Eversharp, Tidehverv, 1931, s.32.

Et Budskab i Tidens Aand til Tidens Mænd.
Saadan karakteriserer Pastor Fibiger Domprovst Skovgaard-Petersens Budskab, som han atter med stor Færdighed har overbragt for en fuld Sal. Og med Rette. Det er i Tidens Aand. Derimod ikke i Kristendommens. De falder som bekendt ikke sammen. (Man kan altsaa i vore Dage være en Fører for Indre Mission og være uvidende om dette). Det første Foredrag om "Gud og Livets Kendsgernin-ger" indeholder efter Referat i "Kr. Dagbl." et saa overbevisende Forsvar for Gud og Kristendommen, saa man herefter kun undrer sig over, at de trods Domprovsten klarer sig saa daarligt. Jeg skal kun fremhæve en enkelt værdifuld Tanke: "Man kan finde alt det haar-de, onde og urimelige i Naturen frem og spørge: "Skal dette være et Udtryk for Gud?" Jeg dømmer ikke den, der vil sige saaledes; men jeg siger blot: Du dømmer efter Skinnet! Men vi, som jo ellers vil Retfærdighed, maa dog ogsaa vise Gud Retfærdighed, saa at vi retfærdigt kan se ham fra alle Sider." - Vi vil ikke hænge os i det noget hasarderede Forsøg paa at se Gud fra alle Sider (det vil vel endog falde en saa all-round Mand som Skovgaard-Petersen vanskeligt), men blot bemærke, at allerede Jobs Venner var inde paa en lignende Tankegang, og at Jobs Svar gælder den Dag i Dag overfor d'Hrr, kirkelige Ledere, som er i Stand til at "vise Gud Retfærdig-hed." Job siger til dem: "Hvad I véd, det véd ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for Eder. Dog vilde jeg gerne tale til den Almægtige, og jeg havde Lyst til at gaa i Rette med Gud. Men I sammensyr Løgn; I er allesammen unyttige Læger. Gid I vilde tie; saa skulde det regnes Eder til Visdom. - Vil I forsvare Gud med Uret og forsvare ham med Svig? Vil I anse hans Person eller føre Sag for Gud?" (Jobs Bog 13, 2-8). - Det er nemlig slet ikke gaaet op for Domprovsten, at det drejer sig ikke om, hvorvidt han er i Stand til at ret-færdiggøre Gud, men om, hvorvidt Gud vil retfærdiggøre ham, hvilket, menneskeligt set, paa Forhaand ikke skulde synes rimeligt. - Der var meget mere at faa Forstand af i Domprovstens Tale, men vi vil standse her og blot tilsidst rette et Spørgsmaal til hans kirkeli-ge Jævnaldrende: Er det paa Grund af uovervindelig Uvidenhed om Kristendommen, at de Gang paa Gang lader saadanne Gudsbespottelser passere? Eller er det af opportune Grunde, at de er tavse og derved giver Indtryk af en Dumhed, som de maaske slet ikke er i Besiddelse af?

T. S.

Tavshedens Erkendelse.
Professor I. P. Bang skriver i en Slags Anmeldelse af "Livet tro" (Nationaltidende for 1l. Januar): Man hævder her, at der i det na-turlige Menneske aldeles intet godt findes, ingen Modtagelighed for Gud; det er kun syndigt, i Grunden djævelsk, og hvor det møder Gud, kan der kun ske et: Det maa knuses i Dommen. Alle Menneskets formentlige ideale Længsler, dets moralske Stræben o. s. v. er for Gud kun Synd. Nu forkyndes jo i disse Prædikener alligevel Guds Naade, Barmhjertighed, Kærlighed, d. v. s. disse Ord findes; men man forstaar aldeles ikke, hvorledes der ud fra de her givne Forudsætninger kan tales om sligt. - - Herudfra maa det da virke-lig siges, at vi her i Virkeligheden kun faar Besked om det negative, og at man kun ved et ganske ubegribeligt Spring kan komme over til det positive, til Naaden, til Gud som Fader, som tilgivende Kærlighed.

Dette er verba ipsissima. Skulde det virkelig være muligt, hvad disse Ord jo tyder paa, at Professor Bang først nu har mødt Evan-geliet, kan man kun Ønske Forfatterne af "Livet tro" til Lykke med, at de er blevet brugt til denne Gerning. At han saa afviser det, bekræfter jo kun de givne Forudsætninger ("ingen Modtagelighed for Gud").

K. R. A.