Af Arne Lundmann Olesen. Tidehverv, 1934, s.152-153.

Sovjet vil have Dostojevski opfattet historisk. I Aarene 1920-29 udkom i Rusland 18½ Mill. Bøger af Klassikere, hvoraf kun 400,000 af Dostojevski ("Osteuropa", Feb. 1931). Samtidig blomstrer Dostojevski-filologien.

Ilja Ehrenburg haaner Dostojevskikulten, naar han lader tyske Turister i Sibirien fotografere Dostojevskis Hus og udtalte: "Naar man ikke kender Dostojevski, er det vanskeligt at forstaa dette Folks Sjæl" (Russerne tror, de taler om en Ingeniør). "Paa den ene Side ser vi et Menneske, et ganske almindeligt, med langt Skæg, ved et Spillebord, en patriotisk Rimsmed med Kærlighedsintriger, Sygdomme og Stridigheder med Forlæggere. Paa den anden Side Verdens største Jernværker - intet Kortspil, men dialektisk Materialisme" (Ilja Ehrenburg: Skabelsens anden Dag, S. 250).

Lenin lever i Femaarsplanen, Dostojevski er afdød.
Og dog har Ehrenburg andre Ord om ham: "Han var overbevist om, at han (D.) var det eneste Menneske, der havde sagt hele Sandheden om Menneskene. Den Sandhed, om hvilken der ikke kan disputeres, og som er dødbringende. Leve med den kunde man ikke. Den kunde udleveres til døende - saaledes som man i gamle Dage rakte dem Sakramentet" (sammesteds).

I den russiske Film "Dødens Hus" er han genopstaaet i Chmeliov's Spil. Men det betyder mere, at hans Tanker reflekteres deri. Filmen er en Spejlskrift af Dostojevski. Den er en Anti-Dostojevski. Det russiske Statsforlag udsender 18½ Million Klassikere af Ærbødighed. Men Dostojevski er aktuel. Den russiske Digtning arbejder i Statens Tjeneste, og man siger, den er ufri.

Meschrabpom producerer Film paa Statens Vegne, og de er saadan, at det vilde være en Fornærmelse at sammenligne dem med europæisk og amerikansk Filmproduktion.

I "Dødens Hus" lever hver Sten og Statue. Alt Liv staar mejslet. Hvert Træk er overlagt og hver Rørelse forudbestemt. Der er myldrende Bevægelse, men forud kortlagt, et Tilfældighedernes Spil, hvor intet beror paa Tilfældet.

Handlingen indledes med Dostojevskis Tale ved Pusjkin-Festen. Han taler om "vor russiske Socialisme", han tilraaber Mennesket: "Ydmyg dig!" og Generaler og Dignitarer tiljubler ham. Kirken tager ham til Indtægt. En Digters største Opgave er at lede et Folk hen til Kirkens Hyrder.

Nu gaar Handlingen tilbage til Digterens stormende Ungdom, da han var Frihedens Forkæmper, blev arresteret, forhørt, truet med Døden og sendt til Sibirien. Umærkelig fint understreges som Grunden til Ændringen i hans Opfattelse Adelsmandens Lede og Afsky for det grove Folk.

I det sibiriske Tugthus lærte han i Menneskene at se de gadarenske Svin (Luk. 8, 32, sml. "Dæmonerne"), i Badstuens Kropsmylder følte han sig i det yderste Mørke. Derfor taler han som til Kryb: "Ydmyg dig!"

Sovjet vil oprejse den unge Dostojevski, der forfærdedes, da han saa et Menneske blive pisket, og afsløre den gamle, der blev knust af Magthaverne. "Med Deres Sjæl slipper vi Dem ikke," siger Forhørsdommeren til ham, og Kirkens Primas gentager det. Da hans Tanker havde ført ham til et Sted, hvor der vælges mellem Socialisme og Religion, forkaster han Socialismen.

Aktoratet forudsætter intimt Kendskab til Dostojevski. Filmen lader ham i Kirkehyrden se "Brødrene Karamasov'"s Storinkvisitor, men i dennes Legende tænker han ogsaa paa Socialismen. Mon ikke Instruktøren ved det?

I Filmens Fremtidsfantasier anes det kommunistiske Tusindaarsrige, Pjatiletka, Femaarsplanen. Men det er Storinkvisitorens Fremtidsstat.

Filmen er forankret i Marxismen. "Samfundets besynderlige Disharmoni" symboliseres ved Slotte og Fattigkaserner. Henrettelsen overværes af Overklassen (Militærpersoner), Bourgeoisiet (en Købmand og to fine Damer) og Proletariatet, der hver reagerer efter klassemæssige Forudsætninger.

Men bag de anti-kristelige Optrin skimtes Ny Testamente (ligesom Kristus fremstilles paa antireligiøse Plakater som paa de gammelrussiske Kirkebilleder). Forhørsdommeren frister den unge Dostojevski, og han viger forfærdet tilbage; tre Forbrydere skal henrettes, bundet til hver sin Pæl; blandt de revolutionære sammensvorne gaar en Judas.

Det er let at fremstille Bolsjevismen som aand- og kulturløs (der skal bare vælges mellem Dynamoen og Dostojevski), men Sovjetkunsten viser, at Sagen er mere kompliceret. Fordi det i Europa synes komisk at digte til Centrifugen, kan det godt være latterligt i Rusland at læse verdensflyende og midtpunktsøgende Poesi.

Det er nærliggende at opfatte Bolsjevismen som antireligiøs. Efter Dostojevski er den mere: Antikristelig og dog et Fremskridt, dæmonisk og nødvendig Overgang til noget andet. (Sml. "Der russische Gedanke" 1930, S. 57).