Af N. I. Heje. Tidehverv, 1926, s.17-21. (Fra Studentermødet Ollerup 1926).

De ser foran Dem en "Begynder", d. v. s. et Menneske, der har levet under Tryk af sin Tids konstruerede kristelige Vished, og derfor intet ved, men netop som "Begynder" kun har lidet at holde sig til, men har sine Ønsker og sin Retning.

Netop som en Begynders Tale maa min Tale blive. Derfor ser jeg kun Mulighed for en simpel Opstilling af mit Thema, en gammel, lægmandsagtig, nogle vil mene lidet fornem Opstilling, nemlig den: Der er i Praxis 2 Livsmaader mulig med Hensyn til Kristendom: 1) Væsentlig at lade Kristendommen forholde sig til mig selv, 2) Væsentlig at lade Kristendommen staa som Dommen. Dette vil da blive en Disposition uden at forpligte mig til et Skema.

Vi lever i en Tid, man maaske kan sige, er præget af Bevægelseskristendom, - især forstaaet saadan, at den sigter paa den personlige "Bevægelse" i den enkelte, selvfølgelig ogsaa med Hentydning til Bevægelse som Organisation.

Denne den personlige Bevægelses Tid har blandt kristne unge undertiden bragt Tanken og Tankearbejdet lidt i Baggrunden til Fordel for "Bevægelsen", men derfor maa man dog ikke tro, at den misrøgtede Tanke var ligegyldig. Tanken har haft sin Plads, men nærmest som Bevogter af de vedtagne Udtryk for kristelig Bevægelse, indadtil og udadtil - ogsaa af Begrebet Vished. Bevægelseskristendommen fik sin Balance gennem en fast Terminologi, der gav Udtryk for de tilladte Grader af aandelig Realitet. Svagheden var altsaa kun, at Bevægelsen kom til at sigte mod at naa visse Tilstande een Gang for alle.

Naar vi i moderne Bevægelseskristendom fandt denne Trang til noget, der, enten det blev sagt direkte eller ej, sigtede paa at slaa Gud fast een Gang for alle, da var dette os Udtryk for en Kristendom, der væsentligt forholdt sig til os selv - der lagde det nær til os at tænke meget paa os selv, og betragte vort Liv som det egentlig virkelige, trods Talen om Gud. Men er det Gud, vi vil have til at bestemme vort Liv, maa vi ville det, fordi Guds Liv er det egentlige Liv, og kun et sandt Forhold til ham frier fra Livsløgn og Livsbedrag. Hvis vor moderne Bevægelseskristendom derfor i for høj Grad er præget af Forholdet til os selv, vor Fremgang, vor Frelse, vor Dom, da leder den os til Uvished, og det hjælper ikke, at vi i Tanken har noget, vi kalder Vished, som vi søger at knytte vor Bevægelse til.

Vi vil nu kortest muligt lade nogle Enkeltheder komme frem.

Hvad først Forholdet til den ydre Bevægelse og "Fremgang" angaar, da har vi jo indtil de sidste Dage hørt: Vi lever i en Tid, hvor Kristendommen paany har Chancer for at sejre, og hvor det officielt er berettiget at sige Ungdommen det. Virkeligheden, siger man, vel at mærke vor Virkelighed, er den, at Kristendommen har særlige Chancer nu. Ungdommen vil være, hvor Chancerne og Fremgangen er, altsaa maa Ungdommen være kristen.

Kristendommen er Sejr og Harmoni, siger man, og den skal forkyndes ud af Sejr og Harmoni for at virke.

Det kniber for den Ungdom, hvis Liv væsentlig er bestemt af Nederlag, at holde Trit i Overbevisningen om dette; især naar den selv ærlig grebet af Bevægelsen skal bære denne videre. Livet svarede trods alt ikke til denne Opstilling, men da det nu er vor kristelige Virkelighed, maa Fantasien tages til Hjælp. Nederlaget stryges ud ved Syndsforladelsen. Livet med Gud maa tages paa Forskud af den kommende Salighed, af Fondet, der er henlagt i Himlen. Fejlen er ikke denne, at ty til Guds Gaver, men Fejlen er den Maade, den udvendige, krampagtige Maade, man tvinger sig til at gøre det paa.

Denne Tilbøjelighed til at være virkelig ved at imødekomme unges Trang til at leve i Fantasien, og tage Livet paa Forskud, og udnytte denne Trang kristeligt, er ikke sund, selvom man kalder den virkelighedsbestemt Ungdomspsykologi. Skal Kristendommen give det sunde og føles som det sunde i et Ungdomsliv, og skal den saavidt muligt undgaa psykologisk at gaa ind som Led i almindelige Drømme og Fantasier, da maa den forstaaes og behandles som det ubetinget realistiske, som det, der holder tilbage, som det, der har Mulighed for at befri fra Fantasiens Byrder omend gennem Kamp, som det, der ved Strenghed forarger det bevægede, unge Sind, men som paa Trods af Forargelsen binder og nedfælder sig i det modtagelige Sind og bliver en Kærne med Mulighed for Vækst. Det er fristende at opfordre unge til at tilegne sig Kristendommen a tout prix, men det ender en Dag med, at man ser, at man blot gjorde et Forsøg paa at bekæmpe kødeligt Fantasteri med kristelig Fantasteri.

Det gik desværre tit saadan - og det var Grunden til den store Bevægelse og det store Frafald - at man, trods Ord i modsat Retning, ved bevæget, alvorlig kristen Tale vandt Ungdommen paa en saadan Maade, at Kristendommen indgik som et Led i al anden Bevægelse i Ungdommen og svandt med denne. Livets Lære var en anden; og skønt Mennesker senere i Livet holdt fast ved, at der dog havde været meget smukt og godt i Kammeratskab og andet, og man som Forældre ogsaa ønskede sine Børn ind deri, saa var man dog selv desillusioneret.

Kristendommen maa være Strengheden fra Begyndelsen, hvis den skal holde fast. Den maa være Guds Tag og ikke vort. De, hvis Liv var bestemt ved et Forhold til Bevægelse, - selvom meget deri var Nidkærhed for Gud - i Stedet for ved et Forhold til Gud, de maatte selv holde fast, de maatte jage fra Møde til Møde efter en Vished, der skulde give dem det absolutte een Gang for alle.

Der er kun een Redning for Børnene fra kristne Hjem og for Bevægelsesbørnene, der ikke fik Strenghed i kristelig Vuggegave, og det er Udholdenhed i Opgør i Stedet for Jag efter Vished. De maa møde Dommen i anden Omgang. Overfor Dem kan Illusionen om Vished een Gang for alle, fremkaldt af paagaaende Hjælpsomhed i skrøbeligt Køds Lignelse, gøre ubodelig Skade. De skal vide, at trælsomt Opgør er Vejen, at Standsningen er Vejen. Bedre Uvished med Gud end Vished uden Gud. Bed om Mod til Ud holdenhed, til ærligt Opgør med dine Fædres Gud. Han kan velsigne i Tusinde Led.

Til Opgør har I yngste Aarene for Eder. Hvis I vidste, hvordan vi andre har trællet i Selvfølgelighedens Tjeneste, trællet, fordi vi vilde presse os selv, fordi vi forsikrede os selv i Stedet for at have Mod til Standsning, ja da lod I alle Lykkedrømmene fare, og lod Kravet om Sandhedens Dom ene blive tilbage, selv om den lød haard, i Stedet for at tvinge Eder til at være glade, i Stedet for at lade menneskelig Glemsomhed glatte ud, i Stedet for krampagtig at holde Forladelsen og Glæden fast. Glæden kommer kun af Kamp. Mange af Eder vil falde, hvis I prøver paa at gaa ad Bevægelseskristendommens Stier, de stædigste vil holde fast, men blive fattige, udmarvede, uvisse.

Hvad er det da, der kommer til at præge den Kristendom, der er bestemt ud fra mig selv og ikke ud fra Dommen?

Ja, jeg vil prøve paa at pege paa et Par meget karakteristiske Ting. Først denne: Selvretfærdigheden, den selvisk moralske Stræbens Resultat. Derom skal jeg sige, at Selvretfærdighedens fineste Frugt er det at ville være i Overensstemmelse med Kravet i Stedet for at være i Vækst under Dommen.

En anden Ting, der er karakteristisk for den ud fra mig selv bestemte Bevægelseskristendom, er Selvmedlidenheden, der kan træde i Angerens Sted hos den letsindige og ikke mindst hos den tungsindige. Selvmedlidenheden, der kan eftergøre Angerens Bevægelse, indtil den mest fortvivlede Lighed naaes. Jeg maa nævne et Par Exempler:

En Mand nævnte engang for mig to Digte: "Jesus, Jesus, Jesus sigter" og "Min Jesus, jeg elsker dig, for saadan en Ven, al Synd, selv den kæreste, skal nu fare hen" - og nævnte dem som Udtryk for det samme. Den ene, Salmen, er præget af den kristne Anger, den anden af Selvmedlidenhedens Efterligning af Angeren.

Samme Mand skrev samtidig til mig, som Bevis paa et andet Menneskes kristelige Dybde, at han kendte ingen, der havde en saa bitter personlig Selverkendelse, og vedkommende mente dermed - overfor mig især - at have godtgjort dette Menneskes kristelige Dybde. Havde der ikke været andet, da havde det virkelig set galt ud. Selve Udtrykket "bitter Selverkendelse" røbede i den Sammenhæng, det stod, netop den øjebliksbestemte Livsmaades Repræsentant (ham, Søren Kierkegaard kalder "Æstetikeren" ), røbede Selverkendelsens Indhold som udpræget Selvmedlidenhed. Denne "bitre Selverkendelse" er ikke ydmyg i kristelig Forstand. Den kristne Selverkendelse er der noget frisk ved; den roder ikke i sine egne Indvolde, men lader Gud se. Jesus var ikke selvmedlidende, gemte sig aldrig bag intellektuel Fornemhed eller digterisk Bevægelse. Han stod ikke i Forhold til Selvet, men i Forhold til Gud. Og Forholdet til Gud er altid Dommen.

Selvmedlidenhedens bitre Selverkendelse jamrer over sig selv, og fordærver ogsaa det sædelige Liv, ja betragter Synden som Middel. Det er dette sidste, der i dansk Litteratur har fundet sit mest typiske Udtryk hos Kidde i "Helten"; naar han om denne siger: "Ved at han syndede, lærte han Ydmyghedens Visdom". Selvmedlidenhedens "Anger" kredser stadig paa en blændet Maade om egne Fald og egen Forbedring, dyrker sig selv og sin Forbedring i Stedet for at dyrke Gud. Det Liv, den lever, bliver bundet i Selvet - men i Fantasien søges Guds Rige, og man lever af dets Lifligheder.

Kender vi ikke alle noget til denne Maade at leve i Forhold til Kristendommen paa? Er det ikke den, der engang har præget os, som kort eller længe blev grebet af Bevægelseskristendommen? Vi havde kun Fantasiens Forhold til Gud. Her hjælper det ikke at lægge Ord og Tone om, her maa en Omvendelse til, for at Ordene kan faa Værdi.

Der er en forfærdelig Ting, man kan gøre, og det er at fastslaa dette Forhold til Kristendommen som den normale Gennemgangsvej for os som unge til Gud. Den er for mange, ikke mindst paa Grund af sit ubevidste Kæleri for det erotiske, bleven en Gennemgang til noget ganske andet.

Kristendommen maa i enhver Alder tilleves, som det der er Dommen, og hellere maa vi sige, at den er ikke for Børn og unge, end vi maa skære den til, saa den i sin afblegede Form kommer til at præge Manddommen, og bliver en borgerlig Religiøsitet, en Form for borgerlig Idealisme. Det var denne Fantasi-Bevægelseskristendom, Nietzsche forargedes paa, og den falder ind under Dommen om Idealisme, som den Forløjethed, der ikke tør se det virkelige Livs Nødvendighed i Øjnene. Det er denne Fantasi-Bevægelseskristendoms store Glæde at betone sit Forhold til Idealisme; atter her røber den sit Forhold til Selvet.

Er der for os nogen virkelig dyb Mening i Ordene om "Hedningernes Dyder som glimrende Laster", da er det denne, at kun Bundetheden til Gud er lægende, at kun Troen spreder Lys over Menneskenes Liv og Guds Væsen. Kun i Guds Dom, udefra, møder Virkeligheden os; den almindelig menneskelige Idealisme udtrykker kun vor egen Dom. Vore Idealer er dog, som vore, væsentlig kun Udtryk for en forstærket menneskelig Higen efter noget skønt, en til Tider næsten guddommeliggjort Higen. Men de er vore, og vi ved det; og er der i Virkeligheden anden Forskel paa Forholdet til Guder af Sten, Træ og Malm og saa Forholdet til Tankens Idealer, end en Forskel i menneskelig Udvikling, der intet betyder? Idealisme har jo kunnet forsvare sædelige og religiøse Abnormiteter.

Jesus stiller ikke Idealer op og dømmer. Jesus stiller ikke engang Loven op og dømmer, hans Liv er nemlig umiddelbart Dommen for den, der kommer i Forhold til ham, og det er dette, vi maa se. Hvis Jesus bliver sat i Forhold til eller indordnet mellem Idealerne, saa har vi lagt ham ind under menneskelige Maal, og han er, omend ubevidst, gjort til noget af os selv.

Mod Selvsygen, mod Selvmedlidenheden, mod Resignationen, mod det Bedrag, der hedder denne Verdens Virkelighed, er der kun et, der hjælper: at forstaa, at vi ejer intet, der kan gives eller opgives, men han ejer alt.

Er Gud virkelig, maa dette blive vort Syn, og intet Forhold til Gud er muligt uden gennem dette.

I denne Forstaaelse har den sunde, kristelige Anger sin Rod, og den kristelige Vished sit Haab. Syndserkendelse skal ikke fremkaldes ved Sammenbrud overfor et Ideal, er det end det største, det fører kun til Resignationen i en af dens mange Former. Syndserkendelse i kristelig Forstand kommer ved, at et Menneske anende møder Guds Hellighed og bryder sammen overfor den.

Jeg vil lige nævne, at nu staar Mose Lov som et Udtryk for Idealer, men for Jøderne var den Udtryk for Guds Væsen. Det var ikke deres Fald i det enkelte, de brød sammen paa (det er Farisæismens Kendemærke at koncentrere Opmærksomheden paa det enkelte og klare sig), men det var Loven og det enkelte Lovbrud som Udtryk for Krænkelse af Guds Væsen og Guds Virkelighed paa en helt anden Maade, end vi tit forstaar den.

Hellighedsfølelsen overfor Idealet opstaar ved, at vi selv sætter Idealet paa Afstand. Storheden af vor egen Konstruktion overvælder os, saa vi synes, vi maa anbringe Gud bag ved den for at forstaa den. Men Guds Hellighedsdom gennem Jesus kan ikke være mystisk psykologisk Hellighedsfølelse, men maa modtages som en absolut Hellighed, der koldt og klart rummer eet: Dommen, der i sig, fordi det sker ved Jesus, giver Haab om Sejr. Dommen rummer et Haab, der drager, fordi det er ham, den kærlige, der maa fælde den. Den forpligter til eet: til Ærlighed, d. v. s. til ærligt Syn paa min Status, til Opgør med alt Selvets Svig.

En praktisk Følge af den Form for Ideal-Kristendom, vi nu har talt om, er den kristne Herodyrkelse; den udspringer deraf, vokser gennem den, og laaner den Kraft.

Ungdommen, der lider under manglende Sejr, tror ud fra den Tale, der føres, at deres Førere har sejret. Selv om disse benægter det og taler ydmygt, saa er Luften, de er omgivne af, bekræftende. Ungdommen skal gøre det bedre, siger man. Psykologisk virker det, saa den tænker: Blot vi kunde blive som Eder. Alle kristelige Guder, de store Mænd og de smaa Kammerater, som er store, skal forstaa, at de dyrkes som Idealer, og ikke uden egen Skyld. At Ungdommen tager Fejl, kan ikke undgaaes, men det farlige er, at Forkyndelsen indenfor Bevægelseskristendommen støtter Fejlsynet.

Saa skabes der en ny Art Fællesskab, hvori alle, trods Forskelle, er eet; saa svinder de evige Forskelle; saa ses Kristus levende for unge Øjne, saa forenes vi i det kristelige Fællesskab, hvor vi dyrker vore Idealer og dyrker de bedste Kammerater. Den kristne Idealisme har faaet sine levende og døde Forbilleder. Det styrker.

Adskillige har ikke gjort sig klart, at hele denne Maade at forholde sig paa, naar den sættes i Forbindelse med Korset, fører til det forfærdelige. Bevægelseskristendommen, hvor Selvmedlidenhedens Bevægelse har fortrængt Angerens Bevægelse, førte til, at vi ofte i Kristi Død nød os selv, nød vor Sorg, nød vor Smerte, nød vor Forherligelse - for det var jo for mig og for dig.

Enden paa Bevægelses- og Ideal-Kristendommen er denne, at jeg føres dybt ind i mig selv ind i Tilfældighed, ind i Uvished. Hvor Kristendommen i Praxis bliver det, væsentlig at forholde sig til mig selv, der maa man kræve Visheden en Gang for alle, gennem en oplevet Overvældelse, som en moralsk Oprejsning, som en Idealets Sejr. Men hvis Vished skal være noget fra Gud, maa det været noget ganske andet.

Hermed er jeg saa naaet frem til, naar der spørges, hvordan vi staar, da at svare: Vi er hungrende, vi søger. Men mange af os har, fordi vi lever i saa "stærke" Kredse, ikke Mod til at være standsede, derfor er vi ikke ærlige. Vi har ikke Mod til at begynde paa bar Bund. Vi har saa mange rige Kristne omkring os. Det lammer os helt. Ganske vist, Fald er der nok af, og der tales om dem, men Jesus har ordnet alt, han har skabt Sejren, siger man os. I os er Sejren blot ikke paa anden Maade, end at vi er forpligtede til at høre om den og selv tale om den. Under disse Forhold er der kun at gøre opmærksom paa, at Betingelsen for at komme i Forhold til Gud, hvis da Gud skal anerkendes som Virkelighed, er denne, ikke at staa i for inderligt Forhold til sig selv. Skal vi tale om Vished i Forhold til Gud, da maa den være noget, der behersker os. Visheden maa være Indholdet af Forholdet til Gud. Den maa være noget i Følge, og i stadigt Følge, med mit stadige Forhold til Gud. Spørgsmaalet om Vished bliver da et Spørgsmaal om Sandhed og Ærlighed i Gudsforholdet; men det er ikke noget jeg kan naa, og derfor bliver det et Spørgsmaal om at gaa ind under Dommen, den eneste Vej for mig i Retning af Ærlighed.

Er al Oplevelse da udelukket, vil nogen sige. Og jeg vil svare nej. Oplevelsen kan gives haandgribeligt, naar et Menneske har Brug for den; men det er altid en Nødhjælp, især en Igangsætning, fordi det største aldrig er vore Oplevelser, men Kærlighedens Tillid. Har nogen haft Syner og Drømme, saa tak Ham, men forstaa, at det er Daaretale for andre. Oplevelsen er ikke Vished, selvom den ser saadan ud. Hvis den er fra Gud, er den Naade, hvis den ikke er fra Gud, er den et Selvbedrag. Tak Gud, hvis Han stod paa Afgrundens Rand, ved Fortvivlelsens Mørke med Oplevelsens Gave ligesom haandgribelig; men husk altid, at bagefter er Tvivlen lige stor, og Guds største Gaver kan et Menneske i Verden ikke faa een Gang for alle, men maa bestandig modtage dem, saa det er, som om han aldrig ejede dem, men stadig maatte erhverve dem. Derfor er det sandest at sige, at Visheden bestaar i, at hele Livet bliver et Brud med Uvisheden, en Bøn om at være i Arbejde for hans Ansigt; det er Naade.

Saa er da Dommen, Standsningen, Bruddet, den daglige Bod, forstaaet som det bodfærdige Sind, det vigtige; thi det kan føre til Trofasthed - Dragelse. Det maa lyse for os, at Han er. Vi er ikke. Vi har ikke andet at gøre, end at stole paa Gud, og gøre det hver Dag. Vished har sit Udspring i Bundethed til Gud, der omsættes i Handling. Idet Bundetheden udtrykkes overfor Gud, fornyes Visheden, og Vished vil da ogsaa sige, at jeg forstaar mig selv som bundet af Gud og bundet til Gud. Sandheden i Kravet om den stærke Bevægelse er dette, at Sindets Underbund maa helt ombestemmes i Forhold til Gud, at jeg kan blive bundet til kun at ville være fri indenfor Grænsen Gud. Det hjælper jo ikke, Gud een Gang for alle fik et Ja, selvom det forekom En som den forunderligste Forandring i Livet, naar han senere ikke kunde naa os i det daglige, fordi vi levede paa Indtrykket af det mægtige, der var sket med os een Gang, og senere lod Fantasien blæse det op. Det er jo ikke vor Pathos i Bevægelsesøjeblikket, det gælder at fastholde, den var kun en Følgetilstand, nej, det virkelige er den stille Omsætning i Sindet. Det, at vi stadig er paa det Punkt, hvor Gud kan naa os. Oplevelse, Bevægelse med Vishedskarakter kan aldrig blive Genvej til Tro. Syndsforladelse, Bøn, Vished, ingen af Delene er Genvej til Gud. Vort Forhold maa være at respektere Gud som den givende, ellers er Gud kun en Skabning af os selv. Det eneste, der skal ses hen til, er Guds Naade, Guds Arbejdsvillie med os, saa at vore Handlinger bliver under hans Dom, saa vor Vished bliver Produkt af Kamp.

Visheden ligger da ikke i os, i, at vi kan sige, saa og saa stor Vished har jeg om det og det; men Visheden ligger hos Gud, ligger i, at vi stadig paany maa bøje os for Ham, leve i Ham uden Hensyn til Verden. Kun, naar Livet er helt bundet i Gud, bliver det sandt. Han kaldte mig i Moders Liv, ikke til det, jeg skulde finde, men til sig, til Forfærdelse, til Styrke. Tro ikke noget af alt det, der siges, du skal tro, men lad Ham dømme, lad Ham kalde, lad Ham drage. Tro ikke, som vi før talte om, paa det vidunderlige, jag ikke efter at opleve det, saa møder du dig selv. Gaa lige til Naaden, at Han vil alt med dig. Lev og aand i den, trods alt, uden Støtte, da er Sejren der i Haabet, da er du frelst i Haabet.

"Hold ud", maa det lyde, naar vi alvorligt tænker paa Gud. Lad frem for alt Guds Virkelighed staa, pil ikke ved den ved at ville tilrane dig den i Oplevelse; lad den granske dig, se gennem dig trods din Løgn, og lad dig ikke friste til at pynte dig med, at du naaede noget, selvom det forlanges som Bevis for din Kristendom. Faar Guds Virkelighed Lov at staa, da bliver Naaden levende, da bindes jeg.

Gid vi maatte faa en Ungdom, der aldrig var stor og harmonisk og køn, men kun bundet til Gud.

Saa kan den ikke dyrke Bevægelsen, ikke Idealerne, ikke sine levende og døde Heroer. Men den kan noget andet. Den kan fatte Dommens Fællesskab, at Han gav os ikke Dommen over hinanden, men Han gav os Samværet, som dømte til indbyrdes Formaning og broderlig Trøst uden Forkælelse og uden at lægge Fingrene imellem, thi alle er vi under samme Dom. Lad os da gaa med hverandre, lad os tale spøgende om det, lad os tale skarpt, og lad os knyttes sammen, ikke af borgerlig Pænhed og Dannelse, ikke af daarlig Interesse for hinanden, ikke som dem, der skal garantere hinanden, men i Villie til at bindes af Gud.

Saa maa enhver takke, som blev holdt nede ogsaa i Ungdommen, enhver for hvem Dommen blev det, der bragte i Forhold til Gud.

Jesu Liv, det var Dommen, det var det, der knuste ved at vise Gud Herlighed. Overfor ham maa ethvert Forsøg paa at skabe noget selv falde bort; han er Virkelighed, og naar vi møder Ham som denne, saa kan vi ikke tale om nogen Tilværelse uden om Ham, om nogen menneskelig Virkelighed hos os, han skal ind i. Vi kan ikke fatte Sandheden, fremstillet fra Guds Standpunkt, i de store Toner om vor Frelse, men vi kan gribes af Dommen i Jesus og forpligtes paa Hans Kærlighed. Han er Begyndelsen og Enden, ja, det Hele. Derfor maatte jeg vende om fra de fornemme Veje til det, som blev min Vished, at jeg umuligt kan følge Ham, at mit Liv er Usandhed og Fortvivlelse. Jeg maa anerkende Hans Dom, som Barnet gjorde det i Rædsel for Hans forfærdende Ord. Han satte Frygten ind i mit Liv, men ikke en tom Frygt, ikke en blind Frygt, men en Frygt, der drog. Ingen graver dybere ind, end Han, naar Han faar Lov. Hvis jeg ikke var sløvet af min egen borgerlige Kristendom, da kunde jeg ikke gøre Skel mellem Tiden nu og Evigheden, og trøste mig; hans Dom kommer ikke bag efter, som Barnet tænkte, saa det kom til at frygte Døden, der jo bragte Dommen, i Stedet for at frygte Gud. Nej, Hans Dom er ikke i Fremtiden, den er her; og det vilde, hvis vi ikke var saa kristeligt sløvede, være alvorligere end alt det bagefter. Det drejer sig jo ikke om Løn og Straf for fuldbragt Daad, men det er her i Livet, Kampen staar mellem et Liv, spildt i Mangfoldigheden og i legemlig eller aandelig Nydelsesjag, og et Liv under Dom i Kærlighed. Kærligheden i Jesu Skikkelse fortæller os, at det at leve for Livet bagefter, det er Fantasi, og den Kristendom, der gør det, er selvisk. Men det at leve for dette Liv, lade det være i Troen, i Gud, er den eneste Mulighed for Opdragelse, er noget, der sprænger Grænserne, skaber et levende Haab. Det at leve for det hinsidige er at leve for noget, vi forudsætter og ikke helt kan komme i Forhold til. Dette Liv med dets Rædsel og dets Afgrunde, det er vor Kampplads, vor Prøvestand. At leve paa det hinsidige skaber Uvished. Nej, her skal Kampen staa. Hvor stor Forbarmelse, at du vil virkeliggøre dette Liv, o Gud.

Det var da vor Ulykke tit, at vi sprang Hverdagen over, vilde springe dette Liv over, vilde være større end Mesteren. Min Kristendom skulde være en Haandsrækning i Stedet for en Dom, i Stedet for en Ydmygelse, i Stedet for en Evne til at holde ud. Gud blev den første Hjælper i Stedet for at blive den eneste at frygte og elske. Saa beder jeg da Jesus Kristus, som slog sig selv fast i mig ved Dommen, ved Kravet, at han vil skænke mig Udholdenhedens Naadegave, vis paa dette, at jeg finder ingen, der binder mig som Han. Jeg forstod, at Opfyldelsen ikke stod til mig, og Hans Dom var med Myndighed. Saa skal vi da være de smaa, være Nederlagets Folk, Mændene uden Ansigt, under Forsmædelsen, bede om at staa, hvor Gud kan naa os, selv om det kun er paa et eneste lille Punkt.

Vi vil høre en prøvet Mands Ord: "Saa er der da Beroligelse og Salighed, og saa er det ikke umuligt, at et Menneske kunde blive saa rørt over al denne Kærlighed og føle sig saa salig, at det blev ham en Kærlighedens Glæde at afdø. Kommer det Øjeblik ikke for et Menneske, nu, saa er der Naade, og "Efterfølgelsen" skal ikke, som Luther ypperligt siger styrte ham enten i Fortvivlelse eller Formastelse. Kommer det Øjeblik, da er Efterfølgelsen dog trods al sin Smerte en Kærlighedens Sag og saaledes salig."

Det forfærdelige er Korset. Anvende det, kan jeg ikke. Nærme mig angrende, vil jeg søge. Det er det saarende, vel ogsaa det forsonende, som jeg ikke forstod, men blev draget af, fordi Dommen var den Kærliges Dom, var i sit dybeste et personligt Udtryk, hvor Bestanddelene ikke kan udsondres.

Men endnu et Skridt maa vi gaa. Som den Opstandne vil Han staa for os med sit Spørgsmaal. Den Dag, Peter mødte Ham igen, han havde fornægtet da blev han taget i Brug, til Vished. "Simon Johannes's Søn, har du mig kær - saa vogt mine Lam." I Jesu Spørgsmaal til Peter ligger Visheden skjult. Stiltiende gaar det. Visheden modtages af ham ved at bøje sig for Hans Dom og Kærlighed. Peter var bleven fyldt med den Bundethed, der bliver til Handling, den Handling i Forhold til Jesus, der fører til dybere Bundethed, ja, førte til Korset. Min Naade er dig nok, min Kraft fuldkommes i Skrøbelighed.

Tro Gud, tro Ham, vær ærlig og bekend, lad Hans Dom faa Adgang, da er Han hos dig, da skal du ikke spørge om Vished, da hviler ogsaa dit Spørgsmaal om Vished hos Gud i Frygt for Ham, i Udholdenhed og Trofasthed skænket af Ham.