Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1934, s.92-95.

Nogle enfoldige Bemærkninger om det dialektiske.

"At relative Modsætninger kan medieres, dertil behøver vi i Sandhed ikke Hegel, da det ligger i det Gl., at de kan adskilles; at absolutte Modsætninger skulde kunne medieres, det vil Personlighed i al Evighed protestere imod (og denne Protest er incommensurabel for Mediationens Assertum), den vil i al Evighed gjentage sit udødelige Dilemma: at være eller ikke være, det er Spørgsmaalet (Hamlet)."

Søren Kierkegaard.

At være eller ikke være, det er Spørgsmaalet, skal vi tro Hamlet. Intet Menneske kan paa een Gang være levende og død; enten er man levende, og saa er man ikke død; eller man er død, og saa er man ikke levende. Prædikaterne levende og død udelukker hinanden, - det er absolutte Modsætninger (Modsigelser) og ikke blot relative. Hvis det derimod kun drejer sig om relative Modsætninger kan et Menneske være adskillige Ting paa een Gang; store Modsætninger - og smaa med - kan rummes i det samme Bryst. Det er som det skal være; og hvis et Menneske f. Eks. ikke kan forene det at have Svagheder og uheldige Tilbøjeligheder med at have Værd og Ret som Menneske, saa er han syg og bør straks sendes ned til Doktor Schou paa Filadelfia, der har ofret sig for den smukke og menneskekærlige Opgave at hjælpe Folk til med godt Humør at være noget af hvert.

Med al Respekt for de øvrige Videnskaber kan man dog ikke nægte, at det især er Teologien, der har arbejdet paa at forene Modsætninger, og alene af den Grund er det med fuld Ret, at den har faaet Hæderstitlen Videnskabernes Dronning. Paa mange forskellige Maader, den ene altid bedre end den anden, har den forenet og forliget Timelighed og Evighed, Endelighed og Uendelighed, Menneske og Gud, og ofte har Resultatet været næsten over Forventning. Det er derfor med Rette, at Teologerne ofte klager over, at der kun er faa Mennesker selv blandt de bedre (jeg skylder Sandheden at gøre opmærksom paa, at jeg har hentet dette smukke og velafvejede Udtryk hos Mynster), der vil indrømme, at det er noget, det, som Teologien præsterer; til syvende og sidst, siger man, er det ikke andet end enhver kan sige sig selv. Naa, Utak har nu altid været Verdens Løn, og Teologien finder stadig nye Maader at hjælpe Mennesker paa. Ikke tilfreds med at gøre det mulige sætter den sig som Opgave at gøre det umulige; den vil ikke nøjes med at forlige relative Modsætninger, men gaar ogsaa løs paa de absolutte. Maaske vil en eller anden Læser, der er endnu mere ukyndig i Teologien end jeg, komme med det upassende Spørgsmaal, om det umulige bliver ved med at være umuligt, naar det bliver gjort, og om de absolutte Modsætninger bliver ved med at være absolutte, ogsaa naar de bliver forligte. Det Spørgsmaal røber, at Spørgeren ikke er Teolog, i hvert Fald maa han være ganske ukendt med den nyeste Teologi: den dialektiske.

Teologien har altid betragtet det som sin vanskeligste, men ogsaa vigtigste Opgave at forene det at være Synder med det ikke at være det, idet den har haft en tydelig Fornemmelse af, at naar først denne Opgave er løst, følger Resten efter med Nødvendighed: der bliver Rimelighed i alt, hvad Kristendommen siger, selv i Talen om Syndernes Forladelse, og ethvert ædelt og tænksomt Menneske vil, naar han tænker sig om, nødes til at indrømme, at han allerede næsten er Kristen, i hvert Fald af Overbevisning. Det er da ogsaa her, den dialektiske Teologi sætter ind. Det, der har givet Stødet til dens Fremkomst, er den Omstændighed, at mange onde Mennesker eller negative Aander har hævdet, at hvis det drejer sig om relative Modsætninger, saa behøver vi slet ikke Teologiens Hjælp til at forlige dem, men kan fortræffeligt hjælpe os med Idealisme eller Psykoanalyse, og hvis Modsætningen skal være absolut, saa er Forsoningen umulig.

Det er da ogsaa en urokkelig Forudsætning i den dialektiske Teologi, at det ikke drejer sig om relative, men om absolutte Modsætninger: Mennesket er Synder, ikke Spor andet end Synder, slet ikke tillige noget andet og mere. "Men," føjer den til efter en lille Pavse, "der er ogsaa en anden Side af Sagen. Kristendommen har ogsaa andet at sige om Mennesket; den stiller ogsaa Krav til Mennesker og viser derigennem, at den ikke blot opfatter dem som Syndere. Snart siger den det ene og snart siger den det andet, - alt eftersom den vil ydmyge eller opmuntre Mennesket." Her staar det ganske stille for mig, og trods al Respekt kan jeg ikke andet end indrømme, at saa maa Teologien dog have glemt, hvad den selv har sagt: at det er Guds Dom over Mennesket, at det er Synder og ikke andet. "Aldeles ikke," svarer Teologien, "men Sandheden er altid dialektisk; der er ogsaa en anden Side af Sagen." Ja men, hvis Forudsætningen staar fast, maa den anden Side af Sagen dog være Løgn, f. Eks. Menneskets eget Paahit, naar det vil benægte Sandheden. "Det er Paradokset," svarer Teologien; "vil De maaske benægte Paradokset i Kristendommen?" Paa ingen Maade, men jeg kan nu ikke forstaa, at der skal være noget paradoksalt i det. Jeg kan forstaa alt det, Teologien vil belære mig om, naar det blot ikke skal være absolutte Modsætninger eller et Paradoks. Skal det det, saa ligner det grangivelig det, jeg plejer at kalde for en Tanketorsk. Og det er ikke, fordi jeg har en ond Vilje; jeg vil saamænd gerne forstaa det. Jeg har endogsaa forsøgt at finde Hjælp hos Kierkegaard, men det gjorde kun ondt værre. Han skelner nemlig mellem det ægte og det uægte Paradoks og siger, at man kan kende det uægte Paradoks paa, at det let lader sig opløse af Forstanden, mens denne, hvad det ægte Paradoks angaar, højst kan forstaa, at den ikke kan forstaa det. Det sørgelige er, at jeg, der ikke vil forstaa Paradokset, men kun vil forstaa, at det virkelig er et Paradoks, uvægerlig kommer til at forstaa, at det ikke er noget Paradoks.

"Fejlen ved Dem er, at De vil fatte med Deres Forstand, hvad Forstanden aldrig kan fatte. Logisk set har De maaske Ret, men Livet taler et andet Sprog. Det er netop det ejendommelige ved det religiøse Liv, ved det kristne Gudsforhold, at det forener uforenelige Modsætninger." Men er det da ikke forkert af det kristne Gudsforhold at tale et Sprog, som ingen dødelig kan forstaa? Og hvad hjælper det altsammen mig, som ikke er det religiøse Liv eller det kristne Gudsforhold, men et ganske almindeligt Menneske? Det er dog mærkeligt, at Kristendommen, der foregiver at gøre alle Ting nye, siger det paa en saadan Maade, at ingen kan skelne det fra det gamle. "Jo, det kan Gudsforholdet, den religiøse Oplevelse," siger Teologien. Men hvem er da det religiøse Liv, er det ogsaa et Menneske; er det maaske en Teolog; kan en Teolog være to Ting paa een Gang, f. Eks. ogsaa i levende Live være levende og død paa een Gang, og hvordan bærer han sig ad med det? "Nej, det kan Teologen ikke, men Gudsforholdet kan det; har De da slet ikke læst Kierkegaard? Hvad siger ikke han?" Ja, det var virkelig godt, vi kom til at tænke paa Kierkegaard igen. Han havde jo ogsaa en længere Samtale med et Gespenst, som hed "Mediationen"; den kunde ganske det samme som nu det religiøse Liv; og i det hele taget minder de to Fænomener i den Grad om hinanden, at jeg ikke kan tænke mig andet end, at det er Mediationen, der gaar igen i det religiøse Liv. Og saa havde Kierkegaard den Dristighed at mane Spøgelset frem i Dagens Lys i Skikkelse af en Professor. Med Tak til Kierkegaard vil jeg derfor for Eftertiden holde mig til Professoren og sige: Kære Hr. Professor, kan De være Synder og slet ikke være andet og saa dog paa den anden Side være lige det modsatte; hvordan bærer De Dem ad med det? "Nej", siger Professoren, "jeg taler ikke om mig selv ,men om det religiøse Liv." Ak, kære Hr. Professor, tal hellere om Dem selv, eller hvis det er for meget, lad os saa tale om mig. Kan jeg være to modsatte Ting paa een Gang? Først vil De have mig til at tro, at jeg er Synder og ikke andet, og saa skal jeg dog samtidig tro lige det modsatte; det gaar virkelig over min Fatteevne. "Det er ogsaa noget, man maa opleve," siger Professoren. Ja, hvad kan et Menneske ikke opleve? Der er dem, der har oplevet, at de var Guder, og det blev dog ikke mere sandt af den Grund. Det er dog mærkeligt, om Kristendommen kun skulde være for Mennesker, der ikke kender Forskel paa ja og nej, og for hvem alle Ord derfor er lige gode. Er det ikke lidt meget at gaa ud fra, at kun de har fattet Kristendommens Mening? Det er menneskeligt at fejle og derfor ogsaa at sige to modsatte Ting efter hinanden, men det tjener dog kun til Forvirring at sige to modsatte Ting paa samme Tid.

"De har ganske glemt at tage Forsoningen med i Betragtning; Kristendommen siger netop to Ting paa een Gang, først siger den, at Mennesket er Synder, og saa siger den, at Synderne er forladte, at Synderen er retfærdig." Nej, Kristendommen kan jeg nu meget bedre forstaa end Teologien; den siger ikke to Ting paa een Gang, og det er jeg meget glad ved, da jeg ellers aldrig vilde kunne blive klar over, hvilken af Delene, den for Alvor mente, eller om den maaske kun vilde holde mig for Nar og ikke mente noget med nogen af Delene. Kristendommen siger, at Synderen er retfærdig, men ikke, at han ikke er Synder, og det kan jeg forstaa, d.e.: jeg kan forstaa, at jeg ikke kan forstaa det, for jeg kan virkelig ikke forstaa, at Synderen er retfærdig. Hvad Kristendommen siger lader sig meget vel forstaa af et almindeligt Menneske, men det er ogsaa alt, hvad et almindeligt Menneske kan gøre ved det; der er dog ingen Vanskelighed ved at forstaa, hvad Kristendommen mener med at kalde Mennesket en Synder og sige, at Synderen er retfærdig for Gud; Vanskeligheden er her en helt anden: at tro, at det er sandt. Hvad derimod Teologien angaar, saa er Vanskeligheden at forstaa, hvad den mener eller om den maaske i Distraktion er gaaet hen og har glemt at faa Mening i det; er man først kommen saa vidt, gaar det af sig selv med at tro, at det er sandt.

"Jeg kan næsten ikke holde ud at tale med Dem," siger saa Professoren, "De naar aldrig til det positive, De er alt for reflekteret." Men kan man da, blot man ikke er reflekteret, være Synder og ikke være andet og saa dog alligevel …? Først skal jeg være Synder, og saa skal jeg dog ikke være det; Vanskeligheden for mig er, at jeg umuligt kan være det sidste uden at ophøre med at være det første, og kan jeg virkelig faa Kristendommens Billigelse til det? Mig synes det aabenbart, at hvis De kan det, saa maa det være, fordi De er mere glemsom end godt er, ja, meget mere glemsom end Kristendommen vil tillade. "Men, kan De da slet ikke forstaa det dialektiske, Menneske, Kristendommen forbinder uforenelige Modsætninger, naar den kalder Synderen for retfærdig; det kommer De virkelig til at lade staa." Ja, jeg tvivler ikke om, at Gud kan det; heller ikke om, at han gør det, naar han tilgiver mig mine Synder; men deraf følger dog virkelig ikke, at jeg ogsaa kan det. Fordi Gud tilgiver mig mine Synder er det dog ikke mig tilladt at gøre det samme; jeg maa nøjes med at være den Synder, hvem Gud tilgiver Synden.

"Men hvis vi bliver staaende ved det, at Mennesket er Synder, kommer vi aldrig videre." Men naar vi absolut skal videre, var det saa ikke bedre at slaa lidt af paa den megen Tale om Synden; det vilde dog være meget lettere at komme videre med det Menneske, der ikke bestandig ogsaa skal være Synder. "Nej, det kan der aldeles ikke være Tale om. Deri har De ganske Ret; Deres dybe Syndsbevidsthed kan jeg kun anerkende." Ak, nu er Professoren alt for venlig; her er slet ikke Tale om min Syndsbevidsthed; jeg kan saa udmærket være to Ting paa een Gang, ja jeg kan slet ikke være andet, og naar jeg ikke længer kan det, vil Doktor Schou nok hjælpe mig. Men jeg taler heller ikke om andet, end hvad Kristendommen siger; det er den og ikke mig, der siger, at jeg er Synder og ikke andet, og det er ogsaa den, der siger at Synderen er retfærdig.

Saa burde De dog kunne indse, at det, Kristendommen siger, netop er de to Replikker i Dialogen, at Sandheden er dialektisk, at Sagen har to Sider. Ja, hvis den ene Side er Synderen og den anden Guds Naade, saa kan vi godt blive enige om, at de hører sammen; saa er vi den ene Replik i Dialogen, men saa bliver det ogsaa Snyderi, om vi vil liste os over til den anden Side. Naar man skal høre, hvad Kristendommen siger, maa man virkelig blive paa sin Plads; den stadige Vibreren mellem de to Repliker gør et Menneske saa fortumlet i Hovedet, at det ikke kan hitte ud af, hvad det selv siger og, hvad Gud siger, ja, det bliver ogsaa tvivlsomt, hvem det selv er, om det er Menneske og Synder eller om det paa den anden Side alligevel ikke snarere i hvert Fald ikke er noget rigtigt Menneske, i hvert Fald ikke er paa Jorden, i hvert Fald ikke giver sig Tid til at forstaa, hvad Kristendommen mener, naar den taler om Enfoldighed: at et Menneske enten skal nøjes med at sige een Ting ad Gangen, eller ogsaa skal tie stille, - selv om der saa ikke skulde blive saa mange Ord til de teologiske Bøger.

"Naar man hører paa Dem, skulde man næsten tro, at Kristendommen ikke taler om andet end Synd, Selvfornægtelse og Død; men det er en ganske ny Kristendom, ikke engang Jesus vilde kunne staa for Deres Kritik." Det har jeg nu heller aldrig sagt; Kristendommen taler tværtimod om Retfærdighed, om Salighed og Opstandelse; den kalder Synderen retfærdig, Selvfornægtelse for Salighed og Døden for Opstandelse. Men ligesaa lidt som jeg kan forstaa, at Synderen er retfærdig, kan jeg forstaa, at Selvfornægtelse er Salighed og Døden Opstandelse. Det kan jeg kun forstaa, at jeg ikke kan forstaa. Men jeg kan tro, at naar Gud siger det, saa er det ogsaa sandt; usandt bliver det derimod altsammen, hvis jeg selv vil sige det.

Saa opgav jeg som saa ofte før at komme til Forstaaelse med Teologien, men Professoren gik hjem og skrev en ny Bog om den ene og den anden Side af Sagen. Han tog sit Udgangspunkt i Hamlets berømte Ord: at være eller ikke være, det er Spørgsmaalet; da han havde skrevet de første 50 Sider, opdagede han imidlertid, at man ingen Vegne kommer med en saadan Forudsætning; saa skrev han en anden og større Del, hvori han beholdt Hamlets Ord, blot med en ganske lille Ændring, saaledes: at være og ikke være, det er hele Sagen. Den blev til Hjælp for mange Mennesker og konkurrerede i et helt Slægtled med Idealisme, Psykoanalyse og Nervesanatorier.