Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1941, s.83-84.

En Politimester har udtalt, at Grunden til, at Folk ikke gider høre paa Præsterne, er den, at Præsterne taler saa meget om Synd og Syndernes Forladelse, skønt normale Mennesker dog hverken føler sig som Syndere eller overhovedet er Syndere. En Præst har efter Sædvane svaret baade ja og nej; en anden har erklæret, at heller ikke Jesus interesserede sig for, om Mennesker følte sig som Syndere, naar blot de vilde Retfærdighed. Hvad dette sidste angaar, saa findes desværre intetsteds i Evangelieskrifterne omtalt den udmærkede Egenskab at ville Retfærdighed, saa Præsten maa have sin Viden andetsteds fra. Men naar Præsten ogsaa siger, at det kan være gribende at høre Mennesker aflægge en sand og ægte Syndsbekendelse, blot det ikke gaar for vidt, saa bliver man nødt til at gøre opmærksom paa, at det er en smagløs Forlystelse at være Tilskuer ved saadan noget.

Men tilbage til Politimesteren; han finder altsaa, at normale Mennesker hverken er Syndere eller føler sig som saadanne i den arge Forstand, i hvilken Præsterne bruger Ordet. Sandsynligvis skelner Politimesteren mellem normale Mennesker, der lever et borgerligt korrekt Liv, og saa saadanne, som han paa Embeds Vegne kommer i Berøring med. Disse sidste er de unormale, og de er altsaa Syndere. Nu træffer man sikkert aldrig nogen unormal, der, fordi han er unormal, føler sig som Synder, - og hvad mere er: der er heller ingen, der er Synder i det, hvori han adskiller sig fra andre, men kun i det, hvori han er fælles med alle andre. Mon ikke Politimesteren har forvekslet Synd med Umoral og Syndserkendelse med den Følelse af Underlegenhed, der uvilkaarlig paakommer den unormale i Selskab med en Mand, der ikke blot efter sin egen og sin Kones Mening er et udmærket Menneske, men hvis Stilling i Samfundet ogsaa vidner om, at han nyder almindelig Agtelse hos høje og lave?

Heri er Politimesteren i Virkeligheden enig med Kirken; hans Begrebsforvirring kommer sikkert af, at han har ladet visse Præster belære sig om, hvad Synd er: Drukkenskab, Tyveri, Bedrageri, Hor og Mord og deslige, hvorfor de mere pæne Mennesker, om de alligevel for Skams Skyld skal præstere en Syndserkendelse, kommer til at gøre latterligt meget ud af smaa Svagheder og Unoder.

Men alt dette er heller ikke Synd, eller: det er kun et oplagt og derfor forholdsvis uskyldigt Udslag af Synd. Luther har sagt, at den egentlige Synd er Vantro, mens alle andre Synder ikke er at regne for andet, end naar hans lille Hans eller Lene kommer til at lave en lille Sø henne i Krogen: det ler man af, som var det velgjort. Hvad er da Vantro? At tro er, som Luther siger, at frygte, elske og forlade sig paa Gud alene; Vantro er da at frygte for, regne med eller tage Hensyn til nogetsomhelst andet, være sig andre Mennesker, Verden, Døden, Djævelen eller sin egen gode Samvittighed. Derfor bedes der ogsaa i en gammel Kirkebøn om, at Gud vil bevare os for Mishaab og Fortvivlelse og al (saadan) skændig Synd og Last.

Det er altsaa Vantro, der er Synden, og alle andre Synder er kun Udslag af den, ikke blot de unormale, men ogsaa dem, som Politimesteren og alle vi andre regner for ganske normale og uskyldige Ting. Og hvad enten vi nu føler det eller ikke, saa florerer Synden for Tiden baade hos Regering og Rigsdag, Politimestre og alle os andre, godt skjult under den erhvervs- eller embedsmæssike Korrekthed. Saasom: Opportunisme, Fejghed, Livsfrygt, Haabløshed, Raadvildhed, Ansvarsløshed, Sløvhed, Resignation og Dødsangst. For at ikke nogen skal tro, at jeg sigter ham paa hans borgerlige Ære, vil jeg tilføje, at jeg kalder det for Ansvarsløshed, naar nogen, der skal styre og lede, lytter efter, hvad der passer i Folkets Kram, i Stedet for at drage Folket til Ansvar overfor Sandheden, eller naar de, der maa lade sig styre og lede, tror sig fri for Ansvar.

Politimesteren kalder antagelig, siden han siger de normale Mennesker fri for Synd, alle de nævnte Ting for Klogskab og Tilpasningsevne, og det skal han have Lov til, men hvis han motiverer dem med Henynet til Nødvendigheden (en Nødvendighed, der i Virkeligheden kun er et andet Udtryk for Opretholdelsen af vor Bekvemmelighed og Sikkerhed), saa er det, fordi han regner med en anden Nødvendighed end Guds Befaling, og det er netop Synd, Vantro. Og Gud vil ikke, vi skal sørge for eller sikre vort eget Liv, men forbruge det i Livet med Næsten. Han burde være gaaet i Rette med sin Præst, fordi han ikke har forklaret ham det.

- Saa kan Politimesteren heller ikke lide, at der tales saa meget om Syndernes Forladelse. Han har maaske paa Fornemmelsen, at det er for meget at gøre ud af de indbildte og oppustede Smaasynder hos normale Mennesker. Men hvis Synden betyder, at Mennesket har glemt sit Ansvar for sin Næste overfor Gud og er blevet en Afgudsdyrker, der i Stedet for staar til Ansvar for sit eget Liv overfor sin egen gode Samvittighed, saa kan det nok have Brug for Syndernes Forladelse, som er, at Gud giver det Ansvaret tilbage. Som hvis et Barn har været ulydigt, og dets Fader sig til det: Det kommer af, at du har glemt, du var din Faders Barn; men nu lader vi det være glemt og skjult bagved os, hvad du vil og ikke vil, alle dine Undskyldninger og Udflugter, alt hvad der er og bliver i Vejen med dig og saa drager vi dig paa ny ind under Ansvaret og Forpligtelsen til at lyde mig. Udtrykt paa en anden Maade: Syndernes Forladelse er Kravet om, at Mennesket midt i sin Fejghed, Frygt og Raadvildhed skal frygte, elske og forlade sig paa Gud alene.