Spredte Træk fra gamle Adams Liv og Levned
Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1927, s.109-110.
Gamle Adams Syndserkendelse.
Det var atter strenge Tider for Gamle Adam; der faldt meget haarde Ord om hans Syndighed, og det blev endogsaa sagt, at man nu maatte brænde ham levende. Tidligere Tider var blevet narret, men nu skulde det være Slut: han skulde dø.
Gamle Adam græd og klagede: "Giv mig Tid, saa skal jeg forbedre mig."
"Nej," svarede de fromme, "vi er stærkt i Tvivl, om du overhovedet kan forbedre dig; der er ingen Udvej, du skal dø."
Da gik Gamle Adam til de fromme enkeltvis og forklarede dem, hvilke alvorlige Vanskeligheder de vilde komme i, om de dræbte ham. Der maatte jo saa skaffes et helt nyt Menneske, og hvor skulde det komme fra? Og desuden: selv om de fromme var stærke nok til at hugge alle Baand over, var det dog et Spørgsmaal, om man gjorde Ret i, i den Grad at gøre det vanskeligt for udenforstaaende at tilegne sig Evangeliet. Mennesket skal ikke dø, det skal erkende sin Synd og leve.
De fromme blev ængstelige over Gamle Adams Ord og overvejede, om de ikke kunde lade ham leve, naar han blot vedkendte sig sin Synd; det var dog Hovedsagen. Til sidst sammenkaldte man Menigheden og tog Gamle Adam for sig: "Skal du leve, maa du i hvert Fald først forstaa, at du er en Synder." "Ja," svarede Gamle Adam, "der er næsten ikke andet end Synd hos mig." "Det har vi hørt saa tidt," svarede de fromme, "nej, der er intet andet end Synd i dig." "Ja," svarede Gamle Adam, "men der er dog i mig en Trang til det gode, til Livet." "Ogsaa det har vi hørt før; du vil redde Livet, anden Trang har du ikke." Da tænkte Gamle Adam sig længe om, og saa sagde han langtsomt og alvorligt: "Ja, jeg forstaar det godt; jeg er syndig, der er ikke andet end Synd i mig. Det er mig selv, jeg vil, og ikke det gode. Men saa meget forstaar jeg da, at jeg er en Synder, en meget stor Synder, jeg har aldrig kendt nogen større. Hvor forfærdeligt, at jeg før ikke vilde være ved det."
Og Menigheden glædedes over Gamle Adams Ydmyghed og priste ham for hans store Syndserkendelse. "Ikke noget at tale om," sagde Gamle Adam, "naar I bliver ligesaa gamle som jeg, vil ogsaa I forstaa, hvor store Syndere I er. Jeg har tænkt meget i mit lange Liv, og jeg har været ude for mere end de fleste. Mit Liv har ikke altid været let; min Natur har haft alle daarlige Muligheder i sig; der er Synder hos mig, som I slet ikke kender. Jeg har haft en haard Kamp med mine Lidenskaber og lidt usigelig meget." Og Gamle Adam græd ved Tanken om sin egen Elendighed.
Men Gamle Adam kom snart til Kræfter og blev vidt berømt for sin Syndserkendelse. Han fik den fornemste Plads i Menighedens Forsamling, fordi han var saa ydmyg. Og naar der i Menigheden opkom et Spørgsmaal om, hvad man skulde gøre, blev Gamle Adam altid spurgt til Raads, for han kendte jo Menneskenaturens Skrøbelighed. Og stedse gjorde man efter de vise Raad, som gamle Adam gav.