andet end at Mennesket forguder sig selv. For det er sig selv, sin egen gudløse Eksistens, Mennesket her har med at gøre og intetsomhelst andet.

Det, som Bultmann her kalder Gud, er i Virkeligheden Loven. Bultmann sir et Sted: "Det, som konstituerer Mennesket i dets Eksistens, er dets Afgørelser, det, som det har gjort og gør." Altsaa: Menneskets Grundkarakter er at være Gører. Spørger man saa: hvem eller hvad er det, der sætter Mennesket i Gang, der gør Mennesket til en Gører? saa svarer Bultmann: det er Gud. - Nej, sir jeg, det er Loven.

Jamen, kommer det ikke i Virkeligheden ud paa et?

Nej, saa langtfra! For Loven, som driver Mennesket ind i Afgørelsen og som dømmer Mennesket, er ikke Guds Lov. Loven aabenbarer ikke Gud, for den aabenbarer ikke det gode, men driver bestandig Mennesket ud i Synden. Loven og Synden rækker hinanden Haanden og saa faar vi som Resultat det konkrete individuelt eksisterende Menneske. Og i Fællesskab dræber Loven og Synden det, som de sammen har skabt. Mennesket eksisterer udaf Loven i Synden til Døden.

Jamen, hvad er saa da Loven egentlig? Hvad Loven egentlig er, det kan Mennesket ikke sige, ligesaa lidt som det kan sige, hvad Synden egentlig er. For at kunne sige det, maatte Mennesket kunne springe ud af sin egen Eksistens. Mennesket kan bare lade sig drive af Loven, og Loven skænker altid Synden Liv.

Bultmann taler bestandig om Menneskets "Zukunft", das auf den Menschen zukommende. Han paastaar, at det er Gud og at derfor Afgørelsen, som Mennesket derved stilles i, er en absolut Afgørelse, hvor Mennesket vinder eller mister sit egentlige Liv.

I Modsætning hertil hævder jeg, at das auf den Menschen zukommende er ikke Gud, men den gudløse Eksistenses Lov. Og derfor er Afgørelsen ikke en absolut Afgørelse. Det individuelt eksisterende Menneske, det Menneske, som vi alene kender, har mistet Muligheden for at træffe en absolut Afgørelse. Det eksisterer altid kun som den, der har afgjort sig imod "Guds Sandhed", d.v.s. hans Aabenbaring i Kosmos, og dermed mistet sin Væren for Guds Ansigt.

Og Loven, Kravet betyder ikke, at Gud igen river Mennesket ind i det oprindelige Skabningsforhold. Det gode, som Loven viser Mennesket, er ikke det virkelig gode. Naar Mennesket gør det, saa maa det paa "Næstens" Modstand erfare, at det er det onde. Loven virker Synden.

Lovens Afmagt, Aarsagen til, at Loven ikke kan levendegøre, plejer man at opfatte saadan, at Loven vel viser Mennesket, hvad det gode er, men den gir ikke Kraften til at gøre det. Det er i Virkeligheden denne Forstaaelse, der ligger til Grund for Bultmanns Opfattelse. Her indfører han saa Syndstilgivelsen som den guddommelige Akt, der gør Mennesket fri til Lydigheden, til Kærligheden.

Men det er jo i Virkeligheden kun det gamle om igen med Naaden som Kraftindgydelse. Mennesket maa her tro paa, at det, det gør, naar det blir lydigt imod Øjeblikkets Krav, d.v.s. naar det gir Afkald paa at sætte sig selv igennem, virkelig er det absolut gode, selv om det erfarer, at "Næsten", som denne alvorlige, mod sig selv hensynsløse "Kærlighed" gaar ud over, føler det som det onde. Det er det onde. D.v.s., at denne Forstaaelse leder Mennesket ind i Livsløgnen.

Den Erfaring, at mit gode virker paa Næsten som det onde, skulde netop bringe mig det til Bevidsthed, at jeg er ganske ude af Stand til at lade være med at sætte mig selv igennem. I Stedet for ledes jeg til at lyve for mig selv.

Mennesket kan ikke gøre andet end synde, ikke fordi det mangler Kraften til at gøre det gode, men fordi det gode, som Loven lægger hen til det, ikke er det virkelig gode.

Loven kan naturligvis ogsaa radikaliseres. Saa blir Opfattelsen den, at Loven viser Mennesket dets egentlige Mulighed, som dog altid allerede er forspildt og som kun gribes i Anerkendelsen af, at den er forspildt.

Men selv da er Loven den gudløse Eksistens immanent. Mennesket staar ikke i denne Anerkendelse for den virkelige Guds Ansigt. Den virkelige Gud optræder overhovedet ikke i Fuldbyrdelsen af den individuelle Eksistens. Den Gud, som det naturlige Menneske føler sig begrænset af, og under hvis Krav det føler sig staaende, er ikke den virkelige Gud.

Bultmann mener, at det er den virkelige Gud. Det naturlige Menneske véd ifølge Bultmann, hvad Gud er og vilde gerne tale til ham og tro paa ham. Og det, der sker i den kristne Forkyndelse, er dette, at den gir Mennesket Retten til at tro paa den Gud, som det gerne vilde tro paa. Ganske vist, det naturlige Menneskes Gudserkendelse skal være villig til at lade sig radikalisere, som Bultmann sir, d.v.s. Mennesket skal anerkende, at det er bleven skyldigt overfor Gud. Men ellers - det alvorlige Menneske, det, som følte sig begrænset og hørte Kravet, det var inde paa den rette Vej, det gik bare ikke Vejen til Ende.

Jeg mener, at den Gud, som overhovedet forekommer indenfor det individuelle Menneskes Eksistens: i Menneskets Syndserkendelse, i Livets Problematik, i Spændingen mellem, hvad jeg skal være og hvad jeg er, er Lovens Gud, d.v.s. en Afgud, Mennesket i dets Selvforgudelse.

Bultmann vil have Mennesket til at leve fromt. Forløsningen er for ham et individualistisk Anliggende, noget, som foregaar indenfor den individuelle Eksistens. Mennesket bringes til dets Egentlighed, d.v.s. det forløses, naar det som eksisterende, d.v.s. som Gører i Afgørelsens Øjeblik realiserer den Mulighed, som Ordet forkynder er lagt hen til det, nemlig at forstaa sig selv som Guds Skabning. Bultmann sir: "At Mennesket lærer at forstaa sig selv, betyder, at han lærer altid at forstaa sit Nu, Øjeblikket, som ét, der er kvalificeret af Forkyndelsen. Troen forstaar altid sit Nu som kommende ud af en syndig Fortid og derfor som staaende under Guds Dom, men som frigjort fra denne Fortid gennem den i Ordet ham mødende Naade."

Andetsteds sir han: "Dersom den kristne Tro paa Gud, som Gudstroen overhovedet, er den stille og ærefrygtsfulde Bøjning under den Magt, som kalder mig til Livet og begrænser mig, og dersom Troen er Viljen til altid i Øjeblikket at gennemføre denne Bøjning i Anerkendelsen af Øjeblikket, saa er Troens Krisis konstant. Thi hin Vilje maa jo stedse gennemføres i Kampen med Egenviljen, som ikke vil anerkende Grænsen. Kravet maa høres stedse paany. Troen paa Gud er jo aldrig Besiddelse, men altid Beslutning." Saavidt Bultmann!

Men det vil altsaa sige, at efter Bultmanns Mening er Forløsningsaabenbaringens Hensigt den at faa Mennesket til at leve fromt. Efter min Mening har det individuelt eksisterende Menneske definitivt mistet enhver Mulighed for at leve fromt, d.v.s. for at leve for Guds Ansigt, for at leve et ægte Skabningsliv.

Ganske simpelt, fordi Gud ikke er dér, hvor dette Menneske eksisterer, nemlig i dets Afgørelser, i dets Gerninger.

I Forløsningsaabenbaringen sker der ikke det, at det oprindelige Skabningsforhold genoprettes, som Bultmann mener. Mennesket føres ikke tilbage til Paradiset, heller ikke i Afgørelsens Øjeblik. Paradiset er og forbliver lukket. Menneskets Vej gaar ikke tilbage, men frem imod Døden. Det er ikke værd at hengive sig til skønne Illusioner. Mennesket, ogsaa det, der har hørt Evangeliet, blir ved med at eksistere udaf Loven i Synden til Døden. Loven blir ikke afskaffet, den vedbliver med at være Eksistensens Substans. Loven, som aabenbarer sig i Menneskets Fornuft, beholder og skal beholde Ordningen af Livet. Det er ikke under alle Omstændigheder en Forbrydelse at skrive en Etik. Det er det kun, naar denne Etik direkte eller indirekte gør Krav paa at kunne vise Mennesket det virkelig gode, d.v.s. Guds Vilje, at kunne vise Vej udaf Synden eller forbi Synden. I saa Fald er det en Forbrydelse.

Jeg maa slutte. Undskyld, hvis jeg har trættet Dem.

Min Grundtese er altsaa den: Menneskets Eksistens er radikal syndig. Den Gud, som forekommer indenfor Eksistensen, som Grænse og som Krav, er ikke den virkelige Gud. Den virkelige Gud rager intetsteds ind i Menneskets Eksistens. Menneskets Eksistens er gudløs. Troen er derfor ikke mulig som en særlig, en dybere Maade at eksistere paa, f, Eks. som ægte Skabningsliv. Troen er kun mulig som Gøren-Bod. Men denne Gøren-Bod maa nu ikke igen opfattes som noget, Mennesket kan og skal foretage sig, men den er noget, som sker med Mennesket: det oprejses fra Døden.

(I Tidehverv, 1934, s.73-78, 87-92 skrev B. Diderichsen et svar på H. J. Hansens artikel under overskriften: "Hansen eller Bultmann?").