Af N. I. Heje. Tidehverv, 1945, s.61-63.

Den 3. Juli 1945.

Fader i Himlen, vi beder dig, at du vil lade os høre dit Ord til denne vor Verden, at du vil tale til os, der ikke kender dig, til os, der ikke en Gang ønsker at høre dit Ord, fordi vi selv vil bygge op og ikke finde os i, at alt gaar i Stykker.

"Vorder barmhjertige, ligesom eders Fader er barmhjertig. Og døm ikke, saa skal I ikke dømmes; fordøm ikke, saa skal I ikke fordømmes, forlad, saa skal der forlades eder; giv, saa skal der gives eder. Et godt, knuget, rystet, topfuldt Maal skal de give i eders Skød; thi med hvad Maal I maaler, skal der tilmaales eder igen. Men han sagde dem ogsaa en Lignelse:

Mon en blind kan lede en blind? Vil de ikke begge falde i Graven? En Discipel er ikke over sin Mester; men enhver som er fuldt færdig, skal være som sin Mester. Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje, men Bjælken i dit eget Øje, bliver du ikke var? Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Broder, lad mig drage Skæven ud, som er i dit Øje, du, som ikke ser Bjælken i dit eget Øje? Du Hykler, drag først Bjælken ud af dit Øje, da kan du se til at drage Skæven ud, som er i din Broders Øje."

I har selv valgt den Salme til jeres Bryllup, som vi lige har sunget, Salmen, hvori der tales om Menneskets flygtende og skuffende Drøm, om at opbygge et Evighedsrige paa Jord, bygge noget op, der kan skabe evig Lykke. Om denne Drøm forkynder Salmens Digter, at selv Skjalden forgæves vil søge at skabe Drømmen af de glimrende Jordens Skygger og maa erkende, at selv naar Skyggen ligner mest, da hulker de smaa, som stirrer derpaa; og han mener at have fattet, at det eneste, der staar, naar alt segner, er Guds Faderkærlighed, som intet Menneske magter at tilegne sig og raade over, men som tilbydes Mennesket i Ordet, i Haabet, i Opstandelsen hos Gud, som Guds Styrke. Vi synger, uden at vide hvad vi synger, i en anden Salme: Guds Miskundhed alene grundfæstet staar i Evighed, synger, uden at betænke, at det drejer sig om den Kærlighed og Miskundhed og Barmhjertighed, der i sin Trøst fælder Dommen over os og alt, hvad vi i vore Drømme om Menneskets Frihed og Evne til at bygge op ønsker skal bestaa.

Skal vi tale ud fra vort menneskelige Jeg om Barmhjertighed, da kan vi ikke forstaa Guds Barmhjertighed og dens Dom, men saa meget maa vi blive klare over, at Barmhjertighed ikke maa opfattes som en Følelse, vi skal have og besidde, en Følelse, der giver Udtryk for en Slags Overlegenhed, der sætter os i Stand til at være barmhjertige, nej, med Barmhjertighed menes en Forstaaelse af Samhørighed med andre i Medskyld. Naar vi i vore øjeblikkelige Begær opsluges af den øjeblikkelige Grebethed af Stemning og Følelse, træder vi altid andre ned og kræver at give os hen kun for vor egen Skyld, i vor egen Ret og Retfærdighed, som synes os at være det højeste, og vi kræver derfor for os selv ikke at blive dømt. Vi skyder al Tale om Barmhjertighed til Side som et uberettiget Angreb paa vor egen Ret og Retfærdighed, og vi beklager os, naar andre ikke viser os Overbærenhed, eller som vi kalder det, Barmhjertighed, fordi vi føler at have Ret til alt godt i vor egen Rets og Retfærdigheds Tjeneste. Vi kræver Ret og Retfærdighed og tilmed denne Barmhjertighed for os selv i Dagliglivet, og vi kræver det samme i det sociale Liv og i Statslivet. Vi spørger ikke om at finde hinanden, men kun om vor Ret. Vi prædiker Hævn og Had overfor andre. Vi kræver det Ondes Udryddelse, i Blod maaske, og overser, at den svage og underlegne altid sværger til det, han kalder Ret og Retfærdighed, og i Hadet til det, der kaldes Uret og Uretfærdighed, kræver Had og Hævn eller lukker sig inde i Forurettelse i smaat og stort. Spørgsmaalet er, om der findes noget, der løser Rettens og Retfærdighedens selvretfærdige Knude, noget, der har Magt til at besejre Selvretfærdighedens Forbandelse, besejre Had og Hævn, ikke i Blødsødenhed, der kun er en anden Form for Had og Hævn, men i virkelig Opløsning af Hadet og Hævnen. Der er kun eet, der kan gøre dette, Guds Barmhjertighed, hvori alle er dømt til Broderskab i Erkendelse af fælles Skæbne, i fælles Skyld. Retfærdighedens Baand løses kun af den Barmhjertighed, der dømmer alle. Et frit Danmark bliver aldrig frit, før alle hver især bliver bundne af uløselige Baand i den fælles Skylds Broderskab, der alene kan knytte sammen. Fri til Tjeneste for andre er kun den, der er bundet til andre og derved løst fra egen Ret og Retfærdighed, fra Forkælelse og Selvforkælelse, løst fra at skulde staa Vagt for sig selv og dømt til at staa til Regnskab med alle.

Guds Barmhjertighed kommanderer os ved sin Dom tilbage i Opgør med os selv, saa at vi ser andre og stilles lige med andre under Dommen over vort Begær. Som domfældte og meddomfældte kan vi naa hinanden og ikke som Hævnere og Hadere. Aarsagen til vort Raab paa Ret og Retfærdighed, som ingen af os magter, og som ikke eksisterer og aldrig kommer til at eksistere, er vor Dyrkelse af os selv som Mennesker, der skal blive os selv nok i en guddommelig Magtfuldkommenheds straalende Fremtid. Nazismen vilde gennemføre Menneskets Fuldkommengørelse helst med et Slag, og Menneskets Dyrkelse bliver i dens Tempo hurtigt afsløret og slaar om i Menneskeforagt paa Grund af de Midler, den bliver tvunget til at bruge til Gennemførelse af sine Idealer. Men Menneskedyrkelsen i alle politiske og idealistiske Former rummer samme Tendens i sig, og det samme gælder den mere private personlige Menneskedyrkelse.

I Besathed af Menneskedyrkelsens Drømme og Idealer, i Besatheden af at blive sig selv nok, glemmer Mennesket det Menneske, det arbejder for at bringe frem til Tinderne af Menneskelighed. I Dyrkelsen af Menneskeidealet, den rene Race, det fuldkomne eller fuldt tilfredsstillede Menneske eller hvad man kalder det, glemmer Mennesket sin egen Svaghed, sin Bundethed, man kunde maaske sige sin Ondskab og søger Befrielse fra alt ved at vilde forvandle det onde hos andre eller udrydde det onde hos andre, eventuelt ved radikalt at ville udrydde de onde.

Guds Barmhjertigheds Dom alene sætter Mennesket paa Plads. Den kræver ikke som Menneskets Drøm om Ret og Retfærdighed Udryddelse eller Forvandling, den kræver Anerkendelse af den fælles Skæbne i det onde, i Dyreligheden, og kræver Fællesskab om Byrden under at ville leve og tænke i Stedet for at tjene i Broderskab. Det er ikke Forvandlingen og Forbedringen af andre, det gælder, men det er dette, at finde de andre i Tjeneste i den fælles Skyld. I dette Liv, hvor vi alle vil frem til Livet, frem mod Fremskridt, eller frem mod vort eget Liv til dets fulde Udfoldelse, og hvor vi alle træder hinanden ned for vore Idealers og i det daglige for vore øjeblikkelige Følelsers Skyld, og bevidst eller ubevidst kræver Ret for vort Liv i Øjeblikket, optaget af vore øjeblikkelige Følelser af alle Arter, ikke mindst vor øjeblikkelige Forurettelse, og hvor vi er opfyldt af de Krav, vi i Øjeblikket synes, vi har Lov at stille i Privatliv og Samfundsliv, i dette Liv prædiker Jesus Barmhjertigheden, som den Dom, der bestandig forfølger os, som Guds Kærligheds Udtryk for Retfærdigheden, der gør alle lige skyldige for en Fader.

Barmhjertighedens Dom, hvormed Gud forfølger os, fældes ikke, fordi Gud kræver Undergangen, men fordi vi i vort Frihedsbegær gør os fri af hinanden og dræber hinanden, i Stedet for at bindes til hinanden og blive frigjort i Tjenestens Bundethed. I Bundetheden til Brødrene, i Tjeneste hos Faderen er Sandheden om Livet, men i Stedet for at gaa ind under denne Sandhed, vil vi være fri, men den, der gør sig fri af sin Bundethed, gør sig fri for sin Næste og dømmer sin Næste, i Stedet for at lade sig selv dømme til Broderskabet. Naar vi vil frem mod Friheden for os selv, da søger vi bort fra vore Brødre, selvom vi taler om at gaa Broderskabets Vej, søger bort fra Gud og Faderen.

Udfra dette maa vi forstaa Ordene om Barmhjertighed, om at dømme, om at give og om Skæven i Broderens Øje. Vi maa fatte, at der ikke tales om noget, vi - for at blive fri - skal præstere paa en mere from og gudhengiven Maade, men at de i alle Forhold rummer Guds Modsætning til vor Stræben for at blive til noget i Stedet for at tjene sammen som Brødre. Derfor er Barmhjertigheden altid en Naade og aldrig en Ret, den kan aldrig fordres, men kun modtages som en Gave, og den trædes derfor ned af os alle, baade af dem, der prædiker den som høj Idealisme og af dem, der i alt det daglige, fordrer den for sig selv. Kun den, der er dømt af den og lever under Dommen, kun han lever under Barmhjertighedens Bud og fatter, at den er en ufortjent Gave, en Naade til Mennesket fra Gud, trods Selvdyrkelsen i alle dens Former. Glæden over Livet, der gaar mod Undergang, Glæden over Livet, som Gud kræver Døden af, findes alene i Barmhjertighedens Gave i Glæden over Hjælpen, der gives. Trøsten over Døden, som vi skal dø, findes kun i Guds Barmhjertigheds Liv, i Jesu Liv for og med Guds Barmhjertighed, i Guds Mening med Livet, og Guds Krav om Døden og om Opstandelsen.