Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1926, s.45-47. (Eugen Jäckh: Blumhardt Fader og Søn. Autoriseret Oversættelse af Gerda Mundt. Udgivet af Danmarks kristelige Studenterforbund. O. Lohse).

I sin "Det l9de Aarhundredes Kirkehistorie" fortæller V. Ammundsen om, hvordan der i Würtembergs Landdag i Aaret 1900 blandt de socialdemokratiske Medlemmer viste sig en mærkelig fremmed Fugl; det var Christoph Blumhardt (den yngre Blumhardt). Som en underlig fremmed Fugl træffer man blandt Bøgerne fra Lohses Forlag dette Efteraar bag et kedeligt Ydre Jäckhs Biografi af den ældre og den yngre Blumhardt. Forlagets Forhaandsreklame gav én det Indtryk, at man nok mente, det kunde gaa at komme Blumhardtsk Vin paa de gamle Læderflasker; men Anmeldelserne i "Kr. Dgbld." og "Indre Missions Tidende" har tydeligt vist, at det var en Misforstaaelse, naar Bogen om de to Blumhardt'er udkom paa Indre Missions Forlag. I de Kredse, som disse Anmeldere repræsenterer, har man ingen Brug for Blumhardt'ernes Budskab: hverken Faderen eller Sønnen interesserede sig for det vigtige "Skel" mellem troende og vantro, og saa maa da de, der staar paa "Ordets Klippegrund", sky dem som daarlige Vejledere med mærkelige Idéer og Syner. Hvis det ene vigtige et at vide sig paa den rigtige Side Skellet med Vished om Salighed hisset, kan det Blumhardtske Budskab kun være til Ulejlighed; for saa vidt har de nævnte Anmeldere Ret; men til dem, der har mistet Interessen for Spørgsmaalet om Skellet mellem Mennesker og Mennesker, og til Gengæld faaet øje paa det mægtige Skel, der er mellem vor Verden og Guds Rige, mellem vore Forhold og Bibelens Løfter og Haab, til dem anbefales denne Bog som en af de betydningsfuldeste Bøger, der i lange Tider er udkommen paa Dansk. Unægtelig havde det været at foretrække, om Zündels Biografi af den ældre Blumhardt var kommen først; der er visse Sider af den yngre Blumhardts Kristendomssyn, der ikke kommer til sin Ret i Jäckhs Fremstilling; men denne Bog er ikke blot bedre end intet, den er meget mere værd end det allermeste af vor hjemlige Opbyggelseslitteratur. Forhaabentlig bliver denne Oversættelse da ogsaa snart efterfulgt af flere, - bortset fra ganske enkelte Uklarheder er Oversættelsen upaaklagelig - vi bør ogsaa have den yngre Blumhardts Husandagtsbog og et Udvalg af hans Prædikener udgivet paa Dansk.

En forholdsvis kort Anmeldelse vil ikke kunne give noget Indtryk af, hvem de to Blumhardt'er er; man maa selv læse Bogen, og nærværende Anmeldelse skal da ogsaa kun tjene som en Opfordring til at købe og læse den. De, der læser Tysk, anbefales det meget at gaa videre til den yngre Blumhardts egne Skrifter. Hvis man er blevet træt af Opbyggelseslitteratur (og det er vel de fleste af os), kommer Blumhardts Forkyndelse som et forfriskende Pust fra en Verden, der er præget af en anden Virkelighed end vor, og som netop derfor gør et tilforladeligt Indtryk. Tillige kan vi hos Blumhardt finde Hjælp under vor besværlige Vandring tilbage til Bibelen; af ham kan vi nemlig lære, at Bibelen hverken indeholder Selvfølgeligheder eller Anvisninger paa, hvordan vi skal føle.

Hverken den ældre eller den yngre Blumhardt var i sig selv noget særligt; vil man have en Forkyndelse, der kan berede én en æstetisk Nydelse, maa man gaa andetsteds hen. Betydning har de kun ved deres Budskab eller rettere derved, at deres Budskab ikke var deres eget, men Guds; det var Gud, som gennem dem talte til Mennesker. De vidste noget om, hvem Gud var, og hvad han vilde, men ogsaa, at de ikke formaaede at gøre noget; de var "saglige", d.e.: de holdt sig til Sagen, Guds Rige, uden at blande æstetisk og religiøs Udenomssnak med i. Helt er det ikke undgaaet, at Bogen forherliger de to Mænd, men tydeligt siges det dog Gang paa Gang, at det mærkelige i Möttlingen og Bad Boll var ikke Menneskene, men det, at Gud talte og handlede.

Der er en nøje Sammenhæng mellem Faderen og Sønnen; i enkelte Tilfælde har Sønnen videreført Faderens Tanker, men om nogen virkelig Forskel kan der ikke tales. Maaske vil nogle i vor Tid stødes over den ældre Blumhardts Dæmonologi, og det lader sig ikke nægte, at den yngre i en vis Periode af sit Liv saa Guds Rige nærmere ved Verden eller rettere: Verden nærmere ved Guds Rige, end den er. Men Hovedsagen: deres Budskab om Guds Riges Komme og det, at dette Riges Kræfter igennem dem traadte ind i vor Verden, bliver staaende.

Hvori bestaar da Guds Rige, og hvorledes kommer det til os? Nogen filosofisk eller teologisk Forklaring indlod de to Blumhardt'er sig ikke paa; det var dem for virkeligt til, at det kunde falde dem ind at danne Teorier om det. Guds Rige er en objektiv Virkelighed slet ikke mindre virkelig end den Virkelighed, vi til daglig lever i; det var den ældre Blumhardts "bibelske Virkelighedssans", der skilte ham fra Pietisterne, med hvem han iøvrigt havde meget tilfælles. Guds Rige er noget helt andet end Religion og Fromhed, men i Kristenheden har man sat en "Religion" i Stedet for Guds Rige; "ligesom Grækenland og Rom og andre gamle Folkeslag opnaaede deres historiske Højde hærget af religiøse Forblindelser, saaledes bliver ogsaa hos os Guds Rige opslugt af den Religion, der er historisk i Landet, og som Følge deraf er blevet officiel, saaledes at et Angreb paa den som en Gudsbespottelse anses for strafbar, derfor bliver ogsaa denne Religion, saadan som den nu netop er, holdt paa af de regerende. I Tidens Løb knytter der sig ogsaa til Jesu Navn Dannelser, som er alt andet end en Frugt af Sandhed og Retfærdighed, og saaledes ligger Jesus i vore Dage i Forsmædelse. I Religionen behandler vi paa mangfoldig Vis den kære Gud for at skaffe os et Guds Rige, istedetfor at vi skal lade os behandle af Gud, for at han ved os kan danne sig et Rige paa Jorden. Selv Spørgsmaalet: "Naar kommer Guds Rige?" er ofte egennyttigt; man spørger dermed:

"Naar hører dog endelig vore Lidelser op?" istedetfor at spørge: "Hvor længe skal vor Frelser endnu lide?". (Den yngre Blumhardt).

Guds Rige er virkelig Guds Rige. Hverken Fader eller Søn forgudede Menneskene; de haabede, at den levende Gud skulde give sig tilkende i sin Forskel fra Verden. Derfor kan ogsaa kun Gud skabe Riget; Menneskene kan ville det, men aldrig skabe det. Og Kraften udgaar fra Jesu Opstandelse; Opstandelsens Betydning gælder ikke Livet hinsides; det var netop for ikke at miste denne Tilværelse, at Jesus maatte opstaa. I det hele taget var Blumhardt'erne meget jordbundne; de blev Jorden tro. "Skriften begynder med Skabelsen, og hører op med Ordet: Se en Guds Hytte hos Menneskene. Se, jeg gør alle Ting nye. Hvor i hele Skriften trøster Gud Menneskene med et Hinsides? - Jordene skal blive fuld af Herrens Herlighed. Det er Meningen med alle Forjættelserne efter Skriften."

Og naar Gud vil oprette sit Rige er det for hans store Kærligheds Skyld; en Kærlighed, der omfatter alle Mennesker. At Gud er Kærlighed, kun Kærlighed, det har Mennesker alle Dage haft vanskelig ved at forstaa. I Middelalderen var Gud Dommeren, og efter, at Luther havde lært, at Gud var Naade og Barmhjertighed, har man heraf dannet sig en Sovepude. Nu har Gud vækket os at vor Søvn og lært os sin forfærdende Storhed at kende. "Men hvordan kunde vi udholde den, hvis vi ikke havde Lov at tro, at ogsaa den stammer fra Guds Kærlighed?" Det er ubegribeligt, at nogen har kunnet forstaa (Forer ubegribeligt, at nogen har kunnet forstaa) Sønnen Blumhardts Forkyndelse af Guds Kærlighed til hele Verden, som var det den gængse Tale om den kære Gud, der er saadan en rar Mand, at han ikke kan nænne, at nogen skal gaa fortabt, hvorfor vi saamænd nok alle bliver salige til sidst.

Baade den ældre og den yngre Blumhardt følte sig solidariske med Menneskeheden; de deltog i Kristi Lidelse over den bundne Verden og forstod, at "hele Menneskeheden, baade paa denne Side og paa den anden Side er een Organisme; og i denne Organisme kan ingen enkelt være salig, hvis ikke det hele er saligt; ogsaa i Livet paa den anden Side kan Mennesker først da komme til fuldkommen Salighed, naar Guds Rige hersker her paa Jorden med sin Retfærdighed."

Men skal Guds Rige komme, skal Kristus leve, da maa Menneskene dø. "Dør, saa skal Jesus leve" var i lange Tider den yngre Blumhardts stadige Opfordring. Det er ikke ved en Udfoldelse af det ideale i Mennesket, at Guds Rige kommer. "Kristus i Kødet er den stærkeste Modsigelse mod Synden; Kristus i Kødet er Guds Retfærdigheds Modsætning til vor Retfærdighed, Kristus i Kødet er Livets Kamp med Døden. Kristus er ikke kommen for at bringe Fred paa Jorden, men Sværd. Men han begynder ikke ikke Kampen med Kødet, men i Kødet begynder han Kampen med Mørket, med Synden. I dig begynder han denne Kamp. Men den enkelte bliver ikke færdig, førend Menneskeslægten i sin Helhed har erfaret, at Kristus i Kødet er Sejrherre i Guds Navn."

I Modsætning til politiske og kristelig sociale Optimister forstod de to Blumhardt'er, at Gud maa gøre det, og at netop Menneskenes Handletrang kan blive den største Hindring for Gud. Og dog var Blumhardt'erne ikke mindre optimistiske end de! Deres Tro var større, thi de troede paa Gud og ikke paa Mennesker, og deres Haab var større, thi de ventede det umulige: Guds Riges Komme. Ydre Reformer gør det ikke; Guds Rige kommer indefra; det er fra det skjulte, at det maa bryde frem. Selv om vi ikke kan se det, virker Gud dog i det stille. Og dog var Blumhardt'erne ikke Kvietister; Mennesker skal sætte ind for Riget i Haab om, at Gud vil gøre det. Guds Rige bestaar ikke i en Inderlighedssfære; det maa nødigst af alt indkapsles i sentimentale Hjerter; det skal ud og gennemtrænge hele Menneskelivet. Netop fordi Blumhardt'erne ikke brugte deres Tid til at kredse om egen Salighedsvished, fik de Mulighed for at bekymre sig for Guds Interesser; og da deres Fornødenhed var Guds Rige, gav Gud dem mere, end de allerfleste i Kirkens Historie har modtaget.

Saaledes lyder de to Blumhardt'ers Budskab: Guds Ære og ikke vor Salighed; Guds Rige og ikke vore Institutioner; en ny Verden og ikke en forbedret gammel. Og dette Rige kommer, thi hvad Gud har lovet, det mægter han ogsaa at opfylde. Og tit Mennesker staar det kun at tage imod, at vente og arbejde; men mon Menneskesønnen, nar han kommer, da skal finde Troen paa Jorden?