Af N. I. Heje. Tidehverv, 1929, s.153-155.

Prædiken holdt i Vridsløselille Fængselskirke.

Naar jeg trods opfordring saa længe har tøvet med at offentliggøre denne prædiken for derved at slaa de rygter, der gik om den, ned, ligger det i, at den i særlig grad var bestemt for fængselskirken, bestemt blandt andet udfra samtaler med mennesker, der i julen i fjor sad her i straffeanstalten, og som blandt andet havde kritiseret en tidligere juleaftensprædiken af mig som værende ubehagelig sentimental.

Julen er kommen - og med den juletravlheden, julepynten, julevelgørenheden, julekirkegangen, kort sagt alt det, der, hvis det skal sættes i forbindelse med kristendom, bedst kan betegnes som hele julesvindlen.

Den mand herinde, der vilde tale til mig om juleløgn og julehykleri fra kirkens side, kan og vil jeg ikke stoppe munden paa, selv om jeg lidt mindre højtideligt hellere vilde bruge ordet julepjat, ikke mindst ved tanken paa de julehefter, der i aar er udgivet af bevægelser i forbindelse med den indre mission, der dog engang var en forholdsvis alvorlig bevægelse.

Alt den slags maa man selvfølgelig, vil mange mene, ikke tale om juleaften. Fredens aften er fredens aften. Jeg misunder heller ikke den sjældne kirkegæst den aar lige kirkegang, eller undervurderer betydningen af, at folk dog een gang om aaret søger lidt tilbage til den lykkelige barndom, og søger at styrke sig ved nogle gode tanker- og stemninger. Derfor skal jeg heller ikke trætte Dem med længere tale om disse ting, men kun røre ved en enkelt ting, der særlig angaar os her i kirken. Nævne den som noget, der skræmmer mig bort fra den alm. julesmaus, selvom den er aldrig saa velment. Jeg tænker ikke her paa dette, at fængsels julen undertiden benyttes som reklame, især journalisten, der tjener en skilling til jul, under jeg gerne fortjenesten; jeg tænker heller ikke paa den opbyggelige reklame, der af præster og andre er dreven med julen i fængslet ved smaa rørende træk om fangens jul, men jeg tænker paa den mangel paa respekt for menneskers følelser og tanker, der, naar det gælder kristendom, vises ogsaa af fængselspræster i den bedste hensigt af verden. En norsk fængselspræst, der nu er biskop, har sagt og skrevet, at juleaften skulde en fængselspræst blot sørge for, at følelserne fik frit løb. Som en udtrykte sig: "Ja, juleaften skal de mænd, der sidder i fængsel, egentlig kun have lov til at græde over deres mor." Det tænker jeg nu, de, der har brug for at gøre det, gør bedst uden præstens præk, gør alvorligere selv. Det er dog ikke præstens sag at blande sig i det, og gør præsten det, dia er han paa gale veje, da spiller han paa menneskers bedste følelser til sin egen fornøjelse, selv om det er gjort i bedste hensigt. Naar præsterne bliver ved aar efter aar, da er det, fordi de overfladiske og let rørte tilhørere takker dem, og præsterne derved bliver saa glade for deres egen succes, at de sporer Guds førelse i denne.

Men jeg véd af erfaring, at mange af de tilhørere, der tænkte sig om bagefter, tænkte over præstens rørende tale, ofte juleaften sad bitre i celleensomheden, bitre over at have ladet sig rive med af stemningen, og andet fik de ikke ud af juleaften. Julesvindel er der nok af. Vi præster behøver ikke at gaa i spidsen juleaften.

Julesvindlen virker nedbrydende, selv om den ikke opdages. Den skjuler livets alvor bag overfladiske følelsers taage, den skjuler det budskab fra Gud, julen har at bringe mænd:, hvis den da har noget budskab.

Vi maa, enten vi tror, eller vi ikke tror, holde kristendom og jul adskilte, og vi maa lade os nøje med ordet ogsaa i julen, selvom det skulde gaa lidt udover det, vi almindelig kalder julestemningen. Det er altsaa min pligt at lade ordet tale, ikke som om jeg stod overfor en flok sentimentale sjæle, hvis følelser jeg skulde ramme, men som en forkyndelse for mig selv og alle, der skal leve livet i det daglige.

Er det ikke gaaet mange af os saadan, at vi maatte sige til os selv, hvor er dog alt det med Jesus og hans ord uendeligt interesseløst for dig, hvad angaar det dig? Men netop, naar vi saa ligegyldigt lod det ligge, vendte det tilbage ag begyndte at tale til os, stod udenfor og bankede paa. Stod maaske som en tilskuer, maaske som noget næsten generende ligegyldigt, men stod der dog. Til andre tider kunde det maaske være generende nok, næsten som fortidslevn, der vilde snakke med, som moralsk snak fra barndommen, og dog stædigere end de værste tvangstanker. Gik man saa lidt i lag med Jesu ord, ja saa paastod de, at de havde liv, naar de blot blev forstaaet paa rette maade og blev staaende.

Naar de derimod blev "prædiket" mistede de deres indflydelse. Jo mere prædikanten talte om Jesu ideelle skikkelse og om hans ord, og forsikrede, at det var gode og sande ord, ja, sandheden selv, jo bedre og jo sikrere det blev forsikret, at dette budskab var, jo ligegyldigere blev det, men glemt blev det aldrig af dem, der blot havde hørt det een gang. Trods al ligegyldighed hang de stædigt ved, uden at kunne afvises som tvangstanker.

Hvad skal vi da sige om dette budskab om Jesus? Føret dette: Det vil ikke lade sig bruge af os, hverken til at indrette vort liv efter eller som selvfølgeligheder : som noget, der kan siges om os, naar vi blot f aar det rette forhold til det, nej, det eneste forhold, hvori vi kan staa til det, er at vi lader det tale til os, som ordet fra Gud. Lader Jesus selv tale som Guds frelses ord. Om dette taler juleaften, hvis den taler om noget.

Det er ikke problemet fader, moder og børn eller døden og livet, julens budskab taler om, men det er om Gud og menneske, strengest taget om Guds frelse. Uden filosofiske overvejelser uden forklaringer af nogen art siges det jævnt og ligeud: Dette vil Gud. Vil du tage imod det? Vil du prøve at lyde det? Her er til syvende og sidst ikke tale om andet end din personlige stilling til budet om kærlighed til - næsten, saadan som Jesu liv udtrykte det.

En af vore digtere, I. P. Jacobsen, slutter en bog, der indeholder en ret kraftig kritik af kirke og kristendom med de ord: "og saa døde han da døden, den vanskelige død". Kraftigere og mere frugtbart havde det været, om bogen havde sigtet mod denne slutning: og saa levede han livet, det vanskelige liv. Saa havde protesten været en protest mod Gud, medens den nu kun er en protest mod kirken, der i denne forbindelse er det ligegyldigste af alt ligegyldigt paa jorden. Kirker er der nok af, religionssamfund er der nok af, mennesker, der vil trøstes paa vildfarelsens vej, er der nok af, saa længe der er nogen, der vil slaa mønt af at tale til mennesker om dem selv, om deres guder, om deres forhaabninger, men alt dette er for livets skyld ligegyldigt.

Saafremt Jesus kun fremstilles som en religionsstifter til at staa i spidsen for en kirke, saafremt kristendommen kun fremtræder som en religion mellem religionerne, saa tales der kun om menneskelivet, og om die guder eller den gud mennesker skaber i deres billede, og om hvorledes menneskers gud kan hjælpe dem til at blive til noget, ved at de angrer og fortryder og mange andre ting. Dette har ingen betydning kristeligt set. Gøre ting, som er forkerte og fortryde det, kan de, der er anlagt for det, lære. Blive stolte og hovmodige og søge at hævde sig selv ved at erklære intet at ville fortryde, kan mennesker, der har anlæg for det, lære. Tage en eller anden religion til hjælp, naar vi ikke kan klare den længere, kan mange med lidt præstelig betjening lære. Alt dette var Jesus imod.

Men leve livet sandt og ærligt med sin næste for Gud blev intet menneske givet, og derfor er et menneskes liv, som det er, haabløst. Dette forstod Jesus, og udfra denne forstaaelse talte han, talte om mennesket og forkyndte Gud, der vil frelse mennesker. Dette er sandheden. Guds frelse var indholdet af hans liv fra Bethlehem til Golgata. Han ønskede ikke at faa mennesker til at løbe efter sig, som en anden mirakelmand, han ønskede ikke at røre mennesker og faa dem til at græde over sig selv, og deres spildte chancer, men han ønskede at faa dem til at se forholdet til - næsten og ønskede at forkynde den Gud, dier frelser.

Taler han til mig eller taler han ikke? Det er spørgsmaalet juleaften og hver dag i aaret. Taler han sandt om mit forhold til min næste, om hvad jeg har gjort, hvad jeg har tænkt, hvad jeg har talt. Taler han om Gud, saa maa jeg høre, naar jeg besinder mig paa hans liv, og ikke straks affærdiger hans ord med rimelige undskyldninger. Jesu liv er talen om frelse.

Og skulde jeg i aften finde et udtryk for, hvad frelse er, da vilde jeg sige det med profeten Jeremias' ord: jeg kender de tanker, jeg tænker om eder, siger Herren, tanker til fred og ikke tanker til ulykke, at give eder fremtid og give eder haab.

Frelse er ikke noget, vi skal opleve, men noget, der skal gives os, noget, vi skal tro. Vi er og bliver det, vi skal frelses fra, vi er og bliver onde, men frelsestankerne skal komme over vort liv, saa vi tør leve. Frelse er ikke noget, der skal bevises i os og af os, men det er noget, der siges om os og siges til os i vor haabløshed, noget, der siges af Gud. Vi skal egentlig ikke frelses fra noget, men vi skal - frelses, vi skal faa fremtid og haab. Fremtiden og haabet er der sørget for, det skal vi lide paa. Det skal være bestemmende for vort liv, til det skal vi se hen og frø det se tilbage.

Og ud fra denne forstaaelse er det, at profeten taler til folket om deres synder. I hor og løgn og ondskab har de levet, de falske profeter har de fulgt, og de har dyrket mammon og afguderne, onde har de været ved deres næste, ting har de gjort overfor deres nærmeste, man ikke kan tale om, derfor kom straffen over dem, de blev et landflygtigt folk, men hvis de nu vil holde ud i landflygtigheden og tro Gud, da skal de igen komme hjem: Thi jeg kender de tanker, jeg tænker om eder, siger Herren, tanker til fred og ikke tanker til ulykke, at give eder fremtid og give eder haab.

Den fremtid og det haab, Gud vil give, kræver lydig udholdenhed i haabet, som er det, vi har at leve for. Naar Gud vil give fremtid og haab, fordi vi ikke ejer det, ja da forstaar vi deraf, at det vi ejer, er intet værd, at det er dømt. Det er, som der fra haabet kastes et lys tilbage over vor nutid der blotter forvirringen og hjælpeløsheden, og fra nutiden glider lyset videre tilbage over fortiden og viser, at der var det mindst ligesaa galt. Det, at Gud lover os fremtids og haab, fælder dommen over alt, hvad vi levede, og lyder i vore øren som en tale om pligt, en tale om alt det, vi forsømte overfor alt og alle.

Guds tale om fremtid maner til opgør, det vil ikke sige til graad og fortrydelse som mennesker forstaar det, for at vi kan tage os sammen og gøre det bedre, men til forstaaelse af, at vi maa se os selv i det lys, som kastes over vort liv, hvis der virkelig er haab for det. Der staar i en salme: "Angers graad kan ej udslette syndernes mangfoldighed", men det, at Gud lover os fremtid og haab, lover os frelse, det betyder samtidig forladelse. Forladelsen er ikke en betingelse for frelse, men den er en følge af frelsen. Set i lyset af Guds fremtid er alt, hvad vi levede, og alt, hvad vi synes, vi led, dømt, tilligemed vor godhed, alle vore gode gerninger, men vi skal frelses sammen med vor næste.

Gud har kun een vej til at kalde os og drage os, og det er at skænke os haab, der ikke er haab om, at det skal gaa os særlig godt, eller, at vi skal blive til noget, men haabet er en befaling om at leve for Guds fremtid og Guds haab. Os er i dag en frelser født, en mand, der levede for Gud, og regnede med Guds tilværelse og vilde, at vi skulde gøre det samme i vor forvirring og haabløshed og elendighed.

I, som tunge stier træde,
Stands og hør:
Her er dør
Til den sande glæde,
Og i huset inden døre
Trøstes ved
Slig en fred,
Ingen sorg tør røre!
Er I fattige og arme,
Ind kun stig,
Han er rig
Og har hjertevarme!
Fyldt af forraad er hans lade,
Og han huld
Skifter guld,
Som gør hjerter glade!