Af Karl Robert Adamsen Tidehverv, 1933, s.129-131 (Rom.8,1-4).

Vi mennesker har mange fornødenheder, mad og drikke, klæder, hus og hjem, det er soleklart, at alt dette er nødvendigt for os, om vi i det hele taget skal leve. Men vi er ogsaa saadan indstillede, at vi ikke har nok i det, men ønsker, ja, kræver noget mere. Foruden det rent legemlige er der ogsaa en anden side af os, der vil tilfredsstilles, vor sjæl eller aand, hvad man vil kalde det. Og det er en kendsgerning, at det, vi mennesker higer mest efter, er at faa en Gud. Vi er af naturen religiøse. Man skal ikke lade sig narre af, at det er et mindretal, der søger kirken og ønsker at høre dens forkyndelse. Man kan finde sin Gud mange andre steder, i naturen, i kunst og videnskab og i politik. Han kan hedde Hitler eller Lenin, bagved ligger det samme: en trang og længsel efter at finde et fast punkt i tilværelsen, noget man kan stole paa og regne med, en magt der vil opfylde vore ønsker og give os, hvad vi inderst inde længes efter.

Men vi sidder jo i en kirke i aften og har vel grund til at formode det om os alle sammen, at vi i ordets egentlige forstand spørger efter Gud. Vi kender det jo alle sammen, at jo ældre vi bliver, desto mere synes vi, at livet kommer i urede for os. Da vi var børn, syntes vi, at tilværelsen var noget fast og bestemt, som vi kunde stole paa, og med godt haab begav os ud i, men nu - er det ikke, som om alt er blevet usikkert og ustadigt? Vi har mærket og set, at der er kræfter, der arbejder i denne verden, forfærdelige kræfter, der vil tilintetgøre og ødelægge livet, og vi sidder magtesløse overfor den ondskab og vildskab, der lurer paa os mennesker. Og værre endnu, vi kan ogsaa opleve dette, at der er forfærdelige kræfter i os selv, der vil tage magten fra os. Derfor er det, vi ser ud efter en, der kan hjælpe os og give os freden og harmonien tilbage i verden og i os selv. Og er det da mulig for os mennesker at finde Gud? Hvis vi vilde spørge, vilde vi finde mange, der svarede os med et vidnesbyrd om deres egen erfaring: jo, det er mulig, jeg søgte og fandt. Jeg kom ud af angsten, ud af raadvildheden, ud af de onde kræfters herredømme. Min fod blev sat paa en klippe, hvor jeg nu kan staa fast, saalænge jeg da selv vil blive paa klippen.

Et saadant vidnesbyrd har megen magt over mennesker, ikke fordi der er særlig mange, der følger den opfordring, der ligger deri; men fordi næsten alle føler, at de burde foretage den omvæltning i deres liv, at ogsaa de burde søge og finde. Og naar de ikke gør det, er det vel nærmest af magelighed; de vil og kan ikke forandre de livsvaner, de har lagt sig til, de vil ikke være afstikkende i de kredse, de kommer i, og de vil ikke indlade sig paa noget, der kan koste aandelig anstrengelse.

Men vi vil stille det spørgsmaal: hvad ligger der i grunden i dette vidnesbyrd. Hvad har et saadant menneske fundet, der vidner om sig selv, at han blev frelst ud af alt det, der ødelægger menneskelivet? Der ligger ganske sikkert det, at han har fundet et fast punkt inde i sig selv, der giver ham trøst og haab og kraft. Dette faste punkt kan have forskellige navne, alt efter det sprog han bruger, eller maaske rettere det sprog man bruger i de kristelige kredse, han færdes i. Men fælles er det, at han vil sige om sig selv, at han ejer et sandt og ægte gudsforhold, som han har erfaret og stadig erfarer i sit indre. Han har før levet et verdsligt liv, hans tanker drejede sig kun om denne verden, og hans interesser var de jordiske og ydre ting. Saa er han blevet vækket op til at se det syndige deri. Han er blevet grebet af længsel efter et højere liv, og han omvender sig, forsager verden og bliver et troende menneske. Han erfarer i sit hjerte, at han har faaet sine synders forladelse og lyst og kraft til at leve et helt nyt liv. Ja, man kan ogsaa sige, at et nyt liv er blevet indplantet i ham, saa han kommer til at leve paa et helt andet plan end før. Hans interesser er blevet andre, han har faaet nye længsler, nye glæder og sorger, ja, selv hans vennekreds er blevet en helt anden, end den var før. Han synes selv, han kan sige med Paulus: det gamle er forbigangent, se alt er blevet nyt. Og nu er han ikke længer raadvild og usikker. Sikkerheden og haabet, alt det har han jo nu i det nye liv. Han ved, Gud er der, for han har selv erfaret ham, han ved, han hører Gud til, for han har selv oplevet, at Gud var ham naadig.

Ja, men er dette da ikke maalet for os alle sammen, er det ikke vores højeste ønske at opnaa noget lignende. Utvivlsomt, men det, det kommer an paa, er ikke om vi kunde ønske os det, men kun paa om det er virkeligt og sandt, eller om det er fantasi og løgn. Og nu kunde det alt sammen være godt og sandt, hvis blot ikke evangeliet var der. Saa kunde vi godt trøste os ved vort gudsforhold, ved vor omvendelse og ved vort nye liv. Men nu lyder evangeliet, og det bliver alt sammen fejet til side som noget, der er uden al betydning, ja, endnu mere, det er som tab og skarn at regne.

Vi mennesker regner altid evangeliet for noget mildt og trøstende, har vi ikke andet, saa har vi altid evangeliet at falde tilbage paa. Og det er selv følgelig rigtigt, at evangeliet kan og vil trøste; men der er det at bemærke, at det trøster først, naar det har faaet rømmet grundigt op, saa det vi mennesker i grunden mest lægger mærke til, er at intet kan kassere og domme som evangeliet. Nu gik jeg der i min lykkelige tro og mente, at alt var vel. Der var i alt fald sket en forandring, ja, en forvandling, og det var jo da en givet ting, at var det mig, der skulde hjælpes eller frelses, saa maatte det da ske i mig og med mig. Og saa kommer evangeliet og taler ord som dem, vi lige læste: det som var loven umuligt, det hvori den var afmægtig ved kødet, det gjorde Gud, Og meningen med disse ord er ikke, som det jeg gerne vil have det, at der er to dele i mig, en kødelig og en aandelig, en lavere og en højere, og det lave i mig kan selvfølgelig ikke gøre noget godt; men naar Gud hjælper mig op til det højere, det aandelige liv, saa gaar det. Nej, det er ikke og har aldrig været meningen; det er det store bedrag, som vi gerne vil narre os selv med. Men ordene betyder, at vi aldrig nogen sinde eller paa nogen maade kan opnaa et gudsforhold ved at gøre noget eller være noget eller blive noget. Det er umuligt, fordi vi er kød. Og alt, hvad der er kød, er Guds fjende og kan aldrig være andet. Og dette skal forstaas helt til bunds. Kødelige gerninger, det er alt, hvad vi gør. Ikke alene vore synder, d.v.s., det som vi kalder for synd, men selv det bedste i os, selv vor højeste moralske og religiøse stræben, selv vor længsel og higen, ja, vor omvendelse, vor tro og vort nye liv, det er alt sammen kød, det er alt sammen af den art, at det falder ind under Guds dom. For det er loven umuligt at bringe os til Gud, og saa længe vi søger selv at gøre noget eller selv at blive noget eller selv at blive forvandlede, saa er det loven, vi holder os til.

Det gjorde Gud. Gud frelste, reddede Paulus. Gud greb ind i Paulus' liv. Hvorfor gjorde Gud det? Ikke ved nogen oplevelse i Paulus' indre, ikke ved noget kristeligt gennembrud, ikke ved nogen pludselig forvandling, nej, det, Gud gjorde, fandt overhovedet ikke sted i Paulus' liv eller hans indre. Det skete udenfor ham. Det, Gud gjorde, var, at han sendte sin søn i syndigt køds lighed og for syndens skyld og saaledes domfældte synden i kødet.

Saa er her da ikke tale om, at vi som frie, selvstændige mennesker, skønt noget mangelfulde og syndige, skal begive os ud for at søge og finde ham. Dette billede af mennesket, at det saadan frit kan vælge at ville have et gudsforhold, er løgn. Nej, her tales om os som mennesker, der er disponeret over, før vor viden og vilje og uanset vor fromhed og vore gerninger. Gud har grebet ind i vort liv. Det gjorde Gud, det vil sige, at han har handlet. Da Jesus Kristus døde og opstod, erklærede Gud os for syndere og intet andet, idet han nemlig saa bort fra alle de muligheder, der kunde være i os. Jesu Kristi død og opstandelse, det er Gud, der af naade forbarmer sig over sine faldne og fortabte børn, det er Gud, der giver os arme sit fadernavn at kalde paa, og naar han gør det ved at gaa ind i dødens angst og fortabelsens helvede, er det, fordi der ingen anden vej var. Vi mennesker kunde ikke bidrage noget som helst til vor egen redning. Derfor ligger vort gudsforhold der, og alt haab for os mennesker ligger i dette, det gjorde Gud, og vi faar aldrig nogen sinde noget gudsforhold eller noget haab inde i os selv. Nej, den gerning gjorde Gud for os og sagde der med, at her spørges der hverken om det ene eller det andet hos os. Ikke fordi vi var saadan eller saadan eller gjorde det og det, men ene og alene paa grund af Guds gerning, da han sendte Kristus, er vi Guds kære børn paany.

Er det da nok. Evangeliet siger, det er nok, vort eget hjerte siger, det er ikke nok. Hvad vil da vort eget hjerte? Jo, det vil det, som kødet altid vil, det som vort fjendskab mod Gud altid driver os til, det vil sige: ja, hvor er det dog sandt, den tale om, hvad Gud har gjort, og det er da ogsaa det eneste, vi mennesker har at sætte vort haab til, og nu skal vi ogsaa rigtig se at tilegne os det, rigtig tro det og rigtig leve paa det. Ikke sandt, saadan siger vort hjerte, og det lyder saa besnærende rigtig. Kristi gerning er, hvad Gud har gjort, saa kommer, hvad vi skal, nemlig tro og tilegne os det. For der maa jo være forskel, nogle tror, og andre tror ikke, altsaa maa og skal der en afgørelse, et valg til fra min side, for at jeg kan sige det af hele mit hjerte: jeg siger ja til Jesus.

Og saa er det hele ikke andet end det gamle lovvæsen igen med lidt kristelig fernis paa. Lovvæsen, det vil jo sige det, at jeg selv ved at gøre det rette og være paa den rette maade, kan stille mig i det rette forhold til Gud. Og nu kan man snakke nok saa meget om Guds naade, naar jeg skal gøre noget af det, naar blot den mindste smule skal lægges hen til mig, saa ender det altid med, at det er mig, der faar æren, at det er mig, der frelser mig selv. Men det er ogsaa det vi vil. Det er opfyldelsen af vore hedeste længsler, at jeg kan blive til noget. Det er religionens hemmelighed, at jeg ved at være religiøs, ved at spørge efter Gud og søge ham finder mig selv og gør mig selv til Gud. Religionens sprog er altid let at kende, fordi alt begynder og ender med jeg. Jeg er troende, jeg har overgivet mig til Gud, jeg har omvendt mig.

Der stod til sidst i teksten noget om forskellen mellem at vandre efter kødet og efter aanden, og som vi sagde før, tænker vi os, at det er modsætningen mellem at gøre alvor af at blive en kristen og saa at leve et almindelig verdsligt liv. Men jeg vil gerne sige det endnu engang saa tydeligt jeg kan, at med al vor anstrengelse og vor alvor for at gøre baade det ene og det andet, ogsaa vor alvor for at tro og omvende os, vandrer vi dog efter kødet.

Nej, at vandre efter aanden er naar Gud ved evangeliet taler til os om en andens gerning for os, saa at det er det eneste, der tales om og spørges efter. Lytter et menneske til evangeliet, kommer alle disse spørgsmaal om mig og mit slet ikke for.

Ja, men du skal da omvende dig. Hvad vil det sige, hvad er det for en omvendelse, som jeg kan faa i stand, nej, Kristus er død og opstanden for mig, det er min omvendelse.

Ja, men du skal da tro. Min tro, den er og bliver aldrig andet end vantro; men evangeliet siger: det gjorde Gud, og det er min tro.

Ja, men du skal da leve et nyt liv. Ak, en sæbe boble med mit nye liv. Nej, der er en, der har elsket Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv, det er mit nye liv.

Den der lytter til evangeliet oplever aldrig, at han bliver troende eller omvendt eller noget andet mærkeligt, han bliver holdt fast ved dette ene, at det gjorde Gud, og andet og mere er der ikke.

Der tales undertiden om at komme til troen, som om der pludselig blev indplantet en ny egenskab i mig, der gjorde mig forskellig fra, hvad jeg var før. Dette er falsk og kødelig tale. Ja, man kunde fristes til at foreslaa, at saa længe der klæber saa mange misforstaaelser ved ordet tro, burde man slet ikke bruge det. Vi har ingen anden tro, end naar Gud gennem prædiken taler evangeliet om sin gerning, saa vi hører det. Derfor gaar vi i kirke. Derfor siger vi det hver gang, vi samles: Herre, jeg er kommet ind i dette dit hus for at høre. Og det at høre er ikke en evne, man gaar rundt med og kan faa opøvet mere og mere. Her er vi alle lige langt eller rettere lige langt borte. Hver gang Gud vil tale evangeliet til os, er vi begyndere, der aldrig har hørt det før, men nu først skal til at lytte. Og hver gang er det Guds gerning ved Helligaanden. -

Karl Robert Adamsen,
Tekst: Rom.8,1-4.