Af N. I. Heje. Tidehverv, 1933, s.97-98.

Esajaskirken.

Fader i himlen, vi bekender for dig, at det som tales til os, angaar os ikke. Det er, som faar vi aldrig fat paa det, og dog er der noget, vi ikke har lov at lægge til side. Vi beder dig, at der altid maa tales til os.

Egentlig havde jeg tænkt at kravle lidt højt op i dag for ligesom at faa et lille overblik over, hvor vi egentlig staar, for atter at sige det, som nødvendigvis stadig maa siges: at vi ingen brug har for det, vi møder i kirken; at vi indenfor kirken ingenting har at skulle have sagt i øjeblikket, som angaar nogen; at vi er kørt uhjælpeligt fast, ja kørt saa fast, at der ikke engang er noget at opponere imod, saa ligegyldigt er det hele blevet. Det er jo bogstaveligt talt saadan, at alt er slut. Der mangler i den grad alvor og holdning, at enhver opposition indenfor kirken som opposition betragtet har mistet sin mening. Der er intet at polemisere imod. Kirken forsøger kun at opretholde livet ved skiftevis at suge op og spytte ud, hvad den tilfældigvis støder paa, alt eftersom den finder det belejligt eller ej. Den er som en flydende gople, der, fordi den ikke lever for livets skyld, ikke engang har goplens ret til livet. Den har forsøgt sig i denne verdens konkurrence, og den maa dele skæbne med alle de bevægelser, der først og fremmest lægger an paa masserne. Den har søgt at blive et fristed i verden, som man kunde tilbyde plads i. Den gik ind i den almindelige konkurrence mellem dem, der ønsker at skabe et idealliv for mennesker, og i denne konkurrence havde den ikke noget at gøre. Den skulde forkynde, at mennesket lever for mennesket, og i stedet for har den forsøgt at give sig ud for vejen til det ideale samfund, ja for i det smaa at være det ideale samfund, og har glemt mennesket for det idealliv, den vilde skabe for mennesket. Kirken gik i den herres tjeneste, der elsker menneskets religion - det religiøse menneske - nemlig fandens, i hans tjeneste, som ved bedre end nogen anden, at al religion, enten den kalder sig kristendom, bolschevisme eller nazisme, gør mennesket til et blodtørstigt, vildt og begærligt dyr under mer eller mindre fromme former. Som fristed i denne verden maatte kirken nødvendigvis tabe slaget, og har tabt det. Evangeliet, enten vi har noget forhold til det eller ej, taler ikke om fristed for mennesker. De mennesker, som Jesus efter Lukas' opstilling taler til om glæden over den ene synder, var jo netop mennesker, som i kirken havde fundet et fristed for sig selv, havde fundet en retfærdighed, som de levede af. I kirken bliver der glæde over hver retfærdig, der slutter sig til, men iblandt Guds engle er det noget andet. Det er den korte mening af ordene. Lukas fremstiller Jesus som staaende mellem de knurrende retfærdige, og til dem fortæller han de to lignelser. Lignelserne i sig selv betyder ikke noget, dem skal vi ikke udlægge, de er kun to træk fra livet, hvormed han skarpt siger sin mening: I har fundet et fristed, men det, det drejer sig om, er ikke dette at finde noget at falde til ro paa, men det er dette, at komme til at staa overfor Gud altid, som den der selv ingen frihed og ingen ret har. Med en synder mener Jesus et menneske, der aldrig kan blive fri for Guds tilgivelse, en til hvem der altid tales om tilgivelse og ikke om noget andet. En synder, der omvender sig, er et menneske, der bliver tvunget til stadig at høre denne tale om tilgivelse, og derved altid er nødt til at høre om noget, der kaldes Guds vilje. Mennesket skal leve under Guds tilgivelse, ikke for at faa bragt et forsvar i stand og blive reddet i egen bevidsthed, men for at leve med ansvaret for sit liv. Der er intet menneske, der kan komme til at føle sig som reddet. Alt hvad et menneske end gør er galt, men hvad mennesket gør, maa gøres under tilgivelsens ansvar overfor ethvert andet menneske. Det er et menneskes eneste mulighed for liv med andre at komme til at staa alene overfor Guds tilgivelse. Derfor har mennesket ingen mulighed for retfærdiggørelse overfor sig selv eller andre: Ethvert forsøg paa at gøre regnskabet op vil altid ende i et forsøg paa retfærdiggørelse. Jeg kan aldrig gøre op med noget andet menneske, fordi jeg ikke er herre over andres liv.

Skal jeg leve kan det aldrig blive som tilskuer i livet, saa lever jeg ikke, men optræder kun paa scenen. Derfor kan der intet ske med mennesket, og intet skal ske med os, som giver os nogen bevidsthed om sikkerhed eller frihed. Mennesket maa leve under tilgivelsens ansvar overfor Gud, siger vi, nej saa højt kan vi ikke svinge os, thi ingen af os har set Gud. I det øjeblik, vi paa den maade bliver dus med Gud, er Gud atter borte. Nej vi har kun ordets tale til os om ansvar for livet, dette ene liv uden ansvar og uden frihed. Saaledes er der ingen undskyldning for mennesket for nogen af dets handlinger. Hos Gud kan vi ikke redde os. Overfor mennesker maa vi altid staa magtesløse, men i denne magtesløshed taler Gud til os gennem ordet. Mennesket er henvist til mennesket, men ordet siger, at Gud søger mennesket altid med sin tilgivelse og ikke paa nogen anden maade. Dette er Guds naade, at Gud søger mennesket med sin tilgivelse altid, ikke for at stille mennesket frit og give mig indtryk af, at jeg er paa den rette side, men for at jeg skal kende mit ansvar for mit liv, og lære at leve for dette livs skyld. Guds naade er derfor ikke noget jeg kan eje og slaa mig til ro med; ikke noget jeg kan stille mig betragtende overfor, den er Guds stadige og uforanderlige tilbud om tilgivelse hver dag, ordet af Jesu mund om freden fra Gud.