Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1953, s.41-43.

1953

Naar man lægger mærke til den plads, som beretningen om Jesu lidelse og død indtager i vore evangelieskrifter, og den blanding af rædsel og fryd, hvormed de modtog budskabet om hans opstandelse, det budskab, som jo netop holdt dem fast ved den korsfæstede, - og naar man tager i betragtning, at for Paulus var Evangeliet simpelthen Evangeliet om korset som den eneste frelse, saa forstaar man, at det for Jesu disciple drejede sig om noget andet og mere end det, vi har let ved at forestille os. Selvfølgelig skal vi ikke overtage alle de gamle formuleringer uden videre, navnlig da ikke, som det ofte er tilfældet: uden at forstaa noget ved dem, men vi bør dog passe paa, at vi ikke sammen med de gamle udtryk ogsaa hælder de gamles evangelium bort, - for der er nu engang ikke andet evangelium end korsets evangelium.

Aabenbart er det nu ikke, hvad vi kalder for den naturlige død, Ny Testamente taler om. Havde apostlene kendt noget til den naturlige død, havde de sikkert kunnet klare den ligesaa godt som vi. Nu kendte de særdeles lidt til den naturlige død, men døden betød for dem Guds straf - Gudsforladthed, og dette syn paa døden vilde de selvfølgelig have holdt fast ved, selv om de havde kendt og anerkendt biologiens opfattelse af døden. Netop fordi døden ikke var noget naturligt, betød den, at mennesket i hele dets liv til døden var gudløst og gudsforladt og derfor i virkeligheden allerede dødt, selv om det bildte sig ind at have livet; døden var ikke blot noget til slut, men at hele livet var i dødens magt, fordi mennesket var uden Gud. Og at det var denne død, Jesus døde, fandt Paulus udtrykt i korset; det var den egentlige død: døden som den død, der er menneskets forbandelse, Guds dom over mennesket i dets gudløshed og gudsforladthed.

Der var derfor heller ingen formildende omstændigheder ved Jesu død; disciplene fandt ikke paa den frække tanke at opfatte den som eksempel til efterfølgelse enten som en moralsk død fra synden eller som en heltemodig overvindelse af døden gennem prisgivelse af sig selv. De var virkelig ikke saa godtroende, at de vilde kalde det for et evangelium; de vidste ogsaa godt, at mennesket er villigt til hvad som helst, naar blot vejen fører gennem kamp til sejr, gennem død til liv eller gennem selvudslettelse til at sikre sig og være sig selv nok. Paulus siger jo heller ikke, at Jesus fandt en vej, som han anviste os at gaa; han siger ikke, at Jesus døde for os for at sige os, hvad vi skal gøre, men: at Jesus døde i vort sted - altsaa er vi døde. Man forstaar det undertiden saaledes, at Jesus døde for os, for at vi skal slippe uden om døden eller om at være døde, men det er en falsk tale, der gaar uden om alvoren i Jesu død: at Jesus døde vor død for os, og derfor er vi nu døde.

Dertil var Jesus sendt af Gud; hans død er Guds vilje og Guds gerning imod os, og det er denne Guds gerning imod os, der er Guds frelse; det er som Guds frelse, Jesu død paa korset skal forkyndes. Det var det budskab, de fik ved opstandelsen, at der var frelse i Jesu død; opstandelsens budskab var om frelsen i Jesu død, og noget andet evangelium end dette er der overhovedet ikke. Og her mener jeg med evangelium virkelig et glædeligt budskab om, hvad Gud gennem Jesus Kristus har gjort imod os, den gerning, som i Evangeliets ord forkyndes os i dag og dermed sker os. Evangeliet er om syndernes forladelse i Jesu død, og syndernes forladelse er hele Evangeliet; den gør alt nyt, os nye, vort liv og vor død, vor hele tilværelse ny, saa der ikke er mere at spørge om; saa alle andre spørgsmaal bliver til noget ukristeligt tøjeri - som det meste af det, der i øjeblikket siges om liv og død - som kommer af, at man ikke forstaar sit liv og sin død som et mellemværende med Gud, men forstaar livet som noget, man for kortere eller længere tid har som sin ejendom. Hvor syndernes forladelse er, der er der ingen død; hvor mennesket ikke har sit liv i syndernes forladelse, der er alt dets liv - her og hisset - ikke andet end død, gudsforladthedens død. Evangeliet om syndernes forladelse i Jesu død er det, Gud i opstandelsens budskab har indsat som vor herre, vor skæbne, vor fremtid og vort haab, - derfor skal Jesu død forkyndes, indtil han kommer.

Gud sendte Jesus til verden, ikke for at leve for sig selv, men for at leve for os; ikke for at leve sit eget liv, men for at leve vort liv; ikke for at leve for sin egen retfærdighed, men for at dele skæbne med os. Han levede for det skyldige og syndige, det gudsforladte og haabløse menneskeliv. Vort liv og vor død tog han paa sig: over for Gud gjorde han fælles sag med os; han gjorde sig til eet med de fortabte. Og det gjorde han i lydighed mod Gud: det var Gud, der i ham tog vort liv op, afslørede det, bekendte det og udleverede det til Guds dom og død. Hele menneskelivet i dets vantro og trods, i dets hovmod og fortvivlelse dømte og tilintetgjorde Gud i Jesu kors - for at tilgive det og oprejse mennesket af døden; for Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at give verden frelse i ham. Jesus er denne Guds gerning imod os, denne dobbelte gerning, at han gør mennesket skyldigt i dets rethaveri og selvretfærdighed, i dets flugt og selvhævdelse, for at tilgive det det altsammen, - denne dobbelte gerning, som i virkeligheden kun er een gerning: syndernes forladelse i Jesu kors. Vi kan ogsaa sige den dobbelte gerning, at Jesus bar vor skyld og gav os sin tro og lydighed mod Gud eller sin retfærdighed, retfærdigheden fra Gud - som de gamle sagde. Eller - atter med et gammelt udtryk - at han delte vor død med os, for at vi skal dele hans liv med ham.

Det var vort liv, der blev dømt paa korset - og vi skriver stadig selv under paa dommen - det var vort liv, der døde paa korset: han døde i vort sted, saa vi nu er døde. Glemmer man dette sidste: at vi altsaa er døde, saa er det med, at han døde i vort sted, ikke andet end en fræk løgn, der bruger Jesus som et middel til at slippe fra Guds dom - og det vil jo sige: bort fra Gud selv.
Glemmer man, at det var og er vor straf, det drejer sig om, saa er talen om, at han led straffen for os, en billig tale, endnu billigere end hedenskabets "gennem kamp til sejr". Nej, Jesus døde ikke for at tage det bort, at syndens sold er død, men for at føje det til, at Guds naadegave er et evigt liv i Kristus Jesus vor herre. Jesus døde for, at vi skal være døde; han led vor straf for, at dommen og straffen skal være fuldført over vor synd. Og denne Jesu gerning er Guds gerning mod os, han som døder og gør levende, han som tilintetgør og oprejser, han som dømmer og tilgiver. Jesus Kristus er denne Guds gerning mod os - og han er ikke andet end denne gerning - en gerning, som alene er Guds og derfor sket os i ham alene. En Guds gerning, et Guds ord, en gjort gerning, der intet lader ugjort, - aldeles uden vor hjælp; vi har jo ikke anden hjælp at byde end den forargelse og vantro, som korsfæstede Jesus og ogsaa i dag korsfæster ordet om ham. Et budskab, som er og gør, hvad det siger - derfor heller ikke noget, vi skal sætte os til at overveje og gøre en slags livsbetragtning ud af, men noget, vi skal høre, anerkende og bøje os under; vi kan sige: tage til efterretning, at her har Gud gjort op med os mennesker og det til vor frelse. Det er ogsaa derfor, Paulus taler om lydighed mod korsets evangelium, og det er derfor, han siger, at han ikke kender andet til salighed, d. v. s. at han ikke kender anden salighed end Jesu kors. Langfredagsevangeliet er ikke en slags mørk overgang til paaskedagens budskab, men paaskedagens budskab er om Jesu kors: at det er et evangelium.

Korsets budskab er dette: han døde i vort sted, derfor er vi døde; han gik ind under vor dom med Guds velbehag, derfor er vi under dommen under Guds naade; vi er døde med Kristus for ogsaa at leve med ham. Hele det gamle liv er forbigangent, det er blevet nyt at leve, det er blevet nyt at være menneske. Vort liv i dets synd og vantro, i dets angst og bekymring, i dets selvopgivelse og selvhævdelse, det er nu dødt for Gud; men vort liv er Jesu liv i tro og haab og lydighed mod Faderen. Som det hedder i salmen: Jesus er vort liv i live, Jesus dødet har vor død.

Saa siger da Paulus - og dermed sammenfatter han det hele -: Saaledes skal I se paa jer selv, opfatte jer selv: som døde med Kristus fra synden, fra jer selv, fra jert eget liv og dets haabløse død, til at være levende for Gud ved Jesus Kristus. Alt det, mennesket i sin selvbekymring og angst holder fast paa - og dermed ogsaa al menneskets selvbekymring og angst - er taget bort, og i stedet er der sat alt, hvad Gud i sit ord giver mennesket at have i det haab, Gud befaler mennesket.

Det er Evangeliet, og det er virkelig et evangelium, som er en Guds kraft til frelse; det tager virkelig al vor elendighed, vor vantro og det af vantroen følgende syn paa livet og paa døden, bort; det tager vor død, vor død som sandelig ikke er en naturlig død, men en Guds forbandelse, og sænker den i havets skød, den død, der med et udtryk af Calvin bestaar i, at vi er fremmede fra Gud.

Lad os blot sige det stærkt: vi er døde, vi har nu kun livet for os; vi er ikke vore egne, ikke skæbnens eller livets eller drifternes eller magternes eller dødens, men Guds. Og denne Guds gerning, der har taget alt fra os for at give os alt, skal vi slet ikke befatte os med at efterfuske, som var den ikke fuldkommet. Nej, vi skal leve, blot leve, blot tro og blot haabe, leve i livet og leve i døden; der er foran os ikke andet end liv: et liv af Guds naade og til Guds naade.

Saaledes skal vi da anse os selv: der er ikke andet end vor Guds og Faders naade; der er ikke andet end fremtid og et godt haab i naade; vi er døde for os selv og for vort eget døde liv, og vi lever nu for Gud ved Jesus Kristus. Det er ved og i Evangeliet sandheden og virkeligheden ogsaa for os; vi skal slet ikke gøre det sandt og virkeligt, det har Gud gjort for os. Vi skal ikke komme til det, men vi skal gaa ud fra det; vi skal ikke virkeliggøre det, men leve af dets virkelighed. Vi er nye mennesker: Guds børn, ved Guds tilgivelse under Guds velbehag. Vort liv er Kristus, ja, vi kan ogsaa sige: vort menneske, vort selv er Kristus. I troen paa denne sandhed skal vi leve vort liv, - fordi det er vor sandhed og vort liv. Det er i denne tro, Paulus - og med ham det hele Ny Testamente - føjer til: fordi I er døde med Kristus fra synden, det er: fra jeres krav og jeres ønsker om at gælde for noget, men levende for Gud ved Jesus Kristus, derfor skal I anse jer selv saaledes og i taknemmelig lydighed mod denne sandhed fornægte og forkaste, ja afdø fra alt det gamle, fra jeres selvretfærdighed og jeres selvbekymring, fra jeres eget liv og fra jeres død, fra jeres krav og fra jeres selvopgivelse, - Jesus døde for alle, for at de levende nu ikke mere skal leve for sig selv, men for ham, for det liv, der er dem givet i ham.

Men dette er jo heller slet ikke nogen opfordring til en eller anden slags selvbestaltet og forløjet heroisme, men dette simple, at Paulus befaler dem at leve paa, hvad Gud har gjort og gør mod dem, frimodigt at tilregne sig selv Guds gave, Gud som deres Fader og Herre - og dermed afvise alle andre herrer og al anden tilflugt. Saa stærk og rig, saa god og miskundelig er Gud, at vi paa hans ord, paa hans magt, ja, paa hans ansvar har lov at byde død og djævel og daarlig samvittighed trods for at leve vor Fader til ære, i glæde og taknemmelighed tjene vor eviggode Fader, der ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle.

Og vil nogen saa sige, at der her er kommet alt for meget evangelium i en langfredagsprædiken, saa vil jeg ikke betænke mig paa at svare, at saadan kan man kun sige, naar man dog har noget, man mener at kunne redde fra Guds dom, noget, som man vil beholde som sit eget gebet for ikke ganske at være udleveret til Gud.