Af Tage Schack. Tidehverv, 1926, s.47. ("Dansk Kirkeliv. Medens Tiderne skifter". Red. af J. Nordentoft. (Gad 1926)).

Naar man læser denne den tredje og ringeste af Kirkens uofficielle Aarbøger, nødes man til med Ængstelse at spørge: Er det virkelig "Dansk Kirkeliv 1926", denne Bog i al sin Interesseløshed giver Udtryk for? Stagnerer den danske Kirke i den Grad, at de samme gamle Spørgsmaal (enten de saa kaldes "Det afgørende", "Stat og Kirke", "Skolen og Kirken" eller "Dansk kristeligt Ungdomsarbejdes Særpræg") stadig skal behandles paa den samme forsigtige Maade uden nogen Forstaaelse af de Mennesker, der lever her i Danmark 1926 i og udenfor Kirken, uden nogetsomhelst Forsøg paa Nyorientering? Det hele er fra før Syndfloden (d.e.: fra før Krigen). Vi véd meget vel, at der er fremragende Mænd blandt dem, der har skrevet i denne Bog; men i Aar har de øjensynligt intet haft paa Hjerte.

Man maa ikke vente, at Ungdommen skal fatte Interesse for og Kærlighed til en Kirke, der er i Stand til at udsende en saa ligegyldig Bog en Gang om Aaret og kalde den "Dansk Kirkeliv". Det er et af de mange Tegn paa, at de, der nu er ledende iblandt os, - uden at have villet det - har ødelagt Ordet "Kirke" for os ved at gøre det til eet med borgerlig Forsigtighed, kristeligt Diplomati og Holden paa sin Ret. Man maa derfor ikke undres over, at Ungdommen er ukirkelig. Det er ikke efter dens inderste ønsker og Trang. For nogle af os har Ordet "Kirke" været et helligt Ord, fyldt med Pietet og Ærefrygt, med Fasthed og rolig Vækst, -langt højere end alle Institutioner, Organisationer og "Bevægelser", - et Udtryk for Sammenhængen med de tidligere Slægter, ja mere: for det dybe Fællesskab mellem Mennesker, som vi alle længes efter, Stedet, hvor vi er eet i Tilbedelsen, Tolderes og Synderes Hjem. Men Ordet er for os nu blevet trukket ned i det lave ved kirkelig Magtsyge og Smaalighed. Kirkens Ret? Hvad vedkommer Kirkens Ret os? Vi beder blot inderligt om at maatte mærke den iblandt os; saa faar den nok den Ret, den skal have. Overfor denne og lignende Kritik hjælper det ikke at forlange Respekt og Hensynsfuldhed at Pietetsgrunde eller ud fra det Surrogat, der nu kaldes "kristelig Broderkærlighed". Pietet kan vi kun have overfor det, der virkelig har Liv; og overfor alt det iblandt os, der er saaledes levende, at Fortiden og Fremtiden mødes deri, nærer vi en Pietet, dybere end de Mænd selv aner det.

Højdepunktet i Retning af at sige mange Ting uden at sige noget naas i Gunner Engerbs Stykke: "Dansk kristeligt Ungdomsarbejdes Særpræg", hvori alt det rigtige er sagt paa den rigtige Maade og sat paa den rigtige Plads; det er dette, der for Tiden forstaas ved kristelig Visdom og kristeligt Førerskab. Intet mangler, end ikke det usmagelige Slagord om "Venskabets Kampagne". Men "Særpræg" er det ikke muligt at opdage. Uden falsk Beskedenhed siges der, at Ungdomsforkyndelsen i vore Dage, "har bevirket, at store Dele af vor Ungdom har følt sig forstaaet og har set Jesus Kristus som aldrig før i vor Kirkes Historie. Mon i det hele taget Ungdommen, i hvert Fald de ganske unge, tidligere har ventet at kunne forstaa en Prædiken?" (S. 68). I al denne saakaldte "Forstaaelse" ligger en af Spirerne til vor Selvoptagethed, aandelige Fordringsfuldhed og Mangel paa virkelig Ydmyghed.

Bogens mest læseværdige Bidrag er Begtrups "Fra Tusendaarsfesten i 1826", da den danske Kirke sidst fejrede Mindet om Ansgar og mente at kunne undvære Grundtvig og hans Salmer. Det virker ejendommeligt at læse om, hvorledes det af Kancelliet, Biskoppen og Stiftsprovsten blev forbudt Grundtvig at lade synge "Den signede Dag" ved Festgudstjenesten i Vor Frelsers Kirke, medens Provst Schmidts "I Tidens dunkle Strøm forsvandt" autoriseredes. - Man kan ikke undgaa at komme til at nære nogen Frygt for, at denne Bog sammen med meget af vort højtpriste danske Kirkeliv 1926 vil forsvinde sporløst i denne dunkle Strøm. Hvis mange af os af denne Frygt kunde føres til at vende Ansigtet mod "den signede Dag", som har været og skal komme, saa kunde der dog maaske komme noget ud af al vor kirkelige Møje.