Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1953, s.51-52.

Det hinsidige, det er Gud; evigheden, det er Gud. For Gud er ikke nogen del af vort liv, af vore følelser, vore stemninger, vore længsler, vore udsigter. Gud er hinsides alt, hvad vi kan iagttage, beherske, fange ind og tage i vor tjeneste. Gud er hinsides, Gud er det hinsidige, for Gud er den, vi staar overfor, den, der kræver os, den, vi i liv og død har med at gøre. Vi har ikke blot med os selv at gøre, ikke blot med vore ønsker og vore bekymringer, ikke blot med vor gode og daarlige samvittighed, ikke blot med vort liv og vor død at gøre, men vi staar Gud til Regnskab for, hvordan vi lever vort liv og dør vor død. Guds fordring paa os kommer udefra, ikke fra os selv; det er ikke en fordring, som vi selv stiller op og derfor i næste øjeblik kan tage ned igen.

Vi har intet hinsides, selv om vi drømmer den gamle hedenske drøm om udødelighed; det hedenske hinsides er jo slet ikke hinsides, men er bare, at vi drømmer om en forlængelse af vort liv ud over døden, men døden er vor grænse, og der er intet paa den anden side døden; var der det, var døden ikke nogen grænse; saa vilde døden ikke være død. Vort liv kommer af intet og flyder ud i intet; derfor er det rigtigt, at mennesket ikke ved, hvorfra det kommer, eller hvor det gaar hen; intetheden omgiver os baade bagved og foran. Saaledes er livets virkelighed, og enten maa et menneske leve i denne virkelighed, eller det flygter fra sig selv og sit liv - tilbage til den forbigangne, døde fortid, som det forgæves søger at holde fast, forgæves, fordi den allerede er forbi, eller frem mod den fremtid, som ikke er andet end død, - ligegyldigt om mennesket saa forsøger "at bygge bro over den", eller det forsøger at affinde sig med den. Hverken den tungsindige grublen eller den "letsindige" glemsel formaar at tage døden bort eller overvinde dens magt.

Vi mennesker kan ikke standse den tidens strøm, som bestandig fører os længere og længere bort fra det, vi ejede - og ejer - og vi kan ikke værge os mod den død, som engang gør hele vort liv til noget forbigangent. Vort liv er uden evighed; vort liv ejer ikke noget hinsides; vort liv glider ustandselig videre hen imod døden. Vi har kun, vi er kun i øjeblikket, i nuet, - vi kan jo dog hverken leve i fortiden eller i fremtiden, vi, som kommer af jorden og vender tilbage til jorden. Vi kan heller ikke leve andre steder end der, hvor vi er; her maa vi blive, indtil det gaar os som græssets blomst, at dets sted kender det ikke længere. Vi har kun øjeblikket, kun den dag i dag, - men har vi nu ogsaa det? Er det ikke det, vi flygter fra ind i den fremtid, der ligeligt skabes af vore ønsker og vore bekymringer? Er der overhovedet nogen mening i vort liv, er der nogen standsning, nogen afgørelse; er der andet end menneskets higen ud over - ud over stedet, ud over øjeblikket, ud i fremtiden, ud i døden? Er der nogen standsning fra vor flugt fra livet, fra os selv og fra dette vort liv; er der noget, som er hinsides alt det, som er os og vort, noget, som kan give os øjeblikkets liv tilbage?

Ja, der er et "andet liv", et "hinsides"; der er det ord, som Gud taler ind i vor verden, det ord, hvormed Gud kalder os tilbage til øjeblikkets liv. Der er øjeblikket som Guds gave i Kristus - tidens fylde, for øjeblikket er tidens fylde - det er mødet med Gud i Guds ord, i Guds tilgivelse og Guds krav; det ord, som giver livet mening, fordi det gør vort liv, øjeblikkets liv til en afgørelse overfor Gud, en afgørelse om lydighed og tro og haab i dette liv; fordi det gør denne dag, der er den eneste dag, vi har, den dag, da det hele foregaar, til en frelsens dag, en frelse fra vor flugt bort fra livet, en frelse til livet, som det er os givet af Gud.

Det hinsidige, det er Gud, - og naar det hinsidige kommer til vort døde liv, da bliver livet til liv: et liv i ansvar, et liv, hvor meningen er lydigheden mod Gud som livets giver, et liv, hvor det er livet selv, men vel at mærke i øjeblikkets møde med Gud, med evigheden, der er livets mening.

Men har vi ingen fortid? Jo, vi har den fortid, der er skyld, men vi har den som den, der i tidens fylde - naar Gud giver tiden fylde i øjeblikket - er os tilgivet. Har vi da ingen fremtid, er det ikke længer sandt, at fremtiden er døden? Jo, fremtiden er døden, den, som vi flygter ind i, naar vi flygter fra øjeblikket; men vi har den som den, Gud har overvundet ved at tilsige os livet i øjeblikket.

I øjeblikket er livet; i øjeblikket mødes dette liv med det hinsidige, mødes mennesket med Gud, og derved skabes det liv, som er Gudsbørnenes liv, livet som altid er af Guds naade, altid er en tak til Gud, altid er tjeneste for det øjeblik, som er Guds gave, for den næste, som paa Guds vegne spørger om os, om vor villighed til at leve for det liv, som er i dag - og forsage vor paaholdenhed med os selv og vort liv for egne fremtidsdrømme.

Og i øjeblikket er troen og haabet. I øjeblikket frygter, elsker og forlader mennesket sig paa Gud: ved at blive i øjeblikket og der tage sit ansvar. I øjeblikket hører alle kristelige udsagn hjemme; er de udenfor eller handler de om andet, er de nytteløse, ørkesløse spekulationer og drømme, menneskets enetale med sig selv om dets selvhævdelse og dets frygt.

Øjeblikket er tidens fylde og livets sandhed og virkelighed - alt andet er kristeligt set øjenforblændelse, bedrag, flugt og vantro. Enten lever vi i øjeblikket, hvor Gud i sin tilgivelse har tilsagt os til at give møde, og fornægter vor egen selvhævdelse og vor egen frygt, eller vi lever trods alle vore spekulationer i dødsfrygt alle vore livs dage. I øjeblikket har vi kun med vor Gud og herre og fader at gøre, og der - men ogsaa kun der - er det sandt, at intet: hverken skæbnen, eller verden, eller liv eller død skal kunne skille os fra Gud.