Af N. I. Heje. Tidehverv, 1932, s.93-94.

16. Søndag efter Helligtrefoldighedsfest 1931.

Fader i himlen, vi bekender for dig, at vi ikke har tro, og ikke forstaar din tale om liv og død, men vi beder dig, at du stadig vil tale til os om liv og død, at vi maa leve livet og dø den død, vi er dig skyldige.

Hvem kan forstaa en enkes sorg over sin eneste søn uden netop enken, der har sorgen. Mer er der ikke at sige om det. Hvorfor Jesus opvakte enkens søn ved vi ikke, men vi ved een ting, at den søn, som blev opvakt, døde igen; han blev kun givet tilbage til dette dødelige liv, og derfor siger denne fortælling intet om Jesu magt over døden, som den død, vi alle skal dø. Der var ingen sejr over døden i Jesu opvækkelse af enkens søn. Dødens bytte var og blev han. Jesus viste ikke, at han kunde besejre døden, men han gav ham til hans moder en tid endnu. Dette er indholdet af fortællingen, og det kan der egentlig ikke siges mere om.

Derfor er det ikke rigtigt, naar der udfra denne tekst tales om, at Jesus er den, der besejrer døden og giver liv. Jesus gav ham kun til dette dødens liv, som Jesus selv levede til døden uden at fornægte det; og den der siger andet, han siger det, han har lyst til skulde staa der, men han siger ikke det, der staar. Den der siger andet han gør i fantasien dette dødelige liv til et evigt liv. Han gør først Jesus udødelig; men Jesus døde paa korset. Og han gør dernæst enkens søn og sig selv udødelige; men sandheden er døden.

Der vilde være betydelig mindre løgn til i verden overfor døden, hvis mennesker vilde forstaa, at det et svig og bedrag at ville slippe udenom døden, saalænge vi ikke har andet i vente end døden; og saa er det iøvrigt ligegyldigt paa hvad maade, man søger udenom døden. De fromme slipper udenom døden ved hjælp af det saakaldte evige liv, ved hjælp af sjælens udødelighed, som de siger. De, der nægter religionen, slipper udenom døden ved at sige: vi maa gaa døden i møde, vi maa finde os i døden, vi maa vænne os til døden saadan, at vi ikke lader os genere af den.

Nogle beskæftiger sig virkelig med tanken om døden og tvinger den paa plads, andre, og det er maaske de fleste, lader døden komme til sin tid og behøver ikke at ofre den nogen tanke; men fælles for alle religiøse og irreligiøse bliver det, at de hver paa deres vis viser døden fra sig, og paa hvad maade man gør det, er dog mindre vigtigt i forhold til selve det faktum, at man gør det. Skal man tale sandt om livet og døden, da maa man blive staaende ved dette liv, vi har her og nu, og man maa forstaa, at dette livs ende er døden, og intet andet end døden. Og skal man forstaa Jesu tale, da maa man forstaa, at han levede dette liv, der ender med døden, igennem til døden, selvom han levede det i tillid til en fader i himlen. Han snød sig ikke fra livet og han gik ind under angsten for døden, den angst for døden som sprang ud af hans liv, og fik sit sidste hjemsted i Getsemane have. Skulde man sige det saa sandfærdigt som muligt, saa maa det siges, at Jesu liv ikke er en aabenbaring af noget evigt liv, men er en aabenbaring af angsten for døden. Og denne angst søgte han ikke at lyve sig fra ved at trøste sig med Gud og religion, og denne angst søgte han ikke at undgaa ved at gaa udenom Gud. Han vidste, at baade det at trøste sig ved Gud, og det at stive sig af i det menneskelige, er en fornægtelse af Gud, er en flugt fra Gud. Men for Jesus stod Gud fast, og derfor kunde han ikke unddrage sig Gud, hverken ved religionens hjælp, ved overmenneskelig hjælp eller ved at gøre sig haard i sin menneskelighed eller resignere i sin menneskelighed. Han kunde ikke komme udenom livet, og derfor maatte han ogsaa gennem angsten for døden. Han kunde ikke lyve sig fra, at Gud krævede livet af ham, og derfor kunde han heller ikke lyve sig fra døden, hverken ved trøst eller ved at trodse sig igennem, det vil sige, trøste sig med sig selv. Gud krævede det til døden indviede liv og dette livs ende er død og intet andet. Han kendte ikke bønnen om det evige liv, han kendte kun til bønnen: ske din vilje, der for Jesus ikke rummede nogen form for resignation.

Hvad man saa end vil sige om Jesus, saa stod han med begge ben i dette liv og levede for at gøre godt i dette liv. Han talte ikke om dette liv og saa evigheden bagefter, men den evighed han talte om var Guds evighed i dette liv. Dette er ogsaa meningen, naar det siges i johannesevangeliet, at dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud og den du udsendte, Jesus Kristus. Det er her det foregaar, hvis der i det hele taget foregaar noget, men kirken bliver altid religiøs og snakker religionen efter munden. Den ender altid med at dyrke skabningen i stedet for skaberen. Hvis Jesu opvækkelse af enkens søn bliver opfattet som andet end en almindelig kærlighedsgerning, da falder den ind under den dom, Jesus fældede, da han sagde, at denne onde og vantro slægt begærer tegn. Der gives nemlig ingen andre beviser for Gud end ordet, og det er ikke noget bevis. Jesus har ikke i vantro villet give mennesker noget bevis for Gud. Den tro, mennesker kommer til gennem underne, naar de forlanger dem som bevis, er nemlig ikke troen paa Gud, men troen paa dem selv og deres egen redning; men mennesker skal ikke under nogen form have troen paa deres redning, saa ender de i selvdyrkelse og vantro, i fanatisme og overtro, der, hvor al menneskelig religion ender. Efter Jesu ord skal mennesket tage ansvaret for sit liv og dø døden, ja mennesket skal ikke slippe for dødsangsten, netop fordi det liv, som det lever, skal gaa til grunde; men det skal høre ordet om, at livet og døden er Guds vilje. Det skal høre ordet om, at saasandt livet er forbrudt, saasandt lever Gud. At ville redde sig ved hjælp af Gud er gudsfornægtelse, at ville klare sig uden Gud er blot en anden form for gudsfornægtelse. Den eneste form for gudstro, der ikke ender blindt, er at høre Guds ord i vantro og tage ansvaret op. Saa faar mennesket en forfærdelig frihed, vil man sige; ja det faar en frihed, men saasandt det hører ordet, er det en frihed, der bestaar i ansvaret for sin næste, den eneste frihed, Jesus kendte. Den frihed, hvoraf hans undergerninger udsprang, den frihed, der gjorde, at han gik rundt og gjorde vel i dette liv, ikke for at bevise Guds eksistens, men for at gøre Guds vilje.

Hvis enken den dag gav sig til at tro paa Gud, fordi hendes søn var givet hende tilbage, da har hun ikke forstaaet Jesus, da har Jesu velgerning ført hende bort fra ordet om Gud; men hvis hun kun har glædet sig og taget livet op for sønnen, ja da har gerningen haft den følge den skulde, nemlig at hun skulde glemme bekymringerne for at leve livet. Thi Jesus vilde ikke, at enken skulde faa tro paa Gud eller evigt liv at trøste sig med, saa sønnen lettere kunde tages fra hende en anden gang; saa vilde hun jo kun tænke paa sig selv og sin egen redning og ikke paa sønnen; men Jesus vilde det, som han altid vilde, at enken skulde bedre lære ansvaret at kende, ansvaret for livet og sin egen død. Heller ikke dette kunde han sige hende ved underet, men han kunde give hende muligheden og den fik hun. Den mulighed for at leve og dø, der har Guds velsignelse. Ja saadan forkyndte Jesus Gud den dag, og saadan forkynder han Gud for os. Vi kan aldrig naa til at forkynde Gud uden gennem ordet, vi kan aldrig faa mere end den mulighed, enken fik for at leve med sønnen. Muligheden for livet og døden er givet os, og den skal vi modtage. Den skal vi gøre alvor af, saa vi lever for livet og ikke for evigheden og for Gud. Den skal vi gøre saa meget ud af, at vi fortvivler uden den mening, det giver i livet, at Gud lever, og vi skal leve for dette liv fra den Gud, vi ikke kender. Saa er vi da kun dødelige og kan kun elske dette dødelige liv, og hvis vi søger at elske andet, bedrager vi os selv, løser os fra livet, løser os fra ansvaret, løser os fra Gud. Vi kan ikke tale om Gud og om døden uden at lyve, men vi kan lære at finde os i Guds tale og ikke lyve os fra liv og død.