Eversharp, Tidehverv, 1929, s.152.

Ved Tage Schack.

Punch og Alvor.
En forarget Anonym i "Kristelig Dagblad" (anonym Forargelse er en kristelig Specialitet) har opmuntret af "Tidehverv"s Eksempel begaaet en sandfærdig Indiskretion og røbet, at der ved Studenterforbundets Rusgilde blev drukket Punch og afsunget en Vise med et uærbødigt Vers om en Domprovst og et andet med en Hentydning til den tilstedeværende Prof. Jørgensens stærke Optagethed af Børns Aftenbøn. Der skal desuden have været nogle gravalvorlige Mænd til Stede, som har dokumenteret deres Mangel paa virkelig Alvor ved: at drikke den omtalte Punch og synge den omtalte Vise. Herpaa skal vi ikke komme ind, men blot med Misundelse notere en Iagttagelse: Hvad skal man ogsaa med Punch i kirkelige Kredse, naar man uden den kan komme i en saa forsoren Stemning, at man kan skrive som Engberg i K. F. U. M.'s Maanedsblad: "Ringe Dage - det er lige noget for mig!" Om man vil kalde saadanne Udtalelser for kirkelig Punch eller kirkelig Alvor, bliver nærmest en Smagssag.

"Denne salige Tid".
I Kollekten til 13. Søndag efter Trinitatis stod der, indtil Biskop Ludwigs fik fordærvet den: "Vi takker dig af Hjertens Grund, fordi du har ladet os leve i denne salige Tid, da vi kan høre dit hellige Evangelium". Biskoppen har ikke fundet Tiden tilstrækkelig salig og har derfor slaaet sig til Ro med "denne Naadens Tid". Nu er han imidlertid af Pastor Malmstrøm i "Kristelig Dagblad" blevet belært om, at Tiden virkelig er salig - paa Grund af Radiogudstjenesterne. "Det synes mig, at Gudstjenesteudsendelserne er med til paa deres Maade at understrege den salige Tid, hvor vi kan høre Kristi Evangelium". De udenfor og indenfor Menigheden staaende, som hidtil har haft vanskeligt netop ved at høre Kristi Evangelium gennem Præsternes Prædikener og derfor har været meget utilbøjelige til at kalde Tiden salig, ved herefter, hvad de har at gøre: Luk op for Højttaleren! Saa vil De omgaaende faa Guds "hellige Evangelium" at høre. - Hvis det ikke var saa overordentlig ukærligt, vilde jeg i dette Tilfælde ikke kunne lade være at tvivle.

Den evige Fortabelse og Veltalenheden.
Vi citerer et Agitationsblad: "Lægmandskredsen indbyder til Møde i Nyborg Kirke. Onsdag d. 23. Oktbr. Emne: Den afgørende Time. Og Torsdag d. 24. Oktbr. Emne: Vær, hvad du vil - -. Begge Aftner Kl. 8. Den kendte og meget veltalende Pastor Johs. Larsen, Middelfart, taler. Alle indbydes." - Noget uforsigtigt tilføjes der derefter "Tænk selv". Men det viser sig, at det, man skal tænke over, er, hvor man selv er henne om henholdsvis 10 Aar, 100 Aar, 500 Aar, 1000 Aar, ja en hel Million Aar. Selv det sidste Aaremaal er nemlig "kun en ringe Brøkdel af Evigheden, som aldrig ophører. Men hvor skal De være i Evigheden? Jesus Kristus har udtrykkeligt sagt, at der kun er to Steder at tilbringe Evigheden: et Fortabelsessted og Guds Himmel". "Har De noget med ham at gøre, saa han kan vedkende sig Dem? Hvis ikke er De allerede paa Vejen mod Evighedens Fortabelsestid! En frygtelig Tanke." Hvis alt dette bliver udviklet med den lovede store Veltalenhed, er der ikke Tvivl om, at det vil bære Frugter - af en eller anden Art. Men mon den evige Fortabelse i Grunden er et Emne for Veltalenheden? Kunde den ikke finde sig nærmere liggende Opgaver? Mon det i Grunden er værd at reklamere med den, selvom det sker til Fordel for Himlen? Vi slutter med samme oprørske Opfordring som Agitationsbladet: "Tænk, tænk, tænk!"

Biskoppelig Pædagogik.
Biskop Ostenfeld er traadt tilbage som Formand for det københavnske Kirkefond med den Motivering: "at han i en kritisk Situation vil staa stærkere og vil kunne gavne Kirkefondet mere, naar han ikke er Formand." Det lyder smukt; og Himlen bevare os for at sige, at det ikke er sandt. Men er det dog ikke (med en let Omskrivning af Poul Møller) "en bekvemmere Lommeudgave af Sandheden til Brug for nervesvage Personer" - in casu Kirkefondets Bestyrelse? Hvorfor forholder man os den væsentligste Grund til Biskoppens Afgang, som er den, at der bestaar en dyb principiel Uoverensstemmelse mellem hans mere folkekirkelige Syn paa Kirkesagen og den nuværende Ledelses mere bureaukratiske og sekteriske Syn?