Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1951, s.67-73).

Det første Kapitel i Erich Auerbachs Bog "Mimesis" indeholder en Sammenligning mellem den homeriske og den gammeltestamentlige Stil. Han bruger som Eksempel en Scene i Odysseen og Abrahams Ofring af Isak.

Stedet i Odysseen er fra den 19. Sang og skildrer Odysseus' Hjemkomst, da han bliver genkendt af den gamle Skafferske Euryklaia, der engang har været hans Amme, paa et Ar, som han bærer paa sit Laar.

Den fremmede har vundet Penelopeias Godhed, og Skaffersken skal paa hendes Befaling vaske hans Fødder. Hun giver sig ifærd med Arbejdet, alt imens hun tung i Sind taler om sin forsvundne Herre, der maaske ogsaa flakker om som en fremmed, og derunder bemærker hun, hvor forbavsende Gæsten ligner ham. Men Odysseus søger at skjule sit Ar for ikke at blive genkendt for tidligt.
Dog næppe har Eurikleia berørt Arret, før hun genkender sin Herre og med et Frydeskrig lader Foden falde ned i Vaskefadet, saa Vandet løber over. Hun vil straks bryde ud i vild Jubel, men Odysseus dels overtaler og dels truer hende til at tie; hun fatter sig og undertrykker sin Bevægelse, saa Penelopeia, hvis Opmærksomhed ogsaa bliver bortledet af Athene, intet bemærker.
Alt dette bliver nøje udformet og omhyggeligt fortalt; i udførlig og flydende direkte Tale giver begge Kvinder Udtryk for deres Følelser. Og endskønt det drejer sig om Følelser - kun, en Ubetydelighed af de almindeligste Betragtninger over den menneskelige Skæbne er iblandet - er den syntaktiske Forbindelse mellem Talens forskellige Dele fuldkommen klar; Omridsene svømmer ikke ud; saavel Husgeraad som Bevægelser osv., er der rigelig med baade Plads og Tid til at beskrive, ogsaa i de mest dramatiske Øjeblikke. Mennesker og Ting bevæger sig klart beskrevne og i lige Grad belyste indenfor et overskueligt Rum; og saavel Følelser som Tanker bliver ikke mindre klart fremstillede og ganske udtrykt i Tale, ogsaa naar det drejer sig om de stærkeste Affekter.

I Referatet af Genkendelsesscenen er udeladt det Indskud, hvori Homer fortæller om Arrets Historie, og som fylder næsten ligesaa meget som alt det øvrige. Det staar paa det Sted, hvor Eurikleia genkender Odysseus paa Arret, altsaa paa det mest dramatiske Sted i hele Beretningen.
Skal dette Indskud virke "retarderende" og saaledes bidrage til at forhøje Spændingen? Sikkert ikke. Et retarderende Indskud maa ikke ganske udfylde Nutiden, hvorved Spændingen vilde forstyrres; Krisen og Spændingen maa forblive bevidst i Baggrunden. Men Homer kender ingen Baggrund; han kender kun det nærværende, Nutiden, og fylder Skueplads og Bevidsthed helt. Han fortæller kun i Øjebliksbilleder.

Forklaringen til Forekomsten af dette som mange lignende Indskud hos Homer maa ligge i den homeriske Stils Fordring om, at intet af det, der omtales, maa lades uudformet eller henligge i det dunkle. Den homeriske Følelse kan ikke tolerere, at noget uden videre dukker frem af Fortidens Mørke; det maa drages helt frem i Lyset. Naturligvis har man hurtigt bemærket den æstetiske Virkning, men det oprindelige er en Grundimpuls i den homeriske Stil til at gøre Fænomenerne nærværende og i alle Henseender formede og synlige, nøje bestemte i deres rumlige og tidslige Relationer. Det samme gælder ogsaa de indre Begivenheder: af dem maa intet forblive skjult og uudtalt. Alt giver de homeriske Helte Udtryk for i veldisponeret Tale, selv om det sker i Affekt. Hvad de ikke siger til andre, meddeler de deres eget Hjerte. Der sker skrækkelige Ting i de homeriske Digte, men intet sker stumt; og ingen Tale, ingen Begivenhed er saa fyldt med Vrede eller Spænding, at Sproget ikke slaar til; der er ingen Anelse om uudforskede Dybder.
Begivenhederne drager forbi i Forgrunden, i stedlig og tidslig Nærværelse. Meningen med Indskudene er heller ikke at skabe et stedligt og tidsligt Perspektiv. Hvis det var Tilfældet, vilde Homer have ladet Odysseus erindre Arrets Tilblivelse. Homer kender kun Forgrund, kun ligeligt belyst, samtidig objektiv Nærværelse.

Overfor Homer stiller Auerbach nu Fortællingen om Abrahams Ofring af Isak: Efter disse Begivenheder prøvede Gud Abraham og sagde til ham: Abraham! Og han svarede: Her er jeg! Men hvor befinder de samtalende sig? Hvor kommer Gud fra? Derom hører vi intet. Heller intet om Aarsagen til, at han sætter Abraham saa frygtelig paa Prøve, - ingen Gudeforsamling, end ikke en Overvejelse i Guds eget Hjerte gaar forud. Uformodet og gaadefuldt kommer Gud ind paa Scenen fra det ubekendte høje eller dybe og raaber: Abraham!

Heller ikke faar vi at vide, hvor Abraham befinder sig: Hans: Her er jeg betegner ikke noget virkeligt Sted, men hans etisk-religiøse Sted i Forhold til Gud: Jeg er her som den, der hører din Befaling! Nærmest en Gestus, hvis Udmaling overlades til Læseren. Hvor han rent praktisk befinder sig, er ligegyldigt. Og Gud fremstilles ikke som en Skikkelse; hans Komme og Forsvinden er uden Skikkelse.

Efter denne Begyndelse giver Gud sin Befaling og selve Fortællingen begynder, som enhver kender den: Uden Indskud af nogen Art, i faa Hovedsætninger, hvis indbyrdes syntaktiske Forbindelse er saare simpel. Utænkelig er en Beskrivelse af Husgeraad, af Svendene, af Æslet - deres Oprindelse, deres Udseende - af Vejen, som man gennemvandrer. Det er Svende, Æsel, Brænde og Knive, ikke mere; de tjener det Formaal, som Gud har befalet. Og om Vejen hører vi kun, at det tog tre Dage at tilbagelægge den - og ogsaa dette paa en saa gaadefuld Maade, at det i Grunden kun tjener til at give Indtryk af Rejsens Indholdsløshed: en tiende Skriden frem, et tilbageholdt Aandedrag, en uopfyldt Varighed mellem det forgangne og det tilkommende. Stedet Jeruel i Landet Mona er i Virkeligheden ikke noget geografisk, men et religiøst Sted: det Sted, Gud har udvalgt.

Det eneste, som faar en Apposition, er Isak: Gud sagde: Tag Isak, din eneste San, som du elsker! Dog hermed skildres ikke Isak selv, men hvor skrækkelig Prøvelsen var - og at Gud vidste det. Hos Homer tjener de beskrivende Adjektiver og udførlige Udmalinger til at hindre Læserens Koncentration om Krisen, saa der ikke opstaar nogen trykkende Spænding. Her er der intet, der mildner Spændingen. Og den samme Modsætning træffer vi i Anvendelsen af den direkte Tale: mens hos Homer Talen tjener til at give Udtryk for alt, hvad der menes og føles, henviser den i Abrahamshistorien til noget, der menes, men forbliver uudsagt. Gud giver sin Befaling, men om Motivet erfarer vi intet. Samtalen mellem Abraham og Isak paa Vejen, som afbryder den tunge Tavshed, gør denne endnu sværere.

Det er ikke let at tænke sig større Stilmodsætninger, end der er mellem disse to i lige Grad antikke og episke Tekster. Paa den ene Side udformede, ligeligt belyste, tids- og stedbestemte, uden Huller med hinanden forbundne Billeder; udtalte Tanker og Følelser; udførlige og spændingsfattige Tildragelser. Paa den anden Side bliver kun det af Begivenheden udarbejdet, som har, Betydning for Handlingens Maal, Resten forbliver i Mørke; Højdepunkterne i Handlingen bliver alle betonede, det mellemliggende er betydningsløst; Tid og Sted er ubestemte og kræver en Tydning; Tanker og Følelser forbliver uudtalte, de fremsuggereres blot af Tavsheden og den fragmentariske Tale; det hele - i højeste og uafbrudt Spænding rettet mod et Maal, og forsaavidt meget enklere - forbliver gaadefuldt og baggrundsagtigt ("hintergründig").

Den homeriske Stil lader alt foregaa i Forgrunden (den er "vordergründig"), trods de mange Spring frem og tilbage lader den altid det, der fortælles, virke alene som noget nærværende uden noget Perspektiv. Men i den gammeltestamentlige Tekst træder endogsaa de enkelte Personer kun delvis frem fra Baggrunden ("hintergründig") ; det gælder i Bibelen altid Gud, for han er ikke som Zeus helt til Stede i sin Nærværelse: der viser sig altid kun "noget" af ham, han har altid Dybde. Men selv Menneskene har i de bibelske Fortællinger langt mere Baggrund end de homeriske; de har større Dybde i Tid, Skæbne og Bevidsthed. De har Historie og de har Historien med sig, hvorimod de homeriske Helte vaagner hver Dag paa ny, som om den var deres første. Odysseus forbliver den samme hele Digtet, den snilde Odysseus, han ældes ikke, hverken paa Legeme eller Sjæl. Men vigtigere er det, at de bibelske Skikkelser er meget mere komplicerede; de har flere Lag i deres Bevidsthed. Hos Homer træffer vi højst Mennesket i Tvivlen mellem to Muligheder eller i Affekter, som følger efter hinanden.

De homeriske Digte, hvis kunstneriske, sproglige og frem for alt syntaktiske Kultur tilsyneladende staar saa meget højere, er dog i deres Opfattelse af Mennesket forholdsvis enkelte; og de er det ogsaa i Forhold til den Livsvirkelighed, som de skildrer. Glæden ved den umiddelbare sanselige Virkelighed er alt for dem, og deres højeste Stræben gaar ud paa at gøre den nærværende for os. Det er det, der gør dem saa festlige og giver dem Magt til at fortrylle Læseren. Det er komplet ligegyldigt, om vi, naar vi læser dem, ved, at det drejer sig om Sagn. Den gamle Indvending mod Homer, at han er en stor Løgnhals, er ganske ved Siden af. Hans Virkelighed er i sig selv stærk nok og behøver ikke at pukke paa noget historisk Grundlag. Og i denne "Virkelighed", hvori Homer indfanger os, er alt umiddelbart givet; intet er skjult, intet har dobbelt Betydning, hvorfor ogsaa alle Forsøg paa at give en allegorisk Fortolkning af Homer kun har ført til tvungne Meningsløsheder.

Ganske anderledes forholder det sig med de bibelske Fortællinger. Den sanselige Fortryllelse er ikke deres Hensigt, og naar de alligevel ogsaa virker saa levende i det sanselige, saa er det fordi de etiske, religiøse, inderlige Foreteelser, som alene har deres Interesse, konkretiserer sig i Livets sanselige Materiale. Men den religiøse Hensigt medfører Nødvendigheden af en absolut Fordring paa historisk Sandhed. Fortællingen om Abraham og Isak er ikke bedre bevidnet end Homers Beretning om Odysseus, Penelopeia og Eurykleia; begge Dele er Sagn. Men den bibelske Fortæller maa have troet paa sin Fortællings objektive Sandhed - Livets hellige Ordninger beror jo paa Sandheden i denne og lignende Beretninger. Han maa med Lidenskab have troet paa sin Fortællings Sandhed - ellers er han en Løgner. Han ønsker ikke at frembringe poetisk Virkelighed, men at fortælle Sandheden. Man kan meget vel ved Læsningen af Homer nære historisk-kritiske Betænkeligheder overfor den trojanske Krig og Odysseus' Rejser, og dog fornemme den Virkning, som Forfatteren har tilsigtet; men den, der ikke tror paa Abrahams Offer, kan ikke faa det ud af Fortællingen, som er ment med den. Ja, ikke blot det: Bibelens Fordring paa at tale Sandheden er ikke blot ganske anderledes indtrængende end Homers; den er simpelthen tyrannisk; den udelukker alle andre Fordringer paa at gælde som Sandhed. Den hellige Skrifts Fortællinger nøjer sig ikke med at gøre Fordring paa at være en historisk sand Virkelighed - de fordrer at være den eneste sande Virkelighed, bestemt til alene at herske over Verden. Ingen andre Skuepladser, Begivenhedsforløb og Ordninger har Ret til at optræde uafhængig af dem, og det er forjættet, at de alle, hele Menneskehedens Historie, skal indordnes i deres Rammer og blive dem underordnet.

Den hellige Skrifts Historier bejler ikke som Homers til vort Bifald, de smigrer ikke for os for at behage og fortrylle os; de forlanger Underkastelse, og hvis vi nægter det, saa er vi Oprørere. Man indvende ikke, at dette gaar for vidt: at det ikke er Fortællingerne, men den religiøse Lære, der gør Fordring paa at herske; thi disse Historier er netop ikke saadan som Homers blot fortalt "Virkelighed". I dem er Lære og Forjættelse inkarneret, uadskilleligt smeltet ind i dem; netop derfor er de baggrundsdybe og dunkle: de indeholder en anden, skjult Betydning. I Fortællingen om Isak er det ikke blot Guds Indgriben i Begyndelsen og ved Slutningen, men ogsaa det der berettes derimellem - saavel det rent faktiske som det psykologiske - som er dunkelt, kun ligesom berørt, baggrundsdybt og som derfor nødvendiggør en grublende Fordybelse og Udtydning. At Gud ogsaa stiller den frommeste paa den frygteligste Prøve, at ubetinget Lydighed er den eneste Holdning overfor ham, men at hans Forjættelse ogsaa staar urokkeligt fast, selv om hans Vilje aldrig saa meget vækker Tvivl og Fortvivlelse - det er vel den vigtigste i Isakfortællingen indeholdte Lære; men derigennem bliver Teksten saa tung, saa indholdsfyldt; den indeholder desuden saa mange Antydninger om Guds Væsen og om de frommes Stilling til ham, at den troende bliver tvunget til stadig paa ny at fordybe sig i dem og i alle Enkeltheder at søge den Oplysning, som kan være skjult i dem. Og da jo i Virkeligheden saa meget staar dunkelt og uudført, og da han ved, at Gud er den skjulte Gud, saa finder hans Stræben efter Tydning stadig ny Næring. Læren og Bestræbelsen for at finde Belysning af Livet i den er uløseligt forbundet med Fortællingens sanselige Virkelighed, som jo ikke er blot Virkelighed - det drejer sig jo heller ikke om "almindelige", "evige" Sandheder; rigtignok staar Læren og Tydningen bestandig i Fare for at miste sin egen Virkelighed, som det snart skete, da Tydningen tabte sig i det grænseløse og derfor ødelagde Fortællingens Virkelighed.

Driver den bibelske Fortællingstekst saaledes ved sit eget Indhold til Tydning, saa virker dens Fordring om at herske endnu videre i samme Retning. Den vil jo ikke blot som Homer have os til at glemme vor egen Virkelighed for en kort Stund, men den vil underkaste sig den. Vi skal indføje vort eget Liv i dens Verden og opfatte os selv som Led i dens verdenshistoriske Opbygning. Det bliver stadig sværere, jo mere vor Tilværelse fjerner sig fra de bibelske Skrifter, og naar disse ikke desto mindre opretholder deres Fordring om at herske, saa maa de nødvendigvis tilpasse sig gennem tydende Omformning. Endnu i den europæiske Middelalder var det muligt at fremstille de bibelske Begivenheder som nutidige dagligdags Hændelser, noget som Princippet med Tydning leverede Grundlaget for. Men bliver dette gennem en alt for gennemgribende Ændring af Livsforholdene og gennem Opvaagnen af en kritisk Bevidsthed ugørligt, saa kommer Fordringen om at herske i Fare; Tydningsmetoden kommer i Foragt og bliver opgivet, de bibelske Historier bliver til gamle Sagn, og den fra dem løsrevne Lære bliver til en ulegemlig Forestilling, som enten slet ikke trænger ind i det sanseliglegemlige eller forflygtiger sig i det personlig-sværmeriske - saadan som vi ser det i megen gammeltestamentlig Forskning fra Oplysningstiden af og helt ned i vor Tid, rationalistisk, romantisk og positivistisk.

Som Følge af Fordringen om at herske maa Tydningsmetoden udstrækkes ogsaa til andre Overleveringer end den jødiske. De homeriske Digte beretter om en i Tid og Sted begrænset Begivenhedssammenhæng; for, ved Siden af og efter den er der, uden at der derfor opstaar nogen Konflikt eller Vanskeligheder, andre af den uafhængige Begivenhedsrækker. Det gamle Testamente derimod fortæller Verdenshistorie; det begynder med Tidens Begyndelse, med Verdens Skabelse, og vil ende med den sidste Time, med Forjættelsens Opfyldelse og Verdens Ende. Alt hvad der ellers sker i Verden, kan kun opfattes som Led i denne Sammenhæng; alt hvad der deraf bliver kendt eller tilmed griber ind i Jødernes Historie, maa indbygges i denne som Bestanddel af den guddommelige Plan; og da ogsaa dette kun kan ske gennem Udtydning af det nye Materiale, som strømmer til, saa udstrækkes Nødvendigheden af Tydning ogsaa til at gælde det, der ligger udenfor det oprindelige jødiske-israelitiske Virkelighedsomraade, saaledes den assyriske, babyloniske, persiske, romerske Historie; Tydning i en ganske bestemt Retning bliver til en almindelig Metode for al Virkelighedsopfattelse; den fremmede Verden, som Tid efter anden dukker op indenfor Synsvidden og som for det meste, saaledes som den umiddelbart foreligger, er ganske uanvendelig indenfor de jødisk-religiøse Rammer, maa tydes saaledes, at den lader sig indføje i dem. Men næsten altid virker dette tilbage i Rammerne, der maa udvides og modificeres. Det mægtigste Tydningsarbejde af denne Art skete i Kristendommens første Aarhundrede som Følge af Paulus' og Kirkefædrenes Hedningemission. De tydede hele den jødiske Overlevering om til en Række Prototyper paa Kristi Fremtræden, og anviste det romerske Rige en Plads indenfor den guddommelige Frelsesplan. Mens altsaa paa den ene Side det gamle Testamentes Virkelighed som den fulde Sandhed optræder med Fordring paa alene at have Gyldighed, tvinger paa den anden Side netop denne Fordring til en stadig tydende Forandring af det gamle Testamentes eget Indhold, og dette foregaar i Aartusinder sammen med det europæiske Menneskes Tilværelsesudvikling.

Fordringen om verdenshistorisk Gyldighed og det stadig i Konflikt forløbende Forhold til den eneste, den skjulte og dog sig aabenbarende Gud, der forjættende og fordrende styrer Verdenshistorien, forlener de gammeltestamentlige Fortællinger med et ganske andet Perspektiv, end Homer kan besidde. Det gamle Testamente er i sin Komposition meget mindre enhedspræget end de homeriske Digte, mere oplagt sammenstykket - men de enkelte Stykker hører alle ind i en verdenshistorisk og verdenshistorisk tydet Sammenhæng. Om end Fortællingerne og Fortællingsgrupperne i det gamle Testamente i langt højere Grad er enkeltstaaende og horisontalt uden indbyrdes Forbindelse end dem i Iliaden og Odysseen, saa er deres fælles vertikale Forbindelse, som holder dem sammen under et fælles Tegn, og som Homer ganske mangler, saa meget desto stærkere. I hver af de enkelte store Skikkelser i det gamle Testamente fra Adam til Profeterne er et Moment af den vertikale Forbindelse tænkt med og legemliggjort. Gud har udvalgt sig disse Personer og formet dem for i dem at legemliggøre sit Væsen og Vilje - dog falder Udvælgelse og Formning ikke sammen; for det sidste sker efterhaanden paa historisk Vis i de udvalgtes Menneskeliv. Hvorledes dette gaar for sig, hvilke skrækkelige Prøvelser der hører med til en saadan Formning, ser man i Historien om Abrahams Offer. Deraf kommer det, at de store Figurer i det gamle Testamente har saa langt større Udviklingsmuligheder, er saa meget mere tyngede af deres egen Livsskæbne, saa meget mere individuelt prægede end de homeriske Helte.

Achilles og Odysseus er beskrevne paa det herligste med mange skønne Ord, Tilnavne er føjet til dem, deres Affekter aabenbarer sig ganske i deres Tale og Gebærder - men de har ingen Udvikling og deres Livshistorie er entydigt fastlagt. De har i Grunden ingen Udvikling, ingen Historie. Odysseus er ved sin Hjemkomst den samme som da han for to Aartier siden forlod Ithaka. Men hvilken Vej, hvilken Skæbne ligger der ikke mellem den Jakob, som tilranede sig Førstefødselsretten, og den gamle, hvis Yndlingssøn et vildt Dyr har sønderrevet, mellem den harpespillende unge David og den gamle Konge, der dør omspundet af Intriger.

Og hvor meget længere er ikke deres Skæbnes Pendulslag! De er jo Bærere af den guddommelige Vilje og dog er de fejlende, underkastet Ulykke og Fornedrelse - og midt i deres Ulykke og Fornedrelse åbenbarer sig Guds Ophøjethed. Næppe en af dem, der ikke som Adam erfarer den dybeste Fornedrelse - og næppe en, som ikke af Gud bliver værdiget personlig Omgang og Inspiration. Fornedrelse og Ophøjelse gaar meget dybere og højere end hos Homer. Den fattige Betler Odysseus er kun forklædt, men Adam er virkelig ganske forstødt, Jakob virkelig en Flygtning, Josef virkelig først i Brønden og saa solgt som Slave. Men deres Storhed, steget op af Fornedrelsen, grænser til det overmenneskelige, et Afbillede af Guds egen Storhed. Man fornemmer tydeligt, hvorledes Penduludslagenes Vidde hænger sammen med Intensiteten i den personlige Historie. Netop saadanne ubegrænsede Situationer, hvor et Menneske bliver forladt og fortvivler ud over alle Maal, eller ud over alle Maal bliver lykkeligt og oprejst, forlener det med et personligt Præg, der fornemmes som Resultat af en rig Tilblivelseshistorie, en rig Udvikling, og det er dette Præg af Tilblivelse, der meget hyppigt, næsten overalt, giver de gammeltestamentlige Fortællinger en historisk Karakter, endogsaa der, hvor det drejer sig om rent sagnagtige Overleveringer. Homer forbliver ved hele sit Stof indenfor det sagnagtige - Sagnene er iflg. Auerbach, i Modsætning til det historiske, simple, klare, enkle, uforstyrrede af Biomstændigheder og af sideløbende Tildragelser. Det gammeltestamentlige Stof nærmer sig mere og mere til det historiske. Allerede Samuelbøgernes Indhold er for en stor Del Historie og ikke Sagn. Men de Personer, der har forfattet Samuelbøgerne, er for en stor Del de samme, som har redigeret de gamle Sagn, og den for dem ejendommelige Opfattelse af Mennesket i Historien drev dem ikke til en sagnagtig Fremstilling af det skete; tværtimod viser de sagnagtige Dele af det gamle Testamente, som man maatte vente, ogsaa en historisk Struktur; naturligvis ikke i den Forstand, at Overleveringerne paa videnskabelig-kritisk Vis er blevet prøvet paa deres Troværdighed, men saaledes, at den Tendens til udglattende Harmonisering, til Forenkling af Motiverne og til en statisk Fastlægning af Karakteren uden Konflikt, Svingen og Udvikling, som vi finder i Sagnet, ikke er fremherskende i det gamle Testamentes Sagnverden. Abraham, Jakob eller endog Moses virker mere konkrete, nære og historiske end Skikkelser fra den homeriske Verden, og det ikke, fordi de er bedre beskrevne i deres Synlighed - det modsatte er Tilfældet - men fordi den forvirrende, modsigelsesfyldte og med Hæmninger fyldte Mangfoldighed i, hvad der foregaar saavel i det ydre som i det indre, ikke er udvasket af Fremstillingen, men tværtimod stadig er bibeholdt. Det skyldes i første Omgang den jødiske Opfattelse af Mennesket, men har ogsaa sin Grund i, at Sagnenes Redaktører ikke var Sagnforfattere, men Historieskrivere, hvis Forestilling om Menneskelivets struktur var skolet i det historiske. Det er her ogsaa meget tydeligt, hvorledes en bevidst Skelnen mellem litterære Arter som Følge af Enheden i den religiøs-vertikale Opbygning ikke har kunnet opstaa. Det sagnagtige gaar over i det historiske; og allerede i det sagnagtige giver man sig med Lidenskab i Lag med Problemet om Ordningen og Tydningen af Menneskets Historie, noget, som senere sprænger Historieskrivningens Rammer og i Profetien bliver helt fremherskende. Saaledes griber det gamle Testamente, for saa vidt som det beskæftiger sig med den menneskelige Tilværelse, ind paa alle tre Omraader: Sagn, Historieberetning og tydende Historieteologi.

En anden Forskel mellem Homer og det gamle Testamente, som vi her ikke skal komme nærmere ind paa, ligger i, at Homers Digte foregaar i den sociale Overklasse, selv om vi hos ham ikke træffer den senere græske Stiladskillelsesregel, mens i de gammeltestamentlige Fortællinger det ophøjede, tragiske og problematiske netop vinder Skikkelse i det huslige og hverdagsagtige.

Jeg har refereret Auerbach saa udførligt, dels fordi det er interessant at se, hvad der kan naas ved en rent stilistisk Sammenligning mellem Homer og det gamle Testamentes Fortællinger, og dels fordi det forekommer mig, at Auerbach har givet et klart Udtryk for de Problemer, vi i vort Forhold til det gamle Testamente staar overfor baade videnskabeligt og "praktisk" - det ene kan næppe skilles fra det andet: ligesaa lidt som vi kan lægge den historisk-kritiske Videnskab til Side for at se personligt, "opbyggeligt" paa det gamle Testamente, kan vi lægge det subjektive, personligt interesserede Forhold til Teksten til Side for at være blot objektivt, videnskabeligt betragtende. Naturligvis vil Auerbach hverken skyde den historiske Forskning i al Almindelighed til Side eller benægte Betydningen af gammeltestamentlig Litteraturhistorie som en videnskabelig Undersøgelse af de gammeltestamentlige Skrifters Oprindelse, men det han giver, er en litterær Undersøgelse af de foreliggende Tekster: hvorledes de giver Udtryk for det, de vil sige Læseren. Det her refererede Afsnit er kun en lille Del af hans Bog, der er en Undersøgelse af Virkelighedsfremstillingen i den vesterlandske Litteratur ("Dargestellte Wirchlichkeit in den abendländischen Litteratur"), den vesterlandske Realismes Historie som Udtryk for Forandringerne i Menneskenes Selvforstaaelse ("Eine Geschichte der abendländischen Realismus als Ausdruck der Wandlungen in der Selbstanschauung des Menschen").

Auerbachs Problem er, hvorledes de gammeltestamentlige Fortællinger forstaar sig selv, og hvorledes de følgelig vil høres og læses af Tilhøreren eller Læseren. Det drejer sig om at forstaa det gamle Testamente ud fra det gamle Testamente selv, et Synspunkt, der er afgørende ikke alene for Forstaaelsen af Teksterne, men ogsaa for, hvorledes Fortællingerne skal fortælles videre, - det vi plejer at forstaa ved "Bibelhistorie" i Skolerne.

Homer vil more, underholde og begejstre os og faa os til at glemme vor egen Virkelighed over den, som han fremtryller for os. Det er derfor ganske ligegyldigt, om det er Sagn, Myter, Eventyr eller noget, som virkelig er foregaaet. Hans Virkelighed er under alle Omstændigheder en poetisk Virkelighed, hvorfor det rigtige Forhold til det, han fortæller, er det æstetiske, selvforglemmende. Og Læseren ved meget vel, at Homers Virkelighed hverken kan eller skal være hans egen, - det er Forskellen paa den ægte Poesi og den daarlige Litteratur, som hjælper Mennesker med at lyve sig fra deres egen Virkelighed og bilder dem ind, at de kan faa en anden.
Med det gamle Testamentes Fortællinger forholder det sig ganske anderledes: de gør ikke Fordring paa at være poetisk Virkelighed, men paa at være historisk Virkelighed, paa at være sande; derfor ønsker de heller ikke at faa Læseren til at glemme sin egen Virkelighed; tværtimod erindrer de ham om den ved at gøre Fordring paa at være bestemmende ogsaa for den; de fordrer Anerkendelse, Underkastelse; de gør ikke blot Fordring paa at være historisk sande, de vil ikke nøjes med at være objektiv Forbigangenhed; de er Historie, stadig virkende, forjættende og fordrende, de er ikke blot Virkelighed, men de giver ogsaa Læseren hans Virkelighed. De vil ikke nøjes med at være æstetisk sande eller objektivt sande for den betragtende og erkendende, men deres Gyldigheds-, deres Sandhedskrav er tyrannisk: den, som ikke anerkender den, er en Oprører.

Man maa imidlertid ikke forveksle dette Krav om at gælde som Sandhed for Læseren, om at være Læserens egen Sandhed, med et despotisk Krav om Underkastelse under en vilkaarlig Magthaver: Gud er Magthaveren, den eneste, absolutte Magthaver, hans Magt er Skaberens og Herrens Magt, hans Krav derfor berettiget og kan indses som saadant af Mennesket. Ellers vilde der jo heller ingen Mening være i at betragte den, der nægter det Lydighed, som Oprører.

Dette er af afgørende Betydning: Fortællingerne vil forstaas i deres Sandhed og Virkelighed; de kræver Tydning. Og da de gør Fordring paa Mennesket selv, kræver de ogsaa, at Mennesket tyder sig selv og sit Liv i dem. De gør Fordring paa at være bestemmende for Menneskets hele Virkelighed: for dets Tilværelse som Menneske og dermed - det kan ikke skilles - for dets Skæbne i og med Folket, i og med den Verden, det tilhører - deraf Kravet om at være Verdenshistorie, om at drage hele Verdenshistorien ind under sig, om at give Verdenshistorien dens egentlige Indhold, dens Væsen og Maal.

De gammeltestamentlige Fortællingers Fordring paa at være sandhed for Læseren er tyrannisk, og denne Fordring er ikke tilfredsstillet blot derved, at man anerkender dem som objektiv historisk Virkelighed. Trods al saadan Anerkendelse kan man godt være uden Forstaaelse for det, de virkelig vil gælde for. Det er altsaa paa ingen Maade gjort med at læse eller genfortælle Historierne. Den i de gammeltestamentlige Fortællinger indeholdte Fordring og Forjættelse maa genfortælles saaledes, at den bliver aktuel, forstaaelig for Tilhøreren. Enkeltheder, Udtryksmaader, kulturelle Forhold osv., er i Forhold hertil ligegyldige eller dog af ringe Betydning.

Paa den anden Side maa den "Lære", der uddrages af Fortællingerne, ikke løsrives fra Fortællingernes Virkelighed. Disse Historier indeholder ikke almene, religiøse og moralske Sandheder. Den bogstavstro Ortodoksi faar som oftest ikke andet ud af dem, end at de er objektive Tildragelser, men i Forstaaelsen af deres Indhold adskiller den sig meget lidt fra sin liberale Modstander - det saa man i sin Tid i Striden mellem Kaper og Bentzen. Det gamle Testamentes Fortællinger giver ikke Eksempler paa, hvordan det i al Almindelighed gaar den fromme; den taler ikke om, hvilke Prøvelser et Menneske maa udstaa, naar Skæbnen handler ilde med dets Ønsker. Det er denne Gud, der i denne Historie og saaledes prøver den fromme, der staar under hans Fordring og hans Forjættelse; og det er samme Gud, samme Fordring og Forjættelse, der gennem de samme Ord møder nye Mennesker. De vil ganske vist have almen Betydning, men i deres Særlighed. Skal de fremstilles, saaledes som de opfatter sig selv, maa det være som en Forstaaelsesmulighed, som en Mulighed for Eksistensforstaaelse for Læseren eller Tilhøreren. De kræver den Interesse for deres Indhold, som den har, der hører dem for at sige ja, og som den har, der hører dem for at sige nej. Derfor har de i Grunden intet at byde den, der staar i et objektivt, uimpliceret Forhold til dem, og derfor egner de sig ikke for en objektiv neutral Undervisning. Man søger at hjælpe paa Sagen ved at forsøge at gøre dem interessante paa samme Maade, som Homer er interessant, eller ved at uddrage almindelige religiøse og moralske Læresætninger af dem, hvorved man kun opnaar at gøre dem kedsommelige.

Nu fjerner man sig naturligvis i Tidens Løb fra de Forhold, hvorunder de gammeltestamentlige Historier er blevet til og har været levende; men det er - som vi kan se paa Ny Testamente og f. Eks. Reformationstiden - ingen afgørende Hindring for, at man stadig kan tage dem alvorligt, dvs. forsøge at forstaa dem ud fra dem selv, og forsøge at forstaa sig selv i dem. Men hvis den menneskelige Selvforstaaelse ikke blot har fjernet sig fra den Forstaaelse af Gud og Menneske i deres Forhold til hinanden, som danner Baggrunden for Fortællingernes Indhold, men tillige gør Mennesker saaledes sikre paa sig selv og deres Selvforstaaelse, at de ikke kender anden Mulighed, og derfor maa afvise ethvert Krav om selv at stille til Prøvelse, saa mister Fortællingerne deres egentlige Betydning: de er kun Sagn og Myter og kommer i Foragt - i Modsætning til Homer, hvis Digtning virkelig ikke er mindre værdifuld, fordi den kun bestaar af Sagn og Myter. Denne Foragt skyldes aldeles ikke historisk-kritiske Betænkeligheder: Fortællingerne maa i Forvejen være blevet ligegyldige og fremmede, for at historisk-kritiske Overvejelser kan faa en saadan Betydning. Resultatet bliver, at disse gamle Fortællinger kun kan have Interesse som Antikviteter, eller som Vidnesbyrd om en svunden Kultur; man dyrker dem overtroisk som Garanti for sin egen Religion og Moral, uden Anelse om, at den overhovedet intet har med det gamle Testamente at gøre, eller man laver en religionshistorisk Historieudvikling, som man kalder Aabenbaringshistorie, som man ligesaa naivt forveksler med den Historie, som Profeterne levede i.

I Diskussionerne om Undervisning i Bibelhistorie har det ofte været fremhævet, at Børnene altid spørger, om det nu ogsaa er sandt, hvad der fortælles, om det er noget, som virkelig er foregaaet. Og med Rette har man hævdet, at Børnene ikke vil være tilfredsstillede, hvis man fortæller dem, at det ganske vist er Sagn og Myter, men at der er udtrykt dybe og sande Ting gennem disse Sagn og Myter. Imidlertid overser man, at det Børnene mener, i Virkeligheden er noget andet og mere, end at det er objektive historiske Kendsgerninger. Selv om det er noget, der virkelig er foregaaet i Historien, behøver det ikke at være sandt i Betydning af afgørende, bestemmende og gældende, for Israel og for os. Og selv om man ser historisk-kritisk paa det gamle Testamente, er der dog ikke af den Grund noget i Vejen for at tro, at det virkelig er foregaaet, at det virkelig er sandt. Kun har man ingen Garanti for sin Tro, men det er nu heller ikke sikkert, at det er den, Børnene spørger efter. Noget andet er, at Børnenes Spørgsmaal kræver en Stillingtagen, og det er vel den, der er saa vanskelig for vor Tid, at man helst nøjes med at fortælle Sagn og Eventyr og udfylde Tiden med at ødelægge dem ved moralske Broderier. Men det bliver dog et Spørgsmaal, om de, der med daarlig Samvittighed bilder Børnene ind, at det drejer sig om Begivenheder, der kan sikres ved historiske Undersøgelser, eller i hvert fald bør anerkendes paa Autoritet, faar mere ud af dem. Hverken gammel eller moderne Rationalisme, hverken Romantik eller moderne Positivisme formaar at læse andet end medbragt Fromhed og Moral eller eget Historiesyn i de gamle Fortællinger.