Af N. I. Heje. Tidehverv, 1928, s.67-70.

Prædiken ved Roskildemødet d. 30. Januar 1928.

En Tale om dette Emne bør vel rettelig begynde saaledes. Dette Emne er i Centrum af vor Tids Stræben. Skal Guds Ord anerkendes, maa det blive gennem Kristus, selv de mest kritiske maa indrømme dette. Netop Kristus har vor Tid Sans for, og vi maa ogsaa sige, at det i nogen Maade er lykkedes Menigheden at faa Jesu Skikkelse, Guds Ord netop i hans Fremtræden anerkendt, selv om Æren derfor ikke tilkommer os.

Naar vi ser paa vor hjemlige Kirke, og naar vi fra Kirkens Side ser udover Hedningemarkerne, er det saa ikke, som om Anerkendelse af Kristus væves ind som Islæt i Folkenes Tankegang? Virker ikke netop nu Kristi Personlighed saa mægtigt dragende, at der trods Mishaab tændes Lys i os og om os ved Synet?

Kirken er skrøbelig, og vi er skrøbelige, men over al denne Skrøbelighed lyser den Soles Sol fra Bethlehem, og dens Lys skal sejre. Vi maa huske: vi skal ikke sejre, men vi skal være med i det store Sejrstog, være med i deres Tog, der har kæmpet for Renhed og dog i nogen Maade har sejret personlig og i Samfundet ved hans Hjælp, være med i deres Tog, der saa op til ham som Forbillede, og dannede sig efter dette Forbillede, være med i den lille Flok, der dog engang, det ved vi, skal blive uden Tal; gaa ind ad Perleporten til det ny Jerusalem, syngende Lammets Sang, vi saa mange som blev dragne af hans lysende Herlighed.

Som Barn af min Tid med dens hjemlige Bevægelse og dens Verdensbevægelse forstod jeg, at der var Løftelse i Flokken.

Man søgte at svinge sig op til med Sandhed at bære sin lille Palmegren, og selv om det var besværligt at blive ved med at raabe, gik man dog med og søgte at styrke sig selv og andre, naar det kneb. Det gjorde ikke meget Indtryk, naar det blev sagt, at det var ikke en selv, det kom an paa eller sagt, at det var ikke ham, der havde fuldbragt alt, der svigtede, men en selv. Al denne saa almindelige Trøst synes intet at rumme. Endmindre hjalp det, naar det i vort moderne Kanaans Tungemaal lød: Tag ikke alvorligere og ikke tungere paa det, end han, Evangeliets Fyrste og Konge, har villet, at Du skulde. Husk at vor Tid er i særlig Grad Ungdommens Tid. Vore Fædre og vore Fædres Kirke forstod ikke nær saa godt Ungdommens særlige Krav, derfor mistede deres Kristendom det ungdommelige Præg, derfor kendte de ikke den himmelske Jubel og det saarede Ungdomssinds Hunger efter det glædelige Budskab. Trøst Dig derfor og hæng i, find nye Metoder og nye Veje, lad, naar Hverdagen bliver trykkende, Verdensbevægelsen udvide Din Glædes Horizont, saa at Glæden kan strømme ind i Dig udefra.

Saadan er der levet, og saadan er der talt, men til den, der er ung i Dag, vil jeg sige: Skulde det altsammen ikke slaa til, saa vil jeg ønske for Dig, at Du maatte nærme Dig den vanvittige Forstaaelse, der engang fandt Udtryk i, at der ikke kun paa en almindelig Søndag for ogsaa at faa den Side med, men paa selve den første Søndag i Kirkeaaret, som Overskrift over dette og som Menighedens Bekendelse nu og altid blev bedt: "at vi ikke, som Verden gør, maa forarges paa hans fattige Skikkelse og foragtede Ord." Det er sandt, at disse Ord gør min Aktionsradius lille, men den Dag da vi for Alvor vender vort Blik mod denne tunge Forstaaelse, da aner vi maaske Sandheden om os selv og vor Tid.

Vi har faaet Jesu Skikkelse anerkendt ren og prægtig og ideal, men derved er den, trods al den Virak der ofres den, bleven mere og mere ligegyldiggjort for vor Tids Mennesker.

Vi har udleveret Jesus til at maales med vore Maal. Vi har givet Jesus Lov til at blive stor, ja til at blive størst, fordi det var det største, vi kunde se. Enhver har efter Smag kunnet udstyre ham med sine Idealer, som sin Konge, individualisere ham, gøre ham til sin private Frelser til Hjælp i sit Overmod og sit Nederlag.

Men vi der hævede ham til Skyerne og modtog af ham al den Herlighed og al den Guds Trøst, vi trængte til, som vi selv forud havde udstyret ham med som ideal Personlighed med Frelsens Nøgler i Lommen, vi skal, om vi da rives ud af Selvsuggestionen, en Dag møde vort eget Billede og se, det var os selv, og vi skal ikke kunne vride os fra det Billede af os selv, vi dyrkede, da vi søgte at bilde os selv og andre ind, at vi dyrkede ham. Vi tværede trøstig vore Oplevelser ud, indtil de tilsidst ikke var andet end det, de var, nemlig: Ord. Det var Kristi Virkninger paa os selv, vi forkyndte. Derfor finder vi tilsidst vort eget Billede bag alt.

Sig selv kan intet Menneske løbe fra, thi som Kipling lader Lægen Gilbert sige til den mægtige Hofnar: "Det kommer, det kommer o Broder til Dig, og det gaar for at komme igen". Den kommer, hvis Du standser, og den er Din sikre Løn, den er Selvoptagethedens Sjæl, den Sygdom de gamle kaldte Akedia, som i Sandhed er en Synd til Døden: Lede ved Dig selv.

Jo større og jo prægtigere Jesu Skikkelse bliver for Dig, jo større er Bedraget, jo mere han taler om Dig selv og Din Frelse, jo mindre faar han talt om Gud. Ja naar Du synes at høre ham tale direkte om Din Ophøjelse fra sin Ophøjelse, da taler han kun om Dig selv og ikke om Gud; og Din Forfængelighed og Følelse af, at netop Du kæmper for Gud og skal forsvare Guds Ære, vokser i Dig, samtidig med at Verdens Ros og Verdens Anerkendelse fryder Dig for Guds Æres Skyld. Se blot hvor mange Kristne der logrer, naar Høffding eller en anden udtaler et anerkendende Ord. Hvor let glemmes ikke den Troens Jens Vejmand, naar man ikke netop har Brug for hans fattige Skærv. Eller se hvor de jubler og flokkes, naar en kendt Mand omvender sig. Det styrker Jesu Prestige. Skaber vi ikke Jesus i vor Lignelse og bliver i vor egen Vurdering? Trangen til at faa Jesus anerkendt, Arbejdet for at faa Jesus anerkendt har virket saa opløsende, fordi det alt betyder, at Jesus er bleven en Genstand for noget hos mig og for mit Forhold til Gud, i Stedet for min Vej.

Man glemmer ogsaa, at som historisk Størrelse kan Jesus ikke blive Genstand for Tvivl, men det, Tvivlen drejer sig om, er, om han har noget at sige til mig.

Er det ikke ofte saadan, at som Guds Ord har vi ikke hørt ham. Vi har set ham i almindelig historisk eller bibelhistorisk Belysning, og vi nedkæmper og skjuler derfor "Tvivlen" ved at udpynte ham som et Overideal eller en Overprofet, der baade opmuntrer til Efterfølgelse og ogsaa siges at "knuse", selvom det knuste vokser stærkt til bagefter. Dette er ikke Tro og Tvivl, det er Vrøvl. Vi hjælpes ikke af paa gængs Vis at se hans Herlighed med Korset som Baggrundskulisse. Vi hjælpes ikke af al denne Oppyntning af hans Kors, end mindre ved Betragtning af vort eget Kors, - Korset er det, man bærer uden at tale om det, ellers er det Ord og Forfængelighed.

- Vi hjælpes kun, hvis han er Guds fattige Ord.

Vi bør mindes, at nogle af de frommeste i alt Fald af de religiøst førende paa Jesu Tid, havde svært ved at genkende Jesus i Livets Skikkelse. Loven var for dem Guds Ord, som gjorde Skel mellem retfærdige af Loven og Overtrædere, Toldere og Syndere. De forstod ikke, at den, der skal bevares for sit eget Selvs Bedrag, maa blive i Elendigheden, i Ringheden. De forstod derfor ikke, at skulde der komme et Guds Ord, da kunde det ikke være større end den ringeste blandt Mennesker i Menneskers øjne.

Valget stod den Gang mellem Herlighed, Messias, Riget og Ringheden, og Jesus valgte Ringheden. Den var Vejen, for at hele Menneskeheden skulde komme ud i Strafskyldigheden for Gud og vandre Strafskyldighedens Vej.

Hvis meget af vor Tids Forkyndelse har Ret, er Ringheden ikke Vejen mere.

Jesus valgte Ringheden og tvang Mennesker til at vælge Ringheden, og i dette var Væksten skjult, dette var Vejen. Guds Ord tvinger altid, men det bruger ikke Magt, har ingen Midler til Raadighed. Den der hører det han hører Tale om Valg. Resultaterne er det ikke vor Sag at melde Gud om, men vor Melding om vor Tilstand, naar vi hører Tale om Valg, maa altid blive en Melding om Død. Guds Ord frister os ikke til at tale om Herlighed og bestyrke os selv ved den. Vor Beskrivelse af vort Forhold til Gud, vore Udtryk, vore Oplevelser, vore Sejre, Guds Dragelse er jo ikke i sig selv noget, men hvis alt dette er noget, da er det altsammen vor Vej, vore øjeblikke, vort Nu, der skifter og skifter og kan være Redskab for Gud. Bliver alt det, vi staar i, naar vi har hørt Ordet, ikke noget stadigt levende, noget nærværende, da er det intet værd, men kun en Refleks i mit Selv.

Grebet af Jesus maa betyde Vandring. Hvis Jesus har en Gerning at gøre, da er det denne at stille Mennesker i Valget, han valgte selv Gud, var det levende Valg. Gennem Jesu Liv fik Gud Udtryk iblandt os, ved at Valget stilles aabenlyst frem. Jesus var selv intet, Lydighed mod Gud stod for ham over alt. Jesus kan derfor ikke i nogen Henseende beundres; ikke for Klogskab, ikke for Dyder, langt mindre for Egenskaber, som kun er fine Løgne, vi hænger paa hinanden for at dyrke hinanden, for at dyrke vor Forfængelighed.

Jesus var redelig overfor Gud og saa ikke mere. Der er intet hos ham at tale om, intet at beundre. Jesus udtrykte Valget i sit Liv og ikke mere. Jesus regnede med Gud og var lydig overfor Gud. Derfor kan vi ikke efterfølge ham ved at beskue ham, beundre ham og efterligne ham, men vi kan stille os ind under Valget og blive staaende der, lære at lytte, lære at regne med Gud. Vi er skilt fra den ydre Efterfølgelse ved et Svælg. Men eet kan vi gøre, vi kan lade hans Liv tale til os i Ringhed.

Saa staar vi da der, hvor jeg tror, vor Slægt maa staa for at blive ramt, for at blive rodfæstet igen. Vi staar der, hvor vi kan ane, at "dette er min Trøst i Elendighed, thi Dit Ord har holdt mig i Live." Trykket ligger ikke paa min eller paa mig, saadan vil vi helst lægge det, men Trykket ligger paa Tilstanden: Elendighed og paa Trøsten: Dit Ord. Ordet blev, da Jesus kom, eet med Elendigheden. Det var ikke længer et Ord fra oven, men Ordet var bleven Liv i Elendigheden, i Ringheden: Han døde for mig paa Golgatha.

Det var ikke det i Menneskers øjne fornemme, der for mig kom til at betyde noget i Livet, men derimod det fattige, det i Mørke og Ringhed svøbte, det i Menneskers øjne kæmpende og søgende, det fra Gud og til Gud i Raadløshed bundne. Saadan blev det virkelig ogsaa for mig i Livet.

Naar vi derfor med Apostlen siger, vi saa hans Herlighed, da tænker vi paa, at vi har mødt den, der kunde tro paa Kærlighedens Vej. Offentlig var han stemplet som Forbryder, men for Apostlene havde han Herlighed, og den bestod i, at i ham havde de truffet det Liv, der ikke rokkes, og dette Liv kunde de gaa til, naar Mismod, Bitterhed og Haabløshed kom til dem, som den kommer til os alle, og der kunde de lære deres Lektie, lære Kærlighedens Gerninger at kende; lære at kende Tilgivelsen, som ikke er noget at lægge sig til Hvile paa, men som er en stadig Begyndelse, er en Grundvold at bygge paa, en Opfordring, til ikke at give op, men gaa ind i Livet, for at lære Kærlighedens Glæde og Livets Lykke at kende paa Vejen i Elendigheden. Vi maa lære ikke at ophøje os, men at forstaa, at skal Jesus tale til os, da maa han tale i Elendigheden.

Evangeliet er Jesu fattige Skikkelse, det foragtede Ord.

Jesus tog Livet op i det fortabtes Verden, der blev hans Kors staaende, - det Kors, der taler om, at vi flygter fra ham, forbitres over hans Vilje til Gud og hans Lydighed mod Gud.

Korset staar paa Golgatha, og der bliver det staaende og taler om den Vej, Jesus valgte trods alle Tilbud, taler om at for et Menneske staar Valget ikke mellem Gud og dette eller hint paa Jorden, ikke engang mellem Gud og mit eget jordiske Liv, men mellem Gud og mig selv. Jeg maa vælge Gud eller mig selv. Det er et Valg, der hviler over hele Livet, derfor maa Jesus tale i vor Hverdag. Det er kun en Begyndelse, at han een Gang har grebet mig.

Vi maa lade ham tale under alle Forhold. Vi maa ogsaa lade ham tale derved, at vi fornægter ham. Vi maa lade ham tvinge os, saa at vi ikke prøver paa at yde noget selv, ikke ad Askesens Genvej, ikke ad Syndsforladelsens Genvej. Nej, vi skal klynge os til ham, ved at bekende vor Fornægtelse.

Spørgsmaalet er, om Jesus skal bruges som Motiv eller hans Kors skal staa for os, stadig talende om en, der regnede med Gud og kun med Gud.

Hvis Jesus skal bruges som Motiv, som Forbillede, da betyder det, at jeg ogsaa skal hjælpes til at følge ham i det ydre, hjælpes til at naa Resultater, jeg selv kan se, men da maa han være en forklædt himmelsk Hjælper.

Hvis Jesus derimod er Ordet fra Gud, da er det ikke min egen Vilje, det gælder, da er Jesus ikke "Forbillede" eller Motiv for mig, men han er den, der ved Gud skaber Vilje i mig til at vælge Gud. En ny Vilje, der ikke bliver til noget, ikke gør mig til noget, men langsomt, hvis den da faar Lov at virke, opløser Selvet til Tjeneste.

Hvis vi virkelig tiltales af Ordet, virker det opløsende i vort Forhold til os selv. Ordet vil ikke bruges som Motiv, det vil tvinge.

Saa taler Ordet da ikke til os om direkte Efterfølgelse i det ydre, som en Efterligning, der kun kan ende med Fald og Nederlag. Den Efterfølgelse giver Gud ikke Styrke til, fordi han ikke vil styrke vort jeg, men vil nedbryde det, nagle det til Korset. - Skyldbrevet maa ikke opfattes som noget udenfor mig selv. - Efterfølgelsen af Jesus er aldrig Præstation, men dens Væsen er, naar den er ægte, en Dragelse, Trang, en Nødvendighed, der paahviler mig. En Nødvendighed forstaaet ikke som et ydre Tryk eller en himmelsk Aabenbaring, men som en ubetinget Nøden, fordi Jesus staar for mig som den, der regner med Gud, og taler sandt om mit Liv. (Joh.4,29 ff).

At høre Jesus som Guds Ord er at komme under Tvang som den enkelte, hvilket driver mig ind i Anerkendelse af et Fællesskab. Kun som Del af den kæmpende og lidende Slægt kan jeg leve, jeg lever kun, naar jeg indgaar i Processen, aldrig naar jeg vil holde mig udenfor. Heri er Ordets sociale og kristelige Program udtrykt. Det vil f. Eks. rent praktisk taget sige, at jeg tvinges henimod ikke at arbejde for Vindings Skyld, men for Livets Skyld. Livet er, saa smaat det end maatte blive, i Ringheden i sig selv glædeligt og værd at takke for, uanset det Kvantum det giver. Vor Efterfølgelse maa blive Guds Værk, Resultaterne skjult i Gud. Møjen, Dommen, Valget er vort stadige Eje, det vi tvinges ind i.

San kan Evangeliet da aldrig virke i os ved Herlighed. Jesus kan ikke være Vejen i Herlighed, men for at kunne blive paa Vejen, maa vi blive i vor Elendighed, i Ringheden. Vi maa blive i den for ikke at fristes til Oprør overfor Livet; vi maa blive i den for at kunne følge Jesus efter; vi maa blive i den for ikke at tage Forargelse af hans fattige Skikkelse og foragtede Ord ved manglende Evne til at forstaa ham, ved Hovmod og Forfængelighed.

Kun i Muldet møder jeg ham, kun ved at blive Jorden tro holder jeg mig til ham, kun i min Elendighed og Ringhed hører jeg Ordet, Kristus som Guds Ord. Er dette ikke Evangelium? Dette er min Trøst i min Elendighed, thi Dit Ord har holdt mig i Live.

Hvor langt er vi og vor Slægt ikke fra Muldet, fra Ordet og fra Gud.