Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1927, s.78.

Gamle Adams Begravelse.
Engang blev Gamle Adam slaaet ihjel af de fromme. Forud var der gaaet store Stridigheder indenfor Menigheden og staaet svære Kampe i de enkeltes Hjerter. De havde nemlig alle noget i Gamle Adam, som de meget nødig gav Slip paa; dybt havde de maattet gribe enhver i sin egen Barm, og meget, meget kært havde de maattet kaste fra sig. Til sidst var det dog lykkedes at bevæge alle til at frasige sig enhver Forbindelse med Gamle Adam og faa ham slaaet ihjel.

Stor var den vemodsblandede Glæde over, at det endelig var lykkedes at befri sig for ham, og for ret at faa slaaet fast, at han nu var død for bestandig, besluttede man at holde stor Begravelse over ham og fejre den dyrekøbte Sejr. Gamle Adams Kiste blev stillet midt i Menighedens Forsamling, smukt pyntet med Blomster og Kranse med mangt et sidste Farvel. En efter en traadte de fromme hen til Kisten og talte over den døde; med en Stemme, der ofte svigtede paa Grund af den store Bevægelse, som Minderne fremkaldte, fortalte de om de mange søvnløse Nætter, der var gaaet forud, og om alt, hvad de i Gamle Adam havde mistet. Ingen anede, hvad det havde kostet, hvorfor heller ingen Sejr var at ligne ved den, som Menigheden nys havde vundet. En havde maattet svigte sine gamle Venner: de gik en anden Vej. En havde givet Afkald paa en glimrende Karriere og taget imod en beskeden Stilling i en Afkrog af Landet. En havde forladt et Liv i Skønhed og Velvære og ofret sig for de fattige. En havde givet Adam største Delen af sin Formue og sin Gerrighed med i Kisten. Sandelig: det var skønne Ting, uhyre Værdier, de nu skulde begrave!

Saaledes havde de alle noget med i Kisten, hvorfor Stemningen ganske naturligt blev højtidelig og afskedstung og Taarernes Strøm rigelig. Herligere og herligere klang Ordene til den dødes Pris baade i Sang og Tale. Man trøstede sig ogsaa med, at i Himlen skulde man vinde alt det tabte tilbage; ja, maaske vilde man allerede her paa Jorden træffe noget af det igen.

Da med et rejste Gamle Adam sig op i Kisten og sagde: "Ja, kære Venner, meget førend I havde turdet haabe, mødes vi paa ny." De fromme saa forbavset og en lille Smule bestyrtet paa ham og kunde ikke rigtig forstaa, hvordan det kunde gaa til. Men da han nu var kommen igen, efter at de dog havde slaaet ham saa grundigt ihjel, antog de, at han maatte være staaet op fra de døde. Værst var det, at de ingen Steder kunde finde i Skriften, hvoraf det klart fremgik, at Gamle Adam skulde opstaa. Gamle Adam forklarede imidlertid, at han ganske rigtigt var opstaaet fra de døde og nu skulde begynde paa et nyt Liv; han kunde endogsaa citere flere Skriftsteder, som nok kunde tydes i den Retning. Alligevel fandt en Del af Menigheden det betænkeligt, at Gamle Adam nu skulde leve med paa ny, men han saa saa glad ud, var slet ikke sur og vranten som i gamle Dage, og han satte selv et meget skarpt Skel mellem før og nu, sagde altid: "Den Gang da jeg levede i Synden o. s. v.," og han taalte ikke, at nogen mindede ham om hans Bedrifter fra det tidligere Liv. Derfor slog man sig til sidst til Ro med, at det altsammen var i sin Orden, og hvad Skriften angik, saa forholdt det sig vel nok, som Gamle Adam sagde; det kunde ikke være andet end, at Skriften stemte med Livet.

Saa blev Gamle Adam højtideligt optaget i Menigheden; han fik sin Plads i Kirken og Menighedshuset og sad saa pænt og sang Psalmer, at det ret frydede Menighedens Hjerte. "Nu er du vel glad, at du er blevet et godt Menneske - et nyt Menneske?" "Ja," svarede Gamle Adam, "det er ubegribeligt, at jeg kunde være saa ond; jeg kan slet ikke kende mig selv igen; dette her er saare meget bedre. Nu lever jeg vel, og jeg er jer meget taknemmelig, fordi I slog mig ihjel; der laa alligevel megen Kærlighed bagved."

I lange Tider levede nu Gamle Adam uforstyrret og velset iblandt de fromme; de havde savnet ham stærkt, da han var død og var meget taknemmelige, fordi de saa hurtigt havde faaet ham igen.