Af Tage Schack. Tidehverv, 1926, s.31-32. ("Kirketanken og vor Tid". Udg. ved Sognepræst Dr. phil. C. I. Scharling. (P. Haase og Søn. 1925)).

Denne paa mange Maader smukke og tiltalende Bog lider af den typisk danske Fejl at være saa væsentlig rigtig, at næsten alle fornuftige Mennesker vil erklære sig enig med den - og derefter gaa over til næste Sag paa Dagsordenen. Dernæst har den den følelige Mangel, at det Problem, der ligger bag ved - eller burde ligge der: Hvad er Kirken? Hvor er Kirken i vor Tid? knap nok er berørt, end sige alvorlig behandlet deri. Det hjælper ikke at søge Ly for den i Øjeblikket raadende, velorganiserede Menigheds Tyranni i noget saa vagt som ubestemt som den danske Folkekirke, selv om vore smukke gamle Kirker gør den tilsyneladende synlig. Det hjælper heller ikke at henvise til, at det er Evangeliet, der er kirkeskabende, hvor rigtigt det end er, naar Spørgsmaalet bliver dette: Har vi Evangeliet iblandt os, lever Kirken i det? Hvis saa var, vilde det saa ikke mærkes mere? En af Forfatterne, Dr. Hoffmeyer, mener "at den danske Prædiken er forbavsende hæderlig. Den er vel ikke baaret af Sydlændingens glødende Veltalenhed, men den er dog gennemgaaende flydende og til at høre, ikke altfor kedelig, helt vel forberedt, nogenlunde klart bygget op og med et bestemt Sigt." Min Sjæl, hvad vil du mer! Heldigvis finder en anden af Fort., Forstander H. Brøndsted, endog meget væsentlige Mangler ved Nutidens Forkyndelse. Det er helt forfriskende at møde denne skarpe og paa mange Maader rammende Kritik midt i den øvrige alt omfattende Optimisme, ligesom den "Kirketanke", hans Afhandling munder ud i, er af adskillig mere dybtgaaende og realistisk Art end den, der iøvrigt præger Bogen. Det pinlige er mest dette, at det hele gør Indtryk af at være en Plante, der er overflyttet og ikke groet i hjemlig Jordbund. Derfor virker det konstrueret.

I denne Sammenhæng maa det siges til Ros for Dr. Hoffmeyer, at han kun med en vis Forsigtighed anbefaler de nu snart velkendte Rudolf Otto'ske Raffinementes til Kirkelivets Fremme ved Hjælp af Bedeklokker, Stilhed og "bølgende Stemninger". Dog mener han, "at naar det lykkedes bedst, saa var det, naar den Otto'ske Stemning lagde sig under Hvælvingerne". Er den protestantiske Kirke, hvis Grundvold skulde være Guds eget Ord, virkelig blevet en saadan aandelig Parvenu og Snylter, at den skulde tage sin Tilflugt til den Art psykologiske Finesser?

Meget mere hjemlig virker i Pastor Dragsdahls selvstændige og dygtige Indlæg den principielle Sammenblanding af Kristendom og Kultur, som faar sit typiske Udtryk deri, at han ser den personlige Ejendomsret som liggende i "Forlængelseslinjerne fra Kristendommens store Grundsandheder". Man maa have et stærkt udviklet Blik for store Vuer og store Linjer for at kunne faa det ud af de fire Evangelier. Det hænger sammen med, at alle denne Bogs Forfattere synes at mangle Blik for, at Kirken med sin "Accomodationsevne" og sit "Surdejgsværk" er en saare problematisk Størrelse - kristeligt set. Kirkens - ikke blot "fornemste", men eneste Opgave er at være Vidne om Syndernes Forladelse. Men for at den kan det, maa den selv leve af Syndsforladelse, selv bekende sin Synd, stille sig helt paa lige Fod med dem, den prædiker for. Det hindres den og vi alle i af vort ophøjede, selvglade Standpunkt.

Trods alle "Kirketanker" nødes vi til indtil videre blot at holde fast ved den hellige almindelige Kirke, selvom "den levende Menighed" og den danske Folkekirke er ganske anderledes paatagelige og iøjnefaldende Størrelser, - og sætte vort Haab til, at "Kirkens Liv er ikke uden Opstandelse, ja ikke uden mange Opstandelser" (Calvin). Heri ligger det problematiske ved Kirken: at den, som det er sagt, lever mellem Langfredag og Paaskemorgen; at den ganske er i Guds Haand og kun har det Liv, som det behager Gud at give den. Dette, som vel aldrig er udtrykt renere end i "Zions Sang":

"Huset med de høje Sale
tømres kun af Skaberhaand,
maa fra Himmelen neddale,
som til Støvet Herrens Aand.
Vi af bløde Bøgestammer,
under Nattergalesang,
bygge kun et Gæstekammer
til en himmelsk Altergang."