Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1960, s.73-75. Johs.14,15-21.

Hvis I elsker mig, så hold mine befalinger! Og jeg vil bede Faderen, og han skal give jer en anden talsmand til at være hos jer til evig tid, sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den ikke ser den og ikke kender den; men I kender den, thi den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en liden stund, så ser verden mig ikke mere, men I ser mig; thi jeg lever, og I skal leve. På den dag skal I erkende, at jeg er i min Fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, som har mine befalinger og holder dem, han er den, som elsker mig; og den, som elsker mig, skal elskes af min Fader; og jeg skal elske ham og åbenbare mig for ham - (Johs.14,15-21).

Johannes evangeliet handler selvfølgelig ikke blot om den situation, Jesu første disciple stod i overfor Jesu ord, overfor hans død og opstandelse, men om den situation, som alle de, der til alle tider hører hans ord, står i overfor ham. Det er det, der menes med pinsen, med talen om talsmanden, den Helligånd: at Jesu ord skal lyde for dem som et ord, der siges dem fra Gud, som det ord, hvori det gives dem at høre Gud som deres Gud og have sig selv og deres liv fra Gud, som skabningens liv af sin skabers nåde.

Jesus går bort fra verden; verden ser ham ikke længere - det er: han er ikke noget i verden; han vil ingen betydning have i verden; han giver ikke verden noget, så den nu ved hans hjælp har noget i sig selv. Det gælder selvfølgelig også kirken, også Jesu disciple, hvis de ved Jesu hjælp mener at have fået sikkerhed for noget, fået fat på Gud og således fået garanti for deres eget liv. Nej, hvis mennesker bilder sig ind at have Jesus i deres tro og deres oplevelser, så er det kun sig selv de er optaget af.

Jesus går altid bort - for at mennesker ikke skal kunne høre ham i sig selv og således høre sig selv i ham. Han går bort for kun at komme til dem fra Gud, at de må lytte til Gud i hans ord og deri høre deres egen sande tilværelse. Gud er virkeligheden, sandheden og livet, Gud er, at menneskets tilværelse er et sandt og virkeligt menneskeliv; at høre Gud er at tage livet op, helt at være menneske og stå ved sig selv som menneske; at ville livet som et sandt og virkeligt liv er at lade sig det give og tilsige af Gud. I Jesu ord er Mennesket i sandhed til for Gud som hans skabning og Gud til for mennesket som dets skaber og herre. Som Guds røst vil han blive hos menneskene: at de må kende Gud som deres Gud i ham og kende og vedkende sig sig selv som Guds skabninger. Og på den dag vi således hører hans ord, da forstår vi, at Gud i ham er vor Gud, og vi i ham virkelig er til, er levende som mennesker. Og det er eet med at "holde hans befalinger", med at være livet sat for af Gud, med ubetinget at være forpligtet på det, fordi det i sandhed er vort liv. At elske ham, det er at takke ham for livets gave, at Gud giver de døde at være til for sig; for det er jo det, der sker os gennem ham: at vort liv kommer til os i vor livsflugt og dødslængsel og lyser tilværelsen op for os: at det at leve er at lyde Gud, og at det at lyde Gud er betingelsesløst at give sig selv ud i at leve.

Det er indholdet af det, der står i teksten til i dag. Det er ganske enkelt og forståeligt, men rigtignok kun for den, der står på den bare jord og altså hverken er eller har noget, men kun er menneske i dette dødelige, usikre liv og derfor må lade sig det give af Gud som det sande, evige liv - ganske afhængig af Gud og fri af sig selv, sin skæbne og sin død.

Evangeliet er ikke noget stort og betydningsfuldt i verdenshistorien; det er ikke andet end disse simple og jævne ord til mennesket som det går og står, det enkelte menneske i dets daglige liv. Gud lever ikke i verdenshistorien; han er ikke med i vort magtstræb, i vore drømme om at gøre os til tilværelsens herrer og komme hen i en tilstand af tryghed og sikkerhed eller nå til at være frelst fra synd og død. Kun det liv, hvori vi hver især er sat af Gud, er til for Gud, og ved at være for Gud er det et sandt og virkeligt liv. Kun ved at være til for Gud er mennesket virkelig menneske; kun når mennesket hører Guds røst i livet, kan det forstå sig selv ud fra det liv, der er givet det at leve; mennesket er overhovedet kun menneske derved, at Gud kalder det ved navn som sin skabning. Vort liv er Kristus og Kristus er vort liv. Det er jo så let at forstå, at skal vi virkelig kunne gøre alvor af livet ved at leve det helt, så må livet være fatteligt som en Guds gave og befaling, så må vi være forpligtet på det og bundet til det, fordi det er at være til af nåde og derfor at svare Gud med sig selv, at lyde Gud ved at være til med og for sin næste og slet ikke skulle have noget for det, fordi det er en uendelig gæld til Gud. Man spørger undertiden, om Evangeliet kommer os ved, men man spørger kun således, fordi man søger en anden mening med livet end den at leve det, for ellers er det en selvfølge, at Evangeliet kommer os ved, og det simpelthen fordi Evangeliet er, at livet kommer til de døde, og at de flygtende gives tilbage til livet at det liv, som mennesket tilhører, er et virkeligt, sandt og evigt liv, mens det liv, som mennesket mener tilhører ham selv, er et meningsløst og håbløst liv, en dødens proces så mennesket derfor kun er optaget af at "slippe så vel derfra". Evangeliet er, at det gives synderen at være til for Gud og det af Guds nåde, at Gud lader mennesket høre sin sandhed og virkelighed i sit ord, det er: I Gud selv som den, der her er til for mennesket som dets skaber og fader. Enten er vi til af Guds nåde, eller også må vi sørge for os selv - enten ved at anskaffe os en tro eller ved at kunne undvære at have nogen tro d. v. s. ved bare at være til for os selv og opgive livet. Enten er vi til for livet, som det møder os fra Gud, eller for vort eget velbefindende - også kaldet vor salighed - og vor sjælero eller fred. Der er ingen anden grund til at høre på Evangeliet end den, at deri hører vi vor sandhed og virkelighed som menneske, og vil vi ikke høre det, så lyver vi os fra vor virkelighed og redder os selv på livets bekostning. Vi står det alle lige fjernt og lige nær. I vor selvhævdelse og selvopgivelse forarges vi på det; det afslører jo vor død og fortabelse - i alt det, hvori vi søger vor frelse og lever for vor magt og ret med eller uden Guds hjælp. Men Gud giver os at høre det som vort eneste håb i liv og død, som Guds børns liv: uden mørke og uden gåder, af Gud gjort til sandhed og virkelighed for os - ikke af egen fornuft eller kraft, men af ordet kaldet til at høre det. Gud giver os frimodighed til at tage imod det og leve af det og det i vor fattigdom og afmagt. Vi skal ikke nå til at have det i eller ved os selv; vi skal ikke bede Gud om at hjælpe os til at få en tro, men vi skal høre det som vor tro og vort håb. Man laver ofte talen om Helligånden om til en tale om, hvad vi skal have i vore følelser og stemninger og i vor fromme travlhed; man vil have Evangeliet til at betyde noget for sig selv og for verden. Det kommer af, at vi ikke vil forstå, at Evangeliet i og ved sig selv er sandhed for os; vi skal ikke få det til at være det. Vi skal jo heller ikke ved vor tro gøre Gud til vor Gud og fader, men fordi han er det for os, derfor har vi ikke andet at gøre end at tro ham. Fordi han er vort håb, derfor har vi ikke andet håb end ham. Altså skal vi i bekendelsen af vor vantro, vor livsflugt og dødslængsel bekende os til troen, til sandheden og livet som det, der af Guds nåde gælder også for os og derfor lægger beslag på os. At høre Evangeliet er at nøjes med at være menneske og trænge til Gud, at være til for Gud og turde leve livet helt og fuldt. Selvfølgelig skal vi ikke komme til at ville og kunne det, nej, at høre på Evangeliet er at bekende vor vantro og ulydighed, at fornægte os selv for at have livet fra Gud som den fuldkomne gave. Vi vil gerne kunne høre det i os selv, være og have noget i det, men Evangeliet gør os ganske fattige og giver os som de fattige at være i Guds rige, hvor vi lever af, hvad Gud vil os. Vi skal slet ikke have noget for det - ikke andet end det, det siger os. Valget er mellem at få det givet at være til som mennesker helt og fuldt og at lyve os fra livet, det liv som ikke er andet end at leve, mens alt hvad vi ejer og har hører døden til.

For vantro og frygtsomme syndere er livet kun alvor, når vi lever af det, som vi ikke er, ikke har og ikke vil, men får givet af Gud. Og det at leve af Evangeliet er at handle på det, at "trodse Djævelen, verden og vort eget kød" og som Guds børn lyde deres faders røst. Vi skal ikke arbejde med at blive lydige, troende eller rigtige mennesker, det er jo kun selvoptagethed og selvbekymring. Vi skal lyde Gud, som i sin tilgivelse taler til os og giver os lov til som vantro og ulydige syndere at lytte til ham og lyde ham - ved at fornægte os selv, vor ret og betydning; for hvad Gud giver og befaler os, det alene kommer os ved, og netop når vi deri hører vor sandhed og vort liv, så drejer det sig ikke om at leve for vor tro og vor kærlighed og vort rigtige liv, men om at være til for det, som er livet for os, ene og alene fordi det er livet, som vi af Guds nåde skylder os selv til. Djævelen vil bilde os ind, at vi skal nå til at være salige, men enten vi nu forstår det overfladisk eller letsindigt, så er det at leve under lovens forbandelse: at skulle sørge for os selv og frelse os selv, i stedet for i livet, som det Gud giver og befaler os, at have den kostbare perle. Evangeliet siger aldrig: Du skal ville eller kunne, men kun: du må have lov til. Ja, det siger kun: du skal, for at vi skal forstå, at Gud virkelig vil give os lov til det. Evangeliet siger: du skal ikke være bundet til livet for dig selv - og det er: du må have lov til at vente dig alt godt fra Gud, så alt er godt, når det kommer til dig fra Gud.

Evangeliet er ikke andet end nåde; det er at Gud giver os syndere i vor vantro og håbløshed at have os selv og vor tilværelse fra ham, at han gør det forståeligt for os: at i hans ord er livet og dette liv lyser tilværelsen op og gør det godt at være menneske både i liv og i død.