Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1932, s.33-35. Johs. 4,48.

(Johs. 4,48.)

En af Apostlene har sagt, at Jesus er i Gaar og i Dag og til evig Tid den samme, d. v. s. at han er den samme for os alle, hvem vi saa end er og ganske uden Hensyn til, hvordan vi er. Han er den samme for hvert enkelt Menneske, og han kommer nu som dengang til hvert enkelt Menneske. Ingen er glemt og ingen er overset. Ingen er heller udelukket; som han dengang talte til alle, der vilde høre, saa taler han nu til alle, der vil høre. Ingen er udelukket, som vil høre det Ord, der ogsaa er til ham. End ikke den er udelukket, som siger, at det ikke er til ham, men han forsøger at udelukke sig selv ved ikke at ville høre paa Gud.

Det er ogsaa sagt om Guds Ord i Jesus, at vi søgte det ikke, vi anstrengte os ikke for at finde det, men det er det, der tilgiver os vor Synd og søger os i vor Vantro. Saa kan vi da heller aldrig svare, at nu er Ordet ikke til os, nu lyder det ikke og nu kan vi ikke høre. Det er ikke, som vi tror, at vi somme Tider er nærved og somme Tider langt borte; thi Gud er altid nær hos os i Ordet om Kristus, der blev os Aabenbaring og Budskab om Gud.

Saa skal der da intet til for at vi kan finde Gud; thi han har fundet os. Saa er vi da aldrig udelukket; som han er, saaledes er han mod os, hvordan vi end har det og hvordan vi end føler det; thi han er Gud for troende og vantro, for retfærdige og uretfærdige; - vi er aldrig udelukket, end ikke, naar vi forsøger at udelukke os selv ved ikke at ville tro det Ord, der ogsaa er til os.

Saa er da Vejen til Gud ganske kort; thi Gud har gaaet den. Saa er Troen altid mulig; thi Gud taler altid til os om sig selv, vidner for os, at han er der og er Gud for os, hans Børn.

Saa er det da ikke blot nogle enkelte, der kan tro, men alle til hvem Gud taler. Saa kan vi alle tro.

Og er det ikke herligt at tro, er det ikke glædeligt og skønt? Der er ingen, der ikke gerne vil tro; alle længes vi efter rigtig tillidsfuldt at kunne tro paa, at Gud følger med os og hjælper os, at han leder os til Frelse og Lykke, tro paa, at han vil sørge for vor Fremtid, at han sletter ud, det vi gerne vil have slettet ud, og at han rejser op, det i os vi gerne vil have rejst op. Jo, det er herligt at kunne hengive sig i Tro og Tillid; det giver Tryghed og Glæde og Mod paa Livet. Det siger da ogsaa mange af dem, der ikke saadan ligefrem tror paa Gud, at Troen vil de gerne have; og, siger de, vi har da ogsaa Tro paa ganske det samme; vi kalder det bare ikke for Gud, saaledes som I gør.

Saaledes tænkte og følte Jesu Tilhængere dengang, og saaledes tænker og føler hans Tilhængere nu om Dage. Menneskene har alle Dage været enige om Troen og om Troens Herlighed.

Og vilde de ikke gerne, at Jesus skulde gøre det saaledes, at de kunde tro, at han vilde give dem Troen? Var det ikke det, de bad ham om dengang, og er det ikke det, utallige har bedt om efter den Tid? Og er det i Virkeligheden ikke det alle Mennesker, - maaske uden ret at vide det og uden at ville være ved det - gaar og sukker efter: at faa Troens Glæde og Vished, at faa noget at leve paa? Jo, saaledes er det. Nogle sukker: Bare vi kunde tro, og andre jubler: Hvor herligt, at vi har Troen, at vi kan tro.

Helt anderledes taler Jesus. Han siger: Uden at I ser Tegn og Undergerninger, vil I ikke tro; - og det siger han jo - efter det, vi begyndte med at sige - til alle, baade til dem der sukker efter Troen, og til dem, der glæder sig over, at de har Troen. Ingen er udelukket, selv ikke den, der udelukker sig selv ved at hævde, at han gerne vil tro, eller at han har Troen. Og han siger det ikke blot til os, naar vi ikke synes, vi har Troen, men ogsaa, naar vi synes, vi har den. Ingen er udelukket, end ikke den, der udelukker sig selv fra at høre Jesu Ord.

Enten gjorde da Jesus Menneskene til alle Tider skammelig Uret, eller ogsaa forstaar han og vi noget helt forskelligt ved Tro.

Ja, Sagen er den, at den Tro, vi har talt om, og som vi alle længes efter og nogle af os uden Tvivl har, det er Troen paa Tegn og Undergerninger, den Tro, der bestaar i at søge og se Tegn og Undergerninger. Den Tro er saa svær, at det er ikke enhver, der kan have den, - for der hører jo Tegn og Undergerninger til. Og ved Tegn og Undergerninger skal vi naturligvis ikke forstaa blot udvortes Mirakler, men ogsaa alle de indre Tegn, vi har talt om, al den Glæde og Fred og Styrke, og Sejr, vi har talt om, og som vi beder om. Der skal ske noget, saa vi kan se det, siger vi; - ganske som de dengang sagde til Jesus: Gør noget stort, som vi synes om, saa vil vi tro dig. Saaledes har Menneskene alle Dage sagt til Gud.

Uden det kan vi ikke tro, siger vi. Nej, det er tydeligt nok, for det er jo alt det, vi vil tro paa. Lad os opleve noget af alt dette herlige, saa vil vi tro! Paa hvad? Paa hvem? Er det paa Gud? Nej, det er paa alt det, vi har i vor Haand, i vort Liv. Vi vil "tro", vi vil have, vi vil være. Og vi vil tro paa os selv, at vi tror, at vi har, at vi er.

Men denne Tro paa Tegn og Undergerninger, paa os selv, den kalder Jesus Vantro, og han siger derfor endnu den Dag i Dag: I vil ikke tro. Det er ikke sandt, at I ikke kan det, for der skal ikke ske Tegn og Undergerninger for at I kan tro. Troen er ikke langt borte, den er lige ved, - for Jesus er jo lige ved. Den er altid mulig, for Jesus er altid Ordet om Gud til os, og det taler han endnu.

Tro er Tro paa Jesus, og det er paa hans Ord, at al anden Tro er Overtro og det er Vantro. Var det Tro, Menneskene længtes efter, behøvede de dog ikke at gaa og længes. Er ikke Jesus den samme, er ikke hans Ord det samme? Er hans Ord ikke fulde af Haab? Hvorfor er det os ikke nok?

Saa er det da ikke sandt, at det er saa svært at tro. Det siger Jesus heller ikke. Han siger ikke: I Stakler, I kan jo ikke tro; men han siger: I vantro, I vil ikke tro. Ja, nok paa Tegn og Undergerninger, men ikke paa mit Ord; nok paa de Gerninger, I vil have, men ikke paa mig, nok paa Guds Gaver, men ikke paa Gud selv. I vil have og I vil være, men I vil ikke være det, I er og have det, I har; - være Guds Børn ved mit Ord og have Guds Naade i mig. Og derfor vil I ikke tro.

Nej, det er rigtig nok, det er netop det, vi mener: det er Viljen, det kommer an paa; det gælder om, at vi vil. Ja, er det nu det, vi alle mener? Eller rettere: mente Jesus det, som vi ganske rigtig alle mener? Er det Viljen til at se Tegn og Undergerninger eller Viljen til at tro, vi taler om. Den første har vi alle - men det var den sidste, Jesus fordrede. Derfor forlanger vi uhyre Anstrengelser af Viljen, store Bedrifter og Troen bliver Viljens største Daad. Men Jesus brød sig slet ikke om en stærk og brændende Vilje: han forlangte kun, at den skulde ville det rette, at Viljen skulde være lydig, være ret - saa var det ganske ligegyldigt om den maalt med menneskelige Øjne var som et Sennepskorn eller den satte dybe Spor i Menneskehedens Historie.

Og hvad kan det saa hjælpe, at vi vil, og, at vi øver os i at ville mere og mere, - hvis vi ikke vil tro, hvis vi ikke, der, hvor vi er, og saadan som vi har det, vil adlyde Ordet, vil adlyde Gud! Saa er det jo slet ikke, fordi vi ikke vil inderligt nok, men fordi vi ikke vil det, vi skal; saa er det jo slet ikke Viljens Styrke, men Viljens Art, der er forkert - og saa duer Viljen slet ingenting til uden til at blive endnu mere ond og hovmodig, og derfor maa man alle Dage tage sig i Agt for den som Troens og som Guds Fjende. Og derfor skal man altid foreholde Viljen Jesu Ord om Troens Lydighed, slaa den med Evangeliet om det lette, som den ikke vil og aldrig styrke den med den giftige Tale om det svære, som den nok vil, men ikke kan.

Men alt dette er vor Tros og vor Viljes absolutte Endeligt og slet ikke en ubehagelig Overgang. Der tales aldrig med os eller vor Vilje om andet end Lydighed, for Gud kan godt selv. Og den lydende bliver aldrig den bydende; den modtagende aldrig den besiddende og den afhængige, aldrig den myndige: Nej, hverken direkte eller indirekte kommer vor Vilje til Magten og Æren. Den hverken vil eller kan blive lydig imod andre end sig selv, og derfor vil den ikke tro.

Og da Viljen er det stærkeste et Menneske har, saa skal det ikke forsøge at forbedre eller forandre den, men lade Guds Ord dømme den. Thi det Ord, som skaber, hvad det nævner, det tilintetgør og uskadeliggør ogsaa den, det dømmer.

Saa er det da kun Tro, Jesus spørger os om. Og vi svarer ham med vor Vantro. Svarer vi ham da med at bekende vor Vantro? Med at bekende vor Nød? Svarer vi ham med et: Hør dog paa os, ogsaa paa os, vi vantro? Svarer vi ham med i al vor Vantro dog at høre hans Tale til os, de vantro?

Der gik to Mænd i Kirke for at bede. Der var en troende Mand, han hørte Guds Ord og han bad saaledes til Gud: Jeg takker dig Gud, fordi jeg har Troen og ikke er som de vantro, der ikke tror paa Dig. Jeg oplever daglig, at jeg tror, og at du hjælper mig. Jeg gør daglig Fremskridt ved din Hjælp, og er det end kun smaat, saa ved jeg da, at Skylden alene er min. Men jeg bekender for Dig, at jeg i mig selv er et svagt og syndigt Menneske, og jeg beder Dig, at Du vil fortsætte den gode Gerning, som Du har begyndt i mig, og gøre mit Liv og min Gerning til Velsignelse for Dig og Dit Rige.

Og der var en vantro Mand, han gik i Kirke, og da han hørte Guds Ord, se, da stod han i sin Synd, og han havde intet at byde Gud; da bød han Gud sin Nød. Og han sagde: Herre forbarm Dig over mig vantro Menneske, thi jeg er i Din Haand, og min Fremtid maa jeg vente af Din Naade. Den ene gik hjem med sin Tro, med den anden fulgte Ordet om Guds Naade.

Der var to Mennesker, der bad til Gud. Den ene bekendte sin Vantro, at han ikke kunde tro, og bad Gud om Troens Gave. Og han sagde: Jeg kan ikke tro; giv mig at tro! Giv mig en ny Vilje, at jeg kan ville; giv mig et Tegn, at jeg kan vide; giv mig en Glæde, at jeg kan føle. Gør mig til et nyt Menneske, og naar dette Under er sket, da kan jeg tro. Opfyld mit inderste Ønske: gør mig til et troende Menneske.

Den anden bekendte sin Vantro, at han ikke vilde tro. Og han sagde: Herre, jeg vil ikke tro paa Dit Ord, men kun paa mit eget Liv. Men opgiv mig ikke i Din Vrede, hør ikke op med at være min Gud. Forkast mig ikke for min Vantro og min onde Vilje, men bliv ved at tale til mig. Gig mig ikke hen til min egen Vilje, men gør imod mig efter Din gode Vilje og Din Barmhjertighed. Lad dit Lys skinne for mig, der er i Mørket og vil være i Mørket. Giv mig ikke det, jeg i min Vantro begærer, men giv mig aldrig at tabe Dit Ord af Minde. Herre, ikke mig, ikke mig betro Du at vogte Livet, men betro Du dit Barn til Din Trofasthed.

Og da de stod op fra Bønnen, lyste den ene af Tro og Vished; over den andens Liv lyste Guds Ord.

Og Jesus sagde: Skulde Gud ikke skaffe sine udvalgte Ret, de som raaber til ham Dag og Nat. Jeg siger jer: han skal skaffe dem Ret i Hast.