Af Tage Schack. Tidehverv, 1927, s.69-71. (Matth.23,34-39; Esajas 63,16-19.

"Derfor se, jeg sender til Eder Profeter og vise og skriftkloge; nogle af dem skal I slaa ihjel og korsfæste, og nogle af dem skal I hudstryge i Eders Synagoger og forfølge fra Stad til Stad, for at alt det retfærdige Blod skal komme over Eder, som er udgydt paa Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil Sakarias', Barchias' Søns Blod, hvem I slog ihjel mellem Templet og Alteret. Sandelig, siger jeg Eder, alt dette skal komme over denne Slægt. Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslaar Profeterne og stener dem, som er sendte til dig, hvor ofte vilde jeg samle dine Børn, ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde ikke. Se, Eders Hus lades Eder øde! Thi jeg siger Eder: I skal ingenlunde se mig fra nu af, indtil I siger: Velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn." (Matth. 23,34-39).

Jesus taler her om Profeterne og deres Skæbne. Hvem var da Profeterne, og hvad var deres Maal? Vi vil igennem en af dem høre, hvad der var deres Hjerters Længsel og Bøn:

"Herre, hvorfor lader du os fare vild fra dine Veje? Hvorfor lader du vort Hjerte blive haardt, at det ikke frygter dig? Vend om for dine Tjeneres Skyld, for din Arvs Stammers Skyld. - - Vi er, som om du ikke havde regeret over os fra gammel Tid, og som om vi ikke var kaldede efter dit Navn; gid du vilde sønderrive Himlene og fare ned, saa at Bjergene flød bort for dit Ansigt." (Esajas 63,16-19).

Dette var Profetens dybe Undren og Smerte over Livet og dets Gang. Den stammede ikke først og fremmest fra, at der var saa meget ondt i Livet, at Gud maatte plage Menneskenes Børn; det var ikke af Hjertet, det vidste de. Men deres Smerte bundede i, at Gud dog lod sit Folk forhærde sig, at han tillod det at fare vild. Og vi burde have den samme Smerte; for det er vel ikke nogen Fortjeneste hos os, der bevirker, at vi ikke hører til blandt de ligegyldige.

Saa raabte Profeten da til Gud, om han vilde se ned fra Himlen, atter besøge sit Folk. Dette er en Profet: en, der raaber til Gud, om han vil se ned til Jorden, og som saa faar Svar. En, der raaber af Hjertet og af det dybe, og som saa faar Svar fra det høje; thi det høje svarer kun det dybe. Svaret er ikke det, han havde tænkt sig og bedt om, men det er Svar fra Gud. Og den, der beder Gud fra det dybe, beder kun om eet: om Svar fra Gud; saa maa Gud selv om, hvordan det kommer til at lyde.

En Profet er et Menneske, der ikke kan være stille, ikke slaa sig til Taals med det, som det er. Han er et Menneske, der ikke kan finde Gud omkring sig i Begivenhederne og i Menneskenes Færd, og som ikke kan slaa sig til Ro med, at Gud har jo engang været her, men maa raabe til Gud, om han dog vil besøge sit Folk, sønderrive Himlene og fare ned.

Men der er eet endnu at sige om en Profet. Det er ikke alene eller først og fremmest for sig selv, han raaber til Gud; det er for Folket, for sine Brødre, for alle. Han er ikke en, der har sit paa det tørre og fra det faste Land dømmer de andre. Nej, han er fælles med dem i Nøden og Skylden. Han gør sig til eet med dem. Han er bundet til dem og deres Skæbne; han kan ikke komme løs og ønsker ikke at komme løs; - som en Mor er bundet til sine Børns Skæbne og hverken kan eller vil løsne sit Liv fra deres. Naar vi siger det saadan, forstaar vi, at der er kun een, paa hvem dette helt har passet, Jesus. Han er Profeten. Alle andre er kun Tilløb.

Saa gaar Profeten da sin Gang. Det er en tung Gang, for han har meget at bære paa. Han ved intet om, hvorvidt han har det, Tiden har Brug for, hvad enhver anden Forkynder af nye Budskaber er saa sikker paa. Men han ved, at Tiden og Menneskene har ikke haft Bud efter ham. Han ved, at han ikke kan anbefale sine Varer og paanøde Menneskene dem; thi det, han har at bringe, modtages kun frivilligt; og det er af en anden Art end alt det gode og smukke, man ellers lokker Mennesker med. Man indbyder jo dog ikke Mennesker til at tage en Byrde paa sig.

Profeten har en tung Gang at gaa. Hans Bekymring for de trygge og ubekymrede, som trøster sig med, at de har Abraham til Fader, gør den tung. Hans Øje ser dybere ind i, hvad der er vor fælles Nød end vore Øjne; han ser, at her hjælper moralske Forbedringer og religiøse Anstrengelser intet; Nøden er for stor. Hans Raab kommer derfor langt dybere nede fra end andres. Hans Raab er ment for Alvor; det er vor Bøn ikke altid. Og han beder aldrig alene for sig selv, men for Folket. Men hans Raab forstyrrer Folket og de enkelte i det, fordi det afdækker Nøden.

Saa er Profetens Gang da tung, - ikke fordi han frygter, hvad der venter ham; det har han lagt i Guds Haand. Heller ikke fordi Svaret, han har faaet fra Gud, Budskabet, han har at gaa med, er tungt. Thi det er Budskabet, der bærer ham. Det er maaske ikke det Svar, han først havde tænkt sig; men det er et Svar fra Gud; og det er nok for ham, at Gud har svaret, at Gud har sønderrevet Himlen og er faret ned, at han nu bor blandt Menneskene i Jesus. Fattig og ukendelig, ja. Men Gud er i dette Menneske. Jesus er Svaret fra Gud. Ikke saadan et Svar i Almindelighed, som vi giver dem, men et Svar til dig paa det, du har spurgt Gud om, - hvis du da har spurgt ham om noget. Og Svaret fra Gud i Jesus siger uendeligt meget mere, end der nogensinde er spurgt om. Det er et Svar, der ikke gives een Gang for alle, men gives Gang paa Gang, fordi der stadig maa spørges paany.

Dette Svar udsendes Profeten med; dette er hans Budskab. Men hvem bryder sig om dette Svar, der gives i Skikkelse af det Menneske, om hvem det hedder:

Fattig kom du til Jorden ned,
adlede Armod og Usselhed.
Fattig du gjorde dig med Flid.

Er det virkelig den almægtige Gud, hvis Hjælp og Beskyttelse vi søger, der aabenbarer sig saaledes? Det var ikke det Svar, vi havde ventet. Thi vi spørger ikke efter at faa vor Armod og Usselhed adlede. Vi spørger efter Rigdom. Og der staar nok i næste Linie: "Rige blev vi til evig Tid." Men vi har en Anelse om, at det er en egen Slags Rigdom. -

Igennem Jesu Ord her til Jerusalem hører vi Sorgen over alle dem, der ikke havde Brug for dette Budskab og dette Svar. Det er Profetens Byrde, at vi farer vild, at vort Hjerte bliver haardt, at da Gud selv kom herned, modtog vi ham ikke, lige saa lidt som vi modtager Profeterne. Dette gør Budskabet tungt.

Lad os da herudfra betænke dette: Saaledes er Jesu Budskab, Evangeliets Skat kommer til os, altid forkastet og foragtet, tungt af Taarer og Blod. Hvad er der ikke lidt og stridt og grædt for at faa Svaret fra Gud og bevare det - fra Stefanus' Dage og ned gennem Tiderne, af alle de store og smaa Vidner, de kendte og ukendte! Og vi faar det for intet! Vi kommer let til det.

Guds Ord er dyre for os vundet
ved hans trofaste Vidners Blod;
det var som tabt, men er genfundet.
Vi har den Skat og Perle god,
for hvilken de gav alting hen.
Gud, lad os vel forvare den!

Hvorledes bevarer vi Guds Ord, Svaret fra Gud, Guds Tale til os? Kommer vi for let til det? Er det endnu iblandt os? Eller er det tabt?

Ja, vi faar denne Skat for intet. Gud giver den for intet. Men i samme Øjeblik du tager imod Jesu Budskab og Evangeliets Skat, faar du en Byrde at bære, den, om hvilken Jesus har sagt: "Mit Aag er gavnligt, og min Byrde er let." Hvad er da dette for en Byrde?

I dit Hjerte ved du, at inderst inde er Livet ikke saa indviklet og kompliceret, som vi har gjort det til. Bag al Forvirringen er de store, enkle Linier, men netop derfor ogsaa en stor Alvor; thi Ansvaret ved at leve er stort. Det er ikke det, Mennesker kalder Alvor, og som ofte kun er falsk Højtidelighed. Det er ikke det, Mennesker kalder Ansvar, som ofte kun er Forfængelighed. Men det er Ansvaret for Livets underfulde Skat, som du har faaet i Eje; Ansvaret for dine kæres Liv, for dine Børns Liv; for dit eget Liv; for det, som dybest set er os betroet. Dette er Alvoren ved at leve. Og Alvoren maa man ikke tage fra Mennesker hverken ved letsindigt Pjat eller ved opstyltet og falsk Højtidelighed. Thi Alvor og Glæde hører sammen. Denne Alvor er Menneskets Adelsmærke, netop den, som lægger Ansvaret paa os og viser os, saa vi ikke kan undgaa at se det: hvor daarligt vi har handlet med det, som var os betroet.

Lad os gaa ind i denne Alvor! Det er Byrden, vi har at bære. Derfor er Jesu Budskab og Evangeliets Skat tung at bære. Guds Tilgivelse er i den, hel og uden Grænser; men den er tung af Sorg over dig selv, tung af Alvoren og Ansvaret. Og Evangeliets Skat skal blive tung af den Kærlighed, der ikke søger sit eget, men giver og tjener; af den Kærlighed, der er fælles om Byrden og Nøden. Af den Kærlighed udsprang engang Julen; og den er det inderste i al Jesu Budskab til Mennesker. Er Skatten saa tung at bære for vort snævre Hjerte, saa lad dette Evangelium sige os dette: at alt, hvad der virkelig har Rigdom og Vægt, er ogsaa tungt.

Ad denne Vej bliver vi - ikke til Profeter, men til Disciple. Profeter skal Gud nok vide at skaffe sig. Men os vil vor Herre Jesus have til Disciple.

Amen.