Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1929, s.17-25. Foredrag i kristeligt Studenterforbund i Oslo d. 8. November 1928.

Jeg har kaldt mit Emne for Nøglemagten - efter Titlen kan De vente Dem alt muligt, maaske dog lige fraregnet det, som De har ventet at høre.

For en Sikkerheds Skyld vil jeg forudskikke en forklarende Note: naar jeg taler om Nøglemagten, saa gør jeg det som Medlem af Kirken og taler til Dem som Medlemmer af Kirken, meddelagtige og medansvarlige for Guds Kirke; og jeg taler som Teolog, meddelagtig i Teologiens Synd; som Præst, som Forkynder af Sandheden i Kristus - og jeg ønsker, jeg fordrer at drage Dem ind under samme Ansvar.

Det er altsaa ikke noget Opgør med Kirken, saadan som man kan gøre op med alle mulige en selv uvedkommende Ting, men et Opgør med mig selv og Dem som Kirke. Og det gælder Kirken overhovedet og ikke nogen bestemt Kirke, som f. Eks. Romerkirken eller nogen Del eller Retning af vor egen Kirke, som f. Eks. den liberale eller ortodokse Fløj.

Jeg beder Dem have dette in mente under hele Foredraget og nærer et stille Haab om, at De uden Noten ikke vil faa noget ud af, hvad jeg siger.

De véd alle, hvilken alvorlig og opbyggelig Tanke det er: ret at være et alvorligt Menneske. Naar man en Aften har været et alvorligt Menneske, lægger man sig meget tryggere til at sove end ellers - det er det, der kaldes de retfærdiges Søvn. Og hvor bliver vi ikke styrkede i Troen paa, at vi kender Tilværelsens Dybder, naar vi har været i alvorligt Selskab, og især naar vi har hørt en alvorlig Tale - saa er det iøvrigt ganske ligegyldigt, hvad Taleren har sagt, naar blot man véd, han er et alvorligt Menneske, som man uden Samvittighedsnag kan lade sig underholde og opbygge af.

Det er samme ædle Følelse, der besjæler os kristne, naar vi mellem Kristendommens Modstandere træffer et alvorligt Menneske. Hans Alvor ligner jo vor, og hvad hindrer os saa i at tage ham til Indtægt for vor Alvor? I Grunden gør det da heller ikke saa meget, han er vantro; han bestyrker os i Troen paa Menneskebørnenes Alvor, og uden den Tro - saa døde vi.

Det Sted, den gamle Græker ønskede sig for at kunne bevæge Verden, det er Alvoren for os Mennesker efter al menneskelig Tankegang. Her er vi sikre baade overfor Gud og Mennesker, nu kan vi gøre Fordring paa at blive hørt og blive taget i Betragtning, naar de store Spørgsmaal skal afgøres. - Behøver jeg at fortælle Dem, at jeg allerede taler om Nøglemagten?

Alvorlige, som vi er, plejer vi at tilgive en Tale meget, endogsaa det, at der ingen Mening er i den, i hvert Fald, naar den skal prøves i et Menneskes Eksistens. Men er vi saaledes meget overbærende med Hensyn til Mening og Gennemførlighed af det, der siges, saa er der dog ét, vi med Alvor og Bestemthed forlanger af enhver Tale om et kristeligt Emne - og da for Resten ogsaa af enhver anden Tale om Sandheden -, at den skal være til Opbyggelse - det er nemlig Kendetegnet paa Alvor -, at den skal yde noget, give Impulser til Fremgang i Tro og Levned, bestyrke, bekræfte og hjælpe Menneskene i deres Kamp med Liv og Død.

Naar jeg derfor tænker paa min Tale og sammenligner den med de mange strenge og dog styrkende, alvorlige og dog milde, dybe og dog trøstende Taler, der kunde holdes over mit Emne, saa føler jeg mig næsten helt skamfuld, for det duer jeg ikke til og har ingen Lyst til - der fattes mig baade Alvor og Mod.

Heldigvis véd De jo ogsaa godt i Forvejen, hvor mange rigtige Ting, der kan siges om, at vi Mennesker har den slemme Vane at ville forsvare os overfor Gud, at ville have Sikkerhed i Forhold til ham, selv at ville sidde inde med Nøglerne til Himmelen. At vi altsaa har denne Vane ved en hel Række Lejligheder; men det skal og maa (mærk Strengheden!) vi ikke gøre, for (Begrundelsen er altid den artigste, naar Talen er opbyggelig) for der er slet ingen Ting at være bange for.

Saa snart Emnet tages paa denne avtoriserede Maade: alvorligt og værdigt, hensynsfuldt og alsidigt, finder man under sin granskende Forbryderjagt nok en hel Del fæle Individer, men ikke den skyldige, nok en hel Del, der ikke er, som det skulde være, men ikke det, hvorpaa det kommer an. Sagen er nemlig den, at Menneskets Forsvar overfor Gud, dets Kamp med Gud om Nøglemagten ikke er noget tilfældigt, men Menneskets Grundindstilling overfor Gud, Kernen i den gudløses Gudløshed og i den frommes Fromhed; i den letsindiges Letsindighed og i den alvorliges Alvor; i vort Had til Gud og i vor Kærlighed til ham; i vor Flugt bort fra Gud og i vor Bøn til ham. Nævner man derfor enkelte Udtryk, enkelte Forhold eller Episoder i denne Kamp mellem Mennesker og Gud, bør man dog altid huske paa, at det tilgrundliggende er den evigt standende Strid mellem Gud og Mennesker.

De vil sikkert være enig med mig i, at herom er det mindre passende at tale til Opbyggelse, d.e.: til Bestyrkelse; saa var det bedre slet og ret at opfordre til Standhaftighed i Oprøret; den menneskelige Opbyggelse og Opbyggen er og bliver dog kun Forsøg paa at stænge Gud ude.

Men kan man ikke tale til Opbyggelse, saa kan man dog sige Sandheden! Ja, hvis man kunde det! Mine opmærksomme Tilhørere vil sikkert allerede have forstaaet, at jeg har afskaaret mig selv fra at hævde noget saadant. I Almindelighed gaar man jo naivt ud fra, at Sandheden altid maa være til Opbyggelse - men det maa man dog vist spørge Sandheden om! Og hvis det nu skulde hænde sig, at Sandheden ikke er til Bekræftelse for Mennesket, saa følger det af sig selv, at Mennesket ikke kan sige Sandheden. Det er nemlig endnu aldrig oplevet, at Selvet har begaaet Selvmord, og det er derfor udelukket, at noget Menneske skulde kunne sige Sandheden om dets egentlige Interesse overfor Gud. Hvis det kan glæde nogen, vil jeg ikke undlade at gøre opmærksom paa, at man meget vel af det allerede sagte kan slutte, at min Tale kun er en ny Maade at forsvare sig paa, en ny Patentmetode, hvorved man ufejlbarlig kan komme i Besiddelse af Nøglemagten.

Ikke desto mindre: naar jeg har opgivet at tale til Opbyggelse, er det fordi jeg foretrækker at sige Sandheden, in casu Sandheden om vor Stilling til Gud, det er: vor Kamp mod Gud. Foruden de sædvanlige Pretensioner - at være alvorlig, dybsindig o.s.v. - pretenderer jeg altsaa ogsaa at sige Sandheden, og dog: hvis der er nogen Sandhed i det, jeg siger, saa kan det umuligt være min Sandhed. Min Sandhed er jo Forsvaret overfor Gud, Forsøget paa ved List at sætte mig i Besiddelse af Nøglemagten, mine Ord derfor Løgn overfor og om Gud - Løgn om Gud og om mig selv.

Jeg gør altsaa Menneskenes Forhold til Gud til Genstand for Omtale, og taler jeg sandt, saa er det dog os, der er Genstand for Omtale, vort Forhold, der bedømmes, og det ikke af mig eller Dem, men af Gud.

Hvad jeg her har sagt er jo en ren Selvfølgelighed, som De ikke behøvede at tilkalde mig for at faa at vide - og dog er det med Skam at melde det vigtigste af, hvad jeg har at sige. Og desuden: hvis det virkelig er en saa alvorlig Vanskelighed, har jeg naturligvis ikke udrettet Spor ved at sige det - Vanskeligheden gælder ikke blot mit Foredrag, men ethvert Foredrag om Forholdet mellem Gud og Mennesker, og jeg kan da gaa ud fra, at hverken jeg eller mine Tilhørere er saa naive at tro, at Vanskeligheden er fjernet ved at den nævnes.

For en Tydeligheds Skyld sagt med andre Ord: Vanskeligheden er den, at det er mig, der taler, og Dem, der hører. Denne Vanskelighed er principiel og kan derfor ikke overvindes ved nogen Anstrengelse fra vor Side. Den er kvalitativ, hvorfor man kun gør ondt værre ved at bilde sig ind, at Problemet kan løses ved en kvantitativ Tilnærmelse. Endskønt jeg helst holder mig borte fra Alvorens velordnede Landevej, saa tager jeg dog ikke i Betænkning eller rettere sagt: saa nødes jeg dog til, eftersom det nu engang er Kristendommen, Talen drejer sig om, at sige Dem, at i Kristendommen véd man bedre end noget andet Sted om denne Vanskelighed, ja, det er først dér, man har opdaget den, og det er først dér, man er falden paa den besynderlige Tanke, at det skulde være sandt, at der er en overstigelig Forskel mellem, om det er Gud, der taler om sig selv og om Mennesker, eller om det er Mennesker, der taler om sig selv og om Gud. Dog vil vi ikke standse længere her, men blot i Forbigaaende høre, hvordan Kristendommen ikke løser Vanskeligheden: derfor - paa Grund af den omtalte Vanskelighed - den som, taler, han tale i Haab til Gud, og de, der hører, de høre i Forventning til samme Gud! Men for at vi nu ikke skal falde hen i Opbyggelse, vil jeg for egen Regning føje til: denne Forventning, dette Haab til Gud er af en saadan Art, at vi helst vil være det foruden, af en saadan Beskaffenhed, at det ikke kan bruges til noget uden just til at haabe med - og det paa Gud. Maatte disse mine Ord derfor ikke blive en Opbyggelighedens Faldgrube for alt for mange af mine Tilhørere!

Det fortælles i Bibelen, at Menneskene engang levede i Paradiset, men at Gud jog dem ud af Edens Have og satte en umenneskelig Engel til at bevogte Indgangen, efter at han først havde laaset Porten og stukket Nøglerne i Lommen.

Denne Fortælling har Menneskene aldrig kunnet forsone sig med, og derfor har alle deres Bestræbelser gaaet ud paa at vise, at som Paradiset var vort Hjem, saa er det ogsaa nu vort Hjem - og det skal nok engang vise sig, at det er det. Maalet har stadig været det samme: at sætte sig i Besiddelse af Nøglerne - vise, at man har dem -, men Arbejdsmetoderne er en Smule forskellige. Svarende hertil har Resultaterne af Anstrengelserne faaet to Udtryk, der dog ved nærmere Eftersyn viser sig ganske at falde sammen, nemlig for det første, at der intet Paradis er, og for det andet, at Paradiset ret beset er her. De kaldes snart Materialisme og snart Idealisme; i Kirken kaldes det Kristendom. For Tydeligheds Skyld maa jeg maaske hellere føje til, at man ofte i Kirken har udtrykt sig mere naivt saaledes: det forholder sig rigtig nok med den gamle Fortælling, men paa et bestemt Tidspunkt i Historien - det kalder man Tidens Fylde - fik Menneskene Held til at stikke Haanden ned i Vorherres Lomme og stjæle Nøglerne. Nogle Mennesker, der ikke hører til Menigheden og (vi kan vist godt sige derfor) derfor tænker mere konsekvens end Kirkens Tjenere plejer at gøre, har ikke kunnet forstaa, at Vorherre kunde være saa dum at lade Menneskene faa Held til denne Bedrift, naar de ikke i Forvejen havde retmæssig Adgang til Lommen og Adkomst til Indholdet eller, hvad der jo er det samme, havde Vorherre med samt hans Lomme og de deri beroende Nøgler i deres egen Lomme. Mærkeligt nok har man ikke kunnet hindre en vis ubehagelig Tvivl i fra saadanne Spottere at trænge ind i Menigheden til Trods for, at man daglig med stor Nidkærhed og Harme har stemplet dem som vantro, og Kirkens Mænd, der ellers uden Betænkelighed holder paa, at de i sin Tid fik Nøglerne højtideligt overdraget af Gud, da han kapitulerede, bringes ofte i Fortvivlelse til, for dog at faa Fred med Tvivlen eller med Gud, at raabe til ham som fordum Kulsoen til Gøngehøvdingen: "Vi deler, vi deler!" - baade Gud og Mennesker kan jo i Fred og Fordragelighed holde paa Nøglerne samtidig.

Menneskene har Nøglerne til Paradiset - det betyder Kristus - eller i hvert Fald: Menneskene fik Nøglerne - det skete ved Kristus -, og nu har de dem! Der er intet saa lærerigt som at se, hvorledes i Kirkens Historie Tvivl efter Tvivl om, at det forholder sig saaledes, dukker op og besejres - og nye indtager deres Plads.

Fornuften blev tilkaldt for at stive Evangeliet af - eller var det mon for at stive os af i Troen paa, at vi har Evangeliet?

Inspirationslæren blev skabt for at garantere, at Bibelen var Guds Ord - eller var det mon for at garantere os, at vi har Guds Ord i vor Magt, at Guds Ord er Menneskenes (Kirkens) Ord?

Teorierne om Frelsesvished opstod for at overbevise os om, at Evangeliet er fra Gud til os - eller var det mon for at overbevise os om, at vi er sikrede overfor Evangeliet, overfor Gud?

Den kristelige Idealisme og Apologetik opstod for at overbevise Mennesker om Kristendommens Sandhed - eller var det mon for at bestyrke os i den Indbildning, at det er os, der har Sandheden, os, der har de Kriterier, hvorefter der skal dømmes, os og vore Værdier, der er hævet over enhver Tvivl, mens det er Gud, der er en problematisk Størrelse?

System paa System skydes op og henvisner, fortæret af Tvivlen, men stedse lokker den store Opgave Menneskets Hjerte og Tanke. Og jo større Vanskeligheden gøres, jo større Alvor og Energi, der sættes ind paa Spørgsmaalets Løsning, jo sikrere er man paa, at det nu ogsaa virkelig er løst. Forstaaeligt nok falder det ikke de alvorlige Forfattere og deres endnu alvorligere Læsere ind, at der ogsaa i Bibelen staar fortalt, at Gud ler.

Den fromme, næsten evangelisk-fromme Pascal har sagt - (Dette og de følgende Citater fra Pascal er taget fra Leo Schestow: Die Nacht zu Gethsemane (Pascals Philosophie) i "Ariadne", Jahrbuch der Nietzsche-Geselschaft 1925): "Den grusomste Krig, som Gud i dette Liv kan føre mod Menneskene, er at unddrage dem den Krig, som han er kommen for at bringe. "Jeg er kommen for at føre Krig," siger han, "og prædike Krig." Før ham levede Menneskene i bedragerisk Fred."

Den ligeledes fromme, næsten kirkeligt-fromme Kierkegaard har kaldt Gud for Menneskets værste Fjende.

Tid efter anden har der saaledes levet enkelte Mennesker, som altid har skullet være saa sære og ikke har villet lege med, men tværtimod har sagt sygelige og ubehagelige Ting. Disse Mennesker har ganske vist ikke dannet Samfund, men Eftertiden har kalket deres Grave og holdt store officielle Fester til deres Ære. I Virkeligheden har Menneskene altid hadet dem: det kan dog ikke være saaledes, at disse Mennesker har Ret, saa falder jo Sikkerheden for, at vi er paa rette Veje, og vi véd jo dog, at hvor bra Mand gaar, der er Guds Veje - i hvert Fald naar han tillige er døbt og omvendt -, saa bliver jo vor Religion, vor Moral, vor Kirke, vort Samfund noget meget problematisk. Men har ikke Kristendommen bestaaet i snart 2000 Aar? Hvem kan ikke se Guds Finger i det?

Ja, Historien, specielt Kirkens Historie, er det, Menneskene altid truer Gud med. Tænk hvilken Skandale, det maa være for ham, om han i hele 2000 Aar, i hvilke der dog er sket saa meget, slet ikke har været med! Og ved Hjælp af Historien, som man fortolker, som Menneskets Historie og, naar det gaar højt, som Menneskegudens Historie, slaar man de enkelte Fredsforstyrrere ned: det kan dog ikke være sandt, hvad de siger. Hvorfor ikke? Fordi, saa lever vi jo af og paa Løgn - altsaa for vor Skyld kan det ikke, skal vi saa ikke hellere sige: maa det ikke være sandt!

Det er en bekendt Sag, at da Kristendommen traadte ind i Verden, var der intet, den hadede og frygtede som Historien, intet, den ønskede som Verdens Ende: Komme Dit Rige var dens daglige Bøn og dens eneste Haab. Nu er den i den Grad blevet forlibt i Historien, at man til Guds Ære kan paavise dens meget store Plads i Historien, i Menneskehedens Udvikling. Gud er bundet i Historien, forsvarligt bundet; og Menneskene er sikret ved Historien - hvordan skal Gud kunne komme til at tale med det enkelte Menneske, naar det møder ham med hele Kirkens Historie, Aarhundreders Tradition og Overbevisning og den derfra laante, hævdvundne Myndighed?

I sin Tid fristedes Jesus af Djævelen, men han afviste Historiens Fristelse for at gribe efter Guds Rige, han afviste Herredømmet over Verden for at gribe efter Nederlaget. Og nu skal det altsammen være blevet anderledes! Pascal har ogsaa sagt: "Jesus vil være i Dødskamp lige til Verdens Ende: i den Tid tør ingen sove." Dette var og er Jesu Historie. Er? Ja, for det er Kirkens Historie, altsaa den Kirkes, hvis Hoved han er. Men Kirkens Historie, som vi ser den og, som vi lever den, det er Kristendommens Degeneration og blive ved med at være det saa længe Verden staar; thi Menneskene har altid og vil altid foretrække Historien og Søvnen i dens Skød.

Gennem Simon Peter mødte Djævelen anden Gang Jesus med Fristelsen til at erobre Historien, til at sejre i Stedet for at dø, til at lede Menneskene i deres Kamp mod Gud, gøre deres Oprør til sit. Han blev afvist. Men nu hyldes Kristus som Menneskehedens ypperste Skabning - han, der er dens Død, som Historiens Herre - han, der kun raaber paa Enden. Hylde ham, beundre ham, holde Fest for ham, det gør vi gerne, men vaage én Time med ham, det evner vi ikke.

"Læge, læg dig selv," raabte Jøderne til ham - det samme gentager Kirken den Dag i Dag. Og hvor vilde det være herligt, om vi ret kunde overtydes om, at der dog var ét Menneske, der kunde læge sig selv, ét Menneske, der kunde lukke Himmelen op, ét Menneske, der havde Krav paa Gud - saa kunde vi jo alle følge i hans Spor.

Et, blot ét Menneske, der kunde bygge op, saa det aldrig reves ned; ét Menneske, hvem Gud overdrog sin Kraft - saa kunde vi sagtens tro, at han ogsaa nu vil bygge op, hjælpe til - med Folkeforbund og med sociale Spørgsmaals Løsning, med Samfundets Ordning og den enkeltes Karakterdannelse.

Jesu Gud og Fader gør vi til Menneskets, Kulturens, Velværets og Søvnens Gud, og i vor Bøn gentager vi atter og atter Djævelens fristende Opfordring.

Gud kan unddrage Menneskene Krigen - saa raadner vore Samfundsbygninger af sig selv, netop som vi synes, det gaar allerbedst; saa overgives vor Sjæl til Døden, netop som vi troede at have naaet Fuldkommenheden.

Men naar Gud fører sin Krig mod Menneskene, tager han dem altid enkeltvis. Det er derfor saa ejendommeligt at høre den gængse Forargelse over, at Kristendommen ikke er for Mængden, men for den enkelte. "Er Kristendommen da ikke for den enfoldige, de mange stakkels Mennesker, der ikke har Tid og Lejlighed til at blive enkelte?" Men man spørger ikke af Frygt for, at den ikke skulde være for én selv - Vejen til at blive den enkelte staar jo aaben - og heller ikke af Medlidenhed med de stakkels travle - den enkelte skal man ikke blive, man er det, skabt dertil af Gud - men af Frygt for ikke at have Lov til at blive i Massens Tryghed.

I Kirkens Historie har Gud klogeligt nok været gjort til en Menighedsgud. I Fællesskabet har man altid følt sig tryg overfor Gud (saavel i den store Kirke som i alle vakte Konventikelkredse), ham har man bænket i Midten, saa véd man da, hvor man har ham. Gik han løs, kunde der let ske Ulykker. Deraf de troendes Afsky for Muligheden af, at Gud skulde kunne gøre noget uden for deres Kreds. Derfor hævder man med saa stor Nidkærhed, at Gud behøver Menneskehaand (os, Kirken) som Medarbejdere.

Sandheden, Visheden, Sikkerheden, Alvoren, kort sagt Nøglemagten maa være hos os - saa befinder vi os godt ogsaa uden for Paradiset. Over alt andet, naturligvis ogsaa over Gud og hans Frelse, elsker Menneskene Sikkerheden. "Man vil have, at Paven skal være ufejlbarlig i Trossager og de ærværdige Kirkelærere i Moralen, for at man kan have Vished." (Pascal.)

I Lutherdommen regner man Frelsesvisheden for sit herligste Klenodie; og man kan sagtens støtte sig til Luther, naar man glemmer, at hos ham er Frelsesvisheden knyttet sammen med Villigheden til resignatio in inferno og altsaa overhovedet ingen Sikkerhed, ingen Tryghed overfor Gud.

Men den søger ikke Gud, som søger Frelsesvished - man kan nu engang ikke tjene to Herrer, Gud og sig selv, selv om man er meget dygtig og meget from. Hvor Interessen er mit Gudsforhold og ikke Gud selv, min Vished om, min Oplevelse af Frelsen og ikke Frelsen selv, der forraader jeg tydeligt, at det er om Nøglemagten, jeg kæmper med Gud. Thi det er ikke om Paradiset selv, men om Adgangen til Paradiset, Menneskene kæmper med Gud. Naar vi mener os i Besiddelse af Nøglerne, gaar vi, som det siges om Farisæerne, slet ikke derind, men sætter os til at forarges over dem, der uden at spørge os om Forlov vil ind til Gud.

Ja, Frelsesvisheden er et herligt Klenodie, den er selve Nøglemagten, den Magt, Gud fra Tidernes Begyndelse har forbeholdt sig selv. Her i Verden er den den solideste Erstatning for Frelsen, for Paradiset, som man kan tænke sig. Hvad Under da, at vi indbyder os selv og andre til at slaa os til Ro med den? Hvorfor mon det da generer os, at den samme herlige Vished og de samme skønne Vishedens Frugter har Materialisten i sin Religion og Idealisten i sin?

Med Visheden, hvor man, som Pascal siger, skulde søge under Taarer, følger Freden og Glæden - Fred med Gud, med mig selv og min Næste. Især kan man ikke vurdere Freden med Næsten højt nok. Striden mellem mig og min Næste er jo ét med Striden mellem mig og Gud - og Næsten, som jeg ser, er langt vanskeligere at have med at gøre end Gud, naar jeg ikke ser ham - i min Næste.

Hvor gerne bygger vi derfor ikke Bro mellem os og vor Næste og finder Foreningspunktet, den fælles Interesse - og Menneskene har ingen anden fælles Interesse end Kampen mod Gud, end den, at bygge sig et Paradis til Erstatning for det tabte, end den, at slippe for at ofre sig selv for Næsten, det er: for Gud. Deraf vor Iver for at forbedre Samfundet, deraf saavel de kristelig-sociales Anstrengelser som Kommunismens idylliske Syner, deraf vort Barmhjertighedsarbejde og Bestræbelserne for at skabe én Kirke og faa Guds Rige til at komme. - Jeg behøver forhaabentlig ikke at gøre opmærksom paa, at jeg hverken taler om Kommunismen som økonomisk System, om Barmhjertighedsarbejde eller om de kirkelige Enhedsbestræbelser som saadanne, men kun omtaler dem, som Midler i vor Kamp mod Gud. At der trods alle vore Anstrengelser alligevel aldrig kommer Ro over Tingene, tør man maaske tyde som et Vidnesbyrd om, at Gud ikke har overladt os til vor Skæbne, men har slaaet os med Sprogforvirring, saa vi aldrig finder hinanden, aldrig faar skabt den Fred, det Paradis, vi søger, og, som efter hans Mening vilde være Helvede.

At Paradiset, at Nøglemagten, ja, at Gud selv er her, det er Maalet for al menneskelig Tænkning og for al menneskelig Handling. Som vi sagde det i Indledningen: vi værger os mod Guds Rige, fordi vi ikke vil anerkende Virkeligheden, der siger, at nu lever vi langt borte fra Guds Rige, at nu hersker denne Verdens Fyrste, at nu er alt Uorden, alt Kaos. "Hvad bliver der af Løftet om hans Komme," sagde de første frafaldne. "Han er kommen," raaber vi nu i Triumf! - det er: "Kom endelig ikke!"

Judas forraadte Jesus for Penge - og derefter forraadte Teologien ham for Verdens Gunst, da den begyndte at forsvare Kristendommen overfor Verden. Siden da gaar Teologien - og vi efter Evne med den - i Judas' Fodspor. Man tager Gud under Vingerne for at beskytte ham mod Virkeligheden. Man skriver en Teodice for at retfærdiggøre ham i Menneskers Øjne. Pavlus skrev om Menneskets Retfærdiggørelse, nu skriver man om Guds. Det er hele Forskellen. Den Gang var det Mennesket, der var i Nød, nu synes det at være Gud. I gængs Teologi og Forkyndelse aner man ikke, at der kunde være Grund til at tænke paa Menneskets Retfærdiggørelse, naar blot man er sikker paa Gud - og det er der for Resten heller ikke, naar man er sikker paa Gud.

For en Tydeligheds Skyld sagt paa en anden Maade: Menneskene kunde let blive stødt paa Kristendommen, naar den siger, at det er galt fat med dem, at de er kastet udenfor Paradis, at Menneskenes Sejr er dens Død og dens Død deres Sejr, og derfor tillaves Kristendommen, saa den kommer til at svare til Menneskenes Ønsker og Fordringer. Teologerne kalder det Apologetik. Gud kalder det Bespottelse. Man laver da et helt System af Idéer, en Slags Net, hvori Gud skal fanges. Man opgiver den reale Verden og det reale Menneske, men i Idéernes Verden og i det ideelle Menneske, der skal Gud have hjemme. Frem for at indrømme, at med Døden slutter alt vort, gør man Opstandelsen til en Idéens, Idealets Opstandelse - hvad jo i Grunden er unødvendigt; Idéen kan nemlig ikke dø, eftersom den aldrig har eksisteret. Man opgiver Livet og for Resten ogsaa Udødeligheden for at lade Idéen leve. Idéen er, siger man, og alt andet er ligegyldigt. Naa, det er jo ogsaa en Maade at udtrykke det paa, at alt er ligegyldigt - og Gud narret; thi hvor der er noget, der er ligegyldigt, dér er Gud sat ud af Spillet. Filosofisk set er alt, til syvende og sidst ogsaa Sandheden, ligegyldig, fordi den filosofiske Sandhed ikke forholder sig til Eksistens.

Man opgiver en Del af Historien, men i Kirkens Historie, der maa Gud værs'god spille med. Og med virkelig Finhed i Smagen og Stilen giver man et Billede, der skal vise, hvorledes Guds Tanker efterhaanden er blevet vore Tanker, Guds Vilje vor og Guds Arbejde overdraget til os.

Man stiller sig paa Guds Side i Kampen mod det onde - for at undgaa Guds Haand. Det er det, vi kalder kristelige Gerninger, Helliggørelse. Og gaar det galt, kaster man hinanden over Bord - men man kalder det at sætte Skel mellem troende og vantro. Saa bliver det dog ikke sandt, at Gud fører Krig mod os; det er kun mod visse andre.

Man udleverer sin Eksistens, sit Øjeblik, sit Nu, det eneste, vi Mennesker har, naar blot man maa beholde Fremtiden - kristeligt udtrykt: naar blot vi maa have Frelsesmuligheden i Behold. For Fremtiden, Herredømmet over Mulighederne (Nøglemagten) tør vi ikke overlade til Gud - derfor er det ogsaa saa nødvendigt at være vis paa Saligheden.

Ja, vi smider gerne det kæreste fra os blot for at faa Fred. Naar Menneskene møder Modgang, er det dem naturligt at sørge - og deri viser de gammeltestamentlige Profeters hele Oprindelighed sig, at de kunde sørge. Og saa forsøger vi at bilde os selv og andre ind, at Gud siger: sørg ikke. Men Gud er ingen Ven af Mennesker, der ikke vil være Mennesker; og det var alvorligt ment, naar Jesus sagde: salige er de, som sørge. Dog er der intet, Menneskene ikke er villige til at opgive, naar de blot derved kan opnaa Stoikernes Antarkeia, deres Uafhængighed af Gud. Hvem forlod ikke gerne Jorden for at opnaa Budhismen Nirvana - det er jo dér Mennesker bliver Guder. Og hvem foretrak ikke Askesen frem for at skulle leve sammen med sin Næste. Forsagelse som Livsfaktor blev der af Professor Geismar talt om paa det nordiske Studentermøde i Aar. Ja, hvor er det rigtigt: alle Dage har Askesen været Menneskenes bedste Vaaben i Kampen for at redde Livet, for at opnaa Uafhængighed, for selv at faa Magt til at binde og løse.

Til at leve Livet uden Gud, til at undgaa at give sig Virkeligheden i Vold: til at undgaa daglig at maatte kapitulere overfor Gud, henter vi Mennesker ogsaa Hjælp fra Kristendommen. Hjælp til at leve Livet og bære dets Byrder kaldes det - ret et kristeligt Udtryk - som om det ikke netop var det, Gud vil gøre for os. Men i Stedet for den levende Gud foranstalter man et kristeligt Forsyn, der altid tager Stødet af, naar Verden gaar én imod. Og overfor Gud har man det som et Barn, der, naar det har faaet en Lussing, med Bevægelse i Stemmen siger til sin Far: "Jeg har tilgivet Dig, Far". - Trøst mod Virkeligheden har Gud ikke, men Syndernes Forladelse og Haabet om hans Retfærdigheds Komme. Men skal vi tage imod det, maa vi jo gøre den skæbnesvangre Indrømmelse, at vi er sat udenfor, og at Nøglerne er i Guds Haand - fremfor det foretrækker vi at slutte Fred med Sorgen og klare os med den døde Guds Trøst.

Nøglemagten, det er jo Gud selv, og ham er det vi kæmper imod, ham er det, vi efterstræber. Naar vi derfor faar at vide, at Guds Rige er ikke ditten og datten, men Gud, at det absolutte Telos ikke falder sammen med de relative, saa søger vi dog at forsvare os og vore relative Formaal ved efterhaanden med List at gøre dem til Gud, at sammenflikke Gud af de mange jordiske Ting, vi sætter Pris paa. Har vi saa faaet det hele dynget sammen, tror vi, at der af de mange relative Formaal er blevet et absolut, af det menneskelige noget guddommeligt, af det timelige og dermed forgængelige noget evigt. Og slaar Gud vor Kolos i Stykker, udbryder vi klagende: Men saa maa vi da ogsaa have Lov til at slippe for at behøve alt det, som er her paa Jorden - alt det, som Luther nævner i sin Forklaring til Fadervor, og hvortil kommer Moral og alt andet menneskeligt -, saa skal vi da heller ikke længer være Jorden tro. Overfor Gud har Mennesket et meget fint Instinkt, derfor har det hurtigt opdaget, hvor afhængig det bliver af Gud ved ret at befatte sig med Jorden, og indset, at det er langt bedre ikke at behøve denne Verdens Ting, end selv det at have dem.

For Retten til at sove bortgiver Mennesket alt - og ofrer gerne Løn til Professorer og Præster, for at de skal bevise og overbevise om denne Ret. De skal vise, at Gud er her, at der er Ligevægt og ikke Kaos, Sammenhæng og ikke Uorden, at her er godt at være - for Vorherre er i Himmelen, og Helvede er mindst lige saa langt borte -, og hvor der er Ligevægt, dér er der Ro, og hvor der er Ro, dér er der Lejlighed til Betragtning - sunde, gode, opbyggelige og kristelige Betragtninger.

Sikkerhed, Tryghed, Vished forlanger man af Teologien og Forkyndelsen; Idealet for Teologien er at kunne samle det i Formlen: som det var, saa maa det blive; som det er, saa maa, det være. Det er i Virkeligheden det samme, man som oftest har i Tankerne, naar man taler om Kristendommen som et Paradoks. Man nødes til at indrømme, at det lyder noget paradoksalt, at alt her i Verden er som det skulde være, men Kristendommen betyder saa netop, at trods alt er Krigen mellem Gud og Mennesker afsluttet med Guds Sejr, med en Vaabenstilstand eller Fred paa gode Vilkaar! Og Jesus - som naturligvis hører os til - bliver da Pant paa Freden, et Gidsel for dens Overholdelse, et Bevis for, at der virkelig er Fred. Man forklarer Synd, Død, Krig og social Elendighed og forstaar saa godt, at Gud dog er Kærlighed. Og man aner ikke, at denne gode Forstaaelse er det modbydeligste, vi kan byde Gud. Saa trøster man sig selv og Verden, hvor netop intet Menneske maa lade sig trøste. Saa anskaffer man falske Profeter, der siger, at alt er i Grunden godt, og Sjælesørgere, der skal bevæge de ulykkelige til endelig at holde inde med deres Lidelser, men for Kristi Skyld bære dem og tro, at Verden dog er Guds Verden, d.e.: man mener, at Gud dog er denne Verdens Gud, og ikke dens Dommer, dens Ophæver, dens Forløser.

Filosofi, Apologetik, Teologi og Sjælesørgerpraksis, altsammen skal det tjene til at paavise, hvorledes man kan se Orden ind i Tingene, til at overbevise Mennesker om, at saaledes maa det være, for ellers: hvem kan saa tro Gud?

Ved kristelige Forklaringer og Bortforklaringer af Virkeligheden lever man vel, mens den fattige Jesus gaar foragtet omkring med Guds Barmhjertighed, som Mennesker ingen Brug har for.

De Kristne var engang de foragtede, ynkelige og elendige, nu konkurrerer vi mod Verden i at være os selv nok, i at kunne undvære Gud og hans Retfærdighed. Maaske førte Gud dengang Krig mod Menneskene, mens han nu trækker sig tilbage fra dem. I hvert Fald: nu er de Kristne meget levedygtige, ja, det at være Kristen og at være levedygtig er blevet ét og det samme. Elendige, uduelige, til Spot i Verden saa vel hos de æstetisk betragtende som hos de viljestærke handlende - det var, nej, det er for Resten ogsaa nu at være Kristen.

Jeg haaber ikke, nogen skal blive fornærmede over min Tale; jeg anklager jo ingen for at være Kristen. - Man vil indvende mod mig, at det er skruet at tage det saadan. Men jeg siger nu heller ikke, at vi tager det saadan, langt mindre, at vi skal tage det saadan. Jeg siger end ikke, at vi er Kristne. Hensynet til vor Ret til at bruge dette Navn, glemte jeg under Udarbejdelsen af Foredraget.

Vort kristelige Ideal er Styrke, borgerligt, moralsk, religiøst o.s.v. Man véd jo nok, at det er de gode, ædle, stærke Mennesker, der er mest ved. Det er i hvert Fald de mest værdifulde for Samfundet og Sammenholdet. Hvor naturligt da at betragte det som en Selvfølge, at Gud er af ganske samme Mening. Det ligger uden for mit Emnes Rammer at udtale mig om, hvordan man opbygger og opretholder et Samfund, og hvem der er dygtigst til det. Det var maaske med Urette, at de første Kristne betragtedes som uduelige, ja skadelige Medlemmer af Samfundet, men maaske staar det dog i Forbindelse med, at alt hvad et Menneske bygger op, bygger det op mod Gud, og til Kampen mod Gud duede de Kristne dengang ikke.

Som en rent parentetisk Bemærkning - min private Mening er jo ganske ligegyldig - maa jeg hellere sige, at jeg uden kristelige eller andre Bagtanker har mere til overs for det gamle Svin Fjodor Karamasoff hos Dostojevski end for én af vor Tids moralske og kristelige Personligheder. Ganske vist kunde han begaa nedrigere Ting mod mig end de kristelige Personligheder vilde nedlade sig til. Men til Gengæld er han ikke halvt saa bedærvet, og jeg er da sikker paa, at det er et Menneske jeg har med at gøre.

Mennesker i Opløsning har man halvt Dostojevskis Personer. Og saa har man bildt sig ind, at det i Modsætning til dem gælder om at holde sammen paa Ingredienserne, redde Personligheden - og det gør det selvfølgelig ogsaa i Samfundet og i den borgerlige Moral -, men denne Opfattelse grunder i Troen paa, at Mennesket i Grunden er rask, at Mennesket i Personlighedens Dyb rummer de lægende Kræfter, eller med andre Ord, at Syntesen er hos Mennesket og ikke hos Gud, at det er en forbigaaende Sygdom og ikke en Sygdom til Døden, Mennesket lider af, at Gud altsaa ikke fører Krig med Menneskene og, at Menneskene, om de end ikke er i Paradiset, saa dog sidder inde med Nøglemagten.

Mennesket i Opløsning er ikke den syge, i Modsætning til den faste Personlighed, der tilsyneladende heldigt kæmper mod Sygdommen til Døden, men han er syg af og til Gud, mens "det sunde Menneske" intet aner om Sygdommen - om Gud. Man vil indvende, at saavel Fjodor Karamasoff - jeg vælger med Vilje den mest utiltalende af Dostojevskis Personer - som Nietzsches, Overmenneske, der begge er uden Principper, netop derved er emanciperede fra Gud og er knebet udenom hans Herredømme. Men man kan ikke tage grundigere fejl: netop Mennesket uden Principper er helt henfalden til Sygdommen til Døden, til Gud, og her eller hisset ender det i hans Vold. Vore moralske og religiøse Principper - og hvilke andre Sandhedskriterier vi maatte sidde inde med - er vort vigtigste Forsvarsmiddel overfor Gud. Naive Mennesker tror, det vil være saa dejligt at være uden Principper - det tror i hvert Fald alle Farisæere og røber derved, at de er Hyklere - men det forholder sig ganske modsat: Livet uden Principper, uden Syntese, uden at forsøge at indbilde sig, at man er hos sig selv, det er: i Paradiset, naar man er her paa Jorden, uden at værge sig mod Virkeligheden, mod Gud, der er vor Sygdom til Døden, det er den Lidelse under Sandheden, vi alle gaar udenom. Derfor raaber vi paa Syntese, paa Sammenhæng mellem Religion og Moral, paa Sammenhæng mellem vore Værdier og Guds Bedømmelse. Og har vi faaet konstrueret en Sammenhæng, saa er vi tilfredse. Saa er det dog Løgn, det, som onde Tunger hvisker: at Syntesen, det egentlige Menneske, at Freden og Harmonien kun skulde være hos Gud, og at det derfor staar skralt til med vor frie Vilje, der dog er vort Haab og Trøst, og som Følge deraf ogsaa med vor Omvendelse og den paafølgende Befæstelse af Sejren: Helliggørelsen! Saa er det en gudsbespottelig Overdrivelse, at det eneste, vi Mennesker trænger til og kan hjælpes af, er en ny Skabelse, som vi vel at mærke ikke er Herre over, at det, hele Verden trænger til, er alle Tings Genoprettelse, at Paradokset med andre Ord ikke har sin Løsning i vor Tidsold, at det virkelige Menneske er den opstandne Kristus, at Gud vil Menneskets Død, som han vilde Kristi, at Kristus er i Dødskamp til Verdens Ende og, at det kun i Himmelen og sandelig ikke hos os er sandt, at han, naar han kæmper Guds Kamp mod os, tillige kæmper for vor Indgang i Paradiset.

"Det være nu som det være vil med alt dette, Idyllen, Visheden, Trygheden og Glæden har dog ogsaa sin Berettigelse, sin Sandhed". Jeg vil gerne vide hvor, hvis det er sandt, at Gud fører Krig mod Menneskene, at Menneskene ikke er i Paradis og end ikke véd andet om Nøglerne end, at de er hos Gud. Hvor Visheden er, der er Søvnen, og hvor der soves, der er Kristus glemt - Kristus, som vi jo kalder Vejen til Gud! Ja, i vor Sandhed eller rettere: i vor Løgn om Gud, dér hører Idyllen, Visheden, Freden, Glæden og Trygheden hjemme, men heller ikke andetsteds. Hvor Gud ikke er, der er Idyl; der vaager man ikke med Kristus, men overlader ham til sin Skæbne, som den Ulykkesfugl han er - og det gør man selvfølgelig bedst og grundigst ved at kalde ham Konge og Frelser, Ven og Broder.

Saa er da Sandheden den, at der staar en stadig Kamp mellem Gud og Mennesker om Magten. Denne Kamp kan kun ende men den ene Parts absolutte Sejr og den andens ligesaa absolutte Nederlag. Enten kommer Gud i vor Vold eller vi i hans, enten bliver Gud afhængig af vort Forgodtbefindende (vore Sandheder og Normer), eller vi af hans. Ethvert Forsøg paa at sige denne Sandhed indeholder i sig - det maa helst siges igen - et Forsøg paa at gøre den til Usandhed, et Forsøg paa at bringe Orden i Tingene, at skaffe Ligevægt og berolige sig selv og andre med, at man har overskuet Elendigheden.

Vor Kamp mod Gud er vort Forsvar mod Sandheden, mod Virkeligheden, mod Sygdommen til Døden, som er vor Virkelighed. I denne Kamp er vi alle Deltagere - hvad Under da, at Guds Tale om Syndernes Forladelse, om Helbredelsen fra Grunden, er os en fremmed, en overflødig Tale.

Lad os til Slut vende tilbage til Begyndelsen, at dette ikke er en opbyggelig Tale, men slet og ret Sandheden om vort Forhold til Gud. Og man kan diskutere om mange Ting, men det er en af vor Tids Grinagtigheder at tro, at man ogsaa kan diskutere om Sandheden. Sandheden kan man afvise, men hvis man blot har den ringeste Respekt for Sandheden, overlader man den ikke til Diskussion af Godtfolk og gode Folk.

Heller ikke vilde det være rigtigt af mig at opfordre Dem til at strenge Dem an, at blive ængstelige, lidenskabelige o.s.v. over denne Sandhed. Det er mest konsekvent ogsaa teoretisk at behandle de kristelige Formaninger, som vi alle gør det i Praksis: foragte dem.

En uhyre Misforstaaelse vilde det være, om vi sluttede saaledes: nu skal vi altsaa ikke kæmpe paa Liv og Død med Gud, ikke nære Mistillid til ham, men overlade til ham at administrere Nøglerne. Herom er Talen nemlig ikke. Det vilde blot være en ny, om muligt endnu mere raffineret Maade at kæmpe mod Sandheden paa.

Hvordan kommer vi da i Forhold til denne Sandhed, om det ellers er Sandhed? Denne Sandhed kommer vi ikke i Forhold til. Denne Sandhed kan man nemlig ikke redde sig for, heller ikke ved at komme i Forhold til den. Al saadan Tale er lutter Udflugter: vi er i Forholdet. Vi véd jo meget godt, at den bedste Maade at neutralisere Sandheden paa er at give sig til at gøre noget ved den, noget praktisk, dreje den om til Opbyggelse, til Bestyrkelse, til Løgn.

Hvad er da Resultatet, om Sandheden faar fat paa as? Det besynderlige, at vi tjener ikke noget derved. Syndernes Forladelse og vor Visdom er absolutte Modsætninger nu og saa længe Verden staar. Nøglemagten, Syndernes Forladelse, Guds frie og friblivende Maade, der gør alle Ting nye, dem vil vi tage og have som vor Ejendom, men ikke lade os give og ikke stadig tigge om. Det Løfte, Gud giver os om Paradis, det vil vi ikke nøjes med og ikke tro paa, derfor, som vi begyndte med at sige det, skal Paradiset enten ikke være, eller ogsaa skal det være her.

Og saa til allersidst kun dette: Man vil formodentlig spørge mig om, hvad Nytte det under disse Forhold kan være til at holde Foredrag om Sandheden. Vi forvender den jo straks til Løgn. Jeg kan atter her henvise til Indledningen, men jeg kan ogsaa svare saaledes: da det nu er denne Sandhed og denne Løgn, vi Mennesker har med at gøre, hvad kan vi da andet end uden alle Pretensioner sysle dermed?