Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1926, s.12-13.

Der var engang en Mand, ret et et energiskt og hjælpsomt Menneske. Han havde en pæn Stilling i Samfundet og havde forlængst glemt Bekymringen for det daglige Brød.

En Aften sad denne Mand med sin Cigar og tænkte efter: "Ja se, jeg har jo min gode Stilling, og jeg kan vel endogsaa siges at have en vis Position i Samfundet; men det er mig ikke nok, jeg maa kunne gøre noget som ikke blot har øjeblikkelig Betydning, som ikke blot har Betydning for mig og mine, - ogsaa det har jo Guds Velbehag, skal Luther have sagt - men noget, som virkelig rager ud over denne Verden. Denne Trang til at gøre Alvor af Kristendommen har jeg arvet fra mine Forfædre; min Bedstefader skænkede sin Fødeby en Kirke og blev i den Anledning Dannebrogsmand.

Saa tog han Cigaren ud af Munden, vendte sig mod Vorherre og sagde: "Her kommer jeg med, hvad Du har givet mig." "Et Menneske af Folket," lagde han beskedent til, "men et Menneske udgaaet fra Din Haand, og som nu vender tilbage til sin Skaber." Gud tog straks imod ham og sagde blot ved sig selv: "Ja, jeg ser det; han er nok i Mellemtiden blevet en Synder." Og saa gav Gud sig ikke til at skælde Manden ud, for det vidste han nok ingenting hjælper; men han gav Manden - der altsaa var blevet Synder - det, han trængte til: Naade, Forbarmelse. Det kunde han da umuligt have noget imod. Men Manden lagde ærgerlig Cigaren fra sig og sagde: "Hvorfor taler Vorherre altid om Naade, som om vi Mennesker var nogle elendige Stakler, der ingenting kan. Gud tænker ogsaa kun paa de elendige; os andre interesserer han sig ikke for, og vi vil dog saa gerne gøre noget for ham."

Han sad lidt og tænkte over Sagen; saa fik han en lys Idé: han vilde spørge Gud, om han ikke havde andet end Naade, for den havde han nu ikke saa megen Brug for, - i hvert Fald da ikke nu, maaske nok engang; helt at skyde den fra sig vilde dog vist ikke være tilraadeligt. Hvis han derfor i Stedet kunde faa noget at bestille, vilde han være glad, - og Gud maatte dog ogsaa have Brug for nogle Arbejdere, ikke mindst dem med den faste Vilje og den gode Uddannelse. Han tog nogle Drag af Cigaren og sagde saa Vorherre sin Mening og sit smukke Ønske, idet han dog for ikke at støde udtrykte sig i meget forsigtige Vendinger.

Gud forstod straks Manden: Ak, saa havde han dog ganske taget fejl og ment, at det var Gud, der trængte til Mennesket, og ikke Mennesket, der trængte til Gud. Til Manden sagde han ingenting, men ved sig selv sagde han: "Jeg har slet ingenting at give ham, for jeg har jo ikke andet end Naade, og det har han ingen Brug for. Dog vil jeg ikke straks slaa Haanden af ham, men jeg vil straffe hans Synd med Synd; jeg vil lade ham gaa og gøre sig en Gud i sit eget Billede; maaske han dog engang vil vende om til mig, saa jeg kan forbarme mig over ham. Nu kan jeg kun tie og haabe, at Manden vil forstaa min Tavshed ved sig selv."

Og Gud tav. Da sagde Manden til sig selv: "Gud tier; det kan jeg forstaa: Gud er en Mand af faa Ord, men han har Behag i Handling." Og Manden blev saa glad: her var endelig noget at gøre for en energisk og rask Mand. Og han forstod ikke Guds Tavshed, at den var Vrede, men han troede, at nu skulde han gøre Guds Vilje; han havde nu ogsaa altid saa gerne villet gøre noget for det gode; ja siden Gud tav og blev siddende i Himlen, mens der dog endnu var saa meget ugjort, saa var det vel Meningen, at han ogsaa skulde gøre Guds Gerning. - Han tog sit beslutsomme Ansigt paa og gik ud i Verden for at udføre Guds Befaling, og naar nogen sagde, at det var Gud og ikke ham, der skulde gøre det, thi hvad Gud befaler, det udfører han ogsaa, saa blev han vred: det var sværmerisk og doven Tale, der ikke sømmede sig for Mænd. "Nok staar der skrevet: uden mig kan I slet intet gøre, men med Gud kan vi dog virkelig gøre noget. Gud vil intet gøre uden Menneskenes Hjælp, og derfor skal vi straks begynde paa Arbejdet i Stedet for at vente paa, at Gud skal gøre det."

Og Manden arbejdede meget, og hans Arbejde havde Fremgang, og han glædedes meget derved. Men Gud bedrøvedes saare, thi mindre og mindre trængte Manden til Gud; han plejede Selvet og kaldte det Idealisme; han søgte at blive Gud lig og kaldte det Gudsdyrkelse. Og Gud kaldte Gang paa Gang paa Manden, men han hørte ikke hans Røst; derimod kaldte han paa Gud for at han skulde se, hvad han havde udrettet. Han spurgte Gud, om hans Vej var ret, og hans Gud svarede ja, men det var hans egen Stemme.

Og han sad en Aften efter en anstrengende Dag og nød sin Cigar. Da kom han til at tænke efter, og han sagde til sig selv: "Se, først sagde Gud ingenting, men da jeg fik begyndt at arbejde, da lagde Gud sin Velsignelse til."

Og Gud tav; men Gud taler haardest, naar han tier.